Jeg sms'ede med en 18-årig dansk hjemløs i en uge

Hjemløshed er et kæmpe problem. Det marginaliserer, kan føre til misbrug og sociale problemer, og det gør det ofte sværere at vende tilbage til en normal tilværelse. De senere år er problemet kun blevet større: Alene fra 2009 til 2015 er antallet af unge 18-24-årige, der lever uden tag over hovedet, næsten fordoblet. Selvom der har været en storstilet Hjemløsestrategi og et massivt politisk fokus. Og intet tyder på, at det er blevet bedre siden.

Råbin Bille er 18 år. Hun er hjemløs. Det har hun været, siden hun som 15-årig besluttede sig for at forlade et hjem, hun ikke længere kunne være i:

"Begge mine forældre var misbrugere, og min far røg ind og ud af fængsler. Han sidder også inde lige nu. Det var et hjem uden mad, penge eller rent tøj, og det var også voldeligt. Gaderne var bare mindre farlige," siger hun. (Vi har talt med Råbins mor, som bekræfter misbruget og de øvrige problemer i hjemmet. Vi har også efterprøvet oplysningerne om faderens kriminalitet, red.)

Jeg kom i kontakt med Råbin, fordi jeg ville vide, hvordan det er at være ung og hjemløs i Danmark. Siden har vi talt en del – blandt andet om, hvordan hun i sin tid besluttede sig for at blive hjemløs (hun kom hjem fra efterskole i 9. klasse og opdagede, at hendes mor var begyndt på stoffer igen), og hvad hun frygter mest ved sit liv.

Gennem en uge sms'ede jeg med hende. Både for at få et indblik i hverdagen som hjemløs og for at finde ud af, hvilke tanker man gør sig. Og hvad hun tænker om den lejlighed i Aarhus, som en frivilligorganisation lige har stillet hende i udsigt. Det er der kommet en række interessante beskeder ud af.

Vi begyndte vores sms-korrespondance en onsdag. På forhånd havde Råbin forklaret mig, at hun er politisk aktiv. Hun havde også forklaret, at det er cirka et halvt år siden, at hun skiftede Viborg ud med Aarhus, og at hun primært tjener sine penge på at sælge Hus Forbi. Jeg spørger hende, om hun skal andet.

Næste dag starter vi lidt tidligere. Jeg er nysgerrig efter at se den kælder, som Råbin har fået lov til at tilbringe natten i.

Ved en tidligere lejlighed har Råbin forklaret mig, at der ikke rigtig er noget hjælp at hente, hvis man er under 18 år og hjemløs. Selv fik hun at vide af kommunen, at hun skulle vente tre år, til hun var myndig, med at flytte hjemmefra – og herberger må ikke lukke unge under 18 år ind.

Jeg spørger, om man så ikke får et forskruet forhold til kærlighed og sex.

Én af udfordringerne ved at være hjemløs er at få ladet sin telefon op. Råbin er så heldig at have fået en smartphone af sin onkel, men hun har på forhånd advaret mig om, at der kan være perioder, hvor hun ikke kan få strøm på den. En anden udfordring kan være at holde humøret højt. Råbin lider af depression, men hun får ikke altid fornyet sin recept eller udskrevet sin medicin, fordi hun ikke altid har overskud eller mulighed for at bestille en tid hos sin læge.

Jeg spørger hende, om hun møder mange fordomme om at være hjemløs:

Senere samme dag skriver Råbin, at hun har været ude at bade i havet.

På fjerdedagen taler vi lidt om, hvordan Råbin skaffer mad, når der ikke altid er penge til lige at købe noget. Ved at sælge Hus Forbi til arrangementer som for eksempel Zulu Sommerbio i Aarhus kan hun tjene op til 700 kroner på en halv time, men den slags er sjældent, og det er ikke altid, at man overhovedet kan skaffe aviser.

Lidt senere får jeg den her besked:

Søndag når jeg ikke selv at skrive, før Råbin skriver til mig. Hun skriver, at hun har sovet i kælderen igen – for tredje gang på fem dage – og at hun er ved at have indrettet sig. Det er længe siden, hun har sovet så trygt og så længe, skriver hun:

Én ting slår mig ved vores korrespondance. Jeg har endnu ikke set et billede af Råbin. Det ændrer sig kl. 20:11

Siden Råbin fyldte 18 år, er der sket meget. Hun er blevet SU-berettiget, hun har tilmeldt sig en uddannelse, og hun kan nu få hjælp fra kommunen. Alt det kulminerer denne mandag:

Råbin har tidligere gået på både STX, IB og HF, og hun har forklaret, at én af vanskelighederne er at få det til at passe med en levevis, hvor man ikke altid ved i hvilken by, man sover. Råbin har været tilmeldt fire forskellige skoler alt efter, hvor hun nu lige var.

Der er ved at være gået en uge, og jeg føler, at jeg er blevet klogere på livet som hjemløs. Jeg spørger Råbin, hvordan det var at sove i den nye lejlighed. Da jeg ikke får svar, spørger jeg, om hun er okay:

Jeg spørger hende, hvilken form for hate crime, hun oplevede – og hvad hun fik en bøde for:

Jeg får ikke flere svar den dag, men næste morgen kommer der en ny besked:

Jeg spørger Råbin, hvordan det er at skulle svare på spørgsmål fra en journalist en hel uge:

Jeg spørger, om hvordan folk opfører sig, når de ser hende:

Senere på dagen skriver vi sammen for sidste gang. Jeg er ved at løbe tør for spørgsmål, og Råbin skal også have tid og plads til at komme ordentligt på plads i sin nye tilværelse. Hun lægger ud:

Hun fortsætter: