Stillbillede fra "Guns in the Club"-video
For en sang med titlen "Guns in the Club" indeholder Pinki Rings' nye video overraskende få repetitioner af udtrykket "go shawty" eller 50 Cent-agtige mavebøjninger. Den indeholder slet ingen af delene, faktisk. Til gengæld er videoen en kavalkade af abstrakte, gudesmukke sanseindtryk i slow-mo. Der er babyer omgivet penge og våben, der er en gammel, hvid WASP-type, der får tæsk af en iransk kvinde i et villakvarter, der er amning og en mand, der brænder, mens han flyver gennem luften. Og så er der mere kvindeligt sammenhold, end der er #MeToo-opslag i dit Facebook-feed lige nu.Pinki Rings består af den danske producer og filminstruktør Lasse Martinussen og den iranske sangerinde Sahar Pour, der flygtede til Danmark som fem-årig. De er gift og har udgivet musik sammen siden 2009, dog tidligere under navnet Rosemary. I fredags udgav de den fem numre lange ep Do You Understand What I Say?, blandt andet med singlen "Guns in the Club", som Martinussen selv har instrueret musikvideoen til."Det er tit mig, der først sidder og nørkler med det i en eller anden kælder. Og så kommer Sahar og skriger," siger Martinussen til Noisey om ægteparrets kreative proces. "Lasse kan bruge meget lang tid på et beat. Han er rigtig perfektionistisk. Nogle gange kan sangene godt skifte form 10 eller 20 gange," tilføjer Sahar.Efter vi havde set videoen til "Guns in the Club", var blevet gennemhullet af patos-patroner og set den igen, besluttede vi os for at ringe Pinki-parret op for at finde ud af, hvad der ligger til grund for det her æstetiske sansebombardement:Noisey: Hey guys. Hvorfor hedder I nu "Pinki Rings"?
Lasse Martinussen: Der er en gammel Wu-Tang Clan sang, der hedder "Uzi (Pinky Ring)", hvor det også betyder 'maskinpistol'. Den dobbeltbetydning kunne vi ret godt lide. Jeg går også nogle gange med fingerringe selv.
Sahar Pour: Jeg kan godt lide guld!Klart. "Guns in the Club"-videoen er vanvittigt flot – hvad kom først: den eller tracket?
Lasse: Vi har lavet ep'en Do You Understand What I Say?, der udkom i fredags, for lang tid siden, og så bare valgt, hvilket nummer, vi helst ville lave en video til. Så hoppede jeg i instruktørkitlen og prøvede at genfinde tracket visuelt. Man har hele tiden nogle abstrakte billeder i hovedet, når man laver musik, og det er ikke så konkret som at lave en video.Hvad sker der i videoen?
Lasse: Den handler om en gruppe kvinder, som bor i det her land og prøver at få noget sammenhold, men stadig er meget alene og isolerede hver for sig. Den rører ved en masse samfunds- og følelsesmæssige ting på et lyrisk plan. Teksten til "Guns in the Club" blev skrevet ret tæt på det der første terrorangreb i Danmark. Der var en masse skyderier i USA, homoklubber blev angrebet…og hvordan kan berøre det med et track? Ved at holde det simpelt, men stadig lade det stritte i alle mulige retninger.
Sahar: I en af videoerne fra vores gamle projekt, Rosemary, kidnapper Lasse mig og låser mig inde i et rum. Og vil have mig til at synge i det rum. Hvis du ser den, tænker du heller ikke umiddelbart, at den handler om noget politisk.Hvad er tanken med jeres vildt minimalistiske lydunivers?
Lasse: Vi prøver altid at rykke et nyt sted hen. Da vi først begyndte at lave musik, lavede vi alt på en computer, 100 procent elektronisk. Nu, på den nye plade, kører der noget akustisk live lejrbålsguitar og en guitarsolo. Vi forholder os til os selv og den verden, vi lever i, set fra vores perspektiv. Det er mig og Sahar som en enhed, i vores egen boble. Og så er der verden udenfor.
Sahar: Jeg tror, at det er meget dér, hvor vi finder hinanden og vores musik. Jeg har altid følt mig som en outsider, lige meget hvor jeg har været. Jeg har været tilbage til Iran, men der troede folk, at jeg var udlænding. Så hele mit liv har der ligget sådan en splittelse inden i mig. Og så kan jeg huske, at jeg var meget fascineret over at finde ud af, at Lasse også har følt sig som en outsider, på en anden måde. Og det er fedt at mærke, at vi rykker os sammen musikalsk. Vi har rykket os, siden vi var Rosemary, men hele tiden været helt enige om vores stil, og hvordan vi skal lyde. Dengang handlede det meget om undertrykkelse og krig i Iran. Det handlede for os om ikke at høre til, men at give mening sammen. Nu er vi et andet sted i vores liv. Jeg er blevet bevidst omkring, at jeg er en udenlandsk kvinde i Danmark. Og når man finder ud af, at der faktisk også er rigtig mange andre kvinder, der har det sådan i Danmark, så forsvinder lidt af det der outsider-hed.Hvad sker der så nu for Pinki Rings?
Sahar: Hvor vi med Rosemary var meget fokuserede på Danmark, tænker vi mere internationalt med Pinki Rings.
Lasse: Ep'en er ude. Derudover spiller vi faktisk et par stripped-down versioner af vores tracks live til et arrangement på fredag på Operaen i Christiania.Fedt, tak for snakken, Pinki Rings.
Advertisement
Lasse Martinussen: Der er en gammel Wu-Tang Clan sang, der hedder "Uzi (Pinky Ring)", hvor det også betyder 'maskinpistol'. Den dobbeltbetydning kunne vi ret godt lide. Jeg går også nogle gange med fingerringe selv.
Sahar Pour: Jeg kan godt lide guld!Klart. "Guns in the Club"-videoen er vanvittigt flot – hvad kom først: den eller tracket?
Lasse: Vi har lavet ep'en Do You Understand What I Say?, der udkom i fredags, for lang tid siden, og så bare valgt, hvilket nummer, vi helst ville lave en video til. Så hoppede jeg i instruktørkitlen og prøvede at genfinde tracket visuelt. Man har hele tiden nogle abstrakte billeder i hovedet, når man laver musik, og det er ikke så konkret som at lave en video.Hvad sker der i videoen?
Lasse: Den handler om en gruppe kvinder, som bor i det her land og prøver at få noget sammenhold, men stadig er meget alene og isolerede hver for sig. Den rører ved en masse samfunds- og følelsesmæssige ting på et lyrisk plan. Teksten til "Guns in the Club" blev skrevet ret tæt på det der første terrorangreb i Danmark. Der var en masse skyderier i USA, homoklubber blev angrebet…og hvordan kan berøre det med et track? Ved at holde det simpelt, men stadig lade det stritte i alle mulige retninger.
Sahar: I en af videoerne fra vores gamle projekt, Rosemary, kidnapper Lasse mig og låser mig inde i et rum. Og vil have mig til at synge i det rum. Hvis du ser den, tænker du heller ikke umiddelbart, at den handler om noget politisk.Hvad er tanken med jeres vildt minimalistiske lydunivers?
Lasse: Vi prøver altid at rykke et nyt sted hen. Da vi først begyndte at lave musik, lavede vi alt på en computer, 100 procent elektronisk. Nu, på den nye plade, kører der noget akustisk live lejrbålsguitar og en guitarsolo. Vi forholder os til os selv og den verden, vi lever i, set fra vores perspektiv. Det er mig og Sahar som en enhed, i vores egen boble. Og så er der verden udenfor.
Sahar: Jeg tror, at det er meget dér, hvor vi finder hinanden og vores musik. Jeg har altid følt mig som en outsider, lige meget hvor jeg har været. Jeg har været tilbage til Iran, men der troede folk, at jeg var udlænding. Så hele mit liv har der ligget sådan en splittelse inden i mig. Og så kan jeg huske, at jeg var meget fascineret over at finde ud af, at Lasse også har følt sig som en outsider, på en anden måde. Og det er fedt at mærke, at vi rykker os sammen musikalsk. Vi har rykket os, siden vi var Rosemary, men hele tiden været helt enige om vores stil, og hvordan vi skal lyde. Dengang handlede det meget om undertrykkelse og krig i Iran. Det handlede for os om ikke at høre til, men at give mening sammen. Nu er vi et andet sted i vores liv. Jeg er blevet bevidst omkring, at jeg er en udenlandsk kvinde i Danmark. Og når man finder ud af, at der faktisk også er rigtig mange andre kvinder, der har det sådan i Danmark, så forsvinder lidt af det der outsider-hed.Hvad sker der så nu for Pinki Rings?
Sahar: Hvor vi med Rosemary var meget fokuserede på Danmark, tænker vi mere internationalt med Pinki Rings.
Lasse: Ep'en er ude. Derudover spiller vi faktisk et par stripped-down versioner af vores tracks live til et arrangement på fredag på Operaen i Christiania.Fedt, tak for snakken, Pinki Rings.