Hvad jeg lærte af at kakaotrippe i Søndermarken

FYI.

This story is over 5 years old.

Vice Blog

Hvad jeg lærte af at kakaotrippe i Søndermarken

Hvad sker der, når en sindig jyde tager på skovtur med New Age-hippier?
June 15, 2016, 7:30am

De har skrevet på Facebook, at vi rykker ud i solen.

Sidst jeg var til en kakaorelateret ceremoni, var det nok til min egen børnefødselsdag omkring årtusindskiftet. Her bestod ceremonien i at skære halsen over på den sagesløse kagemand, der var blevet rituelt pyntet og gjort klar af bageren med vingummi, lakrids, glasur og konfekt. Der var varm kakao ved siden af.

Men det, jeg skal prøve om lidt, er ikke som min mors Nesquick fra skabet.

Advertisement

På det seneste har jeg læst forskellige steder på nettet, at der findes rave-fester i Europas storbyer, hvor unge dropper narkotikaen til fordel for kakaoen. På natklubber i Berlin sælger de særlige kakaodrikke og piller, her starter festen ved solopgang, og Acid Pauli spiller religiøs techno i timevis.
Det er noget ganske andet, jeg skal til under træernes kroner i Søndermarken i København. Jeg skal til at trippe på ritual-certificeret, rå kakao importeret fra Guatemala. Det vil sætte mig i forbindelse med hedenske maya-guddomme, mine undertrykte traumer vil blive helet, og jeg har fået at vide i telefonen, at jeg godt kan forvente at græde. Jeg håber sådan set bare på et fedt trip, og hvis det lykkes at transcendere, så vil jeg gerne blive mere rummelig og afslappet.

Jeg har tilmeldt mig en oplevelse arrangeret af en gruppe, der kalder sig The Heart Space, der tilbeder kakaoen som naturmedicin. Jeg har overført 150 kroner til et telefonnummer, jeg ikke kender, det er sidst på en solrig sommereftermiddag, og nu sidder jeg og venter ved indgangen til Søndermarken.

Én efter én dukker de op, mine medrejsende på den kommende flyvetur med moder-kakao. Det virker ikke, som om de kender hinanden, alligevel hilser de alle på hinanden ved at kramme. Jeg giver dem hånden.
Vi følger Ida gennem parken, der, når hun ikke er spirituel vejleder, arbejder i en børnehave, og vi følger hende da også gennem træerne som en slags kongens efterfølgere. Vi når frem til en lysning, hvor Idas kollega sidder, hun hedder Christina. Hun har gjort ceremonien klar. Den søde dunst af kakao siver tungt ud under trækronerne, tæpper og puder er spredt i en cirkel med plads til 15 mennesker. I midten ligger et vattæppe med krystaller, æg i jadesten og blomster. Pynten former et kors, der i toppen har en bluetooth-højtaler. I buskene hænger to snore med religiøse flag i farver.
Jeg sætter mig ved siden af en fyr, jeg har talt lidt med, mens vi gik. Han fortæller med en tysk accent, at han har prøvet kakao før i en svømmehal med trommecirkler. Jeg tænker, at det lover godt for ceremonien, at jeg sidder ved siden af en erfaren. Han ligner også en connaisseur. Han har skæg og langt tilbagestrøget hår, det ser uvasket ud, hans øjne kigger langt, hans trøje og bukser er farverige, posede, flagrende og forvaskede, og hans sko er fodformede.
Vi må først drikke kakaoen, når vi alle har fået en kop. Mens Ida og Christina skænker op, fortæller de om kakaoens magiske historie.

Advertisement

I de gamle maya og azteker-mytologier blev kakaoen set som noget guddommeligt og som et middel til at forbinde begivenheder i livet og mennesket med guderne. Det blev kaldt hjerteblod og gudernes føde, og det blev brugt til alt fra at velsigne soldater inden en krig til dåbsritualer og bryllupper.
Der findes en overlevering fra et møde, Columbus havde, da han mødte nogle azteker-indianere. Han troede, at de tabte en lille håndfuld mandler, og Columbus blev meget overrasket over, at aztekerne blev enormt befippede og kravlede rundt på den beskidte jord for et par mandler. Senere fandt han ud af, at aztekerne brugte kakaoen som valuta, og da conquistadorerne invaderede aztekernes paladser med en forventning om at finde guld og sølv i enorme mængder, blev de enormt skuffede, da der viste sig at være tonsvis af kakao i stedet.
Europæerne fik først rigtig smag for den bitre bønne, da en hollænder fandt på en forædlingsmetode, hvor man laver kakaoen til et pulver, der er let at blande op med vand eller mælk. Og sukker naturligvis.

Imens vi drikker kakaoen, får vi at vide, at det er den forædlingsproces, der fjerner de mange hundrede aktive ingredienser, der er så gode for hjertet og sindet. Vores kakao er ikke blevet udsat for den slags overgreb. Overordnet findes der tre slags kakaobønner. Der er den sarte Criollo, den almindelige Forastero, og så er der Trinitario, som er en slags hybrid mellem de to. Forastero og Trinitario bliver brugt til at producere kakao og chokolade til masserne, mens det naturligvis er Criollo-bønnen, der skal bruges til ritualer, får vi at vide. Den er ikke lige så modstandsdygtig overfor f.eks. svamp, og den skal også behandles meget mere nænsomt. I Guatemala, hvor Ida har hentet kakaoen, koster den omkring 110 kroner kiloet. Hvis det skal importeres, koster det tre gange så meget. Det svarer til, at de har puttet for 15 kroner kakao i min drik, som jeg har betalt 150 kroner for.

Advertisement

Det gør mig ikke mindre skeptisk overfor projektet, men det er heller ikke en fair kamp. Jeg er født og opvokset i Sønderjylland, hvor overtro ikke er noget, man beskæftiger sig med. Det er som at spille hjerterfri med dine bedsteforældre; du vil altid have kortene imod dig, du kan ikke vinde.
Kakaoen er en smule tyktflydende, konsistensen minder om Cocio på samme måde, som en hundehvalps pels minder om Velcro. Jeg kan fornemme kakaofibrene med tungen, og drikken klistrer på tænderne. 42 gram kakao per kop (maks dosis) er blandet op med mint-te, cayennepeber, så det hurtigere bliver optaget i blodet, plus en smule kanel og salt for smagens skyld. Den skal ikke være for varm, for så skiller den, og der er naturligvis ingen sukker i, men vi får tilbudt agave og økologisk honning til at forsøde miksturen. "Alt er selvfølgelig fairtrade," siger Christina. Cirklen griner, men jeg forstår ikke joken. Jeg drikker blandingen ren og bitter.

Der sker flere ting i min krop, mens jeg drikker. Jeg kan mærke en varm, kildende fornemmelse forgrene sig fra mit solar plexus ud gennem min brystkasse, mit hoved bruser, og det er, som om en hånd giver mine øjne et lille løft indefra mit kranie.

En diætist, der hedder Randi Tobberub, har fortalt mig, at kakaoen indeholder stoffer, der sætter gang i et fyrværkeri af dopamin og serotonin under min hjernebark. Det føles egentlig meget godt. Det sker, alt imens min hjerterytme sænkes, og mine blodkar udvider sig. Hun fortæller mig også, at det høje indhold af magnesium er godt for hjertet. Og så skulle kakaoen også modvirke betændelse forskellige steder i min krop. Randi gør mig også opmærksom på, at der ikke findes meget endegyldig forskning på det her område endnu. Den ene måned kan kuren mod kræft for eksempel findes på bunden af en vinflaske, den næste måned så er du dødsdømt, så snart rødvin rører dine læber.

Advertisement

Ida og Christina synger og fløjter, og de har et arsenal af instrumenter, som de skiftevis spiller på i løbet af seancens fire timer. Der er store trommeskind, der er ornamenterede bækkener, der er nogle tibetanske skåle, der kan synge på samme måde, som en våd finger sender et vinglas i svingninger, og der er fjer og røgelse. Hvor jeg dog hader røgelse. De frastødende tynde snore af røg snører sig sammen om min hals og fylder min mave med et kvalmende ubehag. Heldigvis er der næsten vindstille, den svage vind, der dog er, fører en langsom, konstant duft af røgelse i min retning, og hver gang en pind går ud, tænder Ida og Christina en ny. Jeg kan ikke komme væk.

Trancen begynder. Det er nu, jeg virkelig kan mærke, hvad det handler om. Jeg har nemlig sørget for at gøre mit forarbejde godt. Rå, ceremoniel kakao anbefales ikke i store doser, hvis du er gravid eller er på antidepressiver, og så skal man helst ikke have spist for meget mad inden. Jeg har afstået fra kaffe hele dagen, og i et kvarter inden har jeg hørt musik om død og fremmedgørelse. Jeg tænkte, det kunne påvirke min rejse. Og jeg føler mig i dén grad fremmedgjort.

I løbet af seancens fire timer, virker det, som om de andre deltagere har fået en instruktionsmanual, jeg ikke har. Nogle står på hovedet, nogle spræller med benene. En kvinde med en frisure, hun formentlig selv har klippet, ruller rundt under de bløde tæpper, hvor hun stønner blidt, hun hopper senere rundt i det høje græs, hun vikler et farverigt tørklæde rundt om sit hoved og danser i solens rødmende stråler. Et tidspunkt mellem time to og time tre, går jeg ud i buskaset for at tisse. Kvinden har lagt sig, så lang hun er, med ansigtet nedad i en bunke jord. Fyren fra Tyskland pruster, han har bare fødder nu, hans storetå bløder, og grenene knirker, idet han springer ned fra et træ. Senere sjosker han rundt og ruller sig på jorden. Jeg har transcenderet min krop og ser nu scenen udefra. Min krop har skiftevis siddet i skrædderstilling på en pude og ligget på ryggen under et tæppe (døm mig ikke, det blev koldt, og det var hyggeligt.) Jeg kan se mig selv over skulderen, og på trods af at kakao-moderen skulle få alle mine celler til at smile, så er mit ansigt fanget i samme grimasse, som jeg havde, da jeg i min barndom blev tvunget til at fjerne de største sten fra marken, så ploven ikke ville gå i stykker senere.

Det må have været et tosseskue for de løbere og hundeluftere, der kom forbi vores lysning. Men de deler desværre skæbne med mig. Vi forstår det ikke. Og det er kun synd for os.

Det går ret hurtigt op for mig, hvorfor vi er mødt op.
Da vi begyndte seancen, fik vi nemlig alle lov til at tale uafbrudt om vores intentioner med at drikke kakaomedicinen. En kvinde græd, da hun fortalte sin historie om at have fundet sig selv efter et hårdt brud med sin kæreste. En mand havde for nyligt mistet sin bedstefar, han var tæt med, og en anden mand havde haft intense møder med en opslugende ensomhed, som han lykkeligvis havde fået på afstand siden sit forrige kakaotrip i sidste uge.
Efter de fire timer havde alle fået det bedre. Den tidligere ensomme fyr var den sidste til at vågne fra trancen, hans ben rystede, han sukkede, kunne kun smile og sige tak. Hvordan kan man håne det? Det kan jeg ikke. Det var smukt og beundringsværdigt det hele, ganske enkelt.

Advertisement

Jeg kom for et kakaotrip, men jeg fik et egotrip. Nutidens hippier har nemlig ikke nogen revolution at kæmpe for, nu er kampen personlig. Her sidder jeg ved siden af healere, der siger, de vil tættere på naturen, men de er her faktisk ikke for at forbindes tættere til den jord, deres røv sidder på. Vi sidder her alle, fordi vi mangler noget i os selv.

Jeg kommer aldrig til at være så fri, som kvinderne, der den aften dansede i det høje græs, stod på hovedet eller vred sig under et tæppe. Jeg kommer ikke til at nyde munkesangen til trommetrance, der blev spillet fra en iPhone på bluetooth-højtaleren. Jeg kommer ikke til at blive glad for at få min sidemands beskidte, blodige fødder i mit ansigt, og jeg kommer nok næppe til at føle en højere, astral forbundethed med moder-jord, moder-kakao, fader-tid eller mine New Age-hippie medbrødre og medsøstre. Forstå mig ret, selvom jeg forestiller mig, at det vil blive svært at føre en meningsfuld samtale med to-tre af dem, så kan jeg nemt identificere mig med dem alle.
Det ville være nemt at pege fingre og fordømme dem som New Age-freaks. Jeg vil sagtens kunne påpege det selvmodsigende i at imitere maya-ritualer i Danmark ved at synge på engelsk og spille på instrumenter fra Tibet. Det ville være let, men det ville også være forkert.

Ceremonien skulle få mig til at tænke over mig selv, og det lykkedes. Efter næsten fire timer i kakaocirklen kan jeg nemlig se staklen i mig selv. Jeg bliver aldrig lykkelig på den måde.
Jeg misunder dem, og jeg er sikker på, at på den yderste dag vil jeg hellere være den, der boltrer sig i det høje græs, fremfor den, der lige skal gøre et Excel-ark færdigt. Men jeg er for tilknappet og velfriseret til at være så fri som dem.

Ida og Christina fortæller, at det har været den største og en af de mest givende ceremonier, de har holdt. Efter seancen deler vi snacks. Der er nogen, der har taget Oreo-kiks med, der er også grovchips og overtrukne lakridssvesker. Jeg spiser lidt, men skynder mig ud af Søndermarken. Udenfor skovens dybe stille ro slingrer gamle mennesker ud fra en ølstue, en blond pige fræser forbi på sin lyserøde Vespa, bag hende cykler en fuldskægget posemand klædt helt i skrigende grønt. Jeg er tilbage i civilisationen.

Her dagen efter mit trip føler jeg mig mere tilpas i mig selv, men jeg ved ikke, om det var kakaoen, der gjorde det, eller fordi jeg gav mig selv fire timer til lige at tænke lidt over tingene. Jeg har stadig en knugende fornemmelse i brystet, og jeg er en smule sløj, det kan nok tilskrives røgelsen.

Jeg har også fået seks myggestik.