Det, der sker i københavner-rapperen Baby Binos nye video, “God Mad”, er ikke neurokirurgi, men det er effektivt. Der er knald på fra start – og tempoet går ikke ned igen. Bino saucer rundt i det mest kogte, narko-infesterede, neon-belyste køkken i Danmark, hvor Ramsay’s Kitchen Nightmares møder Breaking Bad, mens han rapper om alle livets fineste komponenter: God sex, anstændig mad, kvalitetsnarkotika og Rolex-ure.
“God Mad” er Baby Binos første store solosingle, men hvis du synes, du kan kende ham et sted fra, er det sandsynligvis fra hans tid i Pizzagang eller samarbejder med Louis Valuta og deres fælles rapcrew Rigforevigt.
Videos by VICE
Fra start til slut gynger Binos lyrik henover et kompliceret og vanedannende trapbeat af produceren Lille Høg, der personificeres gennem hele videoen i form af en ægte, levende…høg. Som egentlig er en falk (det vender vi tilbage til). Binos flow er afslappet og uanstrengt, og en-linjes ordbilleder som // mine drenge er på mission ligesom Frodo // og // nu er jeg i hende som en træsko // viser en klar evne til at bøje det danske sprog til sit helt eget ganja-og-pille-stimulerede, syrede univers. Om tilblivelsen “God Mad”-videoen siger instruktør Hanned Montanned til Noisey Danmark: “Det var pissesjovt. Når man laver noget med nogen som Bino og dem fra Rigforevigt, kommer der jo altid otte-ti mand mere med, end man havde kalkuleret. Men det skaber en tryggere energi, hvor folk bare kan hænge.”
Tjek “God Mad”-videoen ud her og scroll ned for at læse, hvad Baby Bino havde at sige, da Noisey ringede ham op:
Hey Baby Bino. Hvorfor kalder du dig Baby Bino?
Baby Bino: Egentlig synes jeg bare, at ‘baby’ er et fedt ord. Og ‘bino’ startede med at være ‘albino’ som en joke, fordi jeg er meget bleg. Og så er det BB. Dejligt nemt.
Klart. Du har tidligere været en del af Pizzagang. Hvordan adskiller de soloting, du laver nu, sig fra det?
Pizzagang var for mit vedkommende meget mere karakterbaseret og joke-agtigt. Det er en tand mere seriøst og gennemarbejdet nu, og jeg har mig selv mere med. Det er en helt anden arbejdsproces. I Pizzagang løj jeg også meget mere i teksterne. Det, jeg laver nu, er mere ægte.
Hvor ville du gerne tage det hen herfra?
Hvis det bliver et hit, så skal man lave en opfølger. Så kunne det være, man skulle tænke over at lave en ep. Jeg gad godt at prøve at stå på en af de store scener med det her projekt, at få lov til at spille i Vega eller Pumpehuset og sætte min egen store koncert op.
Okay. Vi er nødt til at snakke om fuglen i videoen.
Jeg kan ikke huske, om det var min eller Hanneds idé. Den skal symbolisere Lille Høg. Vi ville have haft den til at hoppe rundt på et keyboard for at gøre det lidt mere klart for folk, men den der høg var rimelig ustyrlig. Det er faktisk heller ikke en høg, det er en falk, tror jeg. Der var en falkepasser med den ude for at sørge for, at den ikke lavede for meget rav i den. På et tidspunkt fløj den op i taget, og så sad den deroppe i ti minutter, så vi skulle vente på den.
Vildt nok. I omkvædet rapper du: “Lav en Turbo, cash ud på et Rolex”. Hvem er Turbo?
Det er en af mine venner, der hedder Turbo. Han er faktisk også fra Pizzagang. Cashe ud er bare at bruge penge. Og det er så simpelt, at han havde købt et Rolex, et par uger før jeg lavede nummeret. Der var en standard morgen, hvor jeg havde lige spist noget god mad og haft noget god sex. Og så rimer “god sex” på “Rolex”. Og så satte jeg en session op med Bjarke (Lille Høg, red.) hurtigst muligt.
Alt er ret vanvittigt i den her video. Har du et personligt favoritøjeblik?
Jeg synes, at de der dansere fra Niggeretos, er fucking seje. På det sidste omkvæd (2:59) er der et sted, hvor en af dem knækker med hovedet. Det, synes jeg, er fucking fedt. Der er også et godt klip, hvor de der after-effect neon-doodles løber rundt på os, og jeg ligesom skyder en af dem afsted (3:03).
Hvad ville du gerne se, at dansk trap bevæger sig hen?
Danmark følger USA i lyden. Og der er jo næsten ikke noget rap, der bliver lavet i USA, der ikke er trap eller har trap-elementer. Jeg føler, at det, jeg laver, flex-rap med mere flow og tempo, er en gren af noget trap, som man ikke har set i Danmark endnu. Det er noget, du kan danse til og spille smart til. Jeg håber, at landet er friske på, at lyden inden for rap videreudvikler sig. Og nu er det jo blevet så populært at kende SoundCloud-rappere, som ingen andre gør. Så jeg tror folk er klar.
Cool. Tak, Baby Bino.