FYI.

This story is over 5 years old.

JUL

Sådan taler du med mennesker, du i virkeligheden hader

Her er fem råd, som kan forberede dig til uundgåelige samtaler med idioter til familiemiddage hen over julen.
November 29, 2016, 9:00am

Denne artikel er oprindeligt udgivet af Tonic

Det var had ved første blik. Fyren sad ved et bord på restauranten og spiste en traditionel, mexicansk ret (som han senere henviste til som 'perker-mad'), da min veninde Heather og jeg trådte ind. Manden viste sig at være Heathers svoger, og vi skulle åbenbart spise sammen med ham.

Jeg vælger at kalde ham "Buff", selvom han slet ikke var pumpet. Han lignede en, der havde dyrket meget sport engang, men havde glemt at holde det ved lige. Han havde et dyrt jakkesæt på, Rolex på håndledet og Trump-badge på brystet.

Advertisement

Vi satte os, og jeg spurgte ham, hvad han lavede. Buff arbejdede som chef for et privat fængselsfirma, der har tjent fantastisk mange penge på, at den amerikanske regering skal have et sted at bure alle de mennesker inde, som sniger sig over grænsen. I løbet af måltidet lavede Buff en sexistisk joke om sin egen kone. Og det var, inden han begyndte at belære mig om politik, og hvordan at have en sort præsident har splittet USA.

Det var ikke en mulighed at slå ham ihjel. Han var større end mig, og Heather ville ikke have accepteret, at jeg kvalte ham med hans Rolex. Så jeg valgte i stedet at bruge nogle metoder, som jeg i årevis har undervist meget flinkere mennesker i. Rådene kommer fra retorik – overtalelsens kunst. Hvis nok mennesker lærte disse metoder, tror jeg, der ville være en del mindre støj og aggression i verden og nogle bedre valgkampe. For slet ikke at tale om tålelige måltider med frygtelige familiemedlemmer.

Jeg har brudt teknikkerne, du kan anvende, ned til fem værktøjer: Mål, publikum, aggressiv interesse, sympati og kærlighed. Ja, kærlighed. Det virker dumt, men bare rolig. Vi bruger det mod dem.

1. Mål. Hav et mål
Når folk er uenige, er den største fejl, de begår at begynde kampen uden at have en plan. Når man står over for en idiot, er det første, man skal spørge sig selv om, hvad man vil have ud af det. Vil du ydmyge ham? God idé! Men måske er det ikke så smart i det lange løb. Man skal helst ikke presse folk, så de ender som seriemordere. Desuden ville jeg, i mit tilfælde, helst ikke ødelægge min venindes forhold til hendes svoger. Arrige diskussioner med røvhuller kan virkelig gå helt galt. Så hvilket mål kunne jeg have i stedet?

Advertisement

Et mål kunne være et bedre forhold, hvis ikke med ham fyren, så med nogen andre. I det her tilfælde min veninde Heather.

Et andet mål kunne være at lære noget. Buff kendte en del til en side af livet, jeg ikke vidste meget om – en grim, ondskabsfuld, korrupt side af livet, men alligevel. I løbet af måltidet stillede jeg ham en lang række spørgsmål om, hvordan fængslerne var, og hvem der sad inde. Han fortalte mig ting, han aldrig ville have fortalt til en journalist.

Et helt tredje mål kan være at finde noget – et eller andet – man kan have til fælles. Man kan gøre det til en slags leg at forsøge at finde noget i hans karakter, man kan forlige sig med. Buff viste sig at være helt oppe at køre over sine børn, så der var noget der. Men Buff var alligevel ikke mit rigtige mål. Mit rigtige mål var nemlig…

2. Publikum – dem som lytter med
Når man tænker på et rigtigt røvhul, tænker man sjældent på Abraham Lincoln, men det er netop pointen. Mod slutningen af hans tid som præsident sagde folk ofte, at han ikke blot vandt krigen, men at han også vandt debatten. Det handler ikke om at slå sin modstander, om det så er fysisk eller ej. Det handler i stedet om at overbevise dem, som lytter med.

Hvordan? Ved at være den store. Hvis nogen virkelig er nederen, er du nok ikke den eneste, der har lagt mærke til det. Hold dig i ro. Når Buff pralede med, hvor mange penge man kunne tjene på at bure illegale indvandrere inde, så sagde jeg ikke noget igen. Jeg så bare interesseret ud og stillede spørgsmål. Da han brokkede sig over sin kone overfor sin kones søster, sagde jeg: "Min kone har masser at brokke sig over, men hun er selv perfekt." Heather sprang til for at fortælle Buff, hvor perfekt min kone var, mens hun sendte mig et taknemmeligt blik.

Advertisement

Det øjebliks ro og fred varede ikke ved. Buff så ud til at kede sig, så han begyndte at snakke om valget. Han sagde en masse racistisk om Obama og hyldede Trump for ting, som selv Trump har trukket tilbage. Sagde jeg ham imod? Nej. Det lyder måske kujonagtigt, men retorik forsyner os med et mere effektivt våben…

3. Aggressiv interesse
Jeg begyndte at stille spørgsmål, hvor jeg fokuserede på definitioner, detaljer og tendenser. Da Buff sagde, at mexicanere aldrig ville blive rigtige amerikanere, så jeg ud, som om jeg syntes, det var en fascinerende holdning, og spurgte, hvad han mente med "mexicanere". Var det folk, der var født i Mexico? Andengenerationsindvandrere? Tredje generation? Fjerde? Jeg fortalte ham, at min mors familie var kommet til USA fra Cuba på et tidspunkt i 1800-tallet. Kunne cubanere nogensinde blive amerikanere? Da Buff sagde, at koner altid ville have flere lommepenge, spurgte jeg, hvad han mente med "lommepenge", og om hans kone selv havde et arbejde.

Hvorfor al det besvær? Fordi når folk bliver bedt om at definere betydningen af det, de siger, ender de tit med at sige noget, der er mindre ekstremt. Buff endte med at indrømme, at andengenerationsmexicanere normalt endte med at passe fint ind i samfundet, og han ændrede "lommepenge" til "familiens udgifter."

Detaljer kan give den samme effekt. Buff talte om den mur, Trump har talt om i løbet af sin valgkamp. Jeg spurgte ham, hvordan han mente, muren skulle bygges, hvor den præcis skulle være, hvad den skulle bygges af, og hvem der skulle betale den. Ligesom Trump endte Buff med at lave muren om til et hegn og indrømme, at mexicanerne aldrig ville betale for det.

Advertisement

Til sidst er der tendenser. Ligesom Trump påstod Buff, at mexicanerne vælter ind over grænsen. Jeg spurgte ham hvor mange, og om antallet var stigende. "Jeg synes, det er forvirrende," sagde jeg. Selv om Buff aldrig indrømmede, at der faktisk har været flere mexicanere, der har forladt landet på det seneste, endte han med at nævne, at der kom færre mexicanere ind i hans fængsler.

Kort sagt ændrede han sine udtalelser, efterhånden som jeg bad om definitioner, detaljer og tendenser. Men det var ikke den eneste grund til, at jeg benyttede den strategi. Mine spørgsmål gjorde, at han ikke kunne holde samtalen ud, så han kunne slet ikke vente, til måltidet var overstået. Og han betalte min regning. Jeg begyndte næsten at føle en vis…

4. Sympati
Retorik handler ikke om dig. Hvis du vil overbevise nogen, skal du arbejde med dit publikums opfattelse og forventninger. Det betyder ikke, at du skal føle alt, hvad de føler. Det er empati, som er en vigtig egenskab, men ikke retorisk brugbar. Sympati betyder at forstå, hvad dit publikum føler. I mit tilfælde var publikum Heather.

Efterhånden som måltidet gik, lagde jeg mærke til, at Buff begyndte at komme en anelse mere over på min side. Det var ikke, fordi han var ved at bryde ud i gråd og blive socialist, men mine spørgsmål tydeliggjorde, at han ville gøre det, der var bedst for landet og – trods al sin macho-attitude – var lidt forvirret over, hvad der egentlig var bedst. Det gjorde det lettere at fake…

Advertisement

5. Kærlighed
En af de ting, jeg underviser klienter i, er at afholde TED-talks eller fremlæggelser for store firmaer. Et af de bedste råd, jeg har: Før du starter med at tale, skal du sige til dig selv, at du virkelig elsker dit publikum. Det fungerer også med en fjendtlig modstander. Forestil dig, at røvhullet kæler med en kattekilling eller tuder, fordi Leonard Cohen er død. Tænk på ren kærlighed. Skyd kærlighedsstråler ud af øjnene.

Jeg mener selvfølgelig ikke, at man rent faktisk skal forsøge at elske sådan en idiot. Vi taler om retorik, ikke religion. I stedet skal du lade, som om du elsker ham. Dem, der ser på, vil synes, du er en ædel og god person. Eller også vil de tænke, at du er enig med ham – indtil du begynder at stille spørgsmål.

Desuden kan foregivet kærlighed fungere lidt på samme måde som de mange spørgsmål: Det skaber en slags uimodståelig tiltrækning, som hiver din modstander en anelse i din retning. Hvis du kombinerer det med retorisk sympati og opmærksomhed på dit publikum, kan hele situationen blive lidt hyggeligere og en smule mindre akavet.

Det kan endda være, du ender med at fremstå lige så god som min kone. Som virkelig er perfekt.

Læs mere på VICE:

Vi fik pushere til at forklare os, hvordan de holder hustler-livet skjult for familien

Vi spurgte unge, hvad de i virkeligheden mener om feminisme

Ugens Cry-Baby: Ældre mand forsøgt kørt ned efter diskussion om brød i Aldi