Portrætter af flygtninge og den ting, de ikke kunne efterlade

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE Alperne

Uanset om det er den syriske kvinde, som smuglede sin skildpadde i lommen hele vejen til München, eller pigen, der havde sin kat med til den midlertidige, græske flygtningelejr Camp Idomeni – så er alle, som tvinges til at flygte fra deres hus og hjemland, nødt til at spørge sig selv: Hvad er så vigtigt for mig, at jeg ikke kan efterlade det?

Den schweiziske fotograf Gabriel Hill inviterede tidligere flygtninge til sit atelier, hvor han plejer at tage portrætbilleder af erhvervsfolk, og bad dem om at medbringe den vigtigste ejendel, de havde med sig på deres rejse mod sikkerhed. Ofte er det den eneste ting, de havde med sig.

"Jeg har boet i Schweiz i to år nu. Min familie havde kun råd til én rejse ud af landet, så jeg er her alene. Det er meget dyrt at rejse væk, så de har ikke mulighed for at komme hertil."

"Da jeg tog afsted, gav min far mig en mobiltelefon. Den telefon og tøjet, jeg havde på, var de eneste ting, jeg kunne tage med."

"Takket være telefonen kunne jeg komme i kontakt med min familie og fortælle dem, at jeg var kommet sikkert frem. Den gav mig også en følelse af ikke at være alene. Den betød alt for mig."

"Da jeg var barn, rejste min far ofte til Afrika med sit arbejde. Engang, da jeg var tre år, spurgte jeg, om han ville tage en rigtig abe med hjem til mig, men i stedet havde han en sovedyrskanin med, som han havde købt under sin mellemlanding i Zürich."

"Jeg havde den kanin med overalt. Da krigen begyndte, gik det hele så stærkt, at jeg hverken forstod, hvad der skete, eller tænke på, hvad jeg ville tage med, da vi flygtede. Derfor glemte jeg kaninen, da vi rejste. Min far blev i Bosnien, og jeg skrev så mange breve til ham, hvor jeg skrev: 'Har du fundet min kanin? Jeg savner dig!'"

"Jeg kan slet ikke beskrive, hvordan det føltes, da jeg så min far igen tre i år senere i 1995. Hele min krop skælvede, da jeg så hans ansigt i Zürich lufthavn – og så, at han gik med min tøjkanin i hånden."

"For fem år siden var jeg nødt til at flygte fra Iran. Jeg kunne kun tage det med, jeg kunne have i mine bukselommer."

"Efter et par måneder ankom jeg til Schweiz. Det meste af min rejse foregik til fods. Ind imellem skulle vi krydse en flod i en gummibåd."

"Jeg havde kun de her tre billeder med mig. Hvert af dem minder mig om en bestemt tid i mit liv, før jeg var nødt til at flygte – tidspunkter, jeg har gode minder fra. Jeg ville have taget flere ting med, hvis det havde været muligt dengang, men det var det ikke."

"Flugten fra Eritrea var meget lang og udmattende. Vi skulle gå i mange dage, blev tilbageholdt i adskillige lande og skulle krydse en af verdens største ørkener, så det var ikke en nem rejse. Men vi var heldige, for alle overlevede."

"Jeg tog nogle personlige ting med mig, men var nødt til at smide det meste væk, før vi skulle krydse ørknen, så jeg kunne bære så mange vandflasker som muligt i stedet. Jeg beholdt en lille bog med telefonnumre og et par billeder fra min barndom."

"Telefonnumrene var meget vigtige, for jeg blev taget til fange et par gange og skulle betale mine kidnappere løsepenge, for at de ville lade mig gå. Jeg er så heldig, at jeg har en onkel i USA, og han sendte mig penge, så jeg kunne betale. Sådan blev hans telefonnummer til det vigtigste i mit liv."

"Jeg flygtede fra Afghanistan for fem år siden. Jeg uddannede mig til politibetjent dernede, men kort efter, jeg var startet i job, var jeg nødt til at flygte fra landet."

"Jeg havde en rygsæk med mine ejendele i, men menneskesmuglerne sagde, jeg skulle smide den væk. Det eneste, jeg har tilbage, er den her lille bog fra politiskolen og en halskæde, jeg har fået af min mor."

"Jeg havde altid drømt om at blive politibetjent. Den lille bog er det eneste, jeg har tilbage af den drøm."

"Jeg skulle forlade mit hjem fra det ene sekund til det andet. Der var desværre ikke tid til at tage noget med."

"Jeg flygtede fra Afghanistan for fem år siden. Da jeg rejste, kunne jeg ikke have noget med bortset fra det tøj, jeg havde på."

"Jeg var meget lille, da min far blev dræbt, så jeg har næsten ingen minder om ham. Han havde altid en guldhalskæde på, og efter han døde, gav min mor den til mig."

"Jeg kom til Schweiz helt alene, og den her halskæde er det eneste, jeg har fra min familie og mit hjemland. Den betyder alverden for mig – den giver mig en følelse af, at jeg ikke er alene, og at min far altid er hos mig."

"Jeg havde pakket nogle ting hjemmefra, men smuglerne sagde, at vi skulle efterlade det hele. Jeg kunne ikke bære at smide billedet af min mor væk, så jeg gemte det under mit tøj. Jeg har ikke set min mor, siden jeg rejste, så det her billede er virkelig vigtigt for mig."

"Jeg var nødt til at forlade vores hjem i Sri Lanka i 1984. Jeg gik det meste af vejen, men for at komme til Schweiz tog jeg også en båd, et fly og et tog."

"Jeg kunne ikke have andet med end det tøj, jeg havde på. Eftersom jeg måtte efterlade min familie, var de her billeder det eneste, der var vigtigt for mig, og heldigvis kunne jeg have dem på mig. På billederne kan man se mine forældre, min bror og min søster – som nu er død."

"I 1959 flygtede jeg med min far, min mor, min søster og mine bedsteforældre fra Tibet til Indien. Jeg var omkring to år på det tidspunkt – jeg kender ikke min præcise fødselsdato. Jeg ankom til Indien sammen med min far og mine bedsteforældre – vi mistede min søster og min mor på vejen."

"De vigtigste genstande, vi havde med på flugten, var lygter, så vi kunne lyse vejen gennem Himalaya."

"Det tog mig næsten ni måneder at nå frem til Schweiz. Jeg ville tage et skib fra Tyrkiet til Grækenland, men vi blev hele tiden fanget af kystvagten i Grækenland og sendt tilbage til Tyrkiet. Jeg forsøgte fem gange – en af gangene kæntrede båden og sank."

"Af alle de ting, jeg havde med, er det kun den her mobiltelefon, der er tilbage. Min mor købte den, lige inden jeg flygtede fra Afghanistan – hun brugte 3.000 afghani (omkring 300 kroner) på den. Det er halvdelen af min families månedlige indkomst."

"Telefonen var den eneste måde, jeg kunne fortælle min familie, hvor jeg var på rejsen, og at jeg var OK. Min mor var virkelig bekymret, så et opkald i ny og næ var med til at berolige hende. Telefonen fik mig også til at føle mig tryg og mindre ensom."

"Jeg er oprindeligt palistinænser, men jeg flygtede fra Libanon. For et par år siden konverterede jeg fra Islam til Kristendommen, og en præst gav mig sin bibel. Undervejs på rejsen kom vores båd i problemer, og vores fixer sagde, at vi skulle smide alle vores ting overbord. Det lykkedes mig at skjule min bibel. Det er min mest værdifulde ejendel, og den giver mig styrke i svære tider. Den har været gennemblødt af havvand og er ret beskidt, men jeg har ikke lyst til at få en ny."

"Her i Schweiz bor jeg på et asylcenter, som primært er beboet af muslimer – min familie er de eneste, jeg kender, der er konverteret. Det er derfor, jeg ikke kan vise mit ansigt – jeg lever et dobbeltliv. "

Gabriel Hills fotoprojekt imPORTRAITS er blevet udvalgt til Swiss Photo Award 2016 som ét af de syv bedste værker i den frie kategori.

Mere fra VICE:

Kvindelige flygtninge fortæller om beskidte, smertefulde og dødbringende fødsler i ørkenen

Billeder af det de syriske flygtninge må efterlade på deres vej til Europa

Vi besøgte Berlins Tempelhof lufthavn, der lige nu huser 1300 flygtninge