Jeg gav min far fuld kontrol over min profil i en uge, og det gjorde Facebook sjovt igen

Hvis du nogensinde har brugt over 10 minutter på at finde frem til den helt rigtige kombination af ord, emojistorm og øvrige stilistiske greb til at sælge en cocktail-og-trutmund-selfie af dig selv på de sociale medier – så ved du, hvad det vil sige at lide under digital præstationsangst. Har du ved én eller flere lejligheder i din digitale karriere neurotisk grublet over samtlige stavelser i en udadtil "henkastet" og "tilfældig" kommentar til et billede, som ham eller hende fra arbejdet, du er lidt lun på, lige har delt, så er du nok i virkeligheden træt af konventionerne, af forventningerne – fra dig selv og andre – og træt af at se og høre på dig selv.

Måske er du ikke helt selv klar over det. Måske er din tilstedeværelse på sociale medier blevet vane; en underbevidst og forudsigelig malstrøm af statusonani og self-branding i ekkokammeret, som du ikke længere er i stand til at se udover. Duckfjæs-prinsesse, PirateWars-entusiast, ekstremsports-Tinder-bro-typen – det er egentlig lige meget, hvilken slags Facebook-bruger du er. Prøv bare et øjeblik at kigge på dig selv på sociale medier. Scroll ned ad din væg. Se på dig selv, på dine mønstre. Hvordan du gang på gang forsøger at score personapoints med de samme selvfede kommentarer, den samme brugte rotation af katte-GIF'er og Keanu Reeves-memes. Hvornår gik sociale medier fra at være sjove samlingspunkter for venner og familie til at være en tarvelig pligt, vi underlægger os selv?

På min evige mission for at og ydmyge mig selv på nye, spændende og banebrydende måder, (og fordi ingen af mine kolleger ligefrem sprang op af stolene for at få lov til at Freaky Friday'e deres Facebook-liv over til deres formentlig betydeligt kedeligere fædre) besluttede jeg mig for at overdrage komplet administrativ kontrol over min offentlige Facebook-profil til min far i en uge, i håb om at tilføre mit SoMe-game lidt ekstra spice.

Med undtagelse af min Messenger-tjeneste, naturligvis. Jeg er ikke psykopat.

Lidt hurtig baggrundsinfo om min generelle tilstedeværelse på sociale medier: Den er begrænset. Meget begrænset. Jeg ville nok betegne mig selv som 'eftertænksom observatør'. En ærlig, men overvejende tavs lurker, der nærigt drysser likes og til tider semi-spydige og alt-for-overtænkte kommentarer rundt omkring, når jeg ser mit snit til det (læs: når den perfekte eklipse af kedsomhed og arrogance indtræffer). Jeg ville ikke sige, at min far er det diametralt modsatte. Men han har helt sikkert et betydeligt mere løssluppent, filterløst forhold til, hvilke detaljer fra hverdagen der bør og ikke bør deles med resten af verden. Jeg har en sej far. Men samtidig en far, der til hver en tid kan finde på at bombardere Facebook med ingen-har-bedt-om-det-her-statusopdateringer om prosaiske hverdagsbegivenheder, som at han vasker tøj eller lige har set en hund – ofte ledsaget af lige så ligegyldigt billede-bevismateriale.

Hvad er det værste, der kan ske? Hvad havde jeg at miste? Udover…respekten fra stort set alle, jeg kender og interagerer med på daglig basis?

Fuck.

Det er for sent nu. Jeg har givet ham kodeordet. Der er ikke længere nogen vej ud af det her.

This is happening.

Som en grådkvalt moder, der sender sin søn i krig, kaster jeg et sidste blik på min profil – min dejligt underspillede, opslags-forladte, lettere forsømte, behageligt obskure Facebook-profil. Jeg får en ubehagelig knude i maven – en fornemmelse af, at jeg ikke kommer til at kunne kende den i et stykke tid.

Min far lægger ud med en kombination af CollegeHumor-opslag og random Facebook-test ("TOUGH" er btw det ord, der bedst beskriver mig).

Som forventet ser jeg næsten omgående mit gamle profilbillede blive udskiftet med et nuttet/kvalmende billede af mig som storøjet og uskyldigt barn. Folk kalder mig "cutie pants" i kommentarfeltet. Min far udnytter muligheden for skamløs selvpromovering og deler en mappe fyldt med billeder fra sit bands sidste koncert. Overraskende nok er der endnu ikke nogen, der stiller spørgsmålstegn ved den pludselige storm af opslag. Det brede flertal lader underligt nok til at være nede med det. Eller ligeglade.

Inden længe får jeg en uformel henvendelse fra VICE Danmarks PR-afdeling, der med sammenknebne øjne spørger, hvad jeg har gang i.

"Jeg" har allerede lavet flere opslag på få timer, end jeg selv har delt gennem de sidste par måneder. Længere ud på eftermiddagen bemærker jeg endda, at min nye profil-administrator forsøger at skabe engagement blandt de 570 uheldige sjæle på min venneliste med en slags konkurrence/gætteleg over bands, jeg har (eller ikke har) set. Far udviser teknisk snilde ved at kommentere på opslaget fra sin egen profil. To-tre herreløse likere og enkelte kommentatorer bider på:

Hvis bare de vidste, hvad der var i vente.

Helvede er brudt løs. Jeg bliver nådesløst rusket ud af en lykkelig morgentåge, hvor jeg midlertidigt havde glemt, at jeg ikke længere er herre over mit eget liv på internettet, af 21 notifikationer og spredte grin bag skærmene på VICE-redaktionen. På eksperimentets andendag har min far sporet sig solidt ind på en kvantitet frem for kvalitet-tilgang til sin opgave som Social Media Manager. Min profil er rødglødende. Det er strandscenen i begyndelsen af Saving Private Ryan, bare med spam-opslag og hashtags i stedet for blod og indevolde. Så. Mange. Hashtags.

Jeg deler lamme motivational quotes. Artikler om ko-prutter. Jeg bliver checket ind i Frederiksberg Have midt i arbejdsdagen. En Pokémon GO-karriere, jeg ellers har forsøgt at holde nogenlunde lav profil omkring, blotter sig for øjnene af alle, jeg har haft bare den mindste samtale med siden folkeskolen.

Min nye coverbillede får mig med et til at ønske cutie pants-billedet tilbage:

Responsen er blandet, men mærkeligt nok stadig overvejende positiv.

Perifære bekendtskaber morer sig over min pludselige Facebook-awakening, mens nære venner forsøger og fejler i at få mig til at dæmme op for den umiddelbart uendelige strøm af sociale selvmordsattentater.

På kontoret kan jeg ikke gå på badeværelset uden at blive stoppet af forargede kolleger. "Er det den nye dig?" vil de vide. "Vi bliver nødt til at tale om, hvad der foregår på din Facebook-profil."

Jeg kan vel altid bare blive Twitter-menneske. Jeg har hørt, at der skulle være meget rart.

Min morgen starter med et pludseligt besøg fra en af vores reklamechefer. "Du poster i en rimelig frekvens," siger han mistroisk. "Hvad er det for et eksperiment, du har gang i? Er det en eller anden form for normcore Facebook-oplevelse?"

"Stay tuned!" svarer jeg med falsk entusiasme i stemmen. Han går, uvidende om, at jeg har lige så lidt kontrol over det kaos, der udspiller sig i hans Feed, som han har. Jeg begraver mit hoved i skrivebordet.

Eksperimentets første legitime optur kommer, da min fars tørst efter nyt indhold tilsyneladende fører ham til opdagelsen af et hidtil ukendt billedarkiv med ret mange fede minder fra the good, old days:

Besjælet af nostalgi og varme følelser scroller jeg åndsfraværende ned ad på min væg, men fortryder det næsten med det samme, da jeg støder på gårsdagens vanvid.

Jeg indser for første gang, at jeg på et eller andet tidspunkt bliver nødt til at skulle sammenfatte den nu-obligatoriske "Hej allesammen, her er en artikel jeg har skrevet, undskyld jeg lod min far terrorisere jeres feeds i en uge, *anstrengt latter*, *alt-for-nænsomt-kurateret-parade-af-emojis*"-statusopdatering.

Jeg går i seng.

Ny dag, nyt profilbillede. Det ser desværre ud til at være blevet normen. Og nej, se – se, allesammen – et levn fra min flatterende fat-face periode i gym! Hvor fantastisk. At det nu er noget, vi sætter allerforrest i alle jeg kenders hukommelse. TAK! Gee-fucking-thanks, Dad. Fedt, mand. Et fremragende startskud på en dag, der efterfølgende byder på en skov af fødselsdagslykønskninger – på engelsk – til danske Facebook-venner, jeg ikke har set i 7 år.

Men pludselig, efter flere dage med renommé-raserende Feed-fyld, sker det utænkelige. Min far deler et hvad-er-dit-rapper-navn-opslag, der går viralt.

Okay, viralt er måske en lille overdrivelse. Men udover at blive samlingspunkt for en broget menneskegruppe, der blandt andet omfatter min chef, min chefs chef og min kristne farmor, genererer opslaget op til flere hidtil usete dope rapper-aliasser som "Lil' Pariser Toast" og "Lil' Jerusalem Artichoke Soup" og markerer samtidig første gang nogensinde, at et opslag på min profil er blevet kommenteret på 25+ gange. Sweet job, Dad! Det føles egentlig…rart. Jeg er ikke sikker på, om jeg skal være glad for endelig at have fået mit gennembrud på Facebook, eller bekymret over, at folk i min omgangskreds tilsyneladende bedre kan lide min-far-mig end mig-mig.

Det lader til, at min far efterhånden har bevæget sig ned i de dybere og mere obskure lag af ting, man kan gøre som Facebook-bruger. Dagens højdepunkt er en vanvittigt vag udmelding om, at jeg åbenbart har mødt en uspecificeret kendt person:

LOL til side, er det næsten, som om han er ved at finde sig godt til rette i Facebook-maskeraden som mig. Et kombi-opslag af et billede af ham selv som ung, der ligner mig, og noget hype til en Sleaford Mods-koncert, som jeg rent faktisk skal til dagen efter, er åbenbart så meget mig, at det høster 24 likes og oven i købet får folk til at sende mig personlige beskeder i kommentarfeltet:

Hvem mon de er, de her 16 nye mennesker, jeg pludselig er venner med?

På sjettedagen kan der umuligt være nogen tilbage på min venneliste, der ikke er blevet berørt af eksperimentet. Stemningen svæver mellem spænding fra dem, der har luret, at der foregår noget helt ekstraordinært, og direkte frustration fra andre:

Vi er begyndt at miste folk.

Allerede inden jeg har fået min morgenkaffe, står det klart, at min far ikke er et sekund i tvivl om, at det hans sidste dag med udøvende magt over min sociale persona. Min profil er eksploderet i en sukkersød candyfloss-sky af nostalgisk forælder-kærlighed. Den flyder over med billeder af mig som baby, billeder af mig og min lillebror, mig og min far og "Jeg elsker min far"-statusopdateringer. Nære relationer, folk jeg elsker, ting jeg egentlig føler – men aldrig ville have lagt uprovokeret på Facebook.

Dog bliver det til mere end bare enhjørninger og regnbuer, inden Dag 7 er omme. Med en massiv og pludselig Poking-offensiv, som jeg sagtens kunne have levet uden, formår min far både at klikke en akavet salve spredhagl langt ud i mit netværk og samtidig bekræfte, at ja, den obskure og impotente Facebook-funktion eksisterer af en eller anden grund stadig.

Selvom han egentlig har brugt størstedelen af ugen på at gøre det på et metaforisk plan, sørger min far også med sin sidste magt for at cirkulere en byge af fuckfingre rundt blandt mine tilbageværende Facebook-venner.

Eksperimentet er endelig overstået. Jeg har igen fuld kontrol over min profil. Har det været en Facebook-katastrofe af Fukushima-proportioner? Helt klart. Har det haft uoprettelige konsekvenser for op til flere af mine interpersonelle relationer? Uden tvivl. Men af en eller anden grund gør det mig næsten trist til mode, at det hele er forbi. Jeg mener bare – hvordan skal jeg nogensinde, efter en så bombastisk uge, kunne leve op til den nye standard, min far har sat for min eksistens på Facebook?

Jeg sendte min eksistens på Facebook i en ny, drastisk og uforudsigelig retning i en uge – og for mig betød det, at stilhed blev erstattet af spam. Jeg siger ikke, at du skal lade din far styre din Facebook-profil. Lad for Guds skyld være med det. Det er en rædselsfuld idé. (Men klart et sjovere og mere effektivt værktøj til at lue ud i sin venneliste end de der nederen, forpligtende "Skriv til mig, hvis du vil blive ved med at være min ven"-opdateringer.) Det kan bedst beskrives som at gå gennem en uge med sin far ved siden af sig, aktivt deltagende i alle samtaler, man har, og alt, hvad man foretager sig. Og nogensinde har foretaget sig. På både godt og ondt kan jeg ikke komme udenom, at folk på min venneliste faktisk har fået en dybere forståelse for, hvem jeg er efter den her uge.

Der ikke noget galt med at ryste posen en smule. Lige meget hvordan vi vælger at filtrere og sælge det til den digitale omverden, er vi trods alt alle bare mennesker. Mennesker med fædre og mødre – mennesker, der er smeltet så meget sammen med teknologi, at de 01101001011011100110011001101111'er, vi ørler udover internettet – de bits, der udgør vores digitale personaer – rent faktisk er blevet en virkelig, registrerbar del af, hvem og hvad vi er i andre menneskers øjne.

Ville vi så ikke allesammen også nyde godt af at holde lidt igen med de Francis Underwood-agtige niveauer af facade-kuratering og huske på, at det en gang imellem er okay at slynge noget harskt ærlighed og/eller akavethed ud i ekkokammeret, så længe den akavethed kommer fra dig? Hvem ved? Det kunne jo være, der faktisk fandtes et rigtigt menneske bag det duckface.

Og hvis I vil have mig undskyldt, så vil jeg nu forsøge at forklare hende, jeg var kærester med i 8. klasse og ikke har vekslet et ord med i 10+ år, hvorfor jeg pokede hende forleden…