Her er de sange, jeg lyttede til på min flugt fra Syrien til Europa

Artiklen er en del af vores Nye Naboer-temauge, hvor unge flygtninge i hele Europa er gæsteredaktører på VICE.com. Læs lederen her.

___

A. er 17 år gammel og kommer fra Syrien. For tiden bor han i et pensionat i Athen, der er ejet af den græske NGO Praksis. Af hensyn til sin sikkerhed ønsker han at være anonym.

Lige siden jeg var 10 år, har jeg været glad for metal. Det første metalband, jeg hørte, var Disturbed. Dengang afprøvede jeg forskellige musikgenrer, og jeg fandt hurtigt ud af, at metal var lige mig. Jeg synes, det er meget afslappende, selvom de fleste synes, det er forstyrrende. Desuden er mit engelsk blevet meget bedre af at lytte til metal.

Jeg kan lide metal fra hele verden, og jeg har lavet en international liste, så du måske kan lære nogle nye bands at kende, som du aldrig havde hørt om før. De har alle deres egen unikke stil og stemning. For eksempel synger Dimmu Borgir mest om politiske og sociale problemer, mens Aeternam beskæftiger sig med forskellige kulturer i lande som Egypten, Jordan og Syrien, og deres tekster er både på engelsk og arabisk. Swallow the Sun laver musik, der er lidt mere dyster, men jeg har det, som om alle mine problemer forsvinder, når jeg lytter til dem. Jeg kan også godt lide det eksplicit teatralske ved Ahab - de er jo opkaldt efter Moby-Dick.

Selvfølgelig kan jeg også godt lide andre typer musik, som for eksempel dubstep, country og trap. Det her er en liste med alle de sange, der har fulgt mig på min svære rejse fra Syrien til Grækenland.

Dimmu Borgir var det første band, jeg var helt besat af. Jeg havde alle deres albums, og jeg elsker stort set alle deres sange. Den her sang er særlig, fordi den minder mig om mine første spæde skridt i metalverdenen. Man kan sige, at den sang har ændret mit liv.

Hver gang jeg lytter til det her band, tænker jeg på min ven Arrab, for det var ham, der introducerede mig til dem. Nogle tænker jeg på alt det, Arrab og jeg har været igennem, og når jeg tænker på, at vi nu bor så langt fra hinanden - ham i Damaskus, mig i Grækenland - så bliver jeg rigtig ked af det. Men jeg håber, at vi snart kan ses igen, lytte til de gamle sange om nogle få år, og lægge krigstiden bag os.

Den her sang fylder mig med håb. Det var en af mine venners yndlingssang, men han er kommet til Cypern som en del af EU's fordelingsprogram, hvor han er begyndt et nyt liv. Det vil jeg selvfølgelig også, men jeg ved, at jeg skal være tålmodig. Lige så snart sangen begynder, bliver jeg straks mere positiv og overvældet af en følelse af, at alt er muligt.

Når det hele er noget rigtig lort, så lytter jeg til den her sang. Når jeg er vred, skuffet eller deprimeret, trykker jeg play, og så falder jeg til ro. Jeg lyttede rigtig meget til den på ruten til Grækenland. Jeg kan huske, at da jeg kom til Raqqa (en af ISIS' højborge i Syrien) var jeg så rædselsslagen for at blive fanget, at jeg lyttede til den konstant for at slappe af.

Jeg kan bare ikke lade være med at danse til den sang.

Jeg havde aldrig rigtig hørt country eller rock'n'roll og den slags, før jeg hørte den her sang. Hver gang jeg hører den kommer jeg til at tænke på hvor stædig jeg har været ved kun at lytte til heavy.

Jeg kan tydeligt huske, at jeg hørte den her sang for første gang for seks år siden. En af mine venner satte den på, og jeg kunne lide den lige med det samme. Nu minder den mig om Dimitra, som er én af dem, der arbejder her på pensionatet i Athen, fordi hun virkelig elsker den sang. Hver gang jeg sætter den på, synger vi den samme del i kor: "The toxicity of our city / Disorder" og vi prøver at efterligne forsangerens stemme. Nogle gange sætter jeg den bare på mit i det hele og råber, "Den her er til dig, Dimitra!" Det er vores ting.

Jeg plejede at høre den sang når jeg gjorde rent i slutningen af min vagt på min onkels restaurant i Syrien. Jeg arbejdede der efter skole eller i weekenderne, for at hjælpe til. Jeg skruede helt op for volumen, og så gik tiden hurtigere.

Den her og "Wizard" af Martin Garrix, er de sange jeg hørte mest da jeg var i flygtningelejren i Moria på Lesbos, og jeg forsøgte at være positiv og danse mine sorger væk. Der var mange sorger, for vi boede under kummerlige forhold mens vi ventede på at blive forflyttet til en lejr i Mandamados (også på Lesbos) eller et andet sted.

Den her sang får mig til at tænke på min mor, og det er lidt sjovt. Min mor hadede sangen og hun råbte af mig hver gang jeg satte den på, og bad mig om at slukke for det lort, men jeg skruede bare højere op og spillede sangen forfra, bare for at drille hende. Jeg glemmer aldrig de ansigtsudtryk hun lavede og jeg kommer til at grine hver gang jeg tænker på det. Hun er i Syrien, men jeg er sikker på, at hvis jeg ser hende om et par år og sætter sangen på, så vil hun også begynde at grine.

Det her er endnu en sang jeg lytter til når det hele er svært, fordi den får mig til at slappe af. Når jeg tænker på alle de papirer jeg skal udfylde, og at jeg skal til en samtale for at se om jeg kan få asyl, så bliver jeg virkelig nervøs. Sangen giver mig ro på.

Det her var den første sang jeg lyttede til da vi krydsede grænsen ind i Tyrkiet. Jeg var så lettet. Det var som en kæmpe byrde var blevet løftet. Jeg tog en dyb indånding og sagde til mig selv: "Du har endelig klaret det. Det værste er overstået. Nu er det tid til at komme videre."

Hver gang jeg hører den sang minder det mig om min ven Dany, som også stadig er i Syrien. Jeg forsøger ikke at høre den for tid, for jeg savner ham helt vildt meget, og det gør mig deprimeret. Det er ikke nemt at være væk fra sine venner i så lang tid.

Illustration af Ana Jaks.

Underskriv FN's Flygtningehøjkommisariat, UNHCR's opfordring til alle regeringer om at sikre en tryg fremtid for alle flygtninge her. Hvis du ønsker at støtte lokalt, kan du tage kontakt til organisationen Praksis i Grækenland her.