Danske transkønnede risikerer livet ved at købe hormoner på det sorte marked

At springe ud som transkønnet er sjældent nemt. Tværtimod. Og faktisk findes der et sted i verden, hvor det at være transperson ses som [en psykisk sygdom](DF er imod forslag om at fjerne transseksualitet fra listen over psykiske lidelser - men ikke af den grund som du tror). Hvor læger må bryde deres lægeløfte og nægte transpersoner adgang til sundhedstjek under hormonbehandling. Et land, hvor den nemmeste adgang til medicinsk godkendt testosteron er på det sorte marked. Her tænker vi hverken på Rusland eller Uganda, men derimod Danmark. Landet som frigjorde pornoen i sluttredserne og blev et internationalt symbol på den frie seksualitet. Vi er dykket ned i det transkønnede miljø for at blive klogere på det sorte marked for hormoner i Danmark.

Aske åbner døren op til kollektivet, som ligger på Nørrebro, lige ved det alternative kulturhus Bolsjefabrikken. Han byder os velkommen med et venligt og smånervøst smil. Aske har et iøjnefaldende ansigt udsmykket med piercinger og plates i ører, næse, læbe, næseryg og pande. Tungen er spaltet. Tatoveringerne snor sig op ad hænder, arme og nakken. Der er ingen tvivl om, at det har kostet blod, sved og tårer for Aske at opnå sit udseende. Også mere end som så. Aske har hele livet kæmpet for sit udseende. For sin krop. For sit skæg. For sin maskuline stemme.

"Mine forældre fik at vide, at de skulle have en dreng. Da jeg kom ud af min mors mave, blev de derfor ret overraskede over, at de fik en pige. Men det gjorde de jo egentlig heller ikke. Jeg har altid følt mig som en dreng. Allerede i børnehaven syntes jeg, at det var nederen at skulle lege de samme lege som pigerne. Gå i pigetøj. Jeg følte mig som en dreng," fortæller Aske.

I dag ligner Aske den dreng – eller mand – som han altid har følt sig som. Det gør han blandt andet, fordi han de seneste år har injiceret sig med det mandlige hormon testosteron. Et stof, som han oprindelig skaffede gennem en transkønnet ven i Tyskland, og som han indførte i landet på ulovlig vis. Det er nemlig lang nemmere at blive godkendt til hormonbehandling i f.eks. Tyskland end i Danmark. Det anslås, at hver femte transkønnede i Danmark selvmedicinerer med ulovligt indførte hormoner. Altså over 500 personer af de omkring 3000 transpersoner Amnesty anslår, der er i Danmark.

"Da jeg var 15, sagde jeg for første gang højt, at jeg ville have fjernet mine bryster. Siden dengang har jeg ønsket at ændre min krop. Jeg måtte dog vente til jeg var 18 med at starte processen for blive godkendt til at få hormonbehandling. Jeg gik til min læge, som sendte papirer ind til Sexologisk Klinik. De blev ved med at bede om mere information. Efter mange måneders kamp gav min læge op. Det endte med, at jeg i stedet blev skrevet op hos en gynækolog, som gerne ville hjælpe mig. Efter et kort forløb blev jeg hos klinikken endelig godkendt til hormonbehandling – troede jeg. For én uge før jeg skulle have min første behandling, kom der en lovændring, som forbød mig at få hormonbehandlingen uden om Sexologisk Klinik. Det var i 2014. Min verden brød sammen. Jeg græd uafbrudt i fem dage. Jeg lå bare på sofaen. Alle mine drømme om at blive den, jeg føler mig som, brast."

Aske blev ramt af en ændring af Sundhedsstyrelsens retningslinjer, der i 2014 fratog private klinikker muligheden for at godkende hormonbehandling til transkønnede. I dag er det derfor udelukkende Sexologisk Klinik, som ligger under Sundhedsstyrelsen, der kan godkende transkønnede til hormonbehandling. Omkring 200 transpersoner er i udredende forløb på Sexologisk Klinik lige nu.

"Jeg valgte så i stedet for hormonbehandling at tage til Tyskland for at få fjernet mine bryster. I Danmark kan man få sine bryster lavet større og mindre. Men du kan ikke få dem fjernet helt, medmindre du er godkendt som transkønnet. Derfor brugte jeg 26.000 kroner på en operation i Tyskland. På afdelingen lå jeg med en masse andre transpersoner, som var meget forundrede over, at jeg blev opereret uden at have været på hormoner. Det er jo et langt større indgreb. Jeg forklarede, hvor svært det var at få godkendt hormonbehandling i Danmark. Og på dagen, hvor jeg fik fjernet mine bryster, kom en kæreste til en af de andre på afdelingen forbi med ampuller med testosteron. Der var nok til syv måneders behandling. Jeg var ovenud lykkelig. Samme dag, som jeg fik fjernet mine bryster, fik jeg mine første hormoner i hånden. Det eneste problem var, at jeg ikke anede, hvordan jeg skulle bruge dem, og hvilken dosering jeg skulle bruge. Så jeg ledte efter instruktioner på nettet og fik hjælp af en anden transkønnet til at stikke mig med kanylen de første gange."

Lægemiddelstyrelsen skriver på deres hjemmeside, at straffen for ulovlig indførsel af medicin i de fleste tilfælde vil bestå i en advarsel, men man risikerer også politianmeldelse og en bøde. Strafferammen er dog særligt hård ved ulovlig import af testosteron, forklarer forsvarsadvokat Mette Grith Stage til VICE: "Testosteron er omfattet af dopingloven, og det er ulovligt at være i besiddelse af præparatet - medmindre det er lægeordineret. Straffen for overtrædelse af loven går fra bøde op til fængsel i to år."

Aske er langt fra den eneste transperson, der finder mødet med "systemet" i Danmark hårdt. I en rapport udgivet af Amnesty International i 2016 stiller en lang række transpersoner sig frem med kritik af et system, der ifølge de transkønnede selv er langsommeligt, diskriminerende og fyldt med fordomme. De transkønnede skal gennem en lang række samtaler og tests for at finde frem til, hvorvidt der reelt set er et ønske om et kønsskifte, eller om det nærmere er en psykisk sygdom, der er tale om. Spørgsmålene fra Sexologisk Klinik spænder vidt: Har du slået dit hoved som barn? Tænder du også på dyr og børn? Hvad er dit forhold til dine fødder? Hvordan onanerer du?

Linda Pedersen på 50 år har også været igennem Sexologisk Kliniks spørgeskemaer og samtaler. I en alder af 46 besluttede hun sig for at begynde hormonbehandling. Nu skulle det være. Men da hun vidste, at det ville blive en lang, sej kamp gennem "systemet", valgte Linda at gå på et engelsk onlineapotek og udgive sig for at være en kvinde i overgangsalderen. Kort efter modtog hun sine første hormonplastre, og så begyndte brysterne ellers at vokse, mens hofterne blev bredere og huden glattere.

"Jeg havde gået i så mange år og undertrykt mit køn. Nu havde jeg truffet den store beslutning, og så ville jeg altså i gang. Jeg kunne ikke vente. Jeg var villig til at gamble med mit helbred for at få det godt. Mødet med Sexologisk Klinik, som skete, efter jeg var påbegyndt min behandling, var skrækkeligt. Det var én lang eksamen. Heldigvis kunne jeg presse systemet ved at fortælle dem, at jeg var i gang med min behandling, og at jeg ikke havde til hensigt at stoppe. Selvom jeg vidste, at det var farligt, og at de bad mig om at stoppe med at tage hormonerne, fortsatte jeg. Til sidst blev jeg godkendt," siger Linda Pedersen.

Den omfattende selvmedicinering blandt transpersoner bekymrer speciallæge i gynækologi Michael Lützhøft Hansen, der har haft mange transkønnede igennem behandlingsforløb på sin klinik. Han mener, at det strider mod hans lægeløfte, når han ikke må vejlede selvmedicinerede transpersoner om virkningerne af de hormoner, som de har skaffet sort:

"Når du selvmedicinerer din hormonbehandling, så er der selvfølgelig fare for overdosering. Vi kan ikke monitorere for eksempel testosteronniveauet, hvilket kan have fatale konsekvenser som blandt andet blodpropper. Det kan også være negativt psykisk, hvis en transkønnet kvinde, der tidligere har været mand, pludseligt får et meget lavere niveau af testosteron. Det kan give depression. Med de nye regler, hvor man skal forbi Sexologisk Klinik, der fratager man sunde mennesker deres ret til at træffe valg om deres skæbne. De her mennesker bliver umyndiggjort. Der er kun ét sted, de kan gå hen, og bliver de afvist her, så kan de ikke appellere. Man tvinger de her mennesker til at tage sagen i egen hånd og selvmedicinere, hvilket har en betydelig sundhedsrisiko."

Tilbage i Askes lejlighed er hans kælerotte kommet ud for at lege. Den kravler rundt på skulderen af ham og ned forbi Askes halskæde. Rotten ved formentlig ikke, at vedhænget er to kattekæber med sylespidse tænder, der stammer fra Askes nu afdøde kæledyr. Aske samler på knogler. I den ene ende af sit værelse står et slags alter. På alteret ligger en farvestrålende samling af sten, som hver især har sin særlige kraft. Rundt om stenene ligger skeletter fra rotter, fugle og hjorte. Aske har altid skilt sig lidt ud, men samtidig været sikker i sine valg. Han væver ikke; han er skarp og målrettet:

"Jeg har altid været helt klar over, hvor jeg står politisk, og haft et kritisk syn på systemet. Da jeg gik på efterskole, var jeg meget oppe hos ledelsen og snakke, fordi jeg var blevet placeret i et pigeværelse med fem andre. Det handlede konstant om hår, negle og pigefnidder. Jeg kunne ikke holde det ud. Men samtidig måtte jeg under ingen omstændigheder komme på et drengeværelse. Hvad ville de andre forældre ikke tænke? De mente også, at det bare var en periode, som jeg var igennem."

Det er lidt den samme kamp, som Aske har stået overfor hos Sexologisk Klinik, der sad med ' the golden ticket' til hormonbehandlingen, der kunne gøre, at Aske følte sig tilpas i sin krop.

"Det virker til, at de vil gøre alt for, at jeg ikke skal føle mig som en dreng. Kan du ikke bare være pige? Som om, at jeg ikke har tænkt over det hele mit liv. Jeg har altid tænkt mig som en dreng. Og så sidder jeg over for en række såkaldte eksperter, der aldrig har følt, at de ikke passede i deres krop, som så fortæller mig, at det jeg har følt hele mit liv, ikke rigtig er det, jeg føler. Hvordan ved de det? Det endte med, at jeg klippede mine dreadlocks og lod være med at tage halskæde og andre smykker på, når jeg skulle ind på klinikken. Så passede jeg ind i deres machoforestilling af, hvordan en mand skal være. Jeg fortalte, at jeg altid spillede fodbold som lille, kunne lide farven blå og ville være pilot. Det virkede," siger Aske, som efter tre års kamp har fået Sexologisk Kliniks accept som transkønnet.

Kampagneleder og medforfatter af Amnesty-rapporten, Helle Jacobsen, har i fire måneder arbejdet med at kortlægge forholdene for transkønnede i Danmark. Rapporten er udarbejdet efter henvendelser fra flere transpersoner, som føler sig diskriminerede og er begyndt at selvmedicinere, efter Sundhedsstyrelsens ændrede retningslinjerne i 2014.

"Det at være transkønnet bliver i dag diagnosticeret som en psykisk sygdom. De transkønnede bliver hos Sexologisk Klinik stillet over for en lang række spørgsmål om deres seksualitet, som rækker langt ud over deres ret til privatliv. Spørgsmål, som de ikke tør nægte at svare på af frygt for at blive stillet dårligere i processen. Det er tydeligt, at processen hos Sexologisk Klinik strider mod princippet om at give borgerne den højst opnåelige sundhed, fordi forløbene er så lange og arbitrære. Vi kan se, at nogen selvmedicinerer med hormoner og alligevel nægtes adgang til professionel vejledning. De har heller ikke medbestemmelse over deres egen behandling, hvilket strider mod sundhedsloven," siger Helle Jacobsen.

Sexologisk Klinik har ikke ønsket at deltage i et interview til denne artikel, men henviser i stedet til en række svar, som er tilgængelige i Amnestys rapport. Her giver Annamaria Giraldi, overlæge på Sexologisk Klinik, blandt andet svar på, hvorfor udredningsforløbene er så lange og grundige:

"Baggrunden er, at man skal finde ud af, om folk ved, hvad de gør i bund og grund. Psykologisk test synes jeg, at man skal bruge til to ting. Vi skal i de retningslinjer, der ligger fra Sundhedsstyrelsen, sikre, at folk forstår, hvad det er, de gør. Og det vil sige, at de ikke er så mentalt tilbagestående, at de ikke forstår konsekvensen af behandlingen, eller at de ikke er sindssyge. Mange af svarene bruger vi til forskning. Det er blandt andet fordi, at der er så relativt få transkønnede, så det er en måde at blive klogere på. Nogle af svarene bruger vi for at evaluere. Men rigtigt meget af det er simpelthen for at blive klogere og kunne lave noget vidensopsamling. Det er det, det primært bliver brugt til."

Linda Pedersen er i dag mere lykkelig end nogensinde før. Efter at have "vundet" kampen mod Sexologisk Klinik, har hun taget springet fra en hverdag som førtidspensionist og er påbegyndt uddannelse som diplomingeniør. Vel at mærke efter at have rundet de 50 år. Målet er at lave elektroniske måleværkstøjer, og interviewet med VICE er akkurat lige presset ind før et møde med studiegruppen fra DTU.

"Jeg har fået så meget mere energi. Det har gjort, at jeg fysisk føler mig tilpas i min krop, men psykisk har jeg virkelig også fået et boost. Jeg kan mærke, at hvis jeg i nogle dage springer min behandling over, så får jeg det værre igen. Jeg har fået et nyt liv, hvor jeg både lever som den kvinde, jeg altid har følt mig som, og hvor jeg har overskud til at fokusere på alt andet end at kæmpe en kamp mod et system. Kæmpe for at få lov til at være den, jeg er."

Hos Amnesty er der håb forude. Græsrodsorganisationen har sammen med en række transkønnede repræsentanter været i dialog med de danske politikere. Og der er umiddelbart opbakning til en alvorlig granskning af regler og love omkring transpersoners ret til en værdig behandling i det offentlige.

"Vi har fået opbakning blandt alle partier i Danmark til at få fjernet transkønnede fra listen over psykiske sygdomme. Der er dog uenighed om, hvorvidt diagnosen skal fjernes nu, eller om Danmark skal vente på WHO (World Health Organization). Der er også flere partier, der har sagt, at de vil kigge på processen hos Sexologisk Klinik, så forhåbentlig kan vi lægge et politisk pres på Sundhedsstyrelsen," siger Helle Jacobsen.

Rettelse den 12. maj 2016:
På opfordring fra Aske har vi valgt at fjerne en sætning, der siger, at "Aske blev født i en forkert krop". Sådan vil han nemlig ikke beskrive det, da han mener, at ingens krop er forkert, og selv om transpersoner ofte føler, at der er noget i vejen med deres krop, bør de ikke bør blive beskrevet af andre som forkerte eller i forkerte kroppe.

Mere om diskrimination fra VICE:

Sådan er det at vokse op som hvid 'kartoffeldansker' i ghettoen

"Folk ser ikke et menneske, de ser en thailuder"

Det er hårdt at være et af de mest priviligerede mennesker i verden