Forfærdelige ting, rige mennesker gør, når de er på ferie

Denne artikel blev oprindelig udgivet af [VICE UK](Denne artikel blev oprindelig udgivet af VICE UK)[](Denne artikel blev oprindelig udgivet af VICE UK)

Generelt kan rige mennesker være virkelig frygtelige. Det er svært at holde af nogen, som skovler latterlige beløb ind på at afvikle sundhedssystemet, erstatter børnehjem med skyskrabere eller sælger våben til den tredje verden. Men rige mennesker kan faktisk være endnu mere utålelige, når de er på ferie – det kan være hårdt at slappe af og holde pause fra den stress, der følger med at have solgt sin sjæl til djævelen.

Vi spurgte nogle af vores venner, der arbejder i den kvalitetsbetonede del af turistindustrien i Grækenland, Frankrig og Spanien om det værste, de har set de velstående gøre.

"Engang kom en amerikansk bankmand i 40'erne på vores hotel med sin butler, som var sort. Bankmanden ville ikke løfte en finger, udover når han skulle spille golf. I starten tænkte jeg, lidt naivt, at butleren havde det ret godt, når man tænkte på, hvor latterligt rig hans chef var. Men på et tidspunkt sagde bankmanden det klammeste, jeg nogensinde har hørt: Han havde mistet sin bold i skoven efter et dårligt skud, da han vendte sig mod mig og højt sagde: "Jeg siger til min labrador, at den skal hente den." Så løb butleren ind mellem træerne for at finde bolden.

Der var en anden gang, hvor en tysker bookede en suite til sig selv og yderligere tre værelser til sine bodyguards. Da han ankom, spurgte han, om jeg kunne vise ham rundt på området i en golfvogn. Han sad i passagersædet og balancerede en flaske vin mellem lårene, og selvom der var plads til to personer mere i vognen, bad han sine håndlangere løbe bag ved. De løb i 45 minutter. Engang imellem bad han mig om at accelerere, bare for at få dem til at spurte – han var ved at brække sig af grin under hele turen."

Christophe, receptionist og leder af golfklub – Deauville

"Engang kom en russisk familie til Madrid for at fejre deres yngste datters fødselsdag. Lige så snart de ankom – de havde ikke engang checket ind – bad de mig hyre et lille fly eller en helikopter, der kunne hente dem på taget af hotellet samme aften, så de kunne tage en kort flyvetur over byen. Under turen ville de kaste balloner ud – balloner, hvor der stod hilsener til deres elskede datter på. Det skete alt sammen til soundtracket af fødselsdagsbarnets yndlingssang, der spillede på repeat. De ville ikke acceptere et nej og var forberedt på at betale, hvad det kostede at få deres planer ført ud i livet.

Gloria, står for ekstraordinær service – Madrid

"Fire russiske fyre lejede to af vores yachts, så de kunne tage en tur rundt på de græske øer. Den ene båd var til dem, og den anden var til en hel gruppe kvinder, som de også havde lejet. Det hele forvandlede sig ret hurtigt til noget, der lignede settet til en pornofilm. Fra det øjeblik, vi forlod havnen, begyndte gæsterne at gå nøgne rundt foran hele besætningen, indtil de også begyndte at have sex foran os. Jeg var virkelig utilpas under hele turen, men teknisk set er båden vores kunders private rum, og så længe de ikke beder dig om at deltage, har du ikke andre muligheder end at være diskret.

Hver morgen blev hele båden forvandlet til et kæmpe orgie, der varede til sent om natten, når pigerne blev sendt tilbage til deres egen yacht i en oppustelig jolle. Det lyder måske kinky, men det er ikke en fed situation at være i, når man er på arbejde. Men pointen er, at kunden skal være tilfreds. Og de var meget tilfredse, da de tog hjem."

Michael, skipper – mest i Kykladerne

"Det hotel, jeg arbejder for, tilbyder en 'fra hjem til hjem'-service for gæster, som regner med at bo hos os i lang tid. Det involverer normalt, at vi skifter gulvtæppe, sofaer, gardiner og den slags, så de føler sig mere hjemme under deres ophold på flere måneder. Men det ændrer sig fuldstændig, når gæsterne enten er arabere eller kongelige. For nylig var vi nødt til at skifte badekaret til et, der var beklædt med guld og diamanter."

María, chef for kundeservice, Madrid

Om sommeren arbejder jeg som førstestyrmand på luksusyachts – det, som nogen kalder for "små yachts". Den slags rigmandslegetøj er rigtig mange millioner værd. Mit job er at opretholde den rette balance mellem kundernes forventninger og arbejdsopgaverne på skibet – og også at holde øje med de ansatte, når de er ude af kontrol.

Der var engang en engelsk mand, der lejede en 35 meter lang båd og inviterede sine venner til at tilbringe en uge sammen med ham. De var alle erfarne kapitalister i 50'erne, de arbejdede alle i finanssektoren, og de var alle nede med at vise deres unge kærester med falske bryster frem. De var sjove og elskede at holde fest – hvilket for dem betød, at det var helt normalt at have store beholdere fyldt med kokain med om bord. Før vi forlod havnen, sørgede de for at gemme stoffer over hele båden. I starten var det vildt fedt at feste med dem, selvom det var svært at følge med. Især min chef, som blev ved med at sniffe 24/7 – til frokost, før de skulle på jetski, mens de fiskede og midt om natten. Den situation stod på i et par uger. En dag fandt jeg hårdere stoffer på båden, og der kunne jeg ikke mere. Den næste dag pakkede jeg mine tasker og begyndte at lede efter et sundere arbejdsmiljø.

Sophie, førstestyrmand på sejlskibe – mest i det caribiske hav og Kykladerne.

Folk spørger ofte efter kvinder og stoffer. Hvis man ikke vil være en del af den slags, skal man bare pege dem i retning af de rette mennesker. Stoffer er meget nemme at skaffe, men de er meget dyre. Kvinder er sværere at skaffe. Men min mærkeligste oplevelse med en rig kunde involverer hverken coke eller ludere. Det foregik med en serbisk direktør, som også var inkarneret kristen.

Den første dag, han var der, bad han mig om at omarrangere møblerne, brænde ham nogle CD'er med byzantinsk musik og åbne et par flasker champagne, der hver kostede 10.000 kroner. Han forlangte også, at jeg fulgte med ham overalt, hvor han gik – til stranden, til middag og til en masse fester. Han lod mig aldrig forlade sin side, og ærlig talt, så nød jeg det virkelig. En aften, da vi kom tilbage efter en ret vild fest, besluttede han, at han med det samme skulle til Tinos – en ø omkring en time væk fra Mykonos, hvor vi var – så han kunne tænde et lys og bede. Tinos er mere eller mindre Ibiza for græske, kristne bedstemødre. Han lejede en 40 meter lang båd, og før jeg havde set mig om var klokken syv om morgenen, og jeg stod på Tinos omringet af ældre kvinder, der kravlede på deres knæ, på vej til Vor Frue af Tinos-kirken.

Manos, piccolo – Mykonos

Det værste job, jeg nogensinde har haft, var, da jeg var 20 og arbejdede for et charterselskab, der udlejede yachts. Det var i begyndelsen af sommeren, og jeg tænkte, at det ville være for fedt at blive betalt for at hoppe fra den ene græske ø til den anden. En af mine venner, som allerede arbejdede der, hjalp mig med at få et job som servitrice hos selskabet. Jeg fik at vide, at det var forventet, at jeg stod på pinde for kunderne på alle tidspunkter af døgnet, og at jeg aldrig måtte beklage mig over lange arbejdsdage. Jeg fik også at vide, at jeg ville tjene 5600 kroner om ugen, så der var slet ikke noget at klage over.

Jeg blev sendt ud på en luksusyacht, der var lejet af to russiske par i 70'erne. Yachten kostede over en halv million om ugen, og de havde selvfølgelig også lejet besætning, der blandt andet talte en anden tjener, kok, kaptajn, rengøringsdame og mig. Vi skulle rejse rundt mellem de Ioniske Øer – specifikt til Paxi, Lefkada og Kefallonia.

Deres opførsel var rædselsfuld fra første dag. Det første måltid, jeg serverede, var rejepasta, og lige så snart jeg havde bragt tallerkenerne ind, fik en af kvinderne mig til at pille sine rejer med ordene: "Kom her, du gør det for mig." Mens jeg gjorde det, kunne jeg ikke tænke på andet end at mase rejerne ind i hovedet på hende, men jeg sagde ikke noget. Lige så snart de var færdige med at spise, forlangte den anden kvinde, at jeg masserede hendes fødder. Jeg sagde, at jeg var der for at servere drinks og mad, så de ringede til selskabet og klagede, og jeg sagde op. De næste par dage – mens jeg ventede på, at yachten lagde til ved Lefkada, hvor jeg ville blive erstattet af en anden pige – kaldte den ene kvinde mig konsekvent "lille kælling", hver gang de drak sig stive.

Hun ringede også på serviceklokken midt om natten for at bede mig hente vand til hende, hun fik kokken til at lave et nyt måltid, lige så snart han var blevet færdig med madlavningen, og hun spildte vin på gulvet med vilje, bare for at vi skulle gøre det rent.

Dråben, der fik bægeret til at flyde over, var, at hver gang jeg kom op til bordet for at fylde deres glas, ville en af mændene gramse mig på lårene. Han blev ved med at bevæge sine hænder længere og længere op, indtil jeg sagde, at jeg ville fortælle hans kone det. Det er, hvad der sker, når ældre mennesker har for mange penge. De ved, at de ikke har særlig lang tid tilbage, så de bliver nogle kæmpe røvhuller. Jeg hoppede af på Lefkada, tog en færge hjem og fik aldrig løn.

Dimitra, tjener på en yacht – mest i det Ioniske Hav

Jeg arbejdede engang som sommelier i en restaurant på et femstjernet hotel. Én af de anmodninger, jeg oftest fik fra rige kunder, var, når de bad om deres yndlingsvin, også selvom den ikke var på vores vinliste. Hvilket ikke nødvendigvis var et problem, hvis ikke det var, fordi den vin, de bad om, ofte var i en anden del af verden. Jeg skulle konstant tale med folk i Paris, London, New York eller Buenos Aires for at finde deres foretrukne drue – vin, der kostede mellem 15.000 og 50.000 kroner per flaske – og så hyre en pilot og et fly til at flyve det til Barcelona, så det stod klar til klientens middag.

Gustavo, sommelier – Barcelona

"Nogle gange flirter gifte mænd med mig. De tilbyder at købe mig en drink i baren og giver mig deres telefonnummer, men som oftest sker der ikke mere end det. Jeg tror, at jeg har hundredevis af numre fra forholdsvis kendte forretningsmænd og politikere i min telefon. Nogle gange inviterer de mig også op på deres værelser. Jeg kan huske engang, da jeg arbejde i receptionen, hvor en far, som var omkring 50, kom ind i lobbyen med sine to teenagedøtre på slæb. Han bad om to værelser på forskellige etager. Et til ham og et til pigerne. Jeg gjorde, som han sagde, og han gav mig 100 euro i drikkepenge. Den næste aften forstod jeg hvorfor. Familien spiste middag i hotellets restaurant, og så snart de var færdige, bad faren døtrene om at gå i seng. Derefter kom han op til receptionen med et charmerende smil og sagde: "Hvis du keder dig, ved du, hvor du kan finde mig." Han må have ventet ret længe.

Der er også mange tyve blandt de meget rige. Engang da rengøringsdamen kom ind på et værelse for at gøre rent, efter en kunde havde checket ud, opdagede hun, at puderne og et maleri var forsvundet. Jeg blev nødt til at trække det fra kundens kreditkort og ringe og sige det. I stedet for at nægte det, sagde kvinde bare: "Ja, bare træk det fra kortet. Jeg er ikke en tyv. Jeg ville bare virkelig gerne have det maleri." Det virkede til, at hun tænkte, at hotellet var hendes personlige shoppingcenter."

Émilie, receptionist – Paris

Læs mere på VICE: **_[Sådan skjuler du 10 millioner danske kroner i Panama ](http://www.vice.com/endk/read/saadan-skjuler-du-din-formue-i-panama)****_[Mød manden, der bygger luksusbunkere til paranoide milliardærer ](http://www.vice.com/endk/read/moed-manden-der-bygger-luksusbunkere-til-paranoide-milliardaerer)Et portræt af en stenrig, russisk oligark**