FYI.

This story is over 5 years old.

Våbensafari

Jeg tog på venindetur i Ukraine med tankkørsel og automatvåben

Det viser sig, at en AK-47 er et godt valg, når man kommer fra Københavns caffe latte-segment og aldrig før har haft et skarpladt automatvåben i hænderne.
Privatfotos bringes med tilladelse fra skribenten.

Min veninde Marie og jeg sidder i en bil på vej mod en hjemmelavet skydebane, som ligger en times kørsel uden for Kiev, og vi føler os mega-badass. I en uges tid er vi rejst væk fra vores økologiske caffe latte-liv i København for at skyde med skarpt og køre med tanks i et land, som er i krig. Vi glæder os til en oplevelse, som vi tænker er forbeholdt de færreste vestlige kvinder – men der tager vi fejl.

Advertisement

På vej ud af Kiev forklarer vores guide os, at der faktisk er mange kvinder (og selvfølgelig også mænd) fra vidt forskellige lande, der tager til Ukraine for at skyde med alt fra pistoler og shotguns til forskellige former for semiautomatiske og automatiske stormgeværer. Han nævner også, at han havde ekstra travlt i dagene omkring det Internationale Melodi Grandprix, som Ukraine var vært for i år.

Vi er åbenbart en del af en større tendens, hvor vesterlændinge tager på våbensafari i Ukraine – cirka 800 kilometer fra fronten i Donbass, hvor ukrainske soldater kæmper mod de pro-russiske separatister.

Men inden vi når frem til skydebanen, svinger vi forbi et lukket anlæg, hvor en tank står klar til at drøne rundt med os – med os selv bag rattet vel at mærke.

Da vi når frem, er en thailandsk kvinde i færd med at gennemhulle en skydeskive med en Glock 19, mens hendes cirka 20 år ældre tyske mand står ved siden af og kigger på.

Det ukrainske militær er notorisk underfinansieret i krigen mod Rusland, og en af måderne, som militæret tjener penge til krigen på, er at lade turister forlyste sig i tanks på et militært anlæg i en bøgeskov.

Vi bliver modtaget af to unge soldater, som har fået til opgave at give os et crash-kursus i tankkørsel, inden de skal tilbage til fronten et par dage senere. Servicering af turister er ligesom bare en del af jobbet - ikke noget, man får ekstra løn for, fortæller den officer, der taler engelsk. Han har for øvrigt været udvekslingsstuderende i København tre år tidligere.

Advertisement

Lise i tanken.

Et par dage om måneden kører han rundt med civile, primært velstillede mænd, der betragter kørsel i tank som en spændende og anderledes oplevelse. Han er tydeligvis glad for, at han den her gang skal underholde to kvinder, for han tager billeder og minder os grinende om at tage en masse snapshots til Instagram undervejs, og vi makker selvfølgelig ret.

Og selve kørslen? Slet ikke kedeligt, men rimelig fucking svært, når man – som jeg – ikke har kørekort. Jeg har ellers advaret driveren, altså ham, der egentlig burde styre tanken, om min manglende erfaring. Jeg tvivler dog på, at han har fattet, hvad jeg sagde, for han taler til mig på russisk, men jeg taler til ham på engelsk.

Hvor galt kan det gå? Jeg er næsten 100 procent sikker på, at en kampvogn sagtens kan klare at køre ind i et bøgetræ, men jeg får ikke lov at prøve det af, for lige før kollissionen panikker driveren og får sat en stopper for min kamikazekørsel.

Bagi sidder Maria og banker hovedet op i metalloftet, mens jeg bumler hen over skovbunden – hun har inden da kørt tanken rundt i en noget mere overbevisende stil.

Og så er det videre til skydebanen, hovedattraktionen, som vi har glædet os mest til. Da vi når frem, er en thailandsk kvinde i færd med at gennemhulle en skydeskive med en Glock 19, mens hendes cirka 20 år ældre tyske mand står ved siden af og kigger på. Jeg bliver ramt af en form for panikangst, der bunder i, at der bliver skudt med skarpt om ørerne på mig, og det larmer fuldstændig sindssygt. Det, der stresser mig, er det totale kontroltab, jeg føler – kan jeg stole på, at de her fremmede mennesker ikke pludselig retter geværet mod mig?

Advertisement

Måske er det den konstante angst over at blive pløkket ned af en vildfaren kugle, der gør, at jeg undervejs i seancen slet ikke overvejer det etiske aspekt af det, vi har gang i.

Så er det min tur, og så snart jeg får AK47'eren i hånden, føler jeg ro. Geværet, der også er kendt som en Kalashnikov, skyder som en drøm. Det er nemt at håndtere, og selvom man ingen skydetræning har, kan man ramme mål ret præcist, selv når de er langt væk. Det våben har russerne alligevel skruet ret godt sammen. M4'eren, der er den amerikanske version med et mere avanceret sigtekorn, skuffer mig til gengæld. Den sidder fast 5 gange undervejs og er tungere og mere bøvlet at bruge.

Veninden skyder med skarpt.

Imens min veninde pløkker løs med en shotgun, og jeg er tilbage i tilskuerrollen, kommer nervøsiteten op i mig igen. Hvor Maria havde bedre styr på kampvognen i bageskoven, viser det sig, at hun ikke har helt lige så godt styr på tunge skydevåben. Det er ikke en overdrivelse, når jeg siger, at jeg aldrig har været så bange, som da jeg står ved siden af Maria, mens hun affyrer en shotgun, der er alt for tung til hendes små spaghetti-arme. Armene er godt nok blevet pænt tonede af al den yoga, hun dyrker, men de er ikke stærke nok til at løfte geværet i mere end 5 sekunder af gangen.

Til sidst får vi lov til at sætte et magasin til AK47'eren og indstille den på 'automatic', hvilket er det tætteste, vi kommer på at skyde med maskingevær. Det koster os 250 kroner ekstra og er for øvrigt heller ikke lovligt ifølge ukrainsk lov, men så længe vi ikke filmer, er det ok, siger vores guide.

Advertisement

Men billeder er cool nok – personalet på skydebanen instruerer os i at posere med geværerne på en måde, så det ser ud, som om vi ved, hvad vi har gang i, og den luksus-manicure, som Maria har fået dagen forinden, kommer virkelig til sin ret på de fotos, vi tager.

Måske er det den konstante angst over at blive pløkket ned af en vildfaren kugle, der gør, at jeg undervejs i seancen slet ikke overvejer det etiske aspekt af det, vi har gang i – om det er okay at lege med våben for sjov, når nu folk rent faktisk dør ved fronten få hundrede kilometer østpå. Jeg kan stadig ikke rigtig finde ud af det.

I Kiev havde vi et par dage forinden været ude at spise med en af mine venner, som er dansk-ukrainer. Han syntes, at det lød helt fair, at vi gerne ville ud og skyde på ting. Han havde faktisk overvejet at gøre det samme.

Det havde nok været mere respektfuldt over for ukrainerne at lade være med at tage på den slags ture, når nu deres land er hærget af krig, men jeg ville lyve, hvis jeg påstod, at vi ikke havde haft det ret grineren derude på skydebanen og ombord i tanken.

I tilfælde af krig ved Maria og jeg i det mindste, hvem der er gunner og hvem der er driver.