Fem kvinder fortæller, hvordan det føles at føde derhjemme

Denne artikel er oprindeligt udgivet af TONIC USA

Du kender det godt. Du har set det på tv. En kvinde hastes afsted til hospitalet, hvor hun skal føde. Veerne er vanvittigt smertefulde, hun ligger og vrider sig i timevis under det skarpe lys fra lamperne på fødestuen, mens sygeplejersker farer ind og ud af lokalet.

Men et nyt billede tegner sig oftere og oftere. Flere og flere kvinder vælger nemlig at føde hjemme. En kortlægning fra Danske Regioner viser, at i Danmark er antallet af hjemmefødsler med hjælp fra en jordemoder tredoblet siden 2013 – fra 675 til 1.718 i 2016.

Fordelen ved en hjemmefødsel er, at kvinden befinder sig i trygge og vante rammer og er omgivet af mennesker, hun kender og stoler på. Hun kan spise det, hun har lyst til, skifte tøj, tage bad, lige så tit hun har lyst til, og sidde eller stå akkurat, som hun vil, under fødslen – det er noget, mange kvinder finder befriende sammenlignet med de restriktive forhold, der hersker på et hospital.

Tidligere i år beskrev Berlingske dog, at flere fødselslæger bekymres ved stigningen, da fødende ofte må overflyttes til hospitalet på grund af komplikationer.

De fleste kvinder i USA vælger at føde på et hospital, fordi det generelt anses for at være mere sikkert end hjemmefødsel. Der er også forskning på området, der peger på, at den opfattelse er korrekt. Det afholder dog ikke et også stigende antal amerikanske kvinder fra at kaste sig ud i hjemmefødslen.

Her beskriver fem af de kvinder deres erfaringer med hjemmefødsel og fortæller om de største overraskelser.

Modsat min oplevelse med at føde på et hospital for fire år siden, så følte jeg, at jeg havde kontrol over situationen, jeg var rolig og godt tilpas hele vejen igennem processen. Jeg kunne gå frit omkring derhjemme eller sidde på min fødselsbold. Det hele gik meget glat. Mine jordemødre ankom først en time før fødslen. Vi nåede knap nok at fylde fødselskarret med vand.

Jeg sked tilsyneladende i karret. Jordemødrene var hurtige til at fjerne det, så jeg så det slet ikke. Min mand fortalte mig om det senere. Jeg skulle syes efter fødslen, og bedøvelsen virkede ikke rigtigt, så det var faktisk det mest ubehagelige ved den oplevelse.

Hele processen tog omkring 14 timer. Jeg havde ikke forventet, at smerten ville give mig så meget kvalme, at jeg kastede op flere gange. Jeg havde heller ikke forventet, at jeg ville føle mig så omtåget, selvom jeg ikke havde taget noget smertestillende. Det var ligesom at være fanget i en tusmørketilstand. Da min jordemoder senere læste hele fødselsdagbogen op for mig, var der flere timer, som jeg overhovedet ikke kunne huske.

Jeg fik dog brug for en læge efter fødslen. Jeg var overrasket over, at jeg havde pådraget mig en flænge under fødslen. Det sker sjældent ved hjemmefødsler. Der er en åbning i bækkenet, som er meget snæver, men min søns hoved var vinklet bagover, hvilket resulterede i en brist. I stedet for at køre mig på skadestuen, ringede min jordemoder til vores familielæge, der kom hjem til os og syede mig i skæret fra vores stuelampe.

Det føltes lidt, som om det foregik i 1870. Lige bortset fra lokalbedøvelsen. Tak gud for lokalbedøvelse!

Det var den 26. dag under Ramadanen, den muslimske fastemåned, og jeg vågnede ved solopgang med stærke smerter. Jeg er selv fødselshjælper, så jeg vidste godt, at det var for tidligt. Men jeg kunne mærke, at fødslen var gået i gang. Det gjorde ikke just sagen bedre, at jeg havde helt utroligt ondt i ryggen.

Overgivelse er nøglen til en god fødsel. Man har absolut ingen kontrol. Din krop sidder bag rattet, og den ved, hvad den laver. Min jordemoder vidste, at jeg havde brug for at være alene med min partner, så hun efterlod os i vores soveværelse. Jeg har to andre børn, der begge er født på hospitalet, og selvom begge fødsler var langt mindre komplicerede end den her, så var de ikke lige så fredelige og fulde af kraft. Jeg havde ingen kontrol over de fødsler, og jeg følte ikke den samme tillid fra mine omgivelser, som jeg gjorde derhjemme.

Jeg begyndte at få veer omkring midnat. Så stod jeg op og begyndte at gøre køkkenet rent og sterilt. Man er vel redebygger.

Da jeg til sidst ikke kunne fokusere på andet end min vejrtrækning, vækkede jeg min partner. Jeg er ret sikker på, at den sidste sammenhængende sætning, jeg udtalte, var "ring til jordemoderen."

Da vi senere sad på sofaen og ventede på de vordende bedsteforældre, gik det op for mig, at jeg blødte kraftigere end, hvad der er normalt under en fødsel. Jeg ringede til jordemoderen, og så blev jeg kørt på hospitalet i en ambulance. Jeg havde veer i syv og en halv time og min kæmpebaby, der vejede fire og et halvt kilo, kom ud på omkring 23 minutter. Jeg kan ikke huske, om det var smertefuldt eller ej. Jeg ved ikke, om det skyldtes hukommelsestab, eller om min krop bare var god til at tilpasse sig fødslen.

Svangerskabet er måske et maraton, men den sidste del af løbet er et sprint. Fødslen tog i alt syv timer, og så lå jeg med en baby på fire kilo på brystet.

Fødselshjælperen nåede knap nok at dukke op, før jeg havde født, og det passede mig helt fint. I det sidste stræk af fødslen skreg jeg på min mand, Ryan, og min ekstraordinære jordemoder, Layla, og tiggede dem om hjælp. Det var de mest intense øjeblikke nogensinde. Jeg havde lyst til at flygte, men jeg blev i det. Jeg kunne mærke babyen bevæge sig og glide gennem min krop i mod lyset. Selvom det ikke var ligesom en orgasme, vil jeg sige, at det var et euforisk øjeblik.