FYI.

This story is over 5 years old.

News

Se premieren på Pussy Riots nye video 'CHAIKA'

Det russiske punkbands nye sang handler om den russiske statsanklager Yuri Chaika og hans angiveligt korrupte ministerium.

Det er næsten fire år siden, at det russiske, feministiske punkband Pussy Riot optrådte med deres legendariske protestkoncert "Punk Prayer - Mother of God, Chase Putin Away!" ved alteret i Frelseren Kristus-Katedralen i Moskva.

Siden da er gruppen blevet anholdt for deres anti-statslige holdninger, retsforfulgt, fængslet og endelig - efter opråb fra menneskerettighedsgrupper og internationale medier - løsladt. Alligevel har det ikke hindret gruppen i med jævne mellemrum at udgive sange, videoer og artikler, alle med det formål at bekæmpe den udbredte korruption i Putins regime.

Advertisement

I går udgav Pussy Riot deres seneste musikvideo, "CHAIKA", navngivet efter Ruslands nuværende statsanklager, Yuri Chaika.

Chaika var i den internationale presse for nylig, da anti-Putin aktivisten Alexei Navalny postede en video på nettet, som påstår at anklagerens familie, forretningsforbindelser - og i særdeleshed hans søn - har direkte forbindelser til den russiske mafia, og at Chaika også selv er korrupt. Efter videoens udgivelse har den russiske regering benægtet anklagerne og afvist at diskutere eller dække videoen på statskontrollerede medieplatforme. Kreml har også indført adskillige love, som øger deres kontrol over hvilket indhold, man kan dele på nettet, og som måske endda lader dem blokere kanaler som Facebook, Twitter og YouTube.

Vi talte med Pussy Riots frontkvinde Nadya Tolokonnikova om, hvorfor bandet valgte at fokusere på Chaika i deres seneste video, og hvorfor de mener, at situationen i Rusland er forværret siden revolutionen i 2012.

Foto af Denis Sinyakov

VICE: Hvad handler jeres seneste video om?
Nadya Tolokonnikova: "CHAIKA" er en besked fra en øverstbefalende i Putins administration til hans sønner og følgere. Det er en instruktionsvideo til, hvordan man tvinger penge ud af folk, plyndrer virksomheder, sender sine fjender i fængsel eller eliminerer dem. Og også hvordan man undgår fængselsstraf og fortsætter sin succes.

Hvorfor er det vigtigt for offentligheden at lære om Yuri Chaika?
Chaika er statsanklager i den russiske regering. Siden han indtog sit embede i 2006, har han ikke gennemført nogen større efterforskninger. Chaika er intet andet end en talentløs, middelmådig embedsmand. Her er indbegrebet af den typiske, moderne frontfigur for den russiske statsmafia.

Advertisement

Den tidligere chefredaktør på Rain - den eneste uafhængige TV-kanal i Rusland - behandlede den tidligere statsanklagers rolle i sin bog All Kremlin Warrior Host. Han skriver: "Statsanklagerens ministerium blev et eksempel på politisk voluntarisme. Det udførte Kremls politiske vilje på den groveste og mest bryske måde, som oftest uden at tage hensyn til de vanskeligheder, der kan være forbundet med menneskerettigheder. I opløbet til regionalvalget kunne anklagerens stab let rette anklager imod uønskede kandidater og gøre alt for, at de ikke nåede frem til valgdagen. Statsanklagerens ministerium blev til en meget veludviklet og velkørende undertrykkelsesmaskine."

Siden Vladimir Putin blev præsident i 2000 har ansættelsesprocedurerne i det russiske militær og de juridiske enheder været meget paradoksale. Ærlige anklagere, politifolk og dommere er hverken profitable eller belejlige i det nuværende retssystem. På den anden side er der stor efterspørgsel efter dem, som ved, hvordan man adlyder, og hvordan man starter en sag mod dem, som er kommet i vejen. Jeg delte fængselscelle med en tidligere politiefterforsker. Hun var startet ud fra et ønske om at gøre noget godt, som opstod, fordi hun så for mange film om gode politifolk, da hun var barn. Hun blev sendt i fængsel af sin eks-mand, som var politibetjent.

I 1990'erne arbejdede hun på sager, som skulle hjælpe folk imod korrupte politifolk og falsk anklage, og det var hun glad for. I 2003 forlod hun politiarbejdet, fordi det ikke interesserede hende mere. Der var ikke længere nogen, der skulle efterforskes, for det var kun lydighed og hardcore loyalitet over for de overordnede, der blev sat pris på - inklusiv villighed til at overtræde loven, hvis man fik ordre til det.

Advertisement

Hvordan har folk i Rusland reageret på den her skandale? Får de overhovedet noget at vide om det?
Ifølge de seneste meningsmålinger vurderer 38 procent af de russere, som kender til eksistensen af filmen Chaika,at korruptionen og de forbindelser til kriminelle grupper, som bliver afsløret i dokumentaren, er nødvendigt for at de russiske myndigheder kan opretholde orden.

Folk spørger ofte, "Hvem er ikke en del af mafiaen efterhånden? Korruptionen er det eneste, der er i udvikling i vores land. Mafiaen og korruptionen… og myndighederne er dem, der kontrollerer det hele. Hvad kan vi stille op?"

Foto af Denis Sinyakov

Hvor udbredt er korruptionen i den russiske regering i dag?
Systemet er ikke bare præget af korruption - det er faktisk baseret på det. Hvis en dommer frikender nogen, så vil kollegerne øjeblikkeligt mistænke dommeren for at være blevet bestukket. Efter en række frikendelser vil dommeren formentlig blive fyret, fordi de overordnede bliver fortørnede over, at personen kunne modtage bestikkelse uden at dele det med dem. Det er derfor, at frikendelser kun udgør 0,4 procent af afgørelserne.

Hvad skal der til for at modarbejde korruptionen - både internt i Rusland og fra det internationale samfund?
1) En afvisning af at deltage i korruption.
2) Afsløringen af materiale, som beviser eksistensen af mange forskellige slags korruption.
3) En flaske vodka.

Videoen er meget stiliseret. Kan du fortælle os om den kreative proces bag den æstetik, som vi ser i videoen?
De russiske myndigheder kan ikke engang selv definere deres æstetik, så vi var nødt til at hjælpe dem. Den her video repræsenterer tre æstetiske elementer, som staten generelt dyrker, og som virkelig giver mig kvalme.

Advertisement

1) Forgyldelsen af alting for at dække over fordærvelsen indeni - som man kan se i de gyldne brød og "Khokhloma" designet.
2) "Zone" - repræsenteret ved fangelejren, hvor fangerne bliver tortureret.
3) Den fascistiske, nationalistiske, populistiske æstetik - repræsenteret ved den to-hovedede måge, de kvindelige anklageres koreografi, og dansen der bliver udført i nordkoreansk stil.

Til at starte med var jeg lidt nervøs for, hvordan de tre elementer skulle spille sammen i én video, men til sidst gik det op for mig, at hvis det ikke gav mening sammen, så var det ikke vores skyld, for videoen handler jo om de hæslige, æstetiske valg, som vores regering og myndigheder træffer.

Foto af Aleksandr Sofeev

Hvad er den specifikke betydning bag nogle af de billeder og temaer i videoen, som for eksempel frådseriet, det gyldne brød, jernet osv.?
Frådseriet symboliserer en kerneværdi i den russiske regeringsmafia. De er indbegrebet af apati, tomhed, overflod og endeløse forsøg på at nå et mætningspunkt af materielle genstande og ekstremt hykleri - det beviser de ved deres forsøg på at inspirere til gode moralske værdier hos borgerne. Da vi skulle købe anklageruniformer, var den mindste størrelse, man kunne få, seks størrelser større, end nogen af os kunne passe.

De forgyldte brød repræsenterer det berømte, grimme, gyldne brød, som blev fundet i Yanukovichs bolig, efter han flygtede efter den ukrainske revolution i 2014. Det er med i videoen for at minde Putin om, at intet varer for evigt. Jernet, rebene, pisken og håndjernene er klassiske torturredskaber, som er helt naturligt tilbehør for den russiske regering.

Advertisement

Med den her sang er I skiftet over til rap i stedet for jeres sædvanlige punk-rock lyd. Var det bevidst, og hvorfor rap?
Det var helt tilfældigt! Når vi laver musik sammen eller med andre, så er målet altid at lave noget fucking mærkeligt. Rap er noget virkelig mærkeligt og usædvanligt for Pussy Riot, så vi nåede vores mål i det her tilfælde.

Foto af Aleksandr Sofeev

Der er næsten gået fire år siden jeres optræden/protest ved Frelseren Kristus-Katedralen. Oplever du, at situationen i Rusland er bedre, værre eller uændret i dag?
Rusland er blevet til et andet land efter 2012. I slutningen af februar 2015 fandt vi ud af, at man ikke bare kan blive fængslet men også skudt ned i centrum af Moskva på baggrund af sin politiske overbevisning. Det så vi med den russiske politiker Boris Nemtsov, og mange fatter stadig ikke, at han er død.

Hvad håber du, at den her video kan gøre for Rusland og verden?
Pussy Riot kræver en øjeblikkelig efterforskning af statsanklager Chaika, hans familie og alle de øverste embedsmænd i hans ministerium. Vi håber, at videoen kan være med til at overbevise folk om, at vi ikke kan bo i et land, hvor den øverste leder for retssystemet er et lysende symbol på korruption og mord. Pussy Riot håber, at folk i hele verden vil hjælpe os med at få budskabet frem og gøre Rusland til et sted, hvor folk som Chaika ikke eksisterer.

Hvad er næste skridt for Pussy Riot?
Det ved FSB [sikkerhedsbureauet som har overtaget for KGB].

Interviewet er blevet redigeret for sammenhæng.