Sådan føles det at blive skilt i tyverne

Denne artikel er oprindeligt publiceret i VICE US.

Statistikken viser, at det bliver sværere og sværere at finde den eneste ene - i hvert fald i USA. Procentdelen af hustande i USA, hvor personerne er gift med hinanden, er lavere end nogensinde, og folk venter generelt længere tid, inden de bliver gift.

I det fleste storbymiljøer opfattes ægteskab, inden man er fyldt 30, nok af mange som en lidt forhastet forpligtelse. Når man tager det i betragtning, er det endnu mere usædvanligt allerede at være blevet skilt før de 30. Alverdens popsange og teenagekomedier fortæller os, at vi skal bruge vores uforpligtende tyvere på at lede efter en bedre halvdel. Men hvad så, når ens udkårne viser sig at være et broddent kar?

Det her er tre historier fra tre forskellige menneskers skilsmisser. De forklarer, hvorfor de blev gift i så ung en alder, hvordan det er at skulle forklare en ny kæreste, at man har været gift, og hvordan det føles at skulle tilbage på kødmarkedet.

Jeg hænger mig på ingen måde i traditioner. Jeg voksede op i et hippiemiljø, som rejste rundt i Europa i en bus. Nu arbejder jeg som doula, hvor jeg er med til kvinders fødsler og hjælper dem med deres graviditet. Min opfattelse af både monogami og ægteskab er formentlig forskellig fra de flestes. Men alligevel blev jeg gift.

Jeg flyttede fra London til New York, fordi jeg havde fået nogle kunder derovre. Jeg mødte min eksmand kort tid efter, at jeg var ankommet. Vores forhold var super intenst lige fra starten. Allerede på vores første date i sensommeren 2013 kunne jeg mærke, at jeg havde nogle følelser for ham, som jeg aldrig har haft før – og jeg havde endda været forelsket tidligere. Vi var sammen næsten hver eneste dag i en måned, indtil jeg skulle tilbage til Europa for at arbejde. Inden jeg rejste, sagde han, at han elskede mig, og senere besøgte han mig i London. Jeg var blevet gravid, men det vidste vi ikke på det tidspunkt.

Så besøgte jeg ham i New York, og vi begyndte at tale seriøst om at blive gift. Da jeg ankom og havde fundet ud af, at jeg var gravid, sagde han, at han ikke ville se mig mere, hvis jeg beholdt barnet. Alligevel var der tre virkelig gode grunde til, at det føltes rigtigt at blive gift: Jeg var sindssygt forelsket i ham, jeg havde brug for et visum, så jeg kunne blive og arbejde i New York, og jeg var gravid.

Vi blev gift i februar under et halvt år efter, at vi havde mødt hinanden.

Vi blev gift om vinteren, og vores forhold begyndte at falde fra hinanden i foråret. Min kærlighed til ham blev ikke mindre, men der skete nogle store ting, som gjorde det umuligt at blive sammen. Det vigtigste var, at jeg følte, at han havde presset mig til at få en abort. Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg skulle få en abort. Det ligger så langt fra, hvem jeg er. Det har ikke noget at gøre med skam eller abortpolitik, det føltes bare forkert, at jeg lod nogen at presse mig til det. Min mand gjorde det meget klart, at han ikke ville støtte os, hvis jeg valgte at beholde barnet. Pengene var ligegyldige, for det var mig, der havde magten over, hvad der skulle ske, men han havde stadig den følelsesmæssige magt over mig.

Vi blev separeret i sommeren 2014, men forblev gift rent juridisk, så jeg kunne få mit visum efter have været "gift" i en vis periode.

Vores forhold sårede mig virkelig dybt, og jeg havde det som om, at jeg havde mistet en kæmpe del af mig selv. Jeg tror, at jeg lod min smerte gå ud over andre. Jeg kan reagere ved at være meget i mine følelsers vold, men jeg kan også være meget seksuel og kræve opmærksomhed. Efter vi blev separeret, gik jeg i seng med alle, jeg havde lyst til, når jeg havde lyst, for det var sådan jeg var, før vi blev gift. Jeg tænkte ikke på, at dem jeg gik i seng med, også havde følelser, eller at jeg måske selv kunne få nye følelser, for jeg tillod ikke mig selv at komme videre efter vores ægteskab.

Jeg sagde til dem, jeg gik i seng med, at jeg stadig var gift rent pro forma. Nogle syntes ikke det var så fedt, men andre tændte ligefrem på det. De syntes, der var noget unikt eller utraditionelt over det, og derfor var det spændende. Men jeg kunne ikke fortælle mine kunder, – gravide kvinder og deres partnere – at mit ægteskabet var faldet fra hinanden. Når man indrømmer, at man er blevet separeret eller skilt, er det ligesom at indrømme, at man har fejlet.

I sommers blev vi endelig skilt. Hvis vi havde været "gift" en lille smule længere, ville jeg kunne ansøge om en ti-årig opholdstilladelse, men han røvrendte mig. Jeg skal leve med hans beslutninger hver eneste dag. Det forhold vil altid føles som en byrde. Personligt er jeg nu et bedre sted, fordi jeg endelig kan indrømme, at jeg mistede min bedste ven. Men det er stadig hårdt.

Jeg håber på at blive gift igen en dag. Jeg vil også gerne have et barn. Jeg håber at kunne se tilbage på den her oplevelse som en slags prøve-ægteskab, selvom det føltes som meget mere end det. Når jeg igen møder en person, som jeg får stærke følelser for, så ved jeg, at jeg har lært en hel del.

Jeg har været lykkeligt gift siden marts. Det er mit andet ægteskab. Mit første ægteskab var helt uformelt. Vi blev gravide, og så begyndte jeg at kalde ham min mand fordi jeg var usikker Jeg var rædselsslagen for at være alene, så i stedet for at tackle min angst og mine følelser blev jeg til et forskræmt offer, som boede sammen med en person, der ikke ville lade mig køre bil, få et job, tage en uddannelse eller have kontakt med andre mennesker. Vi var begge to 18 år. Han var ofte sammen med andre kvinder, mens han efterlod mig alene hjemme i lejligheden. Han kontrollerede alting i vores liv, og jeg tillod det. Han tvang mig til at afbryde kontakten til den smule familie, jeg havde. Hvis de havde set, hvordan han behandlede mig, ville de have hjulpet mig til at komme væk langt hurtigere. Det vidste han godt.

Vi fik en datter, og omkring et år senere besluttede vi at holde bryllup. Han købte en ring fra en guldsmed i et storcenter og brugte en masse penge for at kunne prale af det, men der var ikke noget romantisk over det. To uger før brylluppet, da vores datter var knap et år, var han mig utro for sidste gang. Efter jeg endelig sagde fra, smed han mig og min datter ud. Jeg havde ingen uddannelse, og alting skræmte mig. Jeg kæmpede slet ikke for noget, jeg forlod bare det hele. Jeg tog min datter med, og så mig aldrig tilbage. Jeg holdt endda en "Godt-jeg-ikke-blev-gift" fest for mine venner på den dag, hvor vi skulle have holdt bryllup.

Jeg var lige fyldt 19, og jeg syntes det var pinligt og skamfuldt at være blevet skilt i så ung en alder. Jeg følte, at jeg var mindre værd, så tanken om at være i et nyt forhold var slet ikke aktuel i starten. Eller, det troede jeg i hvert fald ikke.

Jeg begyndte at tage kontakt til gamle venner, som min mand havde "skærmet" mig fra. Der var især én gammel ven, som var meget opsat på at få min opmærksomhed. Han blev ved med at prøve, og jeg blev ved med at afvise ham. Han ville gerne være en del af mit og min datters liv. Det var både svært og mærkeligt, at den her nye person prøvede at vinde min tillid og min kærlighed. Jeg kan ikke forstå, hvad han så i mig, men et eller andet så han, og det er jeg taknemmelig for. Jeg sagde i første omgang til ham, at vi aldrig skulle "date", fordi jeg ikke troede på det, og fordi jeg ikke ville have en babysitter til min datter. Jeg sagde til ham, at hvis han ville være sammen med mig, skulle han også kunne være sammen med hende 24/7.

Til min store overraskelse gik han ikke bare med til det, han sagde også, at det var den eneste løsning, han ville gå med til. Så vores "dates" involverede Happymeals, Babybio, Zoologisk Have, parker, museer og andre børneting. Jeg fattede slet ikke, hvordan det faldt ham så naturligt at være sammen med os begge to, og jeg tænkte, at det var sådan, en rigtig familie skulle se ud. Det første var ikke et ægteskab, det var en stor omgang Stockholmsyndrom.

Han var ni år ældre end mig og var også blevet skilt første gang i en ung alder efter at have været i et usundt forhold. Der var mange, der så skævt til os, fordi vi fandt sammen så hurtigt, efter jeg havde forladt min eks, men jeg havde det som om, at jeg levede et helt nyt liv, hvor jeg endelig kunne være glad.

Mange tror, at unge mennesker, der bliver skilt, er dumme og underuddannede, men mange af dem, jeg har mødt, har været ofre for de her usunde og misbrugslignende omstændigheder. Jeg vil sige, at de er naive og ikke dumme. En ring betyder ikke, at man er glad, og det gør en baby for den sags skyld heller ikke.

Jeg mødte min ekskone, mens vi begge var tjente i marinekorpset ved Camp Pendleton lige uden for San Diego. Vi boede begge to i barakkerne på kasernen. Jeg havde set hende rundt omkring på kasernen, og så begyndte vi langsomt at hænge ud. Vi tog i biffen og ud at spise og sådan nogle ting, og så udviklede det sig derfra. Jeg havde været i Marinekorpset i cirka tre år, og jeg var 24, men hun havde kun været der i cirka et år og var kun lige fyldt 20. Alle vores dates, inden vi blev gift, foregik på kasernen.

Vi begyndte ret hurtigt at joke lidt med at blive gift. Der var kun gået omkring en måned, da vi begyndte at sige ting som, "Kunne det ikke være grineren, hvis vi blev gift?" Jeg var sindssygt forelsket i den her pige, og jeg ved, at hun havde det på samme måde dengang. Vi tænkte begge to, at det føltes rigtigt at gøre det. Det betyder også noget, at når man er i militæret og bor på kasernen, så får man kun en lille smule i løn hver anden uge. Hvis man er gift, kan man flytte i en lejlighed på kasernen eller få støtte til at bo uden for kasernen. Det var omkring et par tusind dollars, så det trækker ret meget i en. Derudover er der en meget striks kønsopdeling i marinekorpset og en stram daglig rutine, der ikke efterlader meget plads til hygge. Tanken om at flytte væk fra kasernen og have et rigtigt forhold var meget tillokkende.

Det var meget uformelt, da jeg friede. Det var på hendes værelse på kasernen med en billig ring, og det var ikke engang en overraskelse. Jeg spurgte bare. Jeg var heller ikke nede på knæ, og jeg kan ikke huske, hvad datoen var. Vi blev gift to måneder efter jeg havde friet. Det hele skete bare så hurtigt.

I starten var vi oppe at køre over det, og det var vi egentlig indtil lige efter, vi var blevet gift. Vi flyttede i en lejlighed tæt på Oceanside i Californien, men vi vidste ikke, hvad vi havde gang i, og jeg var ikke forberedt på den livsstilsændring. Efter at vi havde boet sammen som et ægtepar i fire måneder, besluttede jeg at stoppe i militæret. Jeg havde overvejet at gøre det til en karriere, og hun ville gerne have, at jeg fortsatte, fordi det er en stabil levevej. Desuden havde hun to og et halvt år tilbage, før hun var færdig.

Men min kasernetid var forbi, og derefter ændrede mit liv sig med det samme. Jeg gik fra et ensrettet hverdag med daglige rutiner til at have tonsvis af fritid og intet at lave. Jeg søgte dagpenge og begyndte at læse. Jeg var i starten af tyverne og på overførselsindkomst uden at arbejde eller feste. Hun var stadig i militæret og havde den her meget planlagte hverdag. Jeg gik fra at have venner i marinekorpset til at have venner, som røg pot, tog coke, gik i byen, og alle de der ting man gør i den alder. Hun begyndte også at få sine egne interesser. Hun begyndte at køre på motorcykel og tage på barer, der spillede countrymusik. Vi var på samme bølgelængde, da vi mødte hinanden, men otte måneder senere havde jeg en helt anden dagsorden og nogle andre interesser, og det var det samme for hende. I sidste ende var det dét, der var grunden til vores separation.

Vi blev separeret omkring et års tid efter, vi var blevet gift. Og så blev vi skilt flere år senere. Der var ikke nogen skrigende skænderier, eller nogen der kastede ting efter den anden, men vi besluttede at forblive gift, så hun kunne blive boende i lejligheden uden for kasernen og beholde støtten, indtil hun var færdig i militæret.

Lige så snart vi blev separeret, begyndte jeg at se andre piger. Jeg begyndte at date og bolle lidt rundt, og jeg mødte endda en pige, som jeg havde et forhold til i fire-fem måneder. Ægteskab og skilsmisse stod ikke i vejen for min ungdom. Folk på vores alder er heller ikke vant til at høre, at den, de går i seng med, er gift eller skilt. Jeg kan huske, at jeg fortalte hele historien til en pige, jeg datede, og hun blev super vred, og det var et kæmpe issue. Det var lidt af et wake up call, og jeg tænkte "Dude, du er nødt til at tage dig af det her og blive rigtigt skilt, ellers hænger det på dig for evigt."

Det er stadig meget sjældent, at jeg fortæller om at have været gift eller være blevet skilt i start-tyverne. Jeg synes at mange har fordomme omkring det, især hvis man er fra en lille by, hvor man formentlig har stærkere familietraditioner. Skyldfølelsen vejer på en måde tungere, hvis man har tæt kontakt til den ældre generation. I de store progressive byer er man ikke på samme måde påvirket af sine forældres valg. Man bliver påvirket af sine omgivelser.

Men helt ærligt, så var jeg skuffet over mig selv i lang tid, fordi jeg ikke lyttede til, hvad mine forældre og andre voksne fortalte mig: "At blive spontant gift i en ung alder er en dårlig idé." Og det var helt fucking sikkert en dårlig idé. Jeg endte med at blive en del af statistikken.