​​Jeg prøvede Vladimir Putins ubarmhjertige træningsprogram i en uge

Jeg er usandsynligt doven, og jeg er grådig. Slankekure virker ikke for mig, fordi jeg er for magelig til at dyrke motion og for grådig til at stoppe med at kaste mad i ansigtet på mig selv. Det er ikke fedt, men det er sandheden jo sjældent. Det er nu ikke fordi, jeg ikke har prøvet. Jeg har snublet mig gennem alverdens træningsprogrammer og ukritisk kastet mig ud i samtlige "smid et kålhoved i blenderen og drik 250 ml af det hver 40. minut og brug derefter 20 minutter på at pille skrællen af vindruer med tænderne, seriøst, det er super nemt"-mirakelkure.

Men det var før jeg faldt over en video af helt igennem livsændrende potentiale. Det var Vladimir Putin og Dmitry Medvedev, Ruslands præsident og premierminister, der trænede samme – løftede vægte, spottede hinanden, spiste steak til morgenmad og generelt øvede sig i at være så fucking alfa som overhovedet muligt.

Efter videoen gik viralt, er Putins træningsrutine blevet noget af et fænomen. En 'fitspiration' Instagram-profil – "Putinspiration" – er blevet oprettet i hans ære, og adskillige mandeblade har publiceret artikler om alt fra Putins vægtløftning til det åndssvagt dyre udstyr, han har på, når han træner.

Jeg har prøvet samtlige celebrity træningsvideoer, der nogensinde har været tillæg i Femina, og de er kort sagt alle sammen lort. Jeg var træt af alt det oversentimentale pis (jeg har ikke brug for motivation fra en udkørt C-liste kendis midt i mine englehop), så jeg besluttede mig for at give Putins træningsprogram et skud i en uges tid. Jeg gik en fuldstændig glædesløs oplevelse fyldt med hårdt arbejde og svulmende kærlighed til moderlandet i møde. Ingen musik. Ingen latter. Bare hardcore, intensiv træning og masser kød.

Eftersom mine uduelige bryster forhindrer mig i at være topløs i offentligheden, kunne jeg ikke smide trøjen. Det var en dårlig start på projektet og ville unægteligt have skuffet overkrops-ekshibitionisten Putin. Derfor valgte jeg i stedet at iklæde mig det afslappede ensemble, han så yndefuldt bærer i sin træningsvideo.

At dømme ud fra videoen er "Putin-rutinen" i bund og grund et maraton af udtryksløs vægtløftning. Det efterlevede jeg så efter bedste evne, til mine blodårer bulede frem i min pande, og det dunkede for mine øre.

Da jeg kom hjem åd jeg tro mod Vladimir en stor bøf. Til at starte med spiste jeg uden om den fede luns brusk, der bugtede sig igennem kødet, men så besluttede jeg mig for også at æde det, fordi jeg tænkte, at Putin også ville have gjort det. Han er trods alt kendt for at regere Rusland i længere tid end Yeltsin, føre voldsomt homofobisk politik og at spise op.

Det tog et par timer, før den gummilignende kødbjælke gav slip på mit spiserør - det kan ikke anbefales.

Efter en hurtig tur i fitnesscenteret tog jeg ud for at ride. Som du ved, er der ret mange billeder af Putin siddende overskrævs på diverse pattedyr, så jeg gættede på, at det måtte være en hjørnesten i hans kredsløbstræning. Jeg følte mig dog lidt malplaceret, da jeg trådte ind i stalden. Det var ikke lige den type sted, man tager hen i joggingbukser, men mere et etablissement, du besøger mens din hund får sin ugentlige pedicure.

Selve ridningen gik okay – det var fantastisk for lårene, men hårdt for kønsdelene. Jeg tog mig selv i at overveje, hvordan Putin overhovedet kan holde til det, men jeg kom hurtigt i tanke om, at han jo er kendt for at være en ret hård banan (og for at lede et land, der dækker ca. en ottendedel af jorden), så han har formentligt ikke så meget tid til at bekymre sig om kvæstede testikler.

Bøf til aftensmad igen.

Onsdag aften tog jeg bussen til judo-træning, der er endnu en af Putins yndlingsbeskæftigelser. På vej derhen snuppede jeg en noget pistacieis – åbenbart en Putin-favorit –, hvilket var en dejlig afveksling fra de tørre steaks, jeg hidtil havde overlevet ugen på.

Jeg blev budt velkommen til judoholdet af Sensei Dave. Han var en streng mand, der på en eller anden måde formåede at være både højlydt og stille på en gang. Jeg blev sat sammen med hans næstkommanderende, den eneste anden voksne person på U-10 judoholdet. Jeg havde set "Let's Learn Judo with Vladimir Putin" (den er god nok) på vej i bussen, så jeg følte mig mentalt forberedt, men havde det ret skidt rent fysisk. Jeg havde spist så meget pistacieis, at bare det at skifte til mit Putin-outfit gav mig sidestik.

"Skal jeg stoppe trøjen i bukserne?" spurgte jeg, mens jeg hev efter vejret. "Nej," råbte Dave. Der var sgu ikke så meget pis, det måtte man give ham. Jeg respekterede Sensei Daves kommandoer mere, end jeg nogensinde havde respekteret noget før, for jeg var mildt sagt fucking bange for ham. Hans hals var en stor klase af veltonede muskler, som jeg ikke vidste eksisterede.

Så gik det løs. Isen skvulpede rundt i maven på mig, som kvalmen steg op gennem min hals. Jeg gik i panik. Var det muligt at brække mig ud over en gruppe skolebørn og alligevel få det til at virke som om, det var synd for mig? Nok ikke. Heldigvis var træningen næsten forbi, og jeg kunne luske væk med en gang dårlig selvtillid i baggagen.

Efter at have båret vidne til de svulmende muskler i Sensei Daves arme og hals forstod jeg, hvorfor Putin var så glad for judo. Det gør en ret buff, og er sikkert ret nyttigt hvis Hollande eller Obama bliver flabede til en generalforsamling i FN.

Torsdag morgen var jeg igen tilbage i fitnesscenteret for at udsætte min stakkels krop for træningstortur. Igen blev jeg ved, til mine arme gav op, og igen slæbte jeg mig hjem for at spise endnu en morgenmadssteak.

Bøffen var nok det hårdeste ved hele oplevelsen. Jeg kørte Putin-stilen på discount facon, hvilket tilføjer en hel del skummelt kød til din diæt, så det var ikke den bedste start på dagen. Derudover mindes jeg at have læst et sted, at det ikke er fedt at spise for meget rødt kød, hvis man vil undgå mavekræft. Jeg var i det hele taget ret træt af tygge mig igennem billige plader af ko, så jeg prøvede at finde en alternativ, Putin-godkendt kostplan via en uofficiel Vlad-fanside. Det viste sig heldigvis, at den russiske leder også har en forkærlighed for "tandfisk".

Efter at have googlet tandfisk var jeg egentlig ikke helt sikker på, om det var lovligt at spise eller ej. Min lokale fiskehandler vidste det heller ikke og så måske endda ud som om, at "tandfisk" kunne have været en eller anden fræk forespørgsel.

Tilbage til steak.

Fredag er normalt bedre kendt som leg day, men det galdt ikke for mig. Næh, for mig stod den igen, endnu engang, for femte dag i træk på hiv og slip til mine arme bad om nåde. Mine biceps hadede mig i femte potens. En femdobbel straf til mine muller. Og jeg var fucking træt af det. Træt. Af. Det.

I min hverdag fungerede mine arme ikke længere som arme. Om fredagen måtte jeg på et tidspunkt kæmpe for at løfte min kuglepen under et møde. Alle så det. Tak, Putin.

Det ramte mig som et mavepuster, da jeg sprang i den iskolde sø. Jeg forstod først rigtigt, hvad der var sket, da jeg en halv time senere lå inde på græsset og var helt tøet op. Der var kun én anden kvinde i søen, og hun svømmede roligt gennem det grumsede vand og fik mig til at ligne et pivet, lille pattebarn. Hun svømmede hen med et muntert, "Hey, vi har samme badedragt på!" Men jeg kunne ikke svare, primært fordi jeg havde travlt med ikke at dø i vandets kolde jerngreb.

Som det ses på dette billede, der lige nu hænger indrammet over min seng, er butterfly Putins yndlings svømmeteknik. Det er trodsalt den mest udfordrende – og derfor den mest alfa – af alle teknikkerne. Det er tilfældigvis også det absolut værste, man kan forsøge sig med, når man befinder sig i en iskold sø uden kontrol over sine arme, fordi man med vilje har slidt dem ned til ligegyldige, livløst dinglende kviste.

Når man er så svag som mig, ligner man per automatik en, der er sekunder fra at drukne. Du kan sende nok så mange beroligende blikke til livredderen, men før eller siden bugserer han dig ud af vandet som den ubehjælpelige klump, du er.

I videoen giver Putin Dmitry Medvedev et opmuntrende klap på skulderen. Så på min sidste dag i fitnesscenteret (nok nogensinde) gik jeg på jagt efter nogle svedige mænd, jeg kunne daske lidt til:

"Godt skuldret drenge!" råbte jeg, men ingen ville kendes ved mig.

Ugen var fuld af op- og nedtur (men mest nedture). Putins træningsprogram er ubarmhjertigt og utaknemmeligt. Mine biceps voksede kun med 2 mm over syv dage, hvilket er fuldstændigt ynkeligt. Og for at være helt ærlig er jeg ikke sikker på, at den vækst overhovedet var muskelrelateret. Det var nok nærmere ekstra fedt fra alt det bøf og is à la Putin, jeg havde ædt. I øvrigt betød den mængde cremet og smattet mad, jeg skovlede ind i kæften hver dag, at min vægt slet ikke ændrede sig.

Nogen gange må du bare se i øjnene, at din fysik ikke egner sig til visse ting. For eksempel har jeg trænet arme i en hel uge, og jeg kan stadig ikke lave én enkelt armbøjning. Hvis den her artikel sniger sig ind på et bodybuilder-forum, bliver jeg uden tvivl oversvømmet med tips til kegel-øvelser, og folk, der er overraskende aggressive over at jeg trænede forkert med vægtene, men jeg er ligeglad, fordi jeg er færdig med alt det… for altid.

Mere fra VICE:

Sådan føles det at gå ned med stress i dine 20'ere

Jeg spiste alt til Nørrebro-mesterskabet i shawarma

Her er de tatoveringer, som danske tatovører er mest trætte af at lave