FYI.

This story is over 5 years old.

Stuff

Vi har talt med kvinden, der har tjent 20 mio. kroner på butikstyveri

"Det var mit job. Jeg anså det ikke for at være forkert, og jeg tror, det var derfor, jeg slap afsted med det."
December 18, 2015, 5:29am

Collage af Marta Parszeniew

Denne artikel blev oprindeligt udgivet på VICE UK

Du har prøvet at stjæle. Indrøm det nu bare. "Der-er-kun-fire-æbler"-tricket ved kassen i supermarkedet, en beruset flugt fra regningen på en restaurant, eller stjålen Jägermeister-merchandise på Roskilde. Det tæller alt sammen. Men hvor de fleste plejer at få styr på rigtigt og forkert, når de rammer puberteten, eller i det mindste når de er i stand til at betale deres egne regninger, så kan rapseriet blive en karrierevej for andre. Og i juletiden er butikstyvene kendt for at give den fuld skrue.

Advertisement

I sin 45-årige karriere som butikstyv hævder den 54-årige Kim Farry at have tjent 20 mio. kroner og i gennemsnit 500.000 kr. om året. "Fordi du ikke er butikstyv, så kan du slet ikke forestille dig, at jeg bare kan gå ind i en butik og tage værdier for 20.000 på en gang," fortæller hun mig. "Det var det, jeg levede af. Det var mit job. Jeg anså det ikke for at være forkert, og jeg tror, det var derfor, jeg slap afsted med det."

Kim Farry, som har fået tilnavnet "Shoplifting Queen" af den engelske tabloidpresse, stjal for første gang, da hun var ni år. "Da jeg var 11, blev jeg taget i at stjæle et badge med Marc Bolan på," fortæller hun. "Min far plejede at sige, 'Du skal holde op, du er jo ikke god til det, hold op med at stjæle,' og jeg tænkte, Hvis du tog dig ordentligt af mor, ville jeg ikke være nødt til det."

Butikstyveri er en forbrydelse, som er ligeså gammel som selve butikssalget. Fra det gamle Egypten til det romerske imperium, hvor straffen for at stjæle kunne være dødsstraf, til trick- og lommetyvene i 1500-tallets London, har folk stjålet fra butikker, uanset om det er ud af nødvendighed eller bare for spændingens skyld.

I starten af 1800-tallet blev butikstyveri ikke længere straffet med døden i Storbritannien, og ifølge Kerry Segraves bog Shoplifting: A Social History var det også blevet en handling for kvinder såvel som for mænd. En gruppe af kvindelige butikstyve dannet i det sydlige London i 1865 - The Forty Thieves - var ansvarlige for den største butikstyverimission nogensinde i Storbritannien, med værdier for tusindvis af kroner, som de gemte i deres tøj, som var speciallavet til tyveri.

Advertisement

I 1960'erne var butikstyveri blevet til en politisk handling. I en udgave af The Anarchist Cookbook fra 1971 skrev William Powell, at "butikstyveri kan gøre dig høj", mens Abbie Hoffman postulerede i 1970'erne i Steal This Book at "stjæle er et udtryk for revolutionær kærlighed." Du er med på idéen - butikstyveri blev set som en fuckfinger til det kapitalistiske system – en etisk forsvarlig forbrydelse. Nutidige grupper som det spanske anarkistiske kollektiv Yomango (som oversættes "Jeg stjæler") har fortsat denne tradition for ideologisk butikstyveri, og deler deres høst fra store firmaer ud til hele samfundet.

I dag må butikkerne benytte en række sikkerhedsforanstaltninger for at beskytte sig imod butikstyveri. En af dem er butiksdetektiven. Selvom du formentlig ofte er i nærheden af disse almindeligt udseende detektiver, så er de fleste sjældent beviste om deres tilstedeværelse.

John Wilson* har førstehåndserfaringer fra jobbet. "Jeg arbejdede som butiksdetektiv i over otte og et halvt år. Jeg arbejdede alle steder lige fra bittesmå butikker til de rigtig fine. Armani, Louis Vuitton, Versace, Calvin Klein, alle de fine mærker," fortæller han mig. "Jeg arbejdede også i hele det sydlige London. Brixton, Streatham, Lewisham, Camberwell, Tooting, Balham, Malden, Sutton."

Ifølge John Wilson forventes det ofte af detektiverne, at de opdager en bestemt kvote af butikstyve om dagen. "En god butiksdetektiv ville have en anholdelsesrate på en butikstyv per halvanden time, men i Brixton vidste man, at det blev en dårlig dag, hvis man ikke havde fanget en inden for de første ti minutter," husker han. "Folk huggede alt muligt for at få penge til stoffer, som for eksempel pudebetræk. Der plejede at ligge en pub på hjørnet i Brixton, og hvis der var roast beef på menuen, så vidste jeg, hvad der var blevet stjålet. Narkomanerne stjal det og solgte det til ejerne derhenne."

Advertisement

Penge er et åbenlyst motiv for mange butikstyve, men for nogle er selve akten tilsyneladende den største grund. Ifølge en undersøgelse i Rachel Shteirs bog The Steal fra 2011, så stjæler amerikanere med en årlig indkomst på 500.000 over 30 procent mere end dem, som tjener op til 140.000. Velhavende stjerner er også blevet anklaget for butikstyveri. Der er masser af historier på nettet om folk, som helt sikkert ville have råd til at købe varerne, men som bare vælger at stjæle i stedet.

Der findes en række behandlingstilbud for dem, som er afhængige af butikstyveri, selvom der ikke er forsket meget i, hvor effektive de er. Barbara Staib fra National Association for Shoplifting Prevention i USA forklarede for BBC, hvorfor disse tilbøjeligheder udvikler sig hos folk: "Nogle mennesker forsøger at finde trøst i butikstyveri. Det giver dem et 'rush' eller en 'high' – det kan være en lettelse, om end kun en midlertidig en, eftersom de angrer, når de bliver opdaget." I den samme artikel fra BBC argumenterer den canadiske psykolog Dr. Will Cupchik for, at butikstyveri ikke har noget at gøre med et 'rush', men mere handler om at udfylde et tomrum i personens liv.

Kim Farry. Screenshotvia YouTube

Uanset hvad forklaringen er, så kan Kim Farry genkende det." Jeg var afhængig af det." siger hun. "Ligeså snart butikkerne åbnede, så var jeg der, og helt til de lukkede. Jeg kørte fra by til by. Folk plejede at spørge mig, 'Hvordan fanden bærer du dig ad?' Og jeg sagde, 'Jeg er selvlært. Jeg siger ikke hvordan.' Det er en kunst. Man kan ikke bare gå ind og smide ting ned i tasken."

For at hamle op med professionelle som Kim Farry implementerede John Wilson et arsenal af taktikker for at blende ind med de andre kunder. "Hvis kunderne kom ind og var våde, fordi det regnede, så smuttede jeg udenfor for selv at blive våd," forklarer han, og tilføjer, at ligeså snart han havde identificeret en mistænkt, så fulgte han efter dem i hele butikken for at overvåge dem. "Hvis man har set dem nærme sig varen, tage den og skjule den, så lader man dem gå. Et skridt ude af butikken, så introducerer du dig selv som butiksdetektiv," fortæller han. "Det kan godt være farligt. Jeg jagtede aldrig nogen ud af butikken, medmindre jeg havde forstærkning med."

Advertisement

Ifølge John Wilson, så var de professionelle butikstyve, måske ikke overraskende, de sværeste at afsløre. "De sværeste at afsløre er dem, som kommer ind i butikken i grupper. En butiksdetektiv som arbejder alene, kan selvfølgelig kun observere én person ad gangen," forklarer han. "Der er mange, der bruger værktøj til at afmontere alarmerne, men hvis man tager dem i det, så står det endnu værre til for dem, for så er de udstyret til tyveri." Straffen for butikstyveri i Storbritannien afhænger af, hvor meget du har stjålet for, og hvor mange gange du er blevet afsløret i det. I bedste fald får du et slag over fingrene og karantæne fra butikken. I værste fald: Ubetinget fængsel. Efter at være blevet dømt 30 gange for tyveri og have været fem gange i fængsel fortæller Kim Farry mig, at hun endelig har besluttet at lægge butikstyveriet på hylden.

"I år har været den længste periode, hvor jeg ikke gjort det, udover når jeg har været i fængsel," fortæller hun. "Jeg har det som om, at en tung sten er lettet fra mine skuldre, men jeg har stadig lang vej endnu i forhold til min afhængighed. Jeg har seks børn og fem børnebørn. Jeg har ingen penge og kan ikke købe julegaver til dem, men børnene siger, 'Vi er ligeglade mor, vi er bare så glade for, at du gør, det du gør.'"

Selvom "Shoplifting Queen" har indstillet tyveriet, så er det ikke en forbrydelse, der er på vej til at uddø. Sidste år steg antallet af kendte tilfælde med seks procent sammenlignet med 2013, og politiet har for nyligt udstedt en national advarsel om stigende antal butikstyverier i forbindelse med julehandlen. Mennesker fra alle samfundslag gør det, fordi det er en af det mest tilgængelige forbrydelser, der findes: Gå ind i en butik, find noget du kan lide, put det i lommen og gå ud.

Advertisement

Det betyder selvfølgelig ikke, at det er uden konsekvenser. John Wilson har muligvis indstillet karrieren som butiksdetektiv, men der findes mange andre ligesom ham derude. Desuden udøver han stadig en smule freelancearbejde hist og her, når muligheden byder sig. "Ind imellem buster jeg nogen, bare fordi det er sjovt at gøre det," fortæller han.

*John Wilsons navn er blevet ændret for at beskytte hans identitet.

MERE FRA VICE:

'Far og søn stjal chicken wings for 280.000 kroner'

'Hoverboard-banditten har begået den mest geniale forbrydelse i menneskehedens historie'

'Jeg sagde ja til alt i en uge og endte på hospitalet'