Sådan køber du et kilo ren MDMA lovligt

Denne artikel er oprindeligt udgivet af Motherboard.

Dybt inde i en anonymt udseende bygning i en lille by i Massachusetts ligger næsten et kilo 99,9 procent ren MDMA i pulverform. Det er kort sagt nok Emma til at holde basarmene kørende indtil Roskilde 16.

MDMA'en tilhører Multidisciplinary Association for Psychedelic Studies (MAPS), som er en non-profit forskningsorganisation, der undersøger de potentielle medicinske fordele ved psykedeliske stoffer. MAPS har blandt andet studeret LSD, ayahuasca og ibogaine, men de bruger MDMA i deres igangværende behandlingsforsøg af post-traumatisk stress syndrom (PTSD).

Men MAPS kan desværre ikke stille noget op med deres MDMA-lager. For at få tilladelse fra FDA (Food and Drug Administration) til at fortsætte til den tredje fase af forsøgene i 2017, skal de bruge MDMA, der er godkendt under ordningen Good Manufacturing Practices (GMP), hvilken deres kilo MDMA ikke er. Det betyder, at de skal skaffe et helt nyt kilo ren MDMA.

Det er nemt nok at få fat på ulovlige stoffer ulovligt. Det kræver sådan set ikke andet end at sende en besked til "en ven." Men at fremskaffe en stor mængde GMP-certificeret, 99 procent ren MDMA indebærer en lang travetur gennem en labyrint af regulering, tilsyn og bureaukrati.

Det starter med, at man spørger regeringen, om man ikke nok, please, må købe nogle stoffer.

"Det er vigtigt at huske på, at stofferne ikke er ulovlige, når de bliver brugt til forskning," fortæller Dr. John Halpern, som er psykiater fra Harvard og har studeret virkningen af peyote og LSD. Han forklarer, at forskellen på et Schedule I stof (som LSD) og et Schedule II stof (som OxyContin) kun består i, at Schedule II er blevet sat i forbindelse med en specifik medicinsk virkning. "Derudover er der ingen forskel. Begge dele er lige farlige," tilføjer han.

Men den lille forskel betyder alligevel, at forskning i Schedule I stoffer har et par ekstra forhindringer, som forskning i andre typer stoffer ikke har. Det første skridt er at udarbejde en handlingsplan for forskningsprojektet. Handlingsplanen bliver derefter bedømt af et uafhængigt forskningsnævn, som vurderer alle kliniske forsøg, der involverer mennesker. Hvis forsøget involverer et Schedule I stof, og nævnet har godkendt handlingsplanen som værende inden for de etiske rammer, skal forskerne ansøge om et identifikationsnummer for nye stoffer (IND) fra Food and Drug Administration.

"Afhængigt af stoffet kan det godt være et stort arbejde at få et IND-nummer," fortæller Dr. Halpern.

Det skyldes, at forskerne skal inkludere en såkaldt masterfil i ansøgningen – en fyldestgørende mappe som indeholder alt, der nogensinde er trykt om det pågældende stof, lige fra dets kemiske sammensætning til de kendte risici forbundet med det. Hvis det er første gang, at der forskes i stoffet, så er opgaven meget stor, og masterfilerne er ofte flere hundrede sider lange. Heldigvis for MAPS har FDA allerede en masterfil om MDMA i deres kartotek, som blev oprettet i 1986 og som opdateres årligt.

Ansøgningen skal også indeholde en vejledning til forskerne, med en detaljeret oversigt over hvordan forsøget skal udføres – ikke kun hvor meget af stoffet man skal bruge, men også hvorfor og hvilke metoder der benyttes. I MAPS' forsøg bliver PTSD-patienterne doseret med MDMA, inden de gennemgår psykoterapeutisk behandling. Man har fundet beviser for, at stoffet hjælper patienterne til at skabe kontakt til det traume, som er centralt for deres lidelse, uden at skulle genoplive det på den skræmmende livagtige måde, som de ville, hvis de ikke var påvirkede. Den slags detaljer om terapiens metoder skal alle sammen indgå i vejledningen til forskeren. Efter at have modtaget ansøgningen afgør FDA om forsøget er i offentlighedens interesse. Hvis de mener, at forskningen er relevant nok, udsteder de et IND-nummer.

Den ansvarlige læge for forsøget hos MAPS er Dr. Michael Mithoefer fra Charleston i North Carolina, som har forsket i brugen af MDMA i terapi i mere end et årti. Han fik udstedt tilladelse til at håndtere og distribuere MDMA, dengang forsøgene startede. DEA (Drug Enforcement Administration) stiller en række krav, som skal opfyldes, inden de kan udstede en tilladelse til stoffer som MDMA - blandt andet et baggrundstjek og en inspektion af klinikken, hvor stofferne skal opbevares og administreres. Kravene har forvandlet Dr. Mithoefers kontor til en regulær bankboks.

"Vi er nødt til at have et pengeskab på 900 kg, og der skal være alarm på. Og så skal der også være alarm på døren ind til lokalet, hvor pengeskabet står og på bygningen i det hele taget," fortæller Amy Emerson, som er direktør for klinisk forskning ved MAPS. "Så det er den sikkerhedsmæssige del af det."

Når papirarbejdet er af vejen og kontoret med bankboksen er forvandlet til noget fra Mission: Impossible, så mangler man kun tilbage at anskaffe sig noget party pulver. Men MAPS kan ikke bare lige ringe til MDMA'ens Walter White og bede om en leverance. Den amerikanske regering har deres eget stof-bibliotek til forskningsbrug, men de giver kun adgang til forskere, som vil undersøge stoffernes skadelige virkning og ikke til dem, som vil undersøge de eventuelle positive virkninger. Heldigvis findes der i stedet mindst ét medicinal firma, som er villig til at lave en portion, og som kan gøre det inden for lovens rammer.

Et sted på de engelske heder et stykke fra kysten til Nordsøen ligger et medicinalfirma, som er kontraktligt forpligtet til at fremstille MDMA til MAPS. Jeg fik kontakt til en ekspert i firmaet, som gerne ville svare på mine spørgsmål, men som var nødt til at holde visse detaljer hemmelige, såsom personens navn samt firmaets navn og beliggenhed. Når man skal lave et kilo af et populært party-drug i fineste kvalitet, så er det nok meget godt at tage sine forholdsregler.

"Det kunne godt tiltrække noget uønsket opmærksomhed," fortæller min kilde.

Medicinalfirmaet – lad os bare kalde dem Firma X, fordi dæknavne er fede – fremstiller ikke MDMA i pilleform. Det her er ikke den slags Molly, man kan købe af en dude i en Joy Divison T-shirt i Kødbyen. Nej, Firma X fremstiller den aktive farmaceutiske ingrediens – API'en – som er den 99 procent rene pulverform af stoffet. Ligesom en Panodil-tablet ikke kun indeholder Paracetamol, så er en Molly-tablet heller ikke ren MDMA. Der er tilsætnings- og bindingsstoffer (og i nogle tilfælde, en lang række andre ingredienser), som omdanner det rene API-pulver til noget, der er lettere at sluge.

Man kan finde den grundlæggende "opskrift" til at lave MDMA er i sine kemibøgerne. Firmaets kemikere bruger reaktionsskemaer, som viser, hvilke ingredienser de skal kombinere på hvilken måde for at opnå det ønskede molekylære resultat. Man kan faktisk finde opskriften via en Google-søgning. Men for at kunne fremstille MDMA som møder Good Manufacturing Practices-standarden, skal firmaet bruge mere end den information, vi alle sammen kan google os til.

Selv hvis man fulgte opskriften til punkt og prikke, ville kvaliteten stadig være meget lavere end den, som MAPS har brug for. Det skyldes, at visse detaljer i processen ikke kan forklares i reaktionsskemaerne, og derfor tager det tid af raffinere fremgangsmåden, forklarer min kilde. Heldigvis er der andre firmaer, som har erfaring med at fremstille MDMA, og som sælger ud af deres viden. MAPS købte sig til deres opskrift, så Firma X kunne få al den hjælp, de skulle bruge til at fremstille det perfekte MDMA, som kunne godkendes af GMP.

En godkendelse fra Good Manufacturing Processes beviser, at hvert trin i fremstillingen af stoffet, lige fra faciliteterne der fremstiller ingredienser til den endelige indpakning, følger strikse forholdsregler, som sikrer et sikkert produkt. Det kræver detaljeret dokumentation og kontrol af producenten. En inspektør kan for eksempel dukke uanmeldt op og kræve at se noget så specifikt, som måden et reagensglas rengøres på, inden kemikaliet hældes i det. Den omhu og præcision betyder ikke kun, at MAPS' nye kilo MDMA er rent og sikkert, men også at hver portion derefter bliver identisk med den første.

Der er også en masse sikkerhedsforanstaltninger i denne del af processen. Firma X har allerede tilladelse til at håndtere Schedule I stoffer, men skulle også opfylde en række krav for at måtte håndtere de rå ingredienser til fremstillingen af stoffet. Firma X skulle bevise, at deres faciliteter var udstyret med de tilstrækkelige sikkerhedssystemer og fremvise en udførlig beskrivelse for den britiske regering af, hvad de fremstiller, hvor produktet skulle transporteres hen, og hvad det skulle bruges til. Og eftersom MDMA'en skulle sendes til USA, skulle Firma X også have specialtilladelse fra både FDA og DEA til at fragte varerne ind i landet.

Firma X laver p.t. små portioner ad gangen for at finde den perfekte opskrift, som kan leve op til GMP-kravene. Lige så snart produktet lever op til standarden, producerer de et kilo, og sender det afsted til MAPS formentligt en gang i det nye år.

Men selv når MAPS har fået fingrene i MDMA'en, er der stadig et par benspænd for at få det i hænderne – og hovederne – på patienterne.

Selv med ekstensive sikkerhedstiltag og det bankboks-lignende pengeskab, så er MAPS-klinikken, hvor forsøgene finder sted, et ret beskedent sted. Det ligner slet ikke det kolde, sterile laboratorium, man kunne forvente, men minder mere om et førsteklasses plejehjem med bløde stole, pæne gulvtæpper og farverige malerier. Under en behandling indtager PTSD-patienten en dosis Molly (uden selv at vide, hvor meget de har fået), læner sig tilbage og venter på, at effekten sparker ind. Det er en dybt individuel proces, hvor trippet giver patienten mulighed for at vende tilbage til deres traumatiske minder med den psykedeliske effekt som en blid buffer. Behandlingen, som varer flere timer og forudsætter at patienten overnatter på klinikken, veksler mellem superviseret terapi og stille refleksion. Det er alt sammen en del af processen, som i sidste ende skal afhjælpe patienternes dybe psykiske ar med hjælp fra MDMA'en.

Dr. Mithoefer kan ikke selv opbevare hele mængden af den rene MDMA på sit kontor. Lige nu opbevarer MAPS sin MDMA hos et firma ved navn Organix, – som ligger i den anonyme bygning i Massachusetts – fordi de har tilladelse til at opbevare og distribuere det rene stof i pulverform. Når man skal dosere patienter med MDMA, er det til gengæld bedre at have stoffet i pilleform. Pulver er svært at dosere præcist til patienterne, hvilket er en forudsætning for forskningen. Den rette dosis MDMA presses og indkapsles til en let-slugelig pille. Tidligere faser af forsøget ordinerede henholdsvis doser på 30, 75 og 125 milligram til forskellige patienter.

Amy Emerson fortalte mig, at MAPS er på jagt efter et firma, som kan levere en indpakning til forsøgenes MDMA-doser, men i mellemtiden har forskerne fundet en anden løsning. Når det er tid til at udføre forsøgene, bestiller MAPS en lille mængde af det rene pulver fra opbevaringsfaciliteterne hos Organix, som til trods for alle sikkerhedsforanstaltningerne blot sender MDMA'en i en helt almindelig papkasse direkte til Dr. Mithoefers kontor. Der modtager Dr. Mithoefer varerne personligt og gemmer dem øjeblikkeligt væk i pengeskabet.

Derefter bliver det en lille smule indviklet. Selvom Dr. Mithoefer har tilladelse til at distribuere MDMA, så må ikke han ikke lave indpakningen, og derfor kommer en farmaceut til hans kontor for at fremstille pillerne. På grund af MAPS' forskningsmetode må Dr. Mithoefer heller ikke vide, hvilken dosis der skal gives til den enkelte patient. Men hans GMP-tilladelse dikterer, at han ikke må forlade lokalet, når MDMA'en ikke er låst inde. Derfor skulle MAPS finde en måde, hvorpå farmaceuten kunne lave pulveret til piller med Mithoefer til stede, men uden at han fandt ud af, hvor meget pulver, der blev brugt til hver enkelt pille.

Løsningen på denne hårknude er faktisk ret simpel. Farmaceuten udfører sit arbejde med hjælp fra nøje instrukser fra MAPS, men er skjult bag en skærm, så Dr. Mithoefer ikke opdager de forskellige doser, fortalte Amy Emerson. Den løsning har været effektiv indtil videre, hvor MAPS kun har udført relativt små forsøg, men hvis de udvider, får de brug for nogle faciliteter, som kan indpakke doserne før brug.

Når doserne er pakket og mærket af farmaceuten, kan Dr. Mithoefer endelig udskrive en dosis til en patient, og gå i gang med terapien.

Procedurerne, som er en forudsætning for den her slags forskning, kan virke meget besværlige, men alligevel var der ingen af nøglepersonerne, som jeg talte med, som udtrykte frustration over dem.

"Det kan tage flere måneder at gennemføre, men jeg tror ikke, at forskerne lader sig afskrække fra forskning med den type stoffer på grund af procedurerne, hvis det virkelig fascinerer dem," fortalte Dr. John Halpern.

MAPS er i hvert fald en enhed, som er virkeligt fascinerende. De har investeret næsten 30 års forskning og øremærket næsten 140 mio. kr. for at kunne nå deres målsætning om at gøre MDMA til et FDA-godkendt, receptpligtigt lægemiddel inden 2021. Hvis de når deres mål, bliver det væsentligt lettere for læger og forskere at få fat på MDMA til brug i forsøg, og at hjælpe patienter, som kan have gavn af terapi, der involverer et trip. Indtil videre ser forhindringerne dog ikke ud til at forsvinde, men forskerne overvinder dem gerne, hvis det medfører fremskridt for vores forståelse af disse sindsudvidende stoffer.

Mere fra VICE:

Livet som narko-grossist

Mændenes hjem: en sky i rendestenen

I audiens hos Danmarks ukronede svampekonge