​En meth-pusher fortæller om at undvige døden i Filippinerne

Filippinerne har intensiveret sin indsats over for narkokriminalitet. Et Al Jazeera-foto via Flickr-brugeren Prachatai

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE Australien

Siden 1. juli er omkring 2500 mennesker blevet henrettet i forbindelse med Rodrigo Dutertes bekæmpelse af narkokriminalitet. Det er i gennemsnit 38 hver dag. Den filippinske præsident påstår, at han er ved at fravænne nationen metamfetamin, men et besøg til landet viste mig, at det ikke er hele historien.

Videos by VICE

Det begyndte i indre Manila, hvor jeg forsøgte at overbevise en gadesælger om, at jeg ikke ville have Viagra. Efter en del snak frem og tilbage gav Marco (lad os kalde ham Marco) op, lænede sig tættere på mig og gjorde det klart, at han kunne skaffe hvad som helst.

Det var åbenlyst, at Marco var påvirket. Hans udvidede pupiller fortalte mig, at han ikke havde sovet i flere dage, men jeg var fascineret. Jeg inviterede ham impulsivt ud at spise frokost, og over øl og en tallerkenfuld kylling fortalte den 47-årige troende muslim (på ret godt engelsk), hvordan det lokale narkomarked kæmper videre i blodbadet.

VICE: Så du sælger meth?
Marco: Ja, men vi kalder det shabu.

Og tager du det selv?
Det er jeg nødt til. Jeg arbejder tre eller fire dage i træk uden at sove, for hvis jeg stopper, så stopper pengene. Jeg kan ikke lade pengene stoppe. Jeg har fire børn og en kone, som jeg skal forsørge og passe på. Mit ældste barn er kun 13, og tre af dem går i skole.

Er det derfor, du sætter livet på spil for at sælge stoffer – for din familie?
Selvfølgelig. Jeg vil have, at de skal have de muligheder, som jeg ikke havde –for eksempel uddannelse – og det her er den eneste måde, jeg kan gøre det på. Det er de flestes grundlag for stadig at gøre det. Vi er nødt til at tage os af vores familier. Jeg er en fattig mand. Jeg sover på gaden og sender, hvad jeg kan tilbage til min familie, der bor i provinsen. Jeg gik ikke i skole, og der er ikke mange muligheder for folk, der ikke har gået i skole. Man er bare nødt til at gøre, hvad man kan, når man ikke kan læse eller skrive. Det er virkelig svært i byen.

Er der mange mennesker som dig, der stadig sælger?
Du ved godt, alle de der mennesker på gaden, der prøver at sælge dig ting som ure og solbriller? De sælger dig også gerne shabu. Alle sælger stadig her; det er bare mere tys-tys, siden den nye præsident er blevet valgt. Vi er nødt til at være mere forsigtige med, hvem vi sælger til.

Ved alle godt, at gadesælgerne også er pushere?
Alle de lokale ved det. Alle dem, der arbejder på hoteller, barer og i butikker her i området – selv det lokale politi er klar over det. Alle kender mig, de ser mig hver dag. Jeg har været i området i 20 år, hvor jeg har gjort det samme. Men nu til dags er det svært at vide, hvem man kan stole på. Politiet i Manila dræber, men før var der nogen af dem, der hjalp. Jeg er ikke sikker på politiet her i området. Jeg prøver bare at undgå at snakke med dem.

Ulovligt syntetiseret metamfetamin. Billede via

Hvor får du din shabu fra?
Min chef. Han er en sælger, der også arbejder heromkring. Han har et hus ikke så langt herfra, og hvis jeg får en kunde, så tager jeg ud til huset for at tage imod bestillingen. Det meste af landets shabu kommer fra Kina.

Hvor meget har din forretning ændret sig, siden præsident Duterte erklærede krig mod stoffer?
Først var alle stille. Vi hørte om folk, der blev slået ihjel, så alle blev bange og stoppede med at sælge. For to måneder siden ville jeg ikke have talt med dig, men det begynder at dukke op på gaden igen nu. Det er, som om folk er blevet immune over for frygten.

Så du er ikke bange længere?
Jeg er stadig bange, alle er stadig bange. Men jeg har ikke noget valg. Der er ikke nok penge, hvis jeg ikke sælger. Jeg er bare nødt til at være forsigtig.

Kender du nogen, der er kommet til skade?
Pushere her i området er ikke rigtigt blevet påvirket, fordi der er så mange turister og masser af overvågningskameraer, hvilket gør det sværere for dem at tage folk. Men jeg har hørt om nogle bagmænd, der er forsvundet.

Hvem sælger du til?
Jeg sælger til en masse turister, men mine stamkunder bor i Manila. Jeg har kunder fra Australien, Amerika, Saudi-Arabien og Japan. De er mine bedste kunder, fordi de har kontorarbejde og har penge til at købe i store mængder. Men mange af mine filippinske kunder er taxachauffører og andre mennesker, der arbejder mere end 24 timer i træk og har brug for at holde sig vågne for deres familier.

Hvor meget af overskuddet fra det, du sælger, får du lov at beholde?
Jeg får kun et lille beløb. Jeg giver overskuddet videre til min chef, og så betaler han sin chef, og han betaler sin chef, det går hele vejen op af stigen. Det er derfor præsidenten fuldstændigt har misforstået situationen. Hvis man vil af med et problem, så er man nødt til at grave rødderne ud. Man kan ikke bare skære træets blade af og forvente, at problemet forsvinder. Vi er bare de små, og bladene vokser ud igen.

Føler du, at shabu skader dit land?
Jeg tror, at det rigtige problem består i, at folk skal finde måder at overleve på. Der er ikke nok jobs eller penge til alle filippinere. Der er 25 millioner mennesker i Manila, og vi er nødt til at arbejde ekstremt hårdt og i lange perioder ad gangen for at klare os. Shabu får folk til at have det godt og hjælper dem med at holde sig vågne længere, så de kan arbejde mere.

Anser du dig selv for at være et godt menneske?
Gud har ikke givet mig meget, men jeg er heldig, at han har givet mig en god hjerne og et godt hjerte. Det eneste, jeg kan gøre, er at prøve at være den bedste person, jeg kan være med det, jeg har. Men nu er jeg også ved at miste det. Præsidenten tager den eneste ting, jeg var god til, fra mig.

Se mere af journalist Jessica O’Reillys arbejde på comfortisforwimps.com

Læs mere om narkokriminalitet her på VICE:

Livet som narko-grossist

Vi fik en dansk cokepusher til at rangere sine kunder

Jeg brugte en aften sammen med en speed-pusher