Virkelighedens narkobagmænd, der får Scarface til at ligne en vatpik

Denne artikel blev oprindeligt udgivet af VICE US

I Nuevo Laredo fængslet i Mexico sidder en 23-årig fyr, som går under navnet Montana. I sin celle har han en plakat af gangsteren fra den Al Pacino film, som han er opkaldt efter. Men Montana er ikke nogen almindelig Scarface-wannabe. Ifølge journalisten Ioan Grillo begik han sit første mord som 13-årig og har angiveligt dræbt cirka 30 andre mennesker over det næste årti, hvor han arbejdede for Mara Salvatrucha-banden, inden han røg i fængsel. Og Montana er ikke det eneste eksempel på en moderne kriminel, som efteraber eller endda overgår tidligere virkelige, eller fiktive, gangstere.

I sin nye bog, Gangster Warlords: Drug Dollars, Killing Fields, and The New Politics of Latin America, gør Ioan Grillo det klart, at bandemedlemmer som Montana, såvel som kartelledere, lejemordere (sicarios) og magtfulde medlemmer af de kriminelle organisationer er at finde i hele Latinamerika og Caribien – ikke bare i Mexico. Lige fra Shower Posse banden i Jamaica og Comando Vermelho i Brasilien til banderne, der hærger over hele Sydamerika, så er der overvældende beviser for, at kæmpe kriminelle netværk trives over hele verden i dag. De her karteller og bander bliver styret af en moderne type bagmænd, som Ioan Grillo beskriver som "én del CEO, én del terrorist og én del rockstjerne" – voldelige Pablo Escobar-typer, som får skurkene i popkulturen til at ligne vuggestuepædagoger.

Som research til sin bog indsatte Ioan Grillo sig fuldstændigt i de byer, hvor banderne og kartellerne støder sammen med politiet og slår hinanden (og civile) ihjel i tusindvis. Han interviewede tidligere lejemordere i de Mexicanske fængsler, var med i politibilerne på patrulje gennem Venezuelas slum og efterforskede bagmændene i favelaerne i Rio de Janeiro og shantytowns i Kingston. I sin research opdagede Ioan Grillo, at en ny type af kriminelle bagmænd var ved at blive normen: En type med dybe lommer, en tungt bevæbnet milits til rådighed og en kæphøj attitude. For de her gangsteroverhoveder er livet blevet til et videospil eller en gangsterfilm, hvor enhver popkulturel kliché er helt på sin plads.

Ioan Grillo har tidligere skrevet El Narco, som udredte hvordan de mexicanske karteller kom til magten i midten af nullerne. VICE tog en snak med Ioan Grillo over Skype fra hans base i Mexico City for at tale om hans nye bog og for at få indsigt i, hvad der sker i narkoverdenen.

VICE: Du har rapporteret meget om volden og narkokartellerne i Mexico, men hvornår begyndte du at researche på, hvad der foregår i andre nærliggende lande?
Ioan Grillo: Efter at have rapporteret om kartelvolden i Mexico i 15 år, så får man forbindelser til andre steder. Der sker lignende og endnu værre ting mange steder i Latinamerika og Caribien, og man kan se dominoeffekten fra de Mexicanske karteller til gangstere i Honduras og Colombia. Man kan spore våben, som kommer fra USA og Mexico, hele vejen til Caribien. Der er selvfølgelig fysiske beviser, men der er også bare ligheder i situationen. Det er ikke nogen tilfældighed, at der er kartel-relateret vold i Mexico, der koster 17.000 mennesker livet om året, samtidig med at organiseret kriminalitet slår titusindvis af mennesker ihjel i Brasilien og Honduras.

Det fik mig virkelig til at kigge på det store billede. Jeg havde allerede set slummen i Colombia med mine egne øjne og ret hurtigt forstået, at det er kartellerne, der bestemmer der. Det er det samme, der sker i Mexico. Man kan også se andre paralleller, som for eksempel i Jamaica, hvor områderne mellem forskellige ghettoer er blevet ryddet. Det samme er sket i Honduras, hvor banderne presser folk ud af områderne for at skabe buffer-zoner mellem deres territorier. Når man begynder at kunne se alle de sammenhænge, tegner der sig et samlet billede af, hvordan de her gangsterbagmænd er, og hvordan de er dukket op over hele Latinamerika.

Tror du, at mange af de her kriminelle grupper og gangsterbagmænd er inspireret af Pablo Escobar, og det han gjorde i Colombia i 1980'erne?
Pablo Escobar og Medellin-kartellet skabte en model for det hele. Han var forud for sin tid på den måde. Han udnyttede kokainpengene og tjente flere penge, end du eller jeg overhovedet kan forestille os. Han dominerede kokainmarkedet, men i dag er det spredt ud over hele kontinentet og vokser hurtigt. Brasilien ligger nummer to i verden over markeder for kokainforbrug, lige efter USA. De er de største forbrugere af crack kokain. I Brasilien tager man bare ud i favelaen, og så sidder de ved de her små borde og sælger stoffer. I de her fattige lande, hvor unge mænd har meget begrænsede jobmuligheder og bor i slummen, og kartellerne kan tilbyde dem stoffer, penge, kvinder – alle de her ting – så kan kartellederne hurtigt rekruttere deres egen private hær.

Behandler du nogen af de mere berygtede gangsterbagmænd i bogen?
En af dem, jeg skriver om, er Dudus Coke - også kendt som The President - som er en jamaicansk narkosmuglingsbagmand, der sidder i fængsel nu. Bunny Wailer, som er en stor reggae kunster, har en sang, der hedder "Don't Touch The President", som handler om ham. Han var sådan en rockstjerne CEO-type, som lavede en masse velgørenhedsarbejde, som han virkelig førte vidt. I sangen synger Bunny Wailer, "Sometimes out of evil, come the poor good/Can't you see the progress in the neighborhood." Det er som om han mener, at der kommer noget godt ud af de onde narkopenge. Samtidig fik han smuglet en masse kokain ind i Storbritannien og USA. Han fik kvinder til at transportere kokain pakket ind i kondomer og stukket op i skeden, og så var der måske 30 af dem med på flyet. Politiet fangede måske en eller to, men resten slap igennem.

En anden stor karakter, jeg undersøger, er Nazario "El Mas Loco" Moreno, som styrede både La Familia Michoacana og Knights Templar kartellerne i Mexico. Han skrev sin egen religiøse tekst, som hed Pensamientos, hvilket betyder "Mine Tanker," og han blev æret som en helgen – endnu mere end en rockstjerne. Da folk fejlagtigt troede, at han var død, bad de endda for fyren. Hvordan kan folk bede for en mand, som står bag smugling af metamfetamin? Jeg tog ud og besøgte det område, som han er fra. Han troede, at folk der drak Coca Cola var rige, fordi han voksede op i fattigdom og drak vand fra floden, men han endte med at overtage hele området.

Har du bemærket popkulturens indflydelse på nogen af de her kriminelle figurer?
Jeg har været i Nuevo Laredo fængslet i Mexico, hvor en af bandelederne havde et poolbord i sin celle og et musikanlæg til fester. På væggen havde han en 1:1 plakat af Al Pacino som Scarface. Jeg interviewede ham. Han er medlem af Mara Salvatrucha banden, og hans dæknavn var Montana. Han er 23, og han har slået 30 mennesker ihjel – første gang da han var 13. Han beskrev alle mordene for mig og den vanvittige situation, som ligger til grund for hans utroligt voldelige liv.

På Jamaica kalder man de kriminelle og bagmændene for Dons. Jeg interviewede en ældre fyr fra Shower Posse banden i håb om at finde ud af hvorfor. Han fortalte mig, at de selv begyndte på at kalde sig for Dons efter Don Corleone, da The Godfather kom frem.

I Honduras spurgte jeg, hvornår de her fyre blev så voldelige, og nogen svarede, at det var efter at have set filmen Blood In, Blood Out dubbet på Spansk. De unge gangstere kan alle sammen den film udenad.

Hvordan stopper man volden i banderne og kartellerne? Har du fundet frem til nogen løsningsmodeller gennem din research?
Vi kan ikke forhindre rappere i at synge om narkobagmænd eller Hollywood i at lave film om det. Musik og film om emnet er ikke problemet. Politiet er en del af problemet, for sammen med hæren er de også en del af volden. Jeg vil ikke give dem hele skylden, men de er helt klart en del af problemet i højere grad end en del af løsningen. I USA er det et kæmpe problem lige nu, at politiet slår afroamerikanere ihjel, men i hele Latinamerika og Caribien slår politiet mange, mange flere ihjel, end de gør i USA.

Hvad mener du?
Jeg har lige været i Venezuela, og du skulle se politiet dernede. Nogle vurderer, at politiet slog over 1000 mennesker ihjel i 2014, og det er altså i et land med 30 millioner indbyggere. I USA ville det svare til, at de slog 10.000 mennesker ihjel. Det jamaicanske politi er meget aggressivt og tungt bevæbnet og stormer ghettoerne sådan helt krigerisk. Politiet begår ét ud af fire mord der. I Mexico har man set vanvittige ting, som for eksempel at politiet samarbejder med kartellerne, begår kidnapninger, slår studerende ihjel og myrder uskyldige mennesker. Politiet er en del af problemet. De er ofte korrupte og tjener penge på de kriminelle, og så kan de nemt slippe af sted med mord. Men på den anden side, så har politiet også en utroligt voldelig og tungt bevæbnet fjende i de her bander og karteller.

Så kampen mellem de to parter er utroligt kompleks.
Det er meget kaotisk på begge sider. Bagmændene har en helt sindssyg rolle i samfundet, fordi de styrer de her store forretningsimperier og organisationer. De overfalder politibetjente, kaster granater mod menneskefyldte pladser og begår alle mulige sindssyge handlinger. Og samtidig er de også en del af populærkulturen, når der bliver lavet sæbeoperaer og sange om dem. Det handler om, hvem de her personer er, hvad de betyder for samfundet, og hvordan de udfordrer regeringen. Det er mærkeligt, hvordan det udspiller sig i populærkulturen, især lige nu med alle de her TV serier som for eksempel Narcos. Vi genoplever nærmest historien om Pablo Escobar på TV, mens alt det her stadig foregår ude i verden.

Mere fra VICE:

Velkommen til Mong La, byen hvor du kan købe sex, stoffer og truede dyrearter

Tanzanias guldfeber

Jeg trippede på LSD i et topsikret fængsel