​Sådan rejser du uden at være en douchebag

Denne artikel er oprindeligt udgivet af

VICE UK

Der sidder du på dine forældres sofa i dine forældres kælder og spiser dine forældres mad mens du udforsker de lurvede, nedre regioner af Netflix og er ansat som vikar på en tre-måneders kontrakt. Du skraber penge sammen, tager madpakke med hjemmefra, og drikker kun i happy hour. Endelig lykkes det dig at spare nok sammen til at flyve til et vilkårligt udviklingsland, hvorfra du dagligt vil uploade 64 billeder af solskin, landskaber, cocktails med store lunser frugt i og af dig selv, smurt ind i farvet pulver.

Ja, du skal ud og "rejse." Hvad er forskellen på at rejse og bare at være på en virkelig lang ferie? Ingenting. At rejse er en af de der eufemismer, der får en aktivitet til at fremstå mere intellektuel, end den i virkeligheden er. "Rejse" har en eventyrlig tiltrækningskraft, som om det er en eller anden form for magelig antropologi, når det i virkeligheden for det meste handler om at dyrke sex med australiere, købe et par hæslige lærredsbukser og få madforgiftning.

Der er som udgangspunkt umuligt at tage på en rejse uden at ligne en douchebag, men det er muligt at rejse uden faktisk at være en kæmpe douchebag. Kutymereglerne varierer naturligvis: Hvad der er acceptabelt, når man tilbringer tre måneder i Thailand til fuldmånefester er noget helt andet end det, der er acceptabelt på en kold, solo Interrail tur i Centraleuropa. Her er en guide du kan bruge som løs rettesnor.

Med mindre din personlige udgave af "at rejse" omfatter en tur langs Margueritruten på cykel med H.C. Andersen-lydbøger i ørerne, er der ret gode chancer for, at du kommer til at besøge lande, der er fattigere end der, hvor du bor til hverdag. Betyder det så, at du skal bruge happy hour på at surmule omme bagved dine 2 for 1 caipirinhas, mens du kommenterer på, at alle de brune mennesker du har set "virker så glade, selvom de lever sådan her"? Nej. Betyder det, at du efter du er kommet hjem skal organisere en sponsoreret "glutenfri måned" for at tjene nok penge til at vende tilbage til samme land i seks måneder, for at bygge en skole til den underprivilegerede landsby? Nej.

Det betyder, at du burde have situationsfornemmelse nok til ikke at brokke dig, hvis du kommer til at betale lidt ekstra for noget. At betale 30 kroner i stedet for 15 kroner for en taxatur på 30 minutter er ikke så slemt, når du skal betale 500 kroner for en Uber til lufthavnen. Lige meget hvor "fattig" du tror, du er, så er du nok betydeligt mere velhavende end de mennesker, som du køber grøntsager/busbilletter/kokain af, så drop dine gringo-privilegier, når din taxachauffør giver dig byttepenge tilbage.

En klassisk myte om at rejse er, at alle du møder er liberale veganer-hippier, der er #feelingthebern og har planer om at starte deres eget bæredygtige landbrug i Chile. Det passer ikke. Du vil møde en masse mennesker på dine rejser, der ikke er så "progressive," som du tror, du er.

Du vil støde på overprivilegerede vesterlændinge, der tilsyneladende nyder at rejse verden rundt udelukkende for at gøre nar af den, som om deres kultur af G-Star RAW og hajtand-halskæder var den mest overlegne nogensinde i civilisationernes historie. Det, der virkelig vil sende din frisindede hjerne i chok er, at du måske også vil møde nogle mennesker fra udviklingslande, der ikke er så vilde med social retfærdighed eller tolerance for andres kulturer. Det er bare noget, du er nødt til at affinde dig med.

Men hvad gør man så, efter man har indset, at man deler værelse med to fyre fra Tennessee, der tror, at Black Lives Matter er et terrororganisation? Eller efter man er tvunget til at bruge en aften på at drikke sammen med en vaskeægte aktivist for mænds rettigheder?

Du har to muligheder: Diskuter eller ignorer. Vælg altid ignorer. Jeg kan garantere dig for, at du ikke kommer til at få nogen til at ændre syn på Israel-Palæstina konflikten over bowler fyldt med alkohol på en balinesisk strand, så bare giv op. Her er en magisk sætning, som du kan bruge, hver gang en eller anden narrøv fyrer en forkastelig bemærkning af, der går imod alt, hvad du står for som menneske: "Wow, er det en tatovering? Fortæl mig om den."

Hvis du er vokset op i Danmark, og du har brugt din ungdom på at knalde med kvabsede mænd med ølmaver, der er samme farve som printerpapir, har du lige taget dine første skridt ind i en hel ny verden. Du ved godt de der solbrune fyre, der passer på deres kroppe, som du ellers kun har set i TV-reklamer? De findes i virkeligheden, de er derude, og de er klar til at være deres kærester utro.

Ja, dette er virkelig den mest oplagte tid at være løs på tråden, også selvom det betyder, at du må tilsidesætte dine sædvanlige standarder og principper. Han har ikke sko på! Og hvad så? Hun har trænet i to år med israelske specicalstyrker, og hun kan samle en AK47 med bind for øjnene? Sexet! Jeres nationer er ærkefjender? Det ultimative hadeknep.

Den eneste ulempe, ved at springe ud i verden med kønsdelene først, er, at man bagefter skal leve med den retroaktive skam, når man er kommet hjem igen og er omgivet af sine normale venner, der ikke har ringe på tæerne og perler i håret. Det, der virkede fint til en poolparty i Argentina, kan pludselig være kvalmende, når du husker tilbage på det hjemmefra. Men hjernen er overraskende god til at inddele ting i kategorier. Jeg ved godt, at det nok ikke er det råd, som man ville få af sin psykiater, men lås al det lort væk i en lille kasse i de dybeste afgrunde af dit sind og smid nøglen væk.

Men vigtigst af alt: Ignorer altid, altid deres venneanmodning dagen efter.

Din krop er smuk, og den bliver ikke smukkere af et billede af en drømmefanger eller dit navn, der er stavet forkert på kantonesisk.

Det er svært at se godt ud, mens man rejser. Alt dit tøj ligger sammenkrøllet i din rygsæk og svømmer rundt i svedpletter og solcreme. Adgang til et varmt bad er en sjældenhed. Du stinker. Men der er markant forskel på at se lidt krøllet ud, og at være ham fyren på jeres hostel, der går i det samme par røde, grønne og gule haremsbukser i tre måneder i træk.

Den grumme sandhed er, at rejser nogle gange vil tvinge dig til at opdage nye sider af dig selv, lige meget hvor hårdt du kæmper for at forblive den uhøflige kyniker, du var, da du rejste hjemmefra. Dybt inde i måned nummer to på mit backpacking eventyr gennem Centralamerika lod jeg en pige fra Tel Aviv flette en fjer ind i mit hår. Nogle gange vågner jeg badet i koldsved, lamslået af mindet om det. Jeg tror aldrig, det går væk.

Men der er dog grænser for galskaben. Du er i Sydamerika, ikke på Roskilde Festival. Hvilket betyder: Ingen bindi, fjer-pandebånd, kropskæder, "rigt udsmykket vintage genbrugsbroderi", dybe V-hals veste, sko uden strømper, eller hulkorte hotpants.

Dette er heller ikke et ortodoks rejseråd. Jeg ved godt, at de fleste nok vil fortælle dig, at du skal vente, til du finder en ordentlig restaurant eller et supermarked, hvis du vil undgå at skulle skide voldsomt hvert kvarter. Men prøv at hør - street food er sindssygt billigt, og det bliver næsten altid lavet af en sød, gammel mand eller dame, der ved præcis, hvad de laver, og har brødfødt sin familie med samme opskrift gennem flere generationer. Du kommer til at få tyndskid på et eller andet tidspunkt, lige meget hvad du gør. Frisk, lokal mad, der bliver tilberedt lige for næsen af dig kommer til at smage bedre end at betale det, der svarer til 80 kroner for en burger på en eller anden sportsbar, der er blevet grillet halvhjertet af en eller anden aldrende australier i eksil.

Hvis du bor på hostel, kommer du sandsynligvis til at sove på et lille værelse, som du deler med ni andre mennesker, der prutter i søvne og onanerer ned i deres hovedpuder. Derudover vil der omkring 30 procent af tiden være nogen, der forsøger at have sex i brusebadet på dit en suite badeværelse. Folk har vasket deres tøj, men ikke tørret det ordentligt, så hele rummet vil også lugte af jordslåede tekstiler. Så du vil være motiveret til at tilbringe så lidt tid som overhovedet muligt i din lillebitte seng. Hvis du er virkelig træt, er eftermiddagslure vejen frem: På det tidspunkt vil de fleste være ude, og der har rengøringshjælpen været inde og åbne et vindue, så nattens sky af tarmgas har haft tid til at sive ud.

Hør engang - det var ikke dine forældre, der spændte en 60-liters rygsæk, hovedsageligt fyldt med kondomer med jordbær- og banansmag fast på ryggen og sprang på det første fly til Sydamerika, var det vel? Det var ikke dine forældre, der brændte hele deres opsparing af på vandsport og kokain. Det var dig. Det var alt sammen dig. Så selv hvis du er heldig nok til at kunne ringe og tigge dine forældre om et lån på 3.000 kroner, så burde du lade være.

Det er overraskende let at få et arbejde, når du er i udlandet. De fleste barer kan godt fornemme, at du er desperat, og vil glædeligt betale dig kontant, eftersom det sandsynligvis er lige så økonomisk fordelagtigt for dem, som det er for dig. De fleste hostels leder som regel også efter medarbejdere, og de vil gerne betale dig i gratis mad og logi.

Hvis du virkelig er presset, og ikke har råd til at leve, så er det tid til at tage hjem.

Læs mere fra VICE om at rejse her:

Her er alle de typer du render ind i som backpacker

Sådan rejser du hele Europa rundt uden at bruge en krone

Jeg levede som en konge i Venezuela i en måned for 750 kr.