LGBTQ-asylansøgere lever i frygt for vold og chikane i danske asylcentre

Dalir* står uden for en togstation et sted i Jylland iført forvaskede jeans, solbriller og en kasket, som er trukket ned over hans tykke, mørke hår. Vi har ikke mødt hinanden før, men jeg ved, det er ham i det øjeblik, han sender mig et blik, hvorefter han stopper op og kigger sig over skulderen for at se, om nogen holder øje med ham.

Nogle timer tidligere er vi, med hjælp fra Google Translate, blevet enige om at mødes her. Dalir, som ikke er hans rigtige navn, men et dæknavn af hensyn til hans sikkerhed, er en transkønnet iransk mand og asylansøger i Danmark.

"Salaam," siger Dalir og smiler, da vi nærmer os hinanden. Han tager sine solbriller af og rækker hånden frem.

Kort efter ankommer Nissar, vores tolk. Vi sætter os ved et udendørsbord på en café i nærheden og bestiller kaffe. Mågerne skriger og skræpper over os, mens de to mænd taler sammen. Da de har talt færdig, spørger jeg Dalir, hvorfor han er kommet til Danmark.

"I mit land bliver transpersoner behandlet værre end prostituerede. Det er ikke den iranske regering, der forfølger os – det er folket," svarer han. "Vi oplever verbale overfald, vold, lynching og bliver endda slået ihjel." Dalir tager en dyb indånding og puster ud. "Jeg forlod Iran på grund af truslen mod min personlige sikkerhed, og samtidig prøver jeg at få styr på mit køn og min identitet."

Dalir kom til Danmark for over et år siden, efter at han havde læst et sted, at Skandinavien – og Danmark i særdeleshed – behandler sine LGBTQ-personer bedre end mange andre lande.

Han tilbragte en kort periode i Sandholmlejren, hvorefter han blev overført til to andre centre. Til sidst blev han igen overført til sin nuværende lejr – der ligger så langt ude på landet, at jeg spekulerer på, om man løber tør for veje at køre på, før man når frem.

Siden da har Dalir været alene. Det meste af tiden venter han bare. Hver dag er ligesom den forrige, og de fleste dage taler han ikke med nogen. Han bevæger sig ikke meget rundt og er ekstremt påpasselig, når han bader eller skifter tøj. Indtil videre er der ingen i lejren, der ved, at han er transkønnet, og sådan har han i sinde at lade det forblive. Asylcenteret tager ingen særlige hensyn til dets LGBTQ-beboere, fortæller Dalir, og mange af mændene på hans sovesal kommer fra Iran, Syrien, det subsahariske Afrika og andre lande, hvor homofobi og forfølgelse af homoseksuelle og transkønnede mennesker er udbredt.

Dalir ved, at mange transkønnede på asylcenteret er blevet chikaneret og truet, og nogle er endda blevet overfaldet. Derfor føler han, at han aldrig kan sænke paraderne, og det tærer på ham.

"Jeg er isoleret, og jeg føler mig ikke tryg. Jeg bliver deprimeret af det. Lige nu er mit liv ikke ret meget anderledes, end det var i Iran. Indtil min sag bliver behandlet, har jeg kun de fire vægge."

Ingen kender det præcise antal LGBTQ-personer, der lige nu søger asyl i Danmark, og tallet er formentlig også umuligt at bestemme. En af grundene er, at mange queer asylansøgere – hvoraf nogle er blevet forfulgt og traumatiseret i deres hjemlande af politiet eller andre statslige institutioner – vælger at lade være med at opgive deres kønsidentitet eller seksuelle orientering, når de ankommer til Danmark. Faktisk har LGBT Asylum – en organisation med base i København, der kæmper for lesbiskes, bøssers, biseksuelles og transkønnedes rettigheder i det danske asylsystem – hidtil kun arbejdet med 220 ansøgere.

Antallet af LGBTQ asylansøgere i Danmark er med stor sandsynlighed højere, og måske bliver mange af dem støttet af andre organisationer. Det er til gengæld sikkert, at LGBTQ-personer udgør en brøkdel af den samlede gruppe asylansøgere.

En rapport udarbejdet og udgivet af LGBT Asylum i 2015 dokumenterer de specifikke udfordringer for LGBTQ-asylansøgere – hvor manglen på sikker indkvartering er en af de væsentligste.

"Homoseksuelle og transkønnede mænd er de mest udsatte, fordi de ofte bliver placeret på værelser med de heteroseksuelle, ciskønnede, mandlige beboere, hvoraf mange er homofobiske," siger Hanne Gyberg, der er talsperson for LGBT Asylum.

Hun forklarer, at det af den grund både er ekstremt ubehageligt og usikkert for transpersoner at blive indkvarteret på så intime sovesale med op til fem beboere med et delt badeværelse.

Udlændingestyrelsen siger dog, at "der foretages overvejelser i forbindelse med indkvarteringen af LGBT-personer i asylcentrene". I en skriftlig besvarelse på min henvendelse skriver kontorchef Bjørn Hørning, at LGBTQ-personer generelt "bliver indkvarteret på ordinære centre for at undgå, at de eksponeres ved at udpege særlige centre til LGBT-centre."

Bjørn Hørning oplyser desuden, at "de ansatte på asylcentrene er forpligtet til at informere Udlændingestyrelsen om tilfælde af chikane eller hadforbrydelser imod LGBTQ-beboere. Og centrene er forpligtet til at politianmelde enhver form for kriminalitet, herunder trusler og vold."

Hanne Gyberg anerkender, at det danske system opererer bedre end systemet i mange andre lande, men afviser, at LGBTQ-asylansøgernes kan føles sig sikre i de danske asylcentre.

"Vi har beviser for vold mod LGBTQ-ansøgere, også vold mod transkvinder og lesbiske," siger hun.

Alligevel har det været svært for LGBT Asylum at overbevise Udlændingestyrelsen om at samle de udsatte individer i sikrere indkvartering.

LGBT Asylum og andre aktivistgrupper er lykkedes med at få emnet på dagsordenen hos Udlændingestyrelsen og Folketinget. Men "det bliver bare ikke taget seriøst nok," mener Gyberg.

"Vi beder ikke om særbehandling, vi beder ganske enkelt om en dialog med myndighederne om, hvordan vi kan sikre de her menneskers rettigheder, som de definere af FN," siger hun og henviser til, at det strider imod menneskerettighederne at spørge eller tvinge nogen til at skjule eller benægte deres seksuelle orientering eller kønsidentitet.

"For hvis man falder igennem i det her system eller ikke kan få hjælp," understreger Gyberg, "så kan man virkelig få problemer."

Det billede genkender den 26-årige Tanzanianer Zuwana Zee, da jeg møder hende i Århus, hvor hun bor. Hun er varm og sprudlende og har et smil, som smitter. Men da jeg spørger til hendes erfaringer med at søge om asyl i Danmark, stivner det. Tårer fylder hendes øjne og løber ned af hendes kinder.

Jeg føler mig pludselig som en ufølsom idiot og undskylder.

"Det er okay," siger Zuwena. "Nogle gange græder jeg." Hun tørrer sine kinder med begge hænder og prøver med et smil.

Zuwena er lesbisk og flygtede fra diskrimination og forfølgelse i sit hjemland Tanzania i 2014. Selv hendes familie vendte sig imod hende. "Da min bedstemor døde, sagde de til mig, at jeg havde kastet en forbandelse over familien – at det var mig, der havde slået hende ihjel."

Efter et kort ophold i Sandholmlejren blev Zuwena overflyttet til Jelling Asylcenter, hvor hun boede i halvandet år, mens hendes sag sneglede sig igennem den bureaukratiske asylproces. "Jeg var en af de heldige," fortæller hun mig på en blanding af dansk og engelsk. "Mange bliver flyttet fra sted til sted i en evighed. Man får aldrig ro."

Hendes asylansøgning blev godkendt for et år siden, og så forlod hun endegyldigt Jelling Asylcenter. Nu er hun ved at lære dansk og søger job. Hun er stadig ved at vænne sig til at bo her i landet. "Aldrig i livet havde jeg forestillet mig, at jeg skulle komme til Europa," siger hun.

I modsætning til Dalir fik Zuwena flere venner på asylcenteret. Nogle af dem var ansat på centret. "Et par af dem var så fantastiske. De var så gode mod mig," fortæller hun. Men hun følte sig alligevel begrænset og isoleret.

"For mig føltes det som at være i fængsel. Jeg var vidne til slåskampe, verbale overfald og andre skræmmende ting. Og jeg blev stigmatiseret, da en par af de andre asylansøgere fandt ud af, at jeg er lesbisk."

Fordi hun var afskåret fra resten af verden og tvunget til at blive i skabet det meste af tiden, endte hun med at udvikle en depression. "Jeg var så frustreret, og der var ingen, der kunne hjælpe mig. Der var en gang, hvor jeg tog i skole og ikke kunne holde op med at græde. Jeg kunne slet ikke koncentrere mig om min undervisning. De andre afrikanere på centret sagde: 'Zuwena, hvorfor græder du? Du er en stærk, afrikansk kvinde!' Men jeg kunne ikke forklare dem det. Jeg havde det som om, jeg var død – eller døende."

Nu vil Zuwena kæmpe for, at der sker ændringer i systemet og for at forbedre livet for de LGBTQ-personer, der stadig bor på centrene. "Det er virkelig svært at være sig selv i lejren," fortæller Zuwena. "Jeg vil hjælpe dem, som bor på centrene. De skal vide, at selvom der altid vil være udfordringer, så finder de støtte hos mig og mange andre."

En uge senere mødes jeg igen med Zuwena i København. Den amerikanske ambassadør Rufus Gifford og ambassadens embedsmænd har inviteret hende og en håndfuld asylansøgere, flygtninge og aktivister til ambassadørboligen Rydhave for at deltage i en rundbordssamtale om de udfordringer, LGBTQ-asylansøgere står over for. Mødet er et af den amerikanske ambassades begivenheder i forbindelse med den tyvende udgave af Copenhagen Pride.

Siden han indtog embedet for tre år siden, har Gifford arbejdet for at belyse den fortsatte globale kamp for ligestilling. Gifford byder sine gæster velkommen og siger, at han gerne vil fremme dialogen om LGBTQ-asylansøgeres udfordringer globalt. "Hvordan kan den amerikanske regering og Danmark sætte sit præg på kampen for lige rettigheder over hele verden," spørger han gruppen.

Zuwena er en af de første, der svarer. "Vi er først nødt til oplyse folk, så de ved, hvem vi er." Hun fortæller ambassadøren og de andre i rummet, hvorfor hun søgte asyl og om de mange forhindringer, hun måtte gennemgå for at få sin ansøgning godkendt af Udlændingeservice. "At blive godkendt og anerkendt – det er det vigtigste. Vi er mennesker," siger hun.

Da Zuwena har talt færdig, introducerer en høj, slank mand sig. William*, som beder mig om ikke at bruge hans fulde navn, fortæller os, at han er homoseksuel og kommer fra Liberia. "Min situation er udfordrende," fortæller han. "Jeg troede, jeg ville være i sikkerhed i Danmark, men min oplevelse er en anden. Jeg forlod mit land, hvor det ikke er sikkert at være homoseksuel, men her er jeg blevet placeret på et asylcenter, hvor jeg er meget udsat."

William beskriver centret som tætpakket og larmende med næsten intet privatliv. "Man lever som om, man bor i en bås," fortæller han. "Man kan høre alt, hvad de andre gør og siger." Ligesom andre homoseksuelle mænd i de danske asylcentre har han været udsat for trusler og chikane af de andre beboere. Han fortæller om en gang, hvor en heteroseksuel afghansk asylansøger pralede af, at homoseksuelle bliver slået ihjel i Afghanistan. Han er også blevet rådet til at blive i skabet af centrets personale, hvilket er i strid med menneskerettighederne.

"Jeg må på ingen måde udtrykke, at jeg er homoseksuel. Ikke her i lejren. Personalet er væk hver dag fra klokken 15.30 og indtil næste morgen. Alt kan ske i mellemtiden. Jeg har hørt adskillige af de heteroseksuelle mænd sige, at de forgifter homoseksuelle mænd i deres land. Det gør mig bange, når vi skal spise, for vi bruger det samme køkken, køleskab og køkkenredskaber. Jeg er nødt til at skjule min seksuelle orientering for en enhver pris."

Ligesom Dalir fortæller William, at isolationen og ensomheden er konsekvenserne af at bo afsides og afskåret fra samfundet. Mulighederne for socialt samværd og integration er ekstremt begrænsede. Han siger, at centrets personale er "LGBTQ-venligt", og at en af de ansatte er homoseksuel. Men han har ingen venner. "Jeg føler mig skaffet af vejen. Livet i lejren er så ensomt."

At blive opfattet som en del af en statistik forværrer hans følelse af isolation, forklarer han. "Når man er asylansøger, ser folk dig kun som en belastning," siger William. "Man kan ikke være ligesom andre mennesker, man kan ikke bidrage eller gøre en forskel i samfundet. Systemet får dig til at føle dig som en parasit. Men man er ikke anderledes eller mindre værd end alle andre, fordi man søger asyl. Man er stadig et menneske."

To dage senere, en dag i august, mødes jeg med asylaktivisterne på Frederiksberg Rådhusplads – samlingspunktet for nogle af de grupper, der skal gå med i paraden til Copenhagen Pride. William, som er iført en regnbuebutterfly i dagens anledning, byder mig velkommen. Zuwena hilser og fortsætter samtalen med sine venner, som er kommet rejsende fra hele Danmark og har forladt deres asylcentre, lejligheder, skoler og jobs for at marchere som medlemmer af LGBT Asylum. Der er omkring 40 personer i gruppen, som består af danskere, ugandere, syrere, iranere, nigerianere, tyskere, irakere, tanzanianere. De taler dansk og engelsk, swahili, arabisk, luganda og persisk. Og de mingler, griner og bonder.

For adskillige af asylansøgerne er det ikke kun den første gang, de ser og deltager i en pride parade, men også første gang, de offentligt giver udtryk for, at de er LGBTQ'ere. For nogle er risikoen for at blive afsløret på kamera eller senere via internettet, fjernsynet eller på print for stor. Ikke alle får mulighed for at blive i Danmark, og asylansøgerne er nødt til at overveje, hvad det vil betyde at skulle rejse tilbage til deres hjemland. Nogle af dem bærer masker for at skjule deres identitet, mens andre har valgt helt at springe paraden over. De slutter sig istedet til gruppen på Rådhuspladsen efter paraden.

Jeg bliver prikket på skulderen, jeg drejer mig rundt, og der står Dalir. Hans smil behøver ingen oversættelse. Med en armbevægelse, inviterer han mig til at gå med ham og hans venner, som primært er andre mænd fra Syrien og Iran. De deler en shishapibe, og Dalir byder mig et sug. Og så er det tid til paraden.

William tager en maske på, der matcher hans butterfly. Uganderne skruer op for boomboxen og på ingen tid forvandles vores protestmarch til en pulserende fest. Dalir, som beslutter ikke at bære maske, går forrest og holder et hjørne af LGBT Asylums banner, hvor der står "Asylsøgere er også LGBT'ere". Omkring ham danser de andre og kaster hænderne i vejret.

Så længe paraden varer, er den stress, frygt og isolationen, som det at skjule sin identitet frembringer, løftet for asylansøgerne og flygtningene. På Rådhuspladsen mødes vi med andre asylansøgere og aktivister. Dalir forsvinder hurtigt ind i menneskemængden med sine venner. Ved siden af mig tager William sin maske af. For en stund kan han og de andre asylansøgere være sig selv.

Et par uger senere deler Dalir en video fra paraden på sin Instagramprofil, hvor han panorerer kameraet henover menneskemængden og til sidst vender kameraet mod sig selv. Han smiler og giver en stor thumbs-up. Det er flere måneder siden, Dalir har hørt nyt om sin sag. Så nu venter han bare.

*Redaktionen er bekendt med kildernes fulde navn og identitet.