Vi fik unge til at fortælle os, hvad de fortryder mest i deres liv

FYI.

This story is over 5 years old.

eksistens

Vi fik unge til at fortælle os, hvad de fortryder mest i deres liv

Fortrydelse er vores tids tabu. Det gør vi op med nu.

Hvornår har du sidst talt åbent om noget, du fortryder? Noget, som vel at mærke er større og mere betydningsfuldt end den løbetur, du ikke kom ud på eller de mug-grønne mokkasiner, du ved en fejl kom til at bestille på nettet. Noget hvor du ikke med det samme tilføjer et eller andet selvhjælps-agtigt a la '… men jeg ville aldrig have været mit brækkede kraveben og mine tre trykkede ribben foruden, for det gik pludselig op for mig, at … [indsæt selv latterlig new-age kliché om at fejltagelser er gaver i forklædning.] Nej, vel? Så er du faktisk som de fleste.  Vi fortryder alle sammen noget hele tiden. De ting som ligger låst omme i baghovedet, hvor vi helt ærligt bare gerne ville kunne gå tilbage og gøre det om. Men vi er blevet uendeligt dårlige til at tale om det. "Fortrydelsen er det moderne tabu," forklarer Ilse Sand, psykoterapeut og forhenværende præst. "Vi skal hele tiden være perfekte og have styr på det hele, og så bliver det svært for os at stå ved, at vi rent faktisk fortryder noget, vi har gjort – for det betyder jo, at man har taget en dårlig beslutning." Og det er en skam. For fortrydelsen er vigtig for os. Uden den får vi ikke chancen for at råde bod på de fejl, vi har begået – og rette op og ændre kurs. "Derfor er fortrydelsen faktisk helt afgørende for os. Hvis vi bare fortrænger den, får vi aldrig den mulighed," siger Henrik Høgh-Olesen, professor i psykologi ved Aarhus Universitet. I dag kræver det tilsyneladende mod at tale om de ting, vi fortryder. Derfor har vi spurgt fem modige mennesker, hvad de egentlig fortryder mest i deres liv for at bryde tabuet én gang for alle.

Advertisement
Alle billeder af Tor Birk Trads.

Alle billeder af Tor Birk Trads.

CÉLESTE NSHIMIYIMANA, 25, studerende

Jeg fortryder den sidste telefonsamtale, jeg havde med min storesøster dagen inden, hun begik selvmord. Og jeg fortryder, at jeg var for selvcentreret til at tage den alvorligt.

Min storesøster har altid haft det meget svært, og jeg har ikke gjort det lettere. Selvom vi mindede meget om hinanden, var vi også altid som hund og kat.

Det var en lørdag aften, og klokken var kvart i tolv, da hun ringede. Hun bad mig sætte mig ned og begyndte at remse en masse positive ting ved mig op. Hun blev ved med at sige, at jeg aldrig måtte glemme, at hun elskede mig. Hun gentog det nok en syv-otte gange – men jeg havde så travlt med mig selv og den skide fest i indre by, jeg var på vej ind til, at jeg slet ikke registrerede, hvad det handlede om. Jeg ville bare af sted og ventede egentlig bare på, at jeg kunne lægge på.

Jeg vidste godt, at hun var indlagt på psykiatrisk afdeling i Hillerød. Det havde hun været før, men hun var altid blevet udskrevet igen. Det tog jeg ikke som noget alvorligt. Jeg var altid meget efter min storesøster og var mest af alt irriteret over, at hun skulle skabe sig sådan.

Der går ikke en dag, hvor jeg ikke fortryder, at jeg ikke gjorde mere. Og at jeg aldrig forstod, hvor dårligt hun egentlig havde det. Da hun blev indlagt første gang, var det mig, der overtalte min mor til ikke at kvitte sit arbejde og flytte ind hos hende.

Jeg ved ikke, om jeg kunne have gjort noget for at redde hende den aften. Men kunne jeg gøre det om, ville jeg bruge noget tid på at fortælle hende, at jeg også fucking elskede hende. Fortælle hende om alle de positive ting, som hun bestod af. Hun betød alt for mig. Måske havde det gjort en forskel, hvis hun havde fået de ting at vide.

Advertisement

Den aften var samtalen ude af mit hoved i samme sekund, jeg lagde på. Nu er det den eneste samtale, den kører på repeat. Sådan er det. Jeg har prøvet at genstarte mit liv lige siden.

CARINA LADEGAARD, 36, digital relations manager

Jeg fortryder, at jeg valgte at blive selvstændig i stedet for bare at være ung og rejse jorden rundt.

Jeg var 20 år, da jeg blev færdiguddannet som skrædder. Allerede året efter fik jeg tilbudt at købe min gamle læremester ud af den privatskole, hun havde.

Det lå lige til: Jeg kommer fra en familie, hvor det var helt normalt at være selvstændig. Min mor er stadig selvstændig, min morfar startede sin egen virksomhed og flere af mine mors søskende er også selvstændige. Det var bare sådan, man gjorde – og jeg skulle selvfølgelig samme vej.

Jeg var slet ikke klar til det ansvar. Jeg var gået direkte fra 10. klasse til skrædderskolen og havde ikke oplevet de fester og den frihed, som mine venner i gymnasiet og på handelsskolen havde. På skrædderskolen sad jeg med de andre og snakkede om, hvad deres børnebørn fik i lommepenge. Nu havde jeg lige pludselig selv ansvaret for en hel skole. Det var alt for voksent alt, alt for tidligt.

I dag kan jeg godt se, at det ikke var meningen, at man i en alder af 22-23 år skal have sit første mavesår, fordi man spekulerer over forretningsbeslutninger og om, hvorvidt økonomien hænger sammen. Eller begynde at spise sovepiller for at kunne falde i søvn, fordi man ligger om aftenen og spekulerer.

Advertisement

Jeg var 28 år, da jeg solgte virksomheden igen, men jeg føler, at jeg er gået glip af min ungdom. Det fripas, man har til at gøre noget fuldstændig egoistisk og til tider uansvarligt. Hvor du ikke behøver at tænke på din fremtid og på konsekvenserne, men hvor du bare lever i nuet.

Jeg ville ønske, at jeg ikke havde stillet så høje krav til mig selv i den alder – men at jeg i stedet bare havde givet den gas og festet. Det er fem år af mit liv, som jeg aldrig får tilbage, fordi jeg havde for travlt med at leve op til mine og andres forventninger. Det fortryder jeg.

MORTEN ESPERSEN, 27, speditør

Jeg fortryder, at jeg ikke var bedre mod min ekskæreste. Jeg fortryder, at jeg ikke åbnede mig op og brugte den tid, der skulle til for at redde forholdet.

Vi blev kærester i 2012 efter at have kendt hinanden i syv-otte år. Det var den helt store kærlighed – det var klart hende, jeg troede, jeg skulle have børn med og blive gammel med. Men det begyndte hurtigt at gå ned ad bakke.

Jeg har altid prioriteret mit arbejde højt, og det var et kæmpe problem. For så var der ikke også plads til at være der ordentligt for hende.

I det hele taget handlede det meget om mig. Hun havde en mild depression og bøvlede samtidig med noget skole. Men i stedet for at bakke hende op og måske klare nogle af tingene for hende derhjemme, prioriterede jeg at slappe af, når jeg endelig kom hjem fra arbejde. Jeg syntes, at jeg havde fortjent at smække benene op, når jeg nu havde været væk hele dagen. Det endte ofte i store skænderier. Til sidst skændtes vi om alt.

Advertisement

Det skete en dag, vi var hjemme hos hendes far. Vi var kommet op at skændes endnu engang, fordi hun syntes, at jeg var for meget væk og gav hende for lidt opmærksomhed. Det gik helt galt. Det endte i bål og brand og med to mennesker, der bare gik fra hinanden i raseri.

Et par dage efter tog jeg min bil og hentede mine ting hos hende. Vi sagde egentlig bare hurtigt farvel, og så kørte jeg igen. Vi var begge for stolte til at få taget snakken og sagt: 'Jeg er sgu ked af nogle af de ting, jeg fik sagt – men skal vi ikke prøve at komme videre?'

Jeg tænker tit over det. Hun er den pige i mit liv, jeg har været mest glad for, og som har betydet mest for mig.

Jeg ville ønske, at jeg havde været bedre til at lytte til hendes problemer og til at give hende plads. Så havde vi nok stadig været sammen. Det er noget, jeg prøver at lære af nu.

FANNY OLHATS, 27, journalist

Jeg fortryder, at det har taget mig så mange år at lære at elske mig selv – og acceptere min krop, som den er.

Jeg er vokset op i Californien, hvor alle mennesker er meget smukke og meget tynde. Min far er kok, så vi voksede op med virkelig god mad. Jeg gik nok altid lidt for vidt i forhold til, hvor meget man forventedes at spise.

Jeg har altid haft en meget negativ opfattelse af min egen krop. I perioder har jeg hadet den. Jeg føler aldrig, at jeg har haft den krop, jeg gerne ville have. Og jeg følte mig ikke til rette i den, jeg var.

Advertisement

Det har været en stor kamp. Ofte lod jeg min besættelse diktere en masse ting, som jeg ikke lod mig selv gøre. Hvis jeg ikke kunne finde det rigtige tøj til at dække min krop, blev jeg hjemme fra fester. Jeg sygemeldte mig fra mit arbejde, hvis jeg havde en dårlig dag. Strandture og pool parties var det absolut værste, jeg kunne forestille mig, for så skulle man vise sin krop frem i en badedragt eller en bikini – den slags holdt jeg mig altid fra.

Det var i 2012. Jeg havde slået op med en kæreste, der havde været mig utro, og jeg gik rundt og hadede mig selv. Men så fandt jeg et fitness-hold, hvor det ikke handlede om at være bedre end alle andre – men om at have det sjovt sammen og være bedre mod sig selv.

For nylig havde vi en Instagram-konkurrence på mit arbejde, hvor folk skulle vælge 10 billeder, som skulle op at hænge på køkkenvæggen. Jeg havde været i badehusene i Malmø med min kusine, og selvom man ikke må tage billeder, fordi alle er nøgne, snød vi vores iPhones med ind.

For mange er det nok relativt normalt: Det er 'bare' et nøgenbillede set bagfra. Men for mig var det en stor sejr. Jeg græd, da jeg afleverede billedet.

Jeg er ikke i mål. Men jeg er langt. Det irriterer mig, at jeg har brugt så mange år på en så irrationel besættelse. Men nu hænger min nøgne røv på et billede i køkkenet på Momondo.

RASMUS VELTZ NIELSEN, 27, pædagogmedhjælper

Jeg fortryder, at jeg ikke tog på det skoleophold i udlandet, som jeg var blevet godkendt til.

Det var en lang proces: Jeg havde snakket med en gammel roommate om at tage til Australien i et halvt år for at studere. Jeg læste dansk, og han læste økonomi, og vi havde nok brugt otte-ni måneder på at planlægge og organisere hele turen. Alt var på plads, da han pludselig skiftede uddannelse. Så droppede jeg det hele, fordi jeg ikke kunne overskue det alene.

Advertisement

Jeg kan godt mærke i dag, at jeg skulle være taget af sted. Jeg har aldrig været god til bare at kaste mig ud i ting, og den tur kunne have lært mig noget om at stå på egne ben. Det handler om at vælge sig selv og finde ud af, hvad der egentlig betyder noget – det tror jeg, at alle mennesker kan have gavn af.

Jeg kan mærke det – om det så er i en samtale eller i forhold til større beslutninger – der er noget uforløst, som jeg ikke rigtig får frem. Noget, jeg vil, men som jeg ikke gør. Sådan er det tit med fortrydelser, tror jeg – det, man fortryder mest, er som regel det, der kommer inde fra én selv.

For nylig var min tidligere roommate selv af sted i et halvt år på den uddannelse, han er skiftet til. Han tog selv af sted og er lige kommet hjem.

Det fik mig til at tænke. Nu overvejer jeg at tage til Sydamerika for at arbejde frivilligt. I et halvt års tid, hvis det økonomisk kan lade sig gøre. Det er plan, jeg har puslet lidt med i noget tid. Det handler om at kaste sig ud i ting uden at tænke for meget over dem. Det er den eneste måde, man kan lære noget, som man kan bruge senere i sit liv.

Læs mere fra VICE:

Vi spurgte seks unge danskere, hvordan stoffer påvirker deres parforhold

Jeg forsøgte at forstå, hvorfor min ultraliberale ven hader velfærdsstaten

Kvinder fra hele verden fortæller om den første gang, de følte sig magtfulde