Nu kan du få en selfiestick til at undersøge din skede

Denne artikel er oprindeligt udgivet af Broadly USA

Er du ikke også nysgerrig på, hvordan det ser ud inde i skeden, når en kvinde får orgasme? Det er stadig et forholdsvis nyt fænomen, men folkene bag produkterne Gaga Lighted Camera Vibrator og Siime Eye håber på at lave om på det.

Produktet blev udviklet for to år siden af luksus-sexlegetøjsfirmaet Svakom for at udfylde et hul i markedet – nemlig manglen på vandtætte vibratorer i høj kvalitet med indbygget kamera i spidsen. Produktet praler af at være en vandtæt, "hviskende stille, genopladelig" vibrator med en medfølgende software-disc "til dem med en PC." Det er ikke helt klart, hvor mange enheder der blev solgt i begyndelsen, men sidste forår, da online-sexbutikkerne rebrandede den som en "sex-selfiestick", begyndte det ukendte stykke legetøj at få stærke reaktioner på nettet.

The Independent kaldte legetøjet for "en forfærdelig parring mellem en endoskopi og en vibrator", som "beviser, at menneskets eneste mål er at tage selfies over alt."

"Den får det hele med. Hver eneste muskelspænding. Ej, hvor sexet," skrev en blogger fra Huffington Post sarkastisk. Det var tilsyneladende de færreste, der forstod, hvorfor apparatet overhovedet eksisterede, og endnu færre, der havde et ønske om at prøve det.

Afbildninger af sex og kønsdele har eksisteret i tusinder af år, og derfor kan man undre sig over den mængde af had, der er blevet rettet imod sex-selfiesticken, set i lyset af vor tids opfordrede og uopfordrede dick-pics. Den puster uden tvivl til den diskussion, som allerede findes om selfie-kulturen. Kritikere peger på selfien som et tegn på en narcisisme-epidemi, mens fortalerne mener, at praksissen er et udtryk for en revolutionerende selvtillid. Sex-selfiesticken bliver på den måde det ultimative symbol på en lukket cirkel, hvor afsenderen, modellen, redaktøren og modtageren af et billede er den samme person.

Men ønsket om at være vidne til kvindekroppens usynlige nydelse er ikke kun vokset ud af vores generations besættelse af at dokumentere og dele hvert sekund af vores liv – det har længe eksisteret i udkanten af kulturen og videnskaben. Den forargede fascination, som selfiesticken har sat i gang, stammer fra en anden debat – som længe har forsøgt at definere det omstridte grænsefelt mellem medicinsk og pornografisk billedmateriale.

Hvert århundrede har budt på forskellige teknikker til at reproducere billeder, der er på én gang ophidsende og anatomiske. Det fortæller Thomas Lacqueur, som er historiker i medicin og seksualitet, da jeg spørger ham om sammenhængen mellem anatomiske og pornografiske billeder. Længe før videokameraets opfindelse kunne man finde saftige illustrationer i Aristoteles- og renæssancetekster.

Den medicinske og anatomiske afbildning af kroppen har længe været genstand for æstetisk, erotisk og kunstnerisk fortolkning. Prævention blev så sent som i starten af det tyvende århundrede retsforfulgt som værende pornografi, forklarer Lacqueur. Den specifikke praksis for "selfies" af kønsdelene kan spores tilbage til 1700-tallets Firenze, hvor man brugte voks til at afbilde indersiden af menneskekroppen. Historikere er stadig uenige om, hvorvidt disse voksafstøbninger havde en klinisk eller pirrende funktion – eller begge dele.

Grænsen mellem de to har altid været sløret, siger Lacqueur. "Siden pornografiens begyndelse har det været medicinens opgave at skabe et mere respektabelt pornografisk billede," fortæller han. "Medicin handler om kroppen. På den ene side er det koldt og videnskabeligt, men på den anden side spiller det også en rolle, hvordan det præsenteres."

I det tyvende århundrede blev indgraveringer, voksmodeller og illustrationer af kroppen erstattet af fotografier, Super 8-film og VHS-bånd. Med opfindelsen af endoskopet og lignende små, letvægtsapparater var det endeligt muligt at producere billeder af kroppens indre, som tidligere havde været utilgængeligt. Hvor manden havde kunnet tage billeder af sig selv og nøgne kvinder i mindst to århundreder, så påpeger Lacqueur, at kvinder "ikke har kunnet tage et billede af sig selv indefra før for forholdsvis nylig."

Et mekanisk dildokamera gik forud for sex-selfiesticken i 1960'erne. De blev opfundet af sexforskerne William Masters og Virginia Johnson. Som skildret i Showtime-serien Masters of Sex indsamlede parret data om den kvindelige orgasme ved at bede kvinder onanere med den højteknologiske dildo, som klinikkens personale døbte "Ulysses". Thomas Maier, som står bag en biografi om Johnson og Masters, fortalte om Ulysses' "jomfrurejse" i bogen Masters of Sex (som danner grundlaget for TV-serien): "Ingen havde nogensinde fotograferet indersiden af en kvinde under samleje og derved dokumenteret kvindens reaktion på indtrængen og penetration af en penis. Denne ret geniale tingest gav mulighed for at filme – i realistiske farver og uden forvrængning."

I 1995 lykkedes det for første gang den hollandske forsker Pek van Andel at skildre et heteroseksuelt par have sex i en MR-scanner. "Vi har bevist, at det er muligt og kunstnerisk at afbilde samleje i to forskellige stillinger i en MR-scanner, dog ikke så kunstnerisk som Da Vincis tegninger," skrev hans hold af forskere i den medfølgende rapport. De medgav dermed, at MR-scanningsbillederne havde både fysiologisk og æstetisk værdi. Til trods for det videnskabelige aspekt i sit projekt, fortæller van Andel, at eksperimentet gentagende gange blev afvist af kritikere, som anså det for at være en sjofel joke. Han anser dog ikke sine billeder for at være pornografiske, men i stedet som en hyldest til Leonardo da Vincis klassiske renæssancetegning af et par, der har samleje. "Billedet kommer an på øjnene, der ser," fortæller van Andel mig over Skype. "Det handler bare om fra hvilken side, man anskuer det."

Sex-selfiestickens medicinske aner er dog langt fra tilfældige: Legetøjet blev oprindeligt markedsført som en måde, hvorpå kvinder kunne tjekke deres egen seksuelle sundhed. Den blev endda beskrevet som en "endoskop-vibrator" i en promovideo. Sexlegetøjsanmelderen Emmeline Peaches har selv prøvet sex-selfiesticken, og hun mener, at oplevelsen "faktisk er mere klinisk, end man skulle tro."

Peaches fortæller mig, at hun var ivrig efter at prøve det "særskilte" legetøj, og at hun købte en anordning til at holde sine kønslæber spredte, hvilket hun beskriver som et "must-have" for klare billeder. Da Peaches rent faktisk prøvede den højteknologiske apparat fra Svakom, føltes hele oplevelsen dog "klinisk" i stedet for sensuel. "Da alting var blevet installeret, og jeg endelig så min vagina på skærmen, føltes hele oplevelsen utroligt surrealistisk. Billedet var meget lyserødt, uskarpt og delvist sløret af indre væsker og glidecreme," skriver hun i en e-mail.

"I begyndelsen virkede det slet ikke ægte, før jeg begyndte at spænde op i musklerne og kunne se de tilsvarende bevægelser på skærmen," fortæller hun. "Det var i det øjeblik, at det gik op for mig, at jeg var fuldstændig distanceret fra det, jeg så. Uanset hvor meget jeg bevægede musklerne, så føltes oplevelsen aldrig helt naturlig for mig." Hun fortæller, at hun havde håbet at "ende med at måbe over bevægelserne, som vaginaen kunne mønstre," men at oplevelsen "bare ikke var sexet."

I kraft af den medicinske undertone, som hendes egen oplevelse med sex-selfiesticken bar præg af, så finder Peaches det sandsynligt, at andre brugere vil ignorere både "gimmicken og potentialet for nydelse ved apparatet" – og i stedet bruge det til at "lære deres egne kroppe bedre at kende."

I det perspektiv leder sex-selfiesticken ikke kun tankerne hen på de tvetydige medicinske billeder, men på en ældre feministisk tradition for at tage kontrol over egen sundhed. Idéen bag sex-selfiesticken kan spores tilbage til kræfterne bag Boston Women's Health Book Collective. Under kvindefrigørelsen i 1969 skabte andenbølge-feministerne en pamflet, som skulle hjælpe kvinder til at lære deres kroppe at kende uden for det kliniske og mandsdominerede sundhedssystem. Pamfletten blev genoptrykt i 1971 under titlen Our Bodies Ourselves og blev hurtigt en undergrundssucces med sin opfordring til, at kvinder skulle undersøge sig selv med et håndspejl. Man kan se sex-selfiesticken som "endnu et stadie i udviklingen af selvdokumentationen af sex," siger Lacqueur.

Sex-selfiesticken er indtil videre kun et nicheprodukt. Ligesom med videoen fra MR-scanneren eller de revolutionerende film af Masters og Johnson, så udløser produktet harme på grund af sin position i grænsefeltet mellem praksisser, som er både medicinske og nydelsesfulde. Samtidig er det et produkt, som er markedsført til kvinder som en del af 'selfie-kulturen,' hvilket automatisk gør det til et oplagt mål for "trolls".

"Jeg tror helt sikkert, at køn spiller en rolle i det her," forklarer Peaches. Hun mener, at den negative kulturelle reaktion på kvindelige kønsdele i det hele taget formentlig bidrager til bekymringen ved apparatets funktion. Til sammenligning har Belfie-sticken – en selfiestick til at tage billeder af røven – ikke modtaget den samme foragt fra koret af online-kommentatorer. "Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvordan modtagelsen af sex-selfiesticken ville have været anderledes, hvis den var blevet lanceret som et apparat, manden skulle bruge på kvinden i stedet for et produkt til selfies," tilføjer Peaches.

Uanset om sex-selfiesticken er et symbol på frigørelse, så er hverken dens billeder eller modstandere et nyt fænomen. Det, der i sidste ende kan gøre selfie-sticken unik, kan være dens brugere. "Jeg har ikke hørt om uopfordrede "kusse-cam"-videoer, der bliver sendt på samme måde, som dick-pics gør," påpeger Peaches. "Så kan man jo tænke lidt over det."