En hyldest til downloadet musik og dets snarlige død
Streaming

En hyldest til downloadet musik og dets snarlige død

Hvad sker der, når fremtiden dør, før den har nået at udspille sig?
January 13, 2017, 9:00pm

Denne artikel er oprindeligt udgivet af Noisey og bringes her med bidrag af VICE Danmark

Døden har altid virket som noget abstrakt, noget fjernt, der lå langt ude i fremtiden. Den utydelige silhuet af en haj i det fjerne, mens jeg holder vejret i det klare, blå hav. Døden var en, jeg vidste, hvem var, men aldrig vekslede et ord med. Nu dør mine venner pludselig, en efter en – nogle af dem, før jeg overhovedet har lært dem at kende. På et øjeblik er jeg blevet gammel. Jeg indser, at den silhuet, jeg så, var en illusion; en sort plet, jeg havde forestillet mig. Jeg indser, at hajen, den rigtige haj, har været bag mig fra begyndelsen.

Advertisement

Jeg indser, at det at downloade musik uddør lige om lidt.

Hvis du troede, at 2016 var et slemt år for højtprofilerede dødsfald, så bare vent – du har ingenting set. Hvis udviklingen fortsætter i sit nuværende, ubønhørlige tempo – og det gør den, det gør den altid – kan 2017 blive året, hvor vi bliver vidne til et ekstremt stort – og ekstremt uventet – dødsfald. Forbered dig på at sige farvel til at downloade musik som en tjeneste, du betaler for (det ulovlige download spjætter stadig). Lidt over et årti efter Gnarls Barkleys "Crazy" sikrede sig evig tilstedeværelse blandt svarmulighederne i alverdens musikquizzer ved at blive den første sang nogensinde, der udelukkende via downloads blev #1 på den britiske hitliste, står formatet til at blive fuldstændigt overskygget af streamingtjenesternes ustoppelige fremmarch.

I 2015 meldte Warner Music ud, at dets omsætning fra streaming for året overgik omsætningen fra downloads – og blev derved det første, store pladeselskab, der nåede det mål. Og den trend fortsatte sidste år, hvor en Billboard-artikel afslørede, at The Chainsmokers' "Closer" var den #1-sang med suverænt færrest downloads siden 2006. Som musikanalytikeren Mark Mulligan påpegede i et interview med The Guardian: "Sidste år faldt downloads nominelt set med 16 procent. I år ligger de til at falde med et sted mellem 25 og 30 procent."

Men de dårlige nyheder for det søde, lille download stopper ikke her. Apple har allerede antydet, at den nytænkte udgave af iTunes vil prioritere streamingtjenesten Apple Music over Download Store, for hvem helvede bruger stadig tid i Download Store? Det er uden tvivl kun et spørgsmål om tid, før de kun udbyder Apple Music – og i forlængelse, at musikdownloading (lovlig eller ej) forsvinder fra forbrugerens tanker og musikvaner.

Advertisement

Minderne har vi endnu. For langt de fleste, der er født mellem 1988 og 2000, har downloadet musik spillet en birolle i mange dannende øjeblikke. At uploade piratkopierede Jack Johnson-album til en mp3-afspiller på størrelse med en pakke cigaretter, bare så piger ville dele høretelefoner med én på busturen hjem. Desperate forsøg på at downloade Metallica-album på Limewire for så at sidde skuffet tilbage med en skummel parodi af Bill Clinton, der kvækker "my fellow Americans". At få iTunes-gavekort i julegave, fyre dem af med det samme og øjeblikkeligt blive oversvømmet af skuffelse og følelsen af, at man slet ikke har fået nogen gave. Minder, vi sikkert alle sammen kan nikke genkendende til, fra de gange formatet, der aldrig rigtig eksisterede til at begynde med, blev soundtracket til vores opvækst og dagligdag.

Det her er en ret uværdig måde for det at downloade musik at gå ud på – det fortjener at blive sagt. Hvis det dør inden for den nærmeste fremtid, vil det sige, at det ikke når at leve længere end LP'en – der lige nu nyder sin halvårlige strøm af langhårede "folk køber stadig vinyl"-artikler. Sidste november blev der tjent flere penge på at sælge vinylplader (£2.4 mio.) end digital musik (£2.1 mio.) i Storbritannien for første gang nogensinde. Faktisk risikerer downloading at uddø før CD'en. Folk går stadig i SuperBrugsen for at købe den nyeste Hansi Hinterseer eller Hitz 4 Kidz-CD – din mor er der faktisk lige nu – og CD-afspillere bliver stadig brugt i biler og køkkener verden over. Det ser sort ud for downloadingen. Tænk, hvis det ikke engang kommer til at leve længere end CD'er. Ret pinligt, hvis du spørger mig. Det ene format, som det var meningen, at det søde, lille download skulle kunne trumfe, står nu tilbage og ler hånligt af dets patetiske salgstal.

Advertisement

Samtidig er det vigtigt, at vi i vores skåltaler om den ydmyge mp3 aldrig glemmer, hvor stort et indtryk den gjorde. Den eroderede forældede ideer om musikproduktion og -distribution og gjorde musik til noget, der kunne skabes og sælges hvor som helst af hvem som helst. I modsætning til streaming, der allerede ubemærket har assimileret sig i vores liv, blev musikindustrien fældet af den digitale revolution som et råddent træ. Pladeselskaber fjumrede rundt i desperate forsøg på at håndtere de røde tal på bundlinjen og beskytte deres salgstal mod den uhæmmede fildeling. Kunstnere opfordrede lyttere, ja nærmest tiggede og bad, dem til at stoppe med at downloade ulovligt, hvis ikke de ønskede at se medlemmerne af Keane dø af sult. Den digitale revolution og downloading-formatet skalperede mange af musikindustriens hidtil urørlige institutioner, hvoraf den mest synlige var den kommercielle musikforretning. Hvornår har du sidst været i Accord? Ved du overhovedet, hvad Guf er?

Hvornår har du sidst været i Accord? Ved du overhovedet, hvad Guf er?

Der var et kort øjeblik, hvor det så ud til, at downloads ville blive katalysator for den bevægelse, der ville afkommercialisere musikindustrien fuldstændigt. De store lydstudie-albums storhedstid var forbi, og de blev erstattet af mixtapes optaget og distribueret fra soveværelser. Tårnhøje stereoanlæg blev erstattet af håndholdte apparater. Hvad der engang var en dekadent drivkraft af en industri blev skilt ad fra den ene dag til den anden, og kunstformen blev fortyndet (eller demokratiseret, alt efter hvordan du vælger at se på det). Som CNN sagde på iTunes' 10-års fødselsdag: "Et årti med iTunes-singler har slået musikindustrien ihjel."

Men for dem, der er for unge til at have en vanvittig tilknytning til fysiske formater, har det at kunne downloade den ikke nødvendigvis ødelagt musikken. I stedet er det blevet centralt for en teenageperiode med mere frihed til at lytte og dele musik end for nogen generation før os. Vi var ikke længere afhængige af, hvilken NOW-kompilation der tilfældigvis kunne købes i Bøger & Papir. Vi kunne få alt, hvad vi pegede på. Filer, der krøb gennem modemmer, sene nætter tilbragt med brændende øjne foran hvide computerskærme, regn på vinduet, forældre for længst gået i seng, mens man ventede på en Snoop Dogg-single til 8 kroner.

Advertisement

Hvad siger det om os, eller rettere; hvad siger det om de teenagere, der vokser op med streaming som deres primære musikkilde? Det vil sandsynligvis gøre dem mere nomadiske i deres vaner og musiksmag. Ikke at eje en fysisk kopi af et album er én ting, men Generation Streaming kommer ikke engang til at eje mp3-filen. De finder bare et stream et eller andet sted ude i cyberspace, lytter en enkelt gang og lader derefter mindet svinde bort som skum på vandet. Mit iTunes-bibliotek gav mig i det mindste noget at holde fast i – jeg ved i det mindste, hvor mange gange jeg har hørt Grizzly Bears "Two Weeks" (134 gange).

Downloads undergang har nu efterladt os i den ekstremt usædvanlige position at sidde tilbage med fyldestgørende mp3-biblioteker, der stort set er ubrugelige. Ligesom min far, der trist slæbte alle sine John Denver-LP'er op på loftet – for bare at gøre præcis det samme igen tyve år senere med alle sine John Denver-CD'er – står jeg i dag tilbage med et digitalt bibliotek med 14.575 sange. Stakkels os, der dengang troede, at fremtiden var nu, men i dag sidder livsforladte og læsser tusindvis af filer over på eksterne harddiske, som vi aldrig nogensinde vil tilslutte til en computer igen, og stiller dem hen ved siden af vores Drengene fra Angora-DVD-bokse og iPod-classics for at samle støv. Måske vælger jeg at leve som purist. Jeg sender min iPod-classic til reparation eller køber en brugt en på dba.dk, hvis den dør. Så sætter jeg mig vildt meget ind i mp3-filkomprimering og brokker mig højlydt over Spotifys dårlige forbindelse og manglende hastighed. Fuck. At downloade musik er dødt, og jeg er ved at blive til min far på grund af det.

Men det mest forstyrrende af det hele er nok, hvor hurtigt det hele er gået. Det at downloade musik og dets snarlige død føles som en underlig og ubegribelig situation, hvor fremtiden dør, før den har fået lov at udspille sig. Som et tog, der bliver fejet af skinnerne, længe før det har nået endestationen, er downloading svundet bort i en pludselig stilhed, som ingen af os havde set komme. For første gang i mit liv er jeg tvunget til at forholde mig til idéen om, at min kulturelle kontekst ikke længere er ung, at jeg ikke længere er cutting edge. Downloading føles stadig som noget nyt, men det er det ikke, det er gammelt, forældet, nedlagt, formålsløst, rustent, råddent og sygt. Pangfarverne i iPod nano-reklamerne er begyndt at flyde sammen, og de dansende silhuetter er blevet en deprimerende, udvasket mudder-grå farve.

"I remember when // I remember, I remember when I lost my mind // there was something so special about that place, even your emotions had an echo, in so much space…"

RIP.