​Drenge og piger fortæller om sidste gang de var oppe at slås

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE UK

Der er ikke noget, der kan få folk i øjenhøjde som et godt slagsmål. Lige meget hvem du er, hvor du er fra, hvor mange penge du bruger på shampoo, hvilken gud du tror eller ikke tror på, så vil du altid være en kæmpe nar, hvis du uden grund starter en slåskamp på gaden med en vildt fremmed.

Men det betyder ikke, at gadeslåskampe ikke sker. De sker ofte, på gader og stræder, i parker, og på natklubber over hele verden. Du kan bogstaveligt talt tage ud i hvilken som helst storby på en fredag aften, og så vil du have gode chancer for at se folk, der er oppe at bokse, nogle gange på den der slatne, berusede måde, der munder ud i, at begge parter bløder en smule og råber en hel masse––og andre gange på den mere oprigtigt bekymrende måde, hvor den ene part ender i en hospitalsseng, og den anden bag tremmer.

Alkohol er uden tvivl den mest hyppige årsag til, at mennesker overfalder andre mennesker efter meget lidt eller absolut ingen provokation. Men hvad ligger der ellers i det? Hvorfor er der så mange mennesker, der umiddelbart tager i byen udelukkende for at slås? Og hvilken påvirkning har det, når man udsættes for et voldsomt overfald? Jeg snakkede med et par folk om deres seneste slagsmål for at finde ud af det.

VICE: Fortæl mig om sidste gang, du var oppe at slås.
Billie: Jeg var 14 eller 15, da byens hårdeste tøs, en 19-årig mor, gik amok på mig for at kigge på hende. Klassisk forstadssituation.

Var du bange?
Lidt. Hun var sgu en hård negl og havde et ry.

Ry for hvad?
For bare at slå tilfældige folk ned og sådan.

Hvad skete der så?
Jeg var sammen med en ven, da den her pige og et par af hendes lige så uhyggelige venner kom gående imod os, og jeg havde ikke mine briller på, så jeg kneb vel øjnene en smule sammen. Så kom hun stormende mod mig, mens hun råbte, "Hvad glor du på? Hvorfor fuck glor du på mig?" Jeg prøvede at komme væk, men hun sagde, "Niks, du skal ingen steder," slog ud efter mig, og jeg tror, at en af hendes slag ramte mig. Jeg langede ud efter hende et par gange, men jeg var den her lille 14-årige pige, og hun var en stor tøs, så jeg tvivler på, at det gjorde den helt store skade.

Hvordan påvirkede det dig bagefter?
Jeg var en smule rystet, men efter et par dage var det stille og roligt. Det var min første slåskamp, så jeg havde det lidt underligt, men det gejlede mig også op på en mærkelig måde. Jeg havde været oppe at slås med den her hårde tøs, og selvom jeg på ingen måde vandt, fik jeg heller ikke tæsk, så jeg havde blandede følelser. Men jeg er ikke så glad for vold eller konfrontationer, så jeg var ikke alt for begejstret.

Hvordan har du det generelt med at slås?
Nogle gange er det vel nødvendigt.

Hvorfor?
Hvis der for eksempel er en eller anden klam type, der ikke vil lade dig være i fred, og han begynder at rage på dig, så lytter han ikke til, hvad du siger––så er du nødt til at skubbe ham væk. Nogle mennesker reagerer desværre kun på vold.

Hvorfor tror du, at hende pigen gerne ville slås med dig?
Jeg tror, at det var en status-ting for hende. Når hun er kendt for at være sådan en hård type, og der er en eller anden pige, der glor sjovt på hende, så kan hun ikke risikere at tabe ansigt. Hun ville bevise noget og forsvare sin magtposition - det var næsten dyrisk.

Hvad skete der sidste gang, du var oppe at slås?
Pasquale: Jeg er fra Archway, en forvokset rundkørsel i det nordlige London, hvor der ligger en bar, der holder drum 'n' bass-aften hver fredag. Jeg var der med en masse mennesker, og vores ven Shawn var smuttet for derefter at komme tilbage. Der var altid ballade med ham. Han havde engang overlevet at få et kæmpe stød, da han blev ramt af en strømledning, mens han trainsurfede. Det viste sig, at det var lykkedes ham at pisse en stor gruppe enorme østeuropæiske mænd af, mens han havde været ude og flakke rundt––omkring otte-ti stykker. Det vidste vi ikke på det tidspunkt, så det kom som lidt af en overraskelse, da de kom løbende over vejen, sprang over hegnet, og bare tilfældigt begyndte at smadre os.

Hvad skete der så?
Shawn begyndte at rive folk rundt. Jeg så ham blive slået med en flaske på et tidspunkt, men det tror jeg ikke engang, han bemærkede. Min anden ven Will, der er også er lidt af en krigerisk herre, gik på krykker på grund af et scooteruheld, og begyndte at svinge om sig med krykkerne. Der blev bokset med knytnæver til højre og venstre.

Hvad med dig?
Jeg kan huske, at jeg slog en fyr ned, men før jeg kunne nyde følelsen, blev jeg slået i gulvet. Før ham, der havde slået mig ned, kunne nå at sparke til mig, var der en anden, der stak mig en flad.

Hvordan havde du det med at være midt i det kaos?
Jeg følte ikke frygt men vrede og adrenalin, der pumpede rundt i kroppen. Det var også sjovt på en lidt syret måde.

Hvad endte det med?
Vi sloges og fik presset dem væk fra rundkørslen, og så råbte vi af hinanden fra hver vores side af vejen. De kaster pludselig en Smirnoff flaske, der rammer min ven Mike i øjet, så han går kold. Så startede det hele forfra, men den her gang spredte det sig rundt i hele Archway. Will, stadig på krykker, jagtede et par af dem ned ad en sidegade med sine brødre. Mig og et par andre jagtede nogle af dem ned ad en sidevej, hvor politiet standsede, sprang ud, og lagde min ven og en af dem i håndjern. Mike vågnede op med hjernerystelse, ekstremt arrig og med et øje fuld af glassplinter. Han blev anholdt, mens han jagtede en af dem, og endte med at skulle opereres i øjet og blive dømt for vold.

Hvordan havde du det bagefter?
Jeg var vel stolt af, at vi havde holdt skansen på hjemmebane. Man har den der åndssvage, lokale stolthed som barn. Men i sidste ende havde jeg det ret tomt indeni, og var bekymret for min ven.

Gjorde det dig efterfølgende mindre eller mere tilbøjelig til at slås?
Der gik helt klart noget tid mellem opgørene, men der var et par stykker, og et par forvaringsdomme til, inden vi blev voksne og langsomt begyndte at lægge afstand til typer som Shawn. Jeg vil altid forsvare mig, hvis der ikke er andre udveje, men når man vokser fra visse miljøer og folk, forekommer de her situationer bare ikke længere.

Hvordan ville du håndtere en lignende situation i dag?
Ja, gad vide, hvordan jeg ville håndtere det. Der er ikke sket noget lignende, siden den æra, og i dag er London også et andet sted. Stolthed fylder ikke så meget, når man bliver voksen. Tværtimod oplever man en stolthed over at vende den anden kind til.

Fortæl mig om sidste gang, du var oppe at slås.
Jan: Det var for omkring to år siden i de tidlige morgentimer efter en bytur. Da klubben lukkede, forlod jeg stedet med omkring fem venner, vi var ikke ude på ballade, men så skete der det, at en tilfældig forbipasserende kom hen og spurgte min ven, om han havde haft en god aften. "Ja tak, mand." Han spurgte igen: "Er du sikker?" Så gav han min ven et let klap på kinden og sagde, "Godt, godt––hav det godt, bro," og vendte sig om for at gå.

Virkede det som om, at der skulle til at ske noget?
Jeg havde følelsen af, at noget skulle til at gå ned, ja. Så vendte den her gut sig om og sagde 'knep dig selv' til min ven og kaldte ham en flygtning, måske fordi hans hudfarve mindede om min––han var britisk født men af spansk afstamning. Så slog han uprovokeret ud efter min ven, og inden jeg vidste, hvad der foregik, var vi to mod omkring fem gutter, som jeg ikke engang vidste var der med ham fyren. Vi slog og skubbede til hinanden i et par sekunder, indtil mine andre venner kom os til undsætning, og så udviklede det sig til et større klammeri.

Var der politi eller dørmænd til stede?
Dørmændene i døren ventede et stykke tid med at blande sig––jeg hørte dem bare råbe i det fjerne, at politiet var på vej. Jeg kom ikke voldsomt til skade, men en af mine venner blev sparket i hovedet, mens han lå ned. Så blandede dørmændene sig og lagde en relativ dæmper på situationen, indtil politiet ankom. Min ven kaldte politiet for nogle racistiske cunts og endte på politistationen, mens resten af os fik lov at tage hjem.

Hvordan har det påvirket dig siden?
Jeg tror, jeg er mere bange for gadeslåskampe nu, hvis jeg skal være helt ærlig. Jeg har været i lignende situationer, hvor det virker som om, at folk bare opsøger et slagsmål, men jeg prøver bare at gå den anden vej og siger undskyld, også selvom jeg ikke mener det.

Tror du, at folk slås, fordi de ikke har bedre måder at få afløb for deres negative energi?
Måske, men jeg tror, at nogle mennesker bliver meget mere modige, når de har drukket, og måske gerne vil virke seje foran venner eller piger. I forhold til den her hændelse er jeg ikke sikker, fordi der var ikke nogle af os, der sagde noget provokerende––måske ville han bare gerne bevise noget. Måske havde han haft en dårlig dag, eller måske er det bare det, alkohol gør ved ham, når han er i byen.

Hvad skete der, sidste gang du var oppe at slås?
Becky: Jeg var omkring 17 år, tror jeg. Det var sommer, så vi sad nogle stykker nede i parken og drak og røg os skæve. Der var en anden gruppe, fra en anden lokal skole, så der var dårlig stemning lige med det samme.

Hvad skete der så?
Der var den her ene pige, der var vildt fuld og larmende, og vi har nok siddet og sagt nogle ret dumsmarte ting om hende, som hun så har hørt. Et par timer senere havde de to grupper slået sig sammen, så vi alle sammen næsten sad i en stor cirkel, men hende pigen sad i midten, pisse stiv, og ville have opmærksomhed. Først er det rettet mod os, så begynder hun at slå ud efter drengene. På det tidspunkt kan jeg ikke dy mig for at sige til hende: "få nu fucking styr på dig selv." Og så sprang hun bare op, spyttede mig i ansigtet og skubbede til mig. Jeg skubbede hende igen, og så slog hun mig i munden, så der gik hul på min læbe, og blodet begyndte at fosse ud over det hele.

Hvad gjorde du?
Jeg må have set rødt, fordi jeg kan ikke rigtig huske, hvad der skete efter det, indtil min ven Jack hev mig væk fra hende. Jeg husker svagt at have slået hende, men ikke nogle rigtige detaljer. Jeg tror, at jeg brækkede hendes næse, fordi jeg kan huske, at de ringede til ambulancen, og vi var nødt til at gå. Alle var ret imponeret, sådan helt, "Wauw, helt sikkert Becky, du brækkede næsen på en eller anden tøs!" Men jeg var bare pinlig over det.

Hvorfor?
Hun var ikke så skræmmende, men måske havde jeg lidt følelsen af, at hendes venner var det, eller at hun havde nogle farlige forbindelser. Piger kan være ret skræmmende nogle gange.

No shit. Forandrede du dig på nogen måde bagefter?
Følelsesmæssigt var jeg ret rystet lige bagefter, over at den her mystiske kraft bare havde taget kontrol over mig og fået mig til at smadre en eller anden piges ansigt, og at jeg ikke rigtigt kunne huske, hvad der var sket. Indadtil var det ret skræmmende. Jeg var også lun på en af fyrene i vores gruppe, og det var ret ydmygende at have gjort det foran ham. På det tidspunkt synes drengene i forvejen, at jeg var lidt skræmmende, tror jeg.

Hvad med i det lange løb?
Da jeg var yngre, var jeg lidt af en bølle og kunne godt lide at være tæt på slagsmål, og ville gerne bevise noget over for verden. Men efter det vidste jeg, at jeg nok godt kunne passe på mig selv, men jeg havde ikke lyst til at blive sindssyg og gå i sort igen.

Tror du, at drenge og piger kommer op at slås af forskellige årsager, eller handler det om det samme?
Jeg tror, at mange mænd har oplevet mange flere slåskampe i deres ungdom, enten med vilje eller ej. For mænd er evnen til at kunne forsvare sig selv nok mere forbundet med deres maskuline identitet, hvor jeg derimod føler mig fuldstændig ufeminin og pinlig over at komme op at slås. Jeg er ikke en specielt feminin pige, og jeg kan godt være flabet, men jeg oplevede klart en konflikt mellem det og gerne at ville være kvindelig og sexet foran ham, jeg var lun på.

Endte du med at score ham?
Nej.

Fortæl mig om sidste gang, du var oppe at slås.
Rupert: Min ven kom lidt op at toppes med en ret lille fyr, så jeg blandede mig, og bad ham fyren om at styre sig. Han slog mig, så jeg slog igen. Hvad jeg ikke vidste var, at han havde seks venner ventende rundt om hjørnet. De omringede mig og begyndte at sparke mig i ansigtet og ribbenene. En havde Timberland støvler på, og ramte mig lige i munden, så min tand fløj ud, med roden og det hele.

Av.
Ikke helt optimalt.

Blev politiet indblandet?
Der blev ringet til politiet, og de kendte godt til banden, der havde gjort det. De havde flere gange gemt sig og brugt ham den lille fyr, Mikey, til at starte slåskampe, for så at løbe frem og lammetæve deres ofre. De var lokale. Politiet kunne ikke sigte dem, fordi de hævdede, at jeg havde slået ham først. Jeg fik ingen erstatning og endte med en stifttand.

Hvor meget måtte du give for den nye tand?
Min tandlægeregning var på £800––omkring 8000 kroner.

Hvordan havde du det under slåskampen?
Jeg kan huske, at han nikkede mig en skalle først, og den mulighed udnyttede jeg ligesom til at slå igen. I starten var jeg ved at vinde, så der havde jeg det vel meget fedt. Men jeg husker tydeligt, at jeg blev virkelig bange, da alle hans venner stod rundt om mig og sparkede mig, og da tanden røg ud, var det ret traumatisk. Det er virkelig noget lort, når man mister noget, som man ved, at man aldrig kan få igen.

Påvirkede det din selvtillid på nogen måde?
Det ville jeg ikke sige, men det ændrede helt klart mit syn på slåskampe. Jeg har nu den holdning, at der altid findes en måde at snakke sig ud af en situation, også selvom det bare er ved at sige undskyld, og også selvom det ikke er din skyld, eller bare at gå i den anden retning. Selvfølgelig kan der forekomme situationer, som du ikke vil kunne styre – venner der kommer op at slås, hvor du er nødt til at involvere dig. Men i sådan en situation plejer jeg bare at afdramatisere situationen, ved for eksempel at snakke min ven til fornuft, så slåskampen slet ikke når at komme i gang.

Hvis du kunne have givet dig selv et råd dengang, hvad ville det så være?
Min mor og far blev virkelig rystede over situationen, så det ville være at tænke over, hvordan dine handlinger kan påvirke dem, du elsker, og dem, der elsker dig.

Læs mere om fysisk vold og ungdom her på VICE:

Mand pisser på medpassager og starter masseslåskamp i fly

En historisk gennemgang af boksning mod bjørne

Duller, popdrenge og ung kærlighed: Danskere fortæller om deres teenagetid på Arto