Husker du forårets debat om sexisme i byrådene? Lad hovedpersonen give dig et recap
Foto: Oliver Jeppe-Hagde
Feminisme

Husker du forårets debat om sexisme i byrådene? Lad hovedpersonen give dig et recap

Det er løgn, at der ikke er ’sex’ i kommunalpolitik. Der er masser. Det er desværre bare ofte efterfulgt af ’-isme’. Det ved Sonja Marie Jensen (S) alt om.
November 13, 2017, 9:23am

Det er tirsdag den 26. april i år. Netavisen Pio, der har rødder i Socialdemokratiet, bringer et debatindlæg af Sonja Marie Jensen. Hun er 22 og socialdemokratisk byrådsmedlem i Nyborg. "Det starter oftest med et klask i røven og 'goddag smukke' til byrådsarrangementer," skriver Sonja Marie. Udover røvklaskeriet, fortæller hun om en kultur, hvor man beskyldes for at knalde sig til tops og får at vide, at man "ikke skal være så hård", når man er kvinde. Og hvis man alligevel er det, får man tilnavnet 'Brutalis'. Ligesom det legendarisk aggressive næsehorn fra Givskud Zoo, som skabte så meget bøvl, at det til sidst måtte slippes fri i Afrika. Sonja Marie Jensen slutter sit indlæg af med en opfordring: "Vi bliver nødt til at få italesat, hvor mange ubehagelige ting som politisk aktive kvinder hver dag møder."

Advertisement

For Sonja Marie Jensen er der ikke tale om et nyt problem. Sexisme har været en del af hendes politiske liv, siden hun gik ind i politik som 17-årig. Hendes veninder har længe presset på for at få hende til at italesætte de ting, hun oplever. Men Sonja Marie Jensen siger nej. "Jeg havde ikke lyst til at være ansigtet på den debat – og for at starte den debat, tror jeg, at den skal have et ansigt," fortæller hun til Broadly her seks måneder senere. Men to ting får hende til at ændre mening. Den ene er, at hun i starten af året oplever nogle ekstra ubehagelige episoder, som får hende til at tænke: 'Hvad fanden er det, der foregår?'. Og da hun så en dag læser et blogindlæg af en anden kvindelig ungdomspolitiker, som hævder, at der ikke er problemer ved at være kvinde i politik, sætter hun sig straks til tasterne. Da indlægget er færdig, sender hun det til netavisen Pio, fordi hun tænker, at der nok ikke andre, der har interesse i at bringe den slags.

"Indlægger ligger oppe i et par timer, så ringer TV 2/FYN pludselig og spørger, om jeg vil give et interview, og jeg svarer: 'Jeg sidder sgu lige hjemme og skriver eksamen i mine natbukser, så det har jeg egentlig ikke lyst til', men de svarer bare med et smil på læben: 'Sonja, du har 40 minutter, så står vi ude ved dig'," siger Sonja Marie Jensen. Da indslaget kommer på næste morgen, begynder Sonjas telefon straks at ringe. Og det bliver den ved med. Journalister landet over vil alle have svar på et eneste spørgsmål: Hvilken person i Nyborg byråd har klasket hende i røven?

Advertisement

"Jeg blev rullet fuldstændig over af det spørgsmål. For i mit hoved var det aldrig det, det handlede om. I mit indlæg nævnte jeg en masse forskellige episoder fra diverse politiske sammenhænge, hvoraf byrådet blot var en af dem. Og den der heksejagt var dybt skrækkelig, for det var aldrig meningen, at det skulle blive en Nyborg-sag. Aldrig."

Men det bliver det. Journalisterne begynder at ringe rundt til alle byrådsmedlemmer i Nyborg for at finde ud af, om Sonja Marie Jensen taler sandt. Men nu går formanden for Socialdemokratiet i Nyborg, Vibeke Ejlertsen, ud og bakker Sonja Marie Jensen. Ejlertsen udtaler til Fyens Stiftstidende, at "hverdagssexisme" er "en adfærd, som jeg har påtalt gennem flere år". Også den lokale DF'er Carsten Kudsk fortæller, at han godt kan genkende det billede, som Sonja Marie Jensen beskriver. Han siger, at han selv nogle gange har sagt: "Arh, gutter, skru lige ned på retorikken," når det gik for vidt. "Jeg har hørt nogle lumre bemærkninger om et eller andet i forhold til noget seksuelt eller et eller andet med en kvik bemærkning over for Sonja Marie," fortalte Carsten Kudsk til TV 2/FYN.

Opbakningen glæder naturligvis Sonja Marie Jensen, men den er også bittersød. "Det er først dér, debatten bliver løftet. Det er virkelig slående, og også lidt trist, at når den unge kvinde siger det, så er det sådan: 'Ahh…hun lyver nok', men når nogle lidt tungere personligheder kommer ud, så er det pludselige legitimt nok."

Advertisement

Men det viser sig hurtigt, at det ikke kun er i Nyborg, at den sexistiske kultur trives i kommunalpolitik. To dage efter Sonja Marie Jensens debatindlæg, står den socialdemokratiske borgmester i Roskilde, Joy Mogensen, frem i Berlingske og fortæller, at hun også har oplevet den slags. "Hvis unge politikere siger, at de ikke har oplevet det her, så er de enten meget heldige, eller også fornægter de. Fra min tid som 25-årigt nyt byrådsmedlem kan jeg genkende flere af de situationer, hun skitserer," fortæller den nu 37-årige Joy Mogensen til Berlingske.

Nogle af de kommentarer, Joy Mogensen husker at have fået af byrådskollegaer, er: "Hvad sover du i om natten?", og "Hvor har du flotte ben i den kjole". I samme artikel fortæller kommunalpolitikerne Katrine Lester, der er tidligere radikal viceborgmester i Frederiksberg Kommune, at hun har fået kommentarer om, at hun "kun er blevet valgt, fordi hun ser godt ud", mens Camilla Schwalbe, der har siddet i kommunalbestyrelsen for Socialdemokratiet i Tårnby, er blevet spurgt, om "det nu er den tid på måneden igen?", og endelig fortæller SF's spidskandidat i København, Sisse Marie Welling, at der "er nogle af mine ældre, mandlige kollegaer, der kan have svært ved at finde ud af, hvor grænsen går." To dage efter følger Sarah Nørris fra Enhedslisten i Esbjerg trop og fortæller til Jydske Vestkysten, at hun blandt andet har hørt mandige byrådskollegaer nå frem til den konklusion, at: "Når I genopstiller, så må det da være, fordi I gerne vil sexchikaneres".

Advertisement

"Jeg tror, de stod frem dels som en opbakning til, at det her ikke skulle blive en enkeltsag, for folk ved jo godt, at det her ikke er en enkeltsag. Men jeg håber også, at jeg formåede at skabe en åbning, hvor folk kunne få lov at sige meget klart og tydeligt fra og sige, det her skal være slut," siger Sonja Marie Jensen.

Men det er ikke kun i medierne, at de personlige fortællinger vælter ud af skabene. Også Sonjas indbakke flyder over med dem. Folk skriver til Sonja Marie Jensen for at dele deres oplevelser med sexisme. "Bare inden for de første par timer, efter at indlægget kom op, var der otte folkevalgte, som havde skrevet til mig og over 40 ungdomspolitikere på tværs af politiske partier. I alt har jeg modtaget over hundrede personlige beretninger fra både politikere, skolelærere, kassedamen i netto og toperhvervsledere i Danmark."

Kvinder fra byråd på Fyn, Sjælland og i Jylland er i løbet af tre dage stået frem med beretninger om, hvordan mandlige kollegaer kommer med lumre og grænseoverskridende bemærkninger, og flere har talt om, at der er en dybt indgroet sexistisk kultur i mange byråd. Men det er nu, Pia Kjærsgaard gør sin entre i debatten. Hun har tidligere udtalt, at sexisme ikke er noget problem på Christiansborg, og hun mener heller ikke, at det er et problem i kommunalpolitik. Hun mener bare, at kvinderne er blevet mere "ømskindede". I Deadline forklarer hun, at det ikke er et strukturelt problem, det er den enkelte kvinde, der skal tage sig sammen. "Jeg genkender ikke det der, det gør jeg ikke. Og jeg må bare sige til mine unge medsøstre: Mand jer op," siger hun. Hvorvidt der ligger en bevidst pointe i ordvalget "mand jer op", vides ikke, men en ubevidst er der i alle tilfælde. Hvis kvinder vil respekteres i politik, skal de fralægge sig deres kvindelighed, og blive mere som en mand. Ellers er de selv ude om, at de bliver behandlet sexistisk.

Advertisement

Sonja Marie Jensen sidder og ser Deadline den aften, men hun slukker halvvejs inde i programmet. "Jeg er dybt uenig i næsten alt, hvad Pia Kjærsgaard mener, men jeg har stor respekt for hende – eller det havde jeg – for hun har fandeme kæmpet. Og hvis hun ikke har oplevet de ting, så er hun enten meget heldig, eller også fornægter hun det bare, for at bruge Joy Mogensen ord. Jeg tror ikke på nogle af delene. Så at hun sidder og negligerer en så vigtig debat, skuffer mig meget," siger Sonja Marie Jensen.

Ni dage efter bringer Berlingske en artikel, der unægtelig får det til at ligne, at der faktisk er et strukturelt problem og ikke bare et par ømskindede kvinder hist og her. De har nemlig lavet en rundspørge blandt landets 312 kvindelige byrådsmedlemmer, og heraf har mindst 75 oplevet sexistiske kommentarer og krænkelser fra politiske kolleger. Ligestillingsminister Karen Ellemann (V) – der dog aldrig selv har oplevet problemet – var "enormt vred", men var også konstruktiv: "Der er kommunalvalg i efteråret, og så bliver der sammensat et nyt byråd. Der skal det politiske miljø være mere trygt," siger hun.

Og det bringer os frem til i dag. Når Sonja Marie Jensen står og ser tilbage på den debat, hun og hendes indlæg skabte i foråret, tror hun så selv, at hun har gjort en forskel? At det kommer til at ændre sig nu?

"Det håber jeg virkelig. Jeg har fået fortalt af mange, at de har haft det oppe i deres byråd. At det så nogle steder har været sådan: 'Er der nogle her, der har følt sig seksuelt krænket, så ræk hånden op', er en anden historie. Men der er kommet et øget fokus på det inden for vores egen kreds," siger hun. "Så sent som på Socialdemokratiets kongres, hvor jeg stod og holdte en tale om netop det her emne, var der en, der stod og sagde: 'Ja, men hun har jo også en nedringet trøje på.' Men hende, der stod ved siden af og hørte det, gav straks vedkommende et par verbale flade. Det synes jeg er fedt, for min opfattelse har været, at vi alle sammen ved, at det sker. Vi siger fra hver især, men vi er måske ikke gode nok til at sige fra over for hinanden. Men det gjorde hun i den situation, og det gjorde mig virkelig stolt."

Sonja Marie Jensen kan godt være nervøs for, om det kan risikere at koste hende et genvalg i Nyborg, at hun endte med at blive ansigtet på debatten om sexisme i kommunalpolitik. Men hun fortryder ikke sit valg.

"Det handler jo om en helt grundlæggende tryghedsfølelse. Og hvis man vil have kvinder i politik, så kræver det, at de kan føle sig trygge og respekterede, i det de laver. Og man føler sig ikke respekteret, hvis man bliver hilst på med klap i røven."