FYI.

This story is over 5 years old.

Travel

På ludertur med Kinas forretningsmænd

"Han ringer bare til manageren på karaokebaren for at minde dem om, at vi medbringer en hvid fyr. Så de skal line piger op, som har store fisser."
May 15, 2015, 11:56am

Illustrationer af Alex Jenkins.

Der er ikke mere end 35 kilometer mellem Hongkong og Shenzhen, men stadig en verden til forskel på den tidligere britiske kronkoloni og den kinesiske millionby, der oplever nogle af de højeste vækstrater i verden. Af samme grund strømmer fattige migrantarbejdere til byen for at skabe sig en bedre tilværelse, og det gælder blandt andet de titusindvis af kvindelige sexarbejdere, som arbejder på byens massageklinikker, karaokebarer og natklubber.

Her er kunderne ikke mindst hårdtarbejdende forretningsmænd fra Hongkong, der valfarter til Kinas fastland for at slå sig løs på de brogede beværtninger og glemme alt om hverdagens trivialiteter. En forlystelsestur over grænsen kan også fungere som en udvidet forretningsmiddag, hvor en millionhandel hjælpes på vej af voldsomme mængder whisky og betalt kvindeligt selskab. Uanset formålet er penge nøgleordet, og almindelig takt og tone er tilsidesat, når Hongkongs pengestærke elite løsner slipseknuderne og skruer op for karaokeanlægget på den frække side af grænsen. Her er mit indtryk fra en sådan udflugt, da en flok Hongkong-kinesere inviterede mig med på ludertur til Shenzhen.

Advertisement

Min tømmermændssøvn forstyrres af en vedvarende ringetone, men jeg har det for dårligt til at svare. Det blev sent i går. Ken, som jeg bor til leje hos i Hongkong, tilbyder mig at drikke gratis i hans nyåbnede bar, så længe jeg medbringer hvide og helst kønne mennesker, som kan give beværtningen et eksklusivt skær. Jeg slæbte en håndfuld tørstige, lyshårede skandinaver med mig i går, men jeg er ikke sikker på, at vores tilstedeværelse gjorde noget godt for barens omdømme. Aftenens udskejelser er dog ingenting i forhold til, hvad det kommende døgn byder på. Sammen med Ken og tre af hans lokale venner skal jeg på herretur til nabobyen Shenzhen, som ligger på den anden side af grænsen - ovre i det rigtige Kina, hvor forretningsmænd fra Hongkong forlyster sig i weekenden.

Vi skal drikke japansk whisky og synge karaoke sammen, spise kinesisk gourmetmad og runde aftenen af med en afstressende massage, før turen igen går over grænsen til Hongkong. Elle det er i hvert fald sådan, turen er blevet præsenteret for mig.

"Han ringer bare til manageren på karaokebaren for at minde dem om, at vi medbringer en hvid fyr. Så de skal line piger op, som har store fisser."

Jeg tager telefonen."Hvordan har hovedet det, din stive idiot?", lyder det muntert i den anden ende af røret. Ken er i hopla. "Snart glemmer du alt om dine tømmermænd, for vi skal til Shenzhen om lidt. Der er taget hånd om det hele. Du ved godt, at du er heldig, ikke? Normalt har hvide mænd slet ikke adgang til det her, men vi er jo venner…"

Trods min dundrende hovedpine føler jeg mig faktisk lidt heldig over at komme med på ekskursionen til det kinesiske fastland, og jeg ved, at Ken har måtte overtale de andre til at lade mig komme med.

Advertisement

Så jeg hopper i bad og skynder mig hen til det aftalte opsamlingssted, hvor en minibus samler mig op midt ude på kørebanen. Jeg klemmer mig selv ind mellem Ken og føreren af bilen, en sammenbidt mand i halvtredserne, der kæderyger cigaretter mens han aggressivt styrer sin bil mod grænsen.

"Hvad er planen?", spørger jeg, mens vi drøner afsted.

"Hvorfor stiller hvide mennesker altid det spørgsmål?", vrisser Ken irritabelt.

"I vores kultur spørger man ikke ind til planen, når man ikke selv har lagt den. Man accepterer den bare," siger han.

Manden bag planen er den midaldrende chauffør, Fook. Han har planlagt middagen, håndplukket karaokebaren og valgt hvilke flasker, der skal stå på bordene. Fook foretager et telefonopkald, mens Ken og jeg i stilhed ser den airconditionerede kabine blive stadigt mere fyldt af cigaretrøg. Jeg lytter til Fooks kantonesiske ordstrøm, men fanger kun ordet "gweilo," som gentages et par gange i løbet af samtalen. Gweilo betyder oprindeligt "udenlandsk djævel" og bruges om hvide mennesker i Hongkong. Det er mig, han taler om. Jeg spørger forsigtigt Ken, hvad samtalen går ud på. "Han ringer bare til manageren på karaokebaren for at minde dem om, at vi medbringer en hvid fyr. Så de skal line piger op, som har store fisser."

Snart efter er vi fremme i Tin Shui Wai, en fjern afkrog af Hongkong kendt som City of Sadness på grund af høj arbejdsløshed, ditto selvmordsrater og deprimerende østblok-arkitektur. En ung herre river døren til minibussen op og indtager bagsædet. Han er ulasteligt klædt i hvidt jakkesæt og sort slips, og jeg skal lige til at vende mig om og hilse på ham, idet han griber fat i mine skuldre og skriger "IT'S PUSSY TIIIIIIIME." Jackie, som han hedder, fisker en lommelærke op og tilbyder mig en slurk whisky, mens han demonstrerer sit imponerende forråd af engelske sexgloser. Piben får dog en helt anden lyd, da hans kæreste ringer, og hans stemmer bliver blid og kærlig, mens de øvrige passagerer sidder og klukker indforstået. Ken fortæller mig, mens han kæmper med at holde latteren tilbage, at Jackie har bildt sin kæreste ind, at han sammen med sin far skal på vandretur i bjergene, hvor der ikke er mobilsignal. Faderen, viser det sig, er identisk med Fook, vores chauffør.

Jeg griber ud efter mikrofonen og når kun til omkvædet i Wonderwall, før det banker på døren, og jeg får besked på at sætte mig ned og holde kæft.

Ved grænsen er der problemer med mine papirer, og Ken ledsager mig til en anden overgang, hvor jeg kan få en særlig indrejsetilladelse, der kun gælder i tre dage. Vi venter i timevis, inden jeg får det nødvendige stempel i passet, og i mellemtiden er den øvrige del af selskabet ved at blive færdige på restauranten. Vi slår os ned på et gadehjørne og spiser snegle, muslinger, grillspyd og stegte nudler. Så skal vi på karaokebar.

En smuk kvinde i en stramtsiddende kjole leder os op af en neonbelyst vindeltrappe og videre ind i det private karaokerum, hvor resten af selskabet allerede har indfundet sig. Rummet består af en enorm læder-hjørnesofa foran et tilsvarende stort glasbord, som er dækket med sprut, øl og seafood-anretninger. Det virkelige blikfang er dog den kæmpe plasmaskærm, som er koblet til et karaokeanlæg med mikrofoner og mandshøje højttalere. "Det her skal nok blive sjovt," tænker jeg, mens jeg skænker mig selv en tredobbelt whisky. Jeg griber ud efter mikrofonen og når kun til omkvædet i Wonderwall, før det banker på døren, og jeg får besked på at sætte mig ned og holde kæft.

Ind kommer den første runde piger og indtager gulvpladsen mellem glasbordet og plasmaskærmen. Fook kaster sin lighter efter en af dem, men hun er immun over for hans charmeoffensiv. Jeg får øjenkontakt med hende, der står nærmest mig, og hun sender et forførerisk smil i min retning. Ken læner sig diskret ind over mig og giver mig et lynkursus i kinesisk karaoke-bordelkultur: "Hende du vælger, vil synge med dig, sidde i dit skød og være sød og rar over for dig. Du kan tage hende på brysterne, røre hende på benene og røre ved hendes trusser. Hvis du vil mere end det, skal du tage hende med i en privat kabine, hvor du får lov til alt. Du kan endda få slikket røv af hende."

Jeg forsikrer ham om, at det ikke bliver nødvendigt med den private kabine. Ken trækker på skuldrene, og giver mig så næste lektion:

Advertisement

"Kun en amatør vælger fra den første pulje. De bliver bedre næste gang.", siger han.

Efter en halv time og tre præsentationsrunder har vi alle en værtinde ved vores side. Nogle af vores ledsagersker ser ud til at nyde det mere end andre. Fooks borddame har helt sikkert ikke trukket det længste strå. Ud fra hvad jeg kan se, er Fook mere interesseret i sprutten end hendes selskab, bortset fra når han sviner hende til, går rundt i cirkler eller forsøger at rage på de andre kvinder til stede. Det fortsætter for en stund, før han dingler ud på toilettet og smækker døren bag sig med et brag. Da han ikke er tilbage i sofaen efter tyve minutter, forsøger hans søn Jackie at banke på døren uden resultat. Musikken stopper, sønnen i det hvide jakkesæt flipper fuldstændig ud og styrter ud på gangen efter en manager, som låser døren til toilettet op udefra. Alarmen er afblæst. Farmand er dejset om på gulvet med bukserne nede om anklerne, og sønnen bærer ham forsigtigt ind i lædersofaen, hvor han bliver liggende i fosterstilling, mens der igen bliver skruet op for musikken og fællessangen.

"Jeg sagde til dig, at du skulle lade gentleman-opførslen blive i Hongkong. De her piger er ikke mennesker. De er varer - og vi har købt dem."

Jeg beslutter mig for at lære min værtinde bedre at kende. Hun hedder An Xue, er 24 år gammel og kommer fra Xi'an-provinsen i det centrale Kina. An Xue har lange ben og en stram satinkjole på, der fremhæver hendes kurver. Hun har lidt for meget makeup på til min smag, men det ændrer ikke ved, at hun er en skønhed - en klassisk, orientalsk skønhed, som slet ikke burde være i den her branche, tænker jeg. Hun kan ikke et ord engelsk, men det gør ikke så meget. Hun håndfodrer mig med sushi, fylder mit ølglas op i sekundet, det er tomt, og reagerer på mine tilnærmelser med lette, overbærende smil.

An Xue ryger ikke selv, men hun tænder hellere end gerne en cigaret for mig og placerer den mellem mine læber, mens jeg sidder tilbagelænet i sofaen med armen om hende. Flere gange forsøger hun at anbringe min hånd på sit bryst eller mellem sine ben, men det bliver simpelthen for meget det hele, så jeg trækker akavet hånden til mig. Ken, derimod, kan slet ikke få nok. Med den ene hånd begravet i sin unge værtindes trusser læner han sig ind over hende og siger til mig: "Jeg sagde til dig, at du skulle lade gentleman-opførslen blive i Hongkong. De her piger er ikke mennesker. De er varer - og vi har købt dem."

Advertisement

Penge er der i hvert fald involveret. Prisen for en ledsagerske plus forplejning er omtrent 500 kroner per person. Hvis du får brug for mere privatliv med hende, må du lægge cirka 300 kroner oveni.

[…] så krøller han skjorten sammen og presser den ind i munden på hende, så hun er ved at kløjes, og makeuppen løber i vand.

Vi drikker videre. Jeg optræder med et par andre britpop-klassikere med glasset i den ene hånd og mikrofonen i den anden, mens An Xue holder cigaretten for mig. Festen går faktisk strålende, efter Fook lavede en whisky-knockout på sig selv. Men så sker der noget. På det her tidspunkt er vi cirka tre timer inde i underholdningen, og Kens spinkle pige har svært ved at håndtere de stærke dråber, som han bliver ved med at hælde på hende. Hun taber et stykke sushi lige ned på hans hvide silkeskjorte, og reaktionen falder prompte. Et vredesudbrud, der lyder som noget fra en samuraifilm, overdøver anlægget, og musikken bliver i al hast slukket. I mellemtiden har pigen i et desperat forsøg på at afbøde situationen kastet sig på knæ foran Ken, hvor hun nu gnubber panisk på den store sojaplet. Kens venner holder vejret i frydefuld spænding, mens pigerne kigger væk.

Det hele er som et absurd teater kun til ære for mig. Kort efter beordrer Ken sin formastelige værtinde til at tage hans skjorte af, hvilket hun gør, og så krøller han skjorten sammen og presser den ind i munden på hende, så hun er ved at kløjes, og makeuppen løber i vand. Han sender hende kravlende ud af lokalet med skjorten i munden, ryster opgivende på hovedet og tænder herefter sin egen smøg for første gang, siden vi gjorde vores entré. Ti minutter senere vender kvinden tilbage med frisk makeup og en pletfri skjorte, men på det tidspunkt er selskabet i opbrud. Det er kabinetid for nogen, men ikke for mig, og heller ikke for Ken, så vi betaler vores del af regningen og smutter videre i en taxa.

"Jeg har stadig brug for et knald," siger Ken og fisker en billig telefon med kinesisk simkort op af lommen. Han foretager et opkald og giver telefonen til taxachaufføren, som træder speederen i bund på en bred vej flankeret af høje kontorbygninger. Jeg sidder på bagsædet, ryger smøger og kobler fra et øjeblik, mens Ken, taxachaufføren og manden i telefonen aftaler vores næste stop. Vi bliver sat af foran et faldefærdigt højhus, og jeg når knap nok at lukke bildøren bag mig, før vi er omringet af mænd, der fremviser nussede billeder af kvinder i forskellige aldre, som er klar til at tilfredsstille os.

Ken får øje på et kendt ansigt blandt alfonserne.

Advertisement

"Her er manden, der vil tage os til den rigtige lejlighed med de rigtige piger til den rigtige pris," annoncerer han højtideligt og tilføjer, at prisen for en luder i dette afskallede prostitutionstårn er 150 kroner - eller kun 100 kroner for os, fordi vi har en speciel kontakt.

Bedstemoren skruer diskret op for fjernsynet for at overdøve eventuelle lyde fra det tilstødende værelse.

Vi venter på elevatoren. Teenagepiger, højgravide, børn og ældre mennesker myldrer ind og ud af bygningen, inden elevatoren kører op med os til 18. etage. Vores alfons banker på døren, og vi træder ind i en lejlighed, hvor der sidder tre yngre kvinder i en sofa, som er badet i skæret fra en nøgen elpære i loftet. Pigerne ser tv og ænser nærmest ikke vores tilstedeværelse i døråbningen.

Ikke godt nok, beslutter Ken, så vi prøver lykken på en anden etage i en anden lejlighed, der indeholder det samme inventar, bortset fra at der står et beskidt badekar, der hvor fladskærmen skulle have været. Endnu engang beslutter Ken sig for, at hans 100 kroner er bedre brugt andetsteds, så vi kører en tur med elevatoren igen, før der endelig er bid. I stuen sidder der en strikkende dame i bedstemor-alderen og ser tv, og ved siden af hende sidder en cirka fireårig dreng og spiller Fruit Ninja på en mobiltelefon. Ingen af dem kigger op, idet vi vader ind i deres hjem midt om natten. Så kommer drengens mor ind fra soveværelset iklædt en natkjole. Hun ligner en, der er på vej i seng, hvilket hun også er - sammen med Ken.

I mellemtiden sætter jeg mig til rette i sofaen ved siden af drengen, der - ikke at det kommer som nogen overraskelse på dette tidspunkt - er fuldstændig ligeglad med min tilstedeværelse. Alfonsen stikker hovedet ind og spørger, om jeg vil besøge endnu en lejlighed, men jeg betakker mig og tager i stedet imod et glas vand. Bedstemoren skruer diskret op for fjernsynet for at overdøve eventuelle lyde fra det tilstødende værelse. Cirka fire minutter senere går døren til soveværelset op, og kvinden, nu med et håndklæde viklet omkring sig, går med hurtige skridt ud på toilettet. Ken kommer ud fra værelset med et neutralt ansigtsudtryk og nikker over på drengen ved siden af mig:

"Tænk at hun har fået en unge. Hendes fisse var super stram" siger han.

Forfatteren har af åbenlyse grunde valgt at være anonym.