FYI.

This story is over 5 years old.

Food

René Dif har valgt musikken fra og chipotlen til

Vi mødte Aqua-manden til en snak om maddrømme og malaysiske turister.

Meget kan man mene om Aquas musik, men popgruppen er Danmarks ubetinget største musikalske eksportsucces gennem tiderne. Hverken nationalklenodier som Kim Larsen eller TV2 har formået at gøre det, som Aqua gjorde med tilsyneladende lethed: nemlig at få folk i udlandet til at købe deres musik i bunkevis. Nærmere bestemt 30 millioner solgte CD'er.

Dog har man vist ikke sagt for meget, hvis man konstaterer, at interessen for kvartetten sidenhen er dalet. Det kan Aquas brummende bjørn, René Dif, dog efterhånden være flintrende ligeglad med, for han har fundet sig en ny metiér, nemlig kogekunsten.

Advertisement

Og noget tyder på, at Diffen er kommet på rette hylde, for han har netop hevet sejren hjem i seneste ombæring af madprogrammet MasterChef. Efterfølgende har René Dif lukket sit pladeselskab og stoppet sine musikalske aktiviteter for at hellige sig gastronomien. Af samme grund skal eleverne på kokkeskolen i København til at vænne sig til en kendis i kantinekøen, for nu venter svendebrevet som kok forude for René Dif.

Allerede nu kan du dog afgøre, om Dif skulle have holdt sig til musikken eller taget kokkehuen på for længst. Han har nemlig erhvervet sig en foodtruck, hvor han i egen høje person langer burgere og mexikanske specialiteter over disken til sultne forbipasserende. Vi smuttede forbi Christiansborg Slotsplads, hvor René Dif i søndags var i fuld gang med at fodre tømmermændsramte kærestepar, star-struck turister og jyske børnefamilier.

VICE: Hej René. Hvorfor står du her?
René Dif: Jamen jeg har besluttet mig for at gå efter den passion, jeg altid har haft, og det er mad. Jeg skulle have været kok, før jeg lavede Aqua, og den drøm har jeg tænkt mig at forfølge nu. Jeg er gået all-inpå madlavning. Planen er så at bruge mine to brands, René Chips og René Dip, i retterne, og jeg har derfor udviklet en menu inden for det mexikansk-amerikanske.

Hvad er det specielle ved din mad?
Det har været vigtigt for mig at bruge chipotle. I USA er chipotle ekstremt stort, og de har en restaurantkæde af samme navn. I Danmark har jeg lidt på fornemmelsen, at nogle få er ved at få øjnene op for dens kvaliteter, men flertallet aner ikke, hvad de skal gøre med den, hvis de får stukket en chipotle i hånden.

Advertisement

Og det vil du lave om på.
Yes, lige præcis, den har sådan en varm god smag, og den smager helt forrygende i de rigtige doser. Den går også godt i vegetarrretter, og jeg laver alt fra bunden.

Hvordan har folk taget imod det?
Rigtig godt. Jeg har været rundt på en del festivaller med min truck, og på en af dem har jeg lige fået seks stjerner ud af seks mulige. For min mad, altså! Det er en helt ny verden.

Hvad siger folk, når de ser, at det er dig, der står i bilen og laver mad?
Der kom en tidligere, som lige havde stået bag bilen og kigget på mit kæmpe ansigt, og så kom hun om på den anden side og udbrød: 'Hold da kæft! Står du også inde i den?'

Hvad så med de folk, som kommer til at savne at se dig på en scene?
Jamen de kan jo så komme forbi og få noget lækker mad, som er lavet med kærlighed - og så giver jeg nok også en autograf, hvis man er til det.

Er "man" det?
Oh yes. Tidligere var der en bus fuld af malaysiske turister, der gik helt amok, da de så, hvem der stod bag disken, haha.

Held og lykke med projektet, René.