Narkokrig og rock-revolution i Escobars Medellín: Sådan inspirerede "El Titán" en hel generation af sydamerikanske metalhoveder

Denne artikel er oprindeligt udgivet af Noisey Canada

Medellín, Colombia. Du kender sikkert bedst byen for kokain, Pablo Escobar eller kartellerne, men hvis du spørger de lokale om det, pisser du dem bare af. Det kommer sikkert ikke som en stor overraskelse, men hverken TV-serien Narcos eller narkobaronen, der satte byen på verdenskortet, har mange fans i Medellín. Tre årtier med TV-dækning, der fokuserer på volden (det seneste nyreslag kommer fra det russiske TV-netværk RT, der har produceret dokumentaren Escobars Lejemorder) terrordokumentarer og narkoturisme har gjort, at Medellín må kæmpe for at genvinde sin oprindelige kulturarv. Men selv om colombianerne ikke vil tale om det, så er Escobars eftermæle uundgåeligt. Under terrorangrebene i 1980'erne blev Antioquia, hovedstaden i landets nordlige provins, kendt som verdens mordhovedstad… men det var også epicenter for den colombianske rock-, punk- og heavy metal-scene – en kulturrevolution fanget i en orkan af vold.

I år mistede byen sin første rockstjerne, Elkin Ramírez Zapata. Ramírez tabte kampen til kræft i hjernen og døde 29. januar 2017. Elkin Ramírez, der var kendt som El Titán, anses for at være en slags colombiansk pendant til Iron Maidens Bruce Dickinson. Da han blev begravet, gik hele Medellín i stå, og for første gang i byens historie var katedralen fuld af metalhoveder og punkere – fans, venner og bekendte, der græd og sang med, mens Ramírez' band Kraken optrådte for sidste gang. I starten af 1980'erne stod Ramírez og Kraken i spidsen for landets rockrevolution, og sangeren med den høje falsetvokal og strenge arbejdsmoral skulle ende med at sætte Columbia på det musikalske verdenskort.

"Han var en fantastisk person, og det er et stort tab," siger Alex Oquendo, frontmand i Masacre, en anden af de colombianske titaner. "Han var som en far for folk i rockverden, og han var den første til at synge heavy metal på spansk. Colombia har mistet en stor digter og en mand, der kæmpede for rockhovederne, sydamerikanere og folkets rettigheder. Folk udtrykker stadigvæk deres sorg over hans død, og hvad den betyder for byen og landet. Der er sågar tale om at rejse en statue af ham. Vi har brug for et mindesmærke."

"Ethvert menneske er en historie," skrev Ramírez i 1986, og hans egen er en fortælling om to byer. Som Victor Gaviria viste i filmen Rodrigo D: No Futuro i 1990, havde den død og ødelæggelse, Escobar forårsagede, et utilsigtet biprodukt – en modkultur født ud af vestlig musik. Modsat alle andre oprør i Colombias historie var det en bevægelse bevæbnet med rock, punk og heavy metal. Dets soldater var utilfredse unge fra den indre by og slumkvartererne, og mens galskaben stod på, rettede de deres våben mod samfundet.

En af dem var Juan Aristizábal Vásquez (bedre kendt som Juanes), der i dag er en af de bedst sælgende latin-kunstnere i verden. Sammen med Shakira blev Juanes en af Colombias første globale popstjerner og var med til at skabe opmærksomhed omkring nationens problemer. Igennem en 17 år lang karriere har han blandt andet vundet 22 grammyer, blevet udnævnt som en af verdens hundrede mest indflydelsesrige mennesker af Time Magazine og optrådt ved FN. I modsætning til Kraken er han så populær, at du måske endda har hørt hans musik. "Mit forhold til Kraken begyndte, da jeg var 14 år," fortæller han. "Dengang havde de udgivet deres debut-LP, der blandt andet indeholdt "Todo hombre es una historia" og "Muere Libre", to sange, der havde stort indflydelse på mit liv og blev startskuddet på en musikalsk bevægelse i Medellín, der på det tidspunkt var fanget i en blodig konflikt mellem myndighederne og mafiaen. Elkin Ramírez og dem, han arbejdede sammen med, havde en kraft og styrke som kunstnere. De var en stor inspiration for mange i min generation."

Både Oquendo og Juanes, der spillede sammen i bandet Ekhymosis, skulle senere blive internationalt anerkendte: Juanes som en anmelderrost international popsanger og fredsaktivist og Oquendo som frontmand i det grænseoverskridende dødsmetalband Masacre – den første colombianske gruppe, der fik en kontrakt ved et stort internationalt pladeselskab. Inspireret af El Títan fordømte de volden i samfundet omkring dem gennem deres tekster. Sådan her gik det ned…

I slutningen af 1960'erne væltede britisk rockmusik indover den latinamerikanske verden. Revolutionen, der blev skudt i gang med Beatles og Rolling Stones, eksploderede med Black Sabbath, Deep Purple og Led Zeppelin, og da Spanien led under Franco-regimets censurlove, måtte Argentina tage teten. Rock Nacional, en genre bygget på rockmusik og stolthed over det spanske sprog, blev født og forårsagede en kædereaktion i Latinamerika. I de tidlige 1980'ere var Franco død og Rock Radical Vasco, protestmusik fra Baskerlandet, ankom til Colombia gennem musikimportører sammen med amerikansk hardrock og hardcore punk.

Medellíns ungdom udviklede en umættelig appetit for musikken, der kun blev forstærket af såkaldte notas eller parches, hvor fans mødtes for at bytte bånd, udveksle viden og pastas (LP'er), hvis de var heldige at eje nogen. Lokale bands begyndte at optræde og spillede til private fester og på parqueadores (parkeringspladser). Selv om nogle mener, at Jorge Calderon og hans band Carbure var landets første 'rigtige' rock'n'roll-band, blev der skrevet historie 22. september 1984, da et band ved navn Kraken (tidligere Kripzy) spillede koncert i et voldeligt kvarter.

"Første gang, jeg så Kraken, var i Teatro Lux i Manrique, en comuna her i Medellín, der altid har været plaget af sociale problemer," husker Oquendo. "Billetten kostede 200 pesos. Jeg tror ikke engang, det er én dollar i dag. Vi var helt blæst væk. At se en sanger som Elkin var ligesom at have sin egen Bruce Dickinson. Han havde en fremragende vokal, og guitaristerne kunne sagtens hamle op med Iron Maiden, da de var på deres højdepunkt. Det var helt fantastisk."

Men alt var ikke godt. Ligesom i Storbritannien i 70'erne opstod rock, punk og metal som arbejderklassebevægelser i Medellín, hvor man vogtede nidkært over dem. Hvor "ghettobands" som Mierda, Parabellum og Danger var primitive, var Kraken mere sofistikerede, komplekse og havde et poetisk udtryk. De var også fra Belén, et middelklassekvarter langt fra problemerne på gaden i Manrique, Aranjuez og Buenos Aires og de bandehærgede yderområder.

I den spæde begyndelse var bevægelsen i Colombia inddelt efter socialpolitiske skillelinjer, og situationen blev hurtigt eksplosiv med fremkomsten af ultra metal – en primitiv fusion af metal og hardcore punk og en indædt modstand mod kommerciel musik, etablissementet og alle bands, der ikke spillede hård nok musik.

"Metal var kun for arbejderklassen dengang," siger Roman Gonzalez fra bandet Sargatanas (også fra Belén). "De rige og middelklassen fortjente ikke at lytte til det. Hvis du var et rigt metalhoved, var du en fucking casposo ("skæl": slang for en poser, red.). Elkin var flot og rig, men han var også en hårdtarbejdende fyr og en visionær musiker, der brød alle reglerne og spillede musik på et professionelt niveau. Folk i Medellín forstod det ikke – de var lidt ligesom huleboere," siger Gonzalez.

Den ulmende klassekonflikt brød ud i lys lue ved en koncert i 1985, der nu anses for at være en af de vigtigste begivenheder i byens musikalske historie.

Der er nogle, der påstår, at Pablo Escobar var til rockmusik. Da han var allermest magtfuld, siges det, at han engang fløj Rolling Stones, REO Speedwagon og Samantha Fox ind for at optræde i sit palæ, men hændelsen er ikke bekræftet nogen steder. Udover sine kriminelle aktiviteter gav han den også som filantrop og donerede store summer penge til byen. En af hans velgørenhedsorganisationer Medellín sin Tugurios (Medellín uden Slumkvarterer) var ofte sponsor ved offentlige begivenheder, og i 1983 støttede man pladeimportør Raúl Velásquez fra JIV Ltd, da han arrangerede byens første store rockkoncert på La Plaza del Toros La Macarena med heavy metal-bandet Argus fra Tampa, Florida.

La Macarena var en tyrefægtningsarena med plads til 15.000 tilskuere, men 23. marts 1985 dannede den ramme om voldsomme uroligheder. Efter succesen med Argus arrangerede JIV Ltd og Radio Veracruz en battle-of-the-bands-konkurrence med lokale grupper som Spool, Glöstter Gladiattor, Danger, Mierda, Excalibur, Parabellum (der optrådte under navnet Mentes Locas), Lasser og Kraken. Præmien var en pladekontrakt med det colombianske pladeselskab Codiscos. Det var kæmpestort foretagende i stil med amerikanske stadiumrockkoncerter.

Stemningen ved showet vendte hurtigt, da soft-rockerne Spool gik på scenen. I den brændende hede smeltede bandets kommercielle rockballader, og publikum begyndte at kaste sten og jordklumper fra arenaen mod scenen, mens de skreg Caspa! Caspa! (Poser!), hvilket i sidste ende fik bandet til at afbryde forestillingen før tid. De efterfølgende bands, Glöstter Gladiattor og Danger, havde svært ved at få ro på gemytterne, men fik endelig kontrol over situationen – Glöstter Gladiattor ved hjælp af rendyrket karisma og Danger i kraft af deres rødder. Ultra metal-bandet Mierda levede op til deres navn, da forsangeren Oswaldo Ordoñez Carmona, som var sølet ind i blod, begyndte at opildne folkemængden med anti-kristne udbrud og ved at befale, at de ikke lod noget "stå tilbage intakt." "Korsfæst mig!" råbte han. "Satan er iblandt os!"

Atmosfæren var anspændt, og promoterne indførte en ikke-planlagt pause i programmet. Til forskel fra det sædvanlige publikum var forsamlingen en tikkende bombe, der ventede på at eksplodere. Punk- og metalhovederne, der kom fra byens fattige kvarterer, hadede middelklasserockerne. Selve indretningen på arenaen var en metaforisk skillelinjen. Mens hardcore fans sloges i skidtet, kiggede de privilegerede med fra pladserne i galleriet.

Koncerten blev genoptaget med Excalibur, der bogstaveligt talt blev stenet på scenen. Deres eneste synd var, at de ikke spillede ultra metal. De blev hurtigt buhet ud, da folk begyndte at råbe "Parabellum! Parabellum!", som er latin for "Bered jer på krig", men i denne forvrængede fortolkning af en romersk gladiatorkamp skreg masserne på et band fra Buenos Aires-kvarteret af samme navn, en af tidens mest ekstreme grupper. Parabellums voldsomme lyd blev en krigserklæring, og settet, der bestod af sange som "Guerra", "Monopolio y Sexo" og " 666 Engendro" (666 Afkom) blev katalysator for et vaskeægte oprør. Det, der begyndte som battle of the bands, blev nu til battle of the fans.

Øjeblikkene, inden volden brød ud, er fanget i videoen herunder:

Stenene, der før havde regnet ned over Excalibur og Spool, blev nu vendt mod tilskuerne i galleriet og en mand, der "dansede som en bøsse" under Lassers optræden, blev tungen på vægtskålen. Klassekrig og sekterisk vold brød ud mellem punkere, metalhoveder og rockere. Politiet, der blev sendt ud til arenaen, var håbløst uforberedte på optøjerne og ringede til brandvæsenet, der lod vandet regne ned over arenaen. "Skandaløst," skrev en journalist i den lokale avis El Espectador og sammenlignede hændelsen med et "orgie" for narkomaner, som han nedgjorde for at have smadret La Macarenas nye toiletter. Kampen var overstået, og Kraken nåede aldrig at optræde. Efter sigende forholdt bandets unge frontmand Elkin Ramírez, der sad backstage, sig roligt og upåvirket. Det var et karaktertræk, der skulle kendetegne ham resten af hans liv.

Ramón Restrepo, der var frontmand i Parabellum den dag, husker hændelsen: "Vi vidste godt, at det var radikal musik. Undergrundens metalero var imod kommerciel musik i battle of the bands, og The Vase of Llorente (en begivenhed, der førte til Colombias uafhængighed) blev rettet mod de bands, der ikke var lige så heavy som Parabellum." Som Carlos Mario "La Bruja" (guitarist) siger: "Vi pustede ikke til ilden, vi spillede bare. Elkin vidste, hvordan man holdt sig over den slags. Modsætninger opstår i sådanne situationer, og i sidste ende lærer de os om kraften, man finder ved at stå sammen. Det er et af livets grundvilkår. Jeg ser ham som en digter og en kriger. Som en gentleman og en lærd, en helt særlig stemme. Hvis der er noget, man ikke kan lide, så lad være med at deltage i det – men gør det med respekt, ligesom han gjorde."

Der var intet resultat efter konkurrencen, men Kraken havde vundet uden at spille så meget som en tone. En af arrangørerne, Carlos Acosta, blev bandets nye manager og skaffede dem en pladekontrakt med Codiscos i 1986. Bandet udgav et par primitivt indspillede EP'er efterfulgt af deres legendariske debut-LP Kraken fra 1987. For resten af Medellín var optøjer ved en koncert snart det mindste problem. Avisen, der skrev om hændelsen, blev senere bombet og brændt ned til grunden.

"I slutningen af 1980'erne begyndte narkokrigen," skriver Mario Aponte fra bandet Maleficarum i sin egen beretning fra tiden. "Mange krigere forlod musikken af økonomiske årsager og slog sig til sicarios (lejemorderne, red.). Mange blev dræbt og mange døde, fordi de uforvarende kom for tæt på bilbomber. Det forhindrede os ikke i at mødes i parches og til koncerter i nogle af de mest voldelige kvarterer. Vi var ikke bange for noget, og det var måske, der magien i musikken lå – kraften i ikke at være bange for nogen eller noget. Sicarios i kvarterene angreb os, men vi var ligeglade og fortsatte. Så nåede vi til halvfemserne…"

I perioden 1985-1993 røg Colombia ad helvede til. I '85 skete et helt uhørt angreb på hovedstaden Bogotá, hvor 35 guerillasoldater fra gruppen M-19 stormede landets Justitspalads og dræbte over 100 gidsler og 11 af landets 21 højesteretsdommere. I Medellín begyndte Pablo Escobar hensynsløst at myrde og bombe sin fjender ved hjælp af sicarios i teenagealderen såvel som professionelle lejemordere. Da regeringen truede med at udlevere ham til retsforfølgelse i USA, begyndte han at gå efter folk i politiet, politikere og journalister, og i 1989 var byen blevet en sand mafiahøjborg. Præsidentkandidaten Luis Carlos Galán blev myrdet, og et forsøg på at dræbe en anden politiker endte med bombningen af Avianca flight 203. Som om det ikke var nok, indledte Cali-kartellet fra Colombias Valle del Cauca en magtkamp med Escobar over kontrollen med kokainmarkedet.

Men volden i Colombia standsede ikke den musikalske udvikling. Bevægelsen, der blev grundlagt i Medellín, voksede sig nu dobbelt så stor, og nye bands som Masacre, Astaroth, Nekromantie, Blasfemia og Reencarnación kom til. Der blev også stiftet nye grupper andre steder i landet: Neurosis, Darkness og La Pestilencia i Bogotá sammen med Krönös og Inquisition i Cali. Andre byer fulgte trop opmuntret af et væld af koncerter og nye radiostationer dedikeret til metal som La Cortina Hierro (Jerngardinet) med værten Mauricio "Bull Metal" Montoya, der havde hundredtusindvis af lyttere. I 1990 var den colombianske metalscene ikke til at stoppe, og dens ophavsmænd havde intet at tabe. Kraken havde revet sig fri af undergrunden, og efter de i 1987 blev angrebet af vrede punkere ved Medellíns Vieco Amphitheater, begyndte bandet at turnere.

Víctor Raúl Jaramillo, kendt som "Piolin", fra ultra metal-bandet Reencarnación husker forskellene mellem sin egen generation af bands og Kraken-lyden: "Jeg kendte kun tre Kraken-sange, og jeg har aldrig haft en ordentlig samtale med Elkin. Elkin og jeg havde ikke meget til fælles, men jeg hylder hans arbejde, hans vedholdenhed og hans utrættelige engagement i at udbrede Krakens budskab. I sidste ende handler det om det, han har skabt."

Colombia blev atter kastet ud i kaos i august 1989, da den liberale politiker Luis Carlos Galán blev myrdet foran 10.000 tilskuere under et vælgermøde i Soacha, en forstad til Bogotá. Galán havde erklæret krig mod landets narkokarteller, der vidste, deres tid var omme, hvis han blev valgt. I en af de mest dramatiske attentater i det 20. århundrede blev Galán skudt, mens han stod på scenen omgivet af sine tilhængere. Fireogtyve timer efter mordet spillede Kraken en koncert til ære for Galán. Fra scenen bad Ramírez om et minuts stilhed for "fred, respekt og frihed". Koncerten fandt sted på La Plaza del Toros La Macarena, det samme spillested, hvor de fire år tidligere blev nægtet adgang til scenen.

Tre måneder senere udgav bandet dets andet album Kraken II – et virtuost hardrockalbum. Musikalsk var de langt foran deres kolleger på den colombianske scene. Deres lyd blev mere kompleks, progressiv og med brugen af keyboards begyndte Kraken lidt at lyde som et latinamerikansk Queensrÿche. Sangen "Vestido de Cristal" blev emne for en ophedet debat på landets ungdomsradiokanaler, men selv efter bandet havde opnået stjernestatus og optrådt foran 20.000 tilskuere i Venezuelas Poliedro-arena i 1990, kunne ingen beskylde dem for at være arrogante.

"Elkin var en gentleman—ikke en rockstjerne eller en scenester. Han var ikke en egoist," siger Andrés Castro, en promoter fra Bogotá. "Han repræsenterede håb, og Kraken nød meget respekt. Det er ikke det samme at være et metalhoved i dag, som det var dengang. Hans budskab var: 'Bare rolig. Du skal nok klare den.'"

Der skulle gå et helt årti mere før narkoterrorismen blev inddæmmet. I 2012 var mange af landets store narkobaroner enten døde eller fængslede, og Colombia var nu godt på vej mod at finde fred. Kokain er mere eller mindre bandlyst i nutidens metalscene, og narkokartellerne vækker kun skam og foragt i landet. Bare man nævner Escobars navn, bliver mange colombianere rasende.

David Rivera, guitarist i Tenebrarum, sætter det i perspektiv: "Jeg må sige det her… Pablo Escobar var en skændsel for vores samfund. Han er ikke en folkekær Robin Hood eller sådan noget – han var en fucking forbryder. Der er mange, der udnytter den her del af Colombias historie til at tjene penge. Metalscenen i Medellín var selvfølgelig påvirket af volden, men det var alle i hele landet. Man kan ikke tale om, at metallen udviklede sig omkring Pablo Escobar."

"Sydamerikansk" metal tiltrak mange fans i den globale undergrund mellem 1985-1993. Selv vestlige musikere som Øystein "Euronymous" Aarseth fra black metal-bandet Mayhem var tiltrukket af den autentiske og brutale lyd, som de colombianske bands tilbød. Lige meget hvor "onde" pionererne i den norske black metal-scene påstod de var, så var de i sidste ende bare middelklasse-teenagere, der stak ild til kirker i skandinaviske mønstersamfund. Deres såkaldte ondskab blegner i sammenligning med virkeligheden i Colombia, der viste en lyd og lyrisk tilgang til musikken, der hverken kan fakes eller forestilles. Bandet Masacre, der er kendt for morbide titler som Colombia: Imperio del Terror (Colombia, Terroren Imperium), Cáncer de Nuestros Días (Vor tids kræftsvulst) og Ola de Violencia (Bølg af vold) spejler den tid, de kommer fra.

I slutningen af 1980'erne begyndte Euronymous at skrive sammen med Masacres trommeslager Mauricio "Bull Metal" Montoya for at skabe hype om sin musik og for at skaffe bands til sit label Deathlike Silence Productions. Der er endda folk, der mener, at Euronymous' fascination af Parabellum, ultra-metallens fædre, har haft direkte indflydelse på udviklingen af norsk black metal. Masacre blev under alle omstændigheder det første colombianske band, der slog igennem uden for landet, og i 1991 udgav de debutalbummet Reqviem via det franske label Osmose Productions. Selvom lyden er radikalt anderledes, indrømmer deres frontmand, at bandet står i gæld til Kraken.

"De havde stor indflydelse på Masacre og en masse andre," siger Alex Oquendo. "Deres tekster var meget interessante – de havde en poetisk stil, der italesatte en masse af de ting, vi har oplevet i Sydamerika og især i Colombia. Jeg var gode venner med Elkin, og vi talte meget om tingene. Han var meget interesseret i alt, hvad der foregik i landet, i de sociale og politiske problemer. Det er svært lige nu," tilføjer han. "Hver dag, når jeg vågner, er Elkin den første, jeg tænker på. Han sendte mig lydbeskeder via WhatsApp. Jeg bliver ved med at lytte til dem, og min kone siger, det ville være bedre, hvis jeg holdt op… men det er svært for mig at forstå, at jeg aldrig skal høre hans stemme igen."

Ligesom Colombias nationaldigter, Gabriel Garcia Marquez, benyttede Elkin Ramírez også elementer fra den magiske realisme som tekstlig tvetydighed og drømmeagtige metaforer. I et elegant sprog udforsker hans tekster social ulighed, korruption, guerillasoldater og de indfødte folks kamp for anerkendelse. Hans verbale angreb var subtile, poetiske og sjældent direkte i deres udtryk.

"Elkin læste meget. Det tror jeg havde indflydelse på hans tekster," husker Krakens guitarist Hugo Restrepo, der nu leder musikskolen Solo Rock. "Han var en venlig og åben person, der aldrig talte ondt om andre. Han havde problemer ligesom alle andre, men han overkom dem, fordi han havde en stærk karakter."

Medellín er en helt anden by i dag. Alt er ikke perfekt, men meget har ændret sig siden 1980'erne. Man kan stadig høre Krakens musik i parches og på barer, hvor byens mange metaleros hænger ud, og de, der engang kastede med sten, er i dag tilhængere af den "sande" heavy metal-lyd. Bandet har også haft indflydelse blandt colombianske musikere i udlandet. Trommeslager Mauricio Chamucero fra det britiske heavy metal-band Rogue Male er en af dem. "Elkin var en drømmer i et land, hvor det var umuligt at drømme," siger han. "Jeg forlod landet for at følge mine drømme, men Elkin blev og kæmpede for sine der. Han viste os, at alt er muligt, lige meget hvor man er fra."

Kraken har også betydet meget for Jaime Gomez Arellano, der i dag er en af ekstremmusikkens største producere. "Jeg tror, de fleste i metalscenen så Kraken som et af de bedste bands i landet, og jeg glemmer aldrig den gennemslagskraft, de havde," siger han.

Colombia fortsætter den lange vej mod fred og fremgang, og Elkin Ramírez, der fik en søn, Andrés, har efterladt en bedre verden. Elkin Ramírez er den dag i dag inspiration for mange landsmænd, der prøver at gå i hans fodspor, koste hvad det vil. Rock, punk og heavy metal er stadig nogle af de mest populære musikgenrer i Colombia, og Elkin Ramírez har fans helt oppe i samfundets top. En af dem tog sig endda tid til at skrive til hans familie efter hans død.

Brevet er skrevet af Juan Manuel Santos, Colombias præsident.