Sådan føles det at gå i byen, når man har Aspergers

Denne artikel blev oprindeligt udgivet på Broadly

Jeg elsker rutiner. En af dem er at spise mad fra gode restauranter, så jeg spiser altid mad på min vej hjem onsdag aften. Præcis som jeg plejer. Jeg bestiller altid det samme og spiser, mens jeg stirrer blankt ud i luften. Jeg ved godt, at jeg nok ikke ser vildt begejstret ud, men det er jeg. Jeg har glædet mig hele dagen.

Lige præcis den her restaurant har åbent hele natten, og ligger lige ved siden af nogle af de der fancy prætentiøse klubber i Meatpacking District. Jeg har længe drømt om at møde nogen, der kunne få mig ind på dem, men lige nu har jeg et limegrønt pulsur på og koslikkene i mit hår stritter i alle retninger. Jeg sidder ved baren og ser pjusket ud, mens jeg holder beskyttende om min mad.

Fyren, der sidder over for mig, er lækker. Jeg kigger diskret på ham. (Jeg håber i hvert fald, at det er diskret. I 1.g var der engang en, der skrev "Hold op med at glo på mig" med sprittusch henover mine noter.)

Pigen, der sidder ved siden af mig, som jeg aldrig har mødt før, læner sig hen mod mig, og siger med en blød knurrende stemme: "Synes du, han er lækker?"

Jeg nikker.

"Hvorfor taler du ikke med ham?"

"Jeg har en kæreste," fortæller jeg. Så begynder hun at snakke med ham. De kigger af og til hen mod mig, som om de snakker om mig. Jeg mærker en tilfreds lille summen i brystet.

Sagen er, at mit sociale liv ikke er noget, jeg styrer. Det sker bare. Sådan har det altid været. Jeg blev diagnosticeret med Aspergers Syndrom, en form for autisme, da jeg var teenager. Folk med Aspergers har problemer med at forstå sociale signaler, og har svært ved at være i kontakt med deres følelser. Vi behandler også information intellektuelt i stedet for intuitivt. Jeg føler, at jeg har nået mange milepæle i livet senere end andre mennesker, og det inkluderer også alting indenfor konceptet at "gå ud."

Felicity, som pigen hedder, er på vej ind på klubben. Hun har shorts på, så hun kommer der helt sikkert hele tiden. Hun virker ung, men jeg kigger på hendes hals og hendes hænder og kan se, at hun er på min alder. Vi er begge to i slutningen af vores gå-i-byen år. Hun bliver sikkert ved, fordi hun har gjort det altid, og jeg vil ikke opgive det, fordi jeg slet ikke var været nok i byen.

Første gang jeg var "på klub" var på en snusket lokal bar i den by, hvor jeg studerede. Det var det eneste sted i byen. Jeg tog derhen med en ven, der er autist, og der var ikke nogen kø eller noget som helst. En sommer, hvor jeg tog nogle kurser i New York, lykkedes det mig faktisk at komme ud rimelig ofte, men jeg var ikke erfaren nok til at vide, at de smarte steder ikke er det rigtige for mig. Jeg fandt et snusket værtshus for hippier i stedet og var lykkelig for det. Der kunne folk godt lide mig. Der syntes de ikke, at det var mærkeligt, når jeg zonede ud, eller når jeg jævnligt gik på toilettet, fordi jeg blev overstimuleret og havde brug for et par minutter alene. Jeg fik en masse venner. Men jeg havde stadig en oplevelse af, at vi ikke altid helt var på bølgelængde. Ind i mellem kommer der en meget karismatisk person, som søger mit venskab, fordi de synes, at jeg er ærlig, sjov eller bare en mærkelig, fascinerende undtagelse. Når jeg hænger ud med dem, føles livet skærpet på en eller anden måde. Ikke-autistiske mennesker (eller "neurotypiske") virker til at være en del af en stor, fælles bevidsthed, som jeg og mine venner – hvoraf de fleste er ligesom mig – bare ikke kan se.

Felicity fortæller, at hun kender ejerne af restauranten, men hun lyder rimelig blank. Jeg smiler og nikker, mens jeg indser, at jeg ikke tror på noget, hun har sagt indtil videre. Det er en big deal for mig. For fem år siden kunne jeg ikke afgøre om nogen løj for mig. Ikke bevidst i hvert fald. Jeg får selvfølgelig, ligesom alle andre, en fornemmelse af folk, men for det meste kan jeg ikke finde ud af hvorfor.

Fyren rækker henover hende, og holder sin telefon frem for mit ansigt. Der står "alt, hvad den her pige siger, lugter af rent lort."

Jeg ved ikke, hvorfor han bliver så vred. Sådan er det med neurotypiske: De er så stolte. De har tilegnet sig så mange fine sociale kompetencer, at det virker som om, at de ikke accepterer fejl eller mangler hos andre.

Nedenunder har han skrevet, "Det er flot kjole, du har på."

Men jeg har faktisk en kæreste. Jeg kender ham fra min støttegruppe.

Jeg taster mit nummer ind i den lækre fyrs telefon.

Felicity bliver ved med at snakke til mig. Jeg kan mærke, at hun ser mig som sådan en uskyldig ung pige. Hun kan sikkert godt lide at have sådan en som mig som sit 'projekt' – folk kan godt lide at føle sig vigtige. Jeg har tænkt mig at spille den rolle, indtil jeg er for gammel til at slippe afsted med det.

"Har du lyst til at tage med mig i byen?" spørger hun.

Bingo.

"Er du sikker på, at vi kan komme ind?" spørger jeg.

"Du ser godt ud," forsikrer hun mig, mens hun tænder en smøg. Jeg har en plisseret nederdel og sneakers på.

"Men mine sko," fortsætter jeg.

"Hvad med dem?"

"De er blomstrede."

Felicity giver mig elevatorblikket og nikker bekræftende. Jeg er nødt til at gøre noget ved de sko. (Jeg beholder mit pulsur på. Jeg ved godt, det ser kikset og selvbevidst ud, men ligesom mange andre kvinder på autisme-spektret, så har jeg problemer med min vægt og mit selvbillede. Men jeg har ikke noget imod at gemme mine problemer under ærmerne.) Jeg tager mine sokker af, putter dem i tasken, og propper snørebåndene ned i skoene.

"Se selv," siger hun, "du er cool! Du gjorde det af dig selv!" Hun fortæller mig, at det at være retro betragtes som en selvfølge nu.

Jeg kan godt lide hende. Fyren, som godt kunne lide min kjole, sidder stadig ved baren og virker irriteret. Jeg ser væk, mens jeg siger til ham, at jeg ikke kommer ud så tit. (Jeg må være dronningen af blandede signaler.) Senere på aftenen ser jeg hans sms: "Jeg troede, at du var en af de gode. Åbenbart ikke."

Det er en anden fejl, som neurotypiske begår. Folk antager, at hvis man er "akavet", så er man et godt menneske. Eller måske i højere grad, at man i hvert fald ikke er et dårligt menneske - som om vi ikke er kloge nok til at kunne være det. Det hader jeg. Jeg har aldrig identificeret mig med den der 'handicappede-er-ofre' skabelon.

Jeg er nervøs for dørmændene. Mange mennesker opdager ikke, at mit kropssprog er lidt mærkeligt, men jeg forestiller mig at enhver, der arbejder på coolhedens højborg ser det med det samme. Men Felicity kender dem, og de kigger bare på mig og lukker os ind. Hun tager min arm på samme måde, som en gentleman med høj hat ville have taget den, hvis vi skulle til big-band koncert.

Det første, jeg gør, er at bestille en drink – Felicity betaler. Så danser vi.

Jeg danser overdrevet, og heller ikke altid i takt til musikken. På homoklubber synes de, at det er hipt. Mine venner tog mig med på nogle virkelig gode nogen, mens vi studerede. Jeg blev venner med en masse homofyre, fordi de syntes jeg var vild og uhæmmet. Dengang forstod jeg ikke, at det var upassende at have et skriggrønt pencilskirt i læder på i det landlige Pennsylvania, men de elskede mig for det.

Sådan er det ikke på den her klub. En eller anden fyr med den obligatoriske, nedknappede, stribede skjorte danser op til mig. Jeg gnider mig lidt op ad ham, indtil jeg forstår, at han gør grin med min måde at danse på.

Jeg går nedslået tilbage til vores bord.

"Folk danser ikke her," siger jeg til Felicity.

"Jeg kan virkelig godt lide dig," siger hun. "Du er virkelig bare dig selv, du ved?"

Det siger folk altid til mig. Hun tror sikkert, at jeg er dyrlægeassistent eller sådan noget. Vi snakker lidt, og så tilbyder hun mig coke. Jeg har altid været nysgerrig på coke, men jeg har aldrig prøvet det. Jeg får kolde fødder og forestiller mig overskriften:

28-årig autistisk kvinde død af overdosis i Meatpacking District.

Jesus Christ.

Felicity tager mig med hen til et bord med nogle semi-vigtige mænd. Jeg følger med i samtalen og bidrager når det er nødvendigt, ("Wow! Er det virkelig dit arbejde? Hvordan er det?") men jeg er altid et par skridt bagud. Hun lægger sin hånd på en af mændenes overarm, og jeg bliver ved med at drikke deres champagne.

Jeg bliver følelsesladet, når jeg drikker. Jeg begynder at tale meget poetisk om hvordan jeg kom på de her klubber for mange år siden. Min veninde og jeg blev udvalgt i køen til Marquee. Vi kom på gæstelisten og hang ud i VIP sektionen fyldt med fyre i midten af 30'erne, som sagde, at de ville købe hvad som helst til os.

Jeg havde faktisk en flirt med en Wall Street advokat i en uges tid. Jeg mødte ham på Avenue for mange år siden. "Lad mig vise dig, hvordan jeg bor," sagde han, og han tog mig med op på sin tagterrasse og ned på sit værelse, hvor han antydede, at jeg var mere uhæmmet end en normal New York pige. Bagefter sagde han, at jeg manglede indre selvtillid.

Jeg har boet i New York i to år. Nogle gange tænker jeg, at jeg ikke prøver hårdt nok på at manipulere mig ind i de vigtiges cirkler. Jeg kom for at studere mode. Det virker som om, at det er en forudsætning, at man er en del af en smart gruppe, men jeg har heller ikke lyst til at være en forfejlet social gold-digger – det er det latterligste i verden.

"Jeg er virkelig glad for, at du tog med i aften," siger Felicity, og hun er 100% ærlig. Hun har introduceret mig for alle, hun kender på stedet. Det er ikke alle, der ville tage mig med ud på den måde og vise mig hvordan det skal gøres.

"Selv hvis du aldrig kommer her igen," siger hun, som om hun kan læse mine tanker, "så skal du bare vide, at du er smuk, og at det her er din aften."

Vi udveksler numre før hun tager afsted. Jeg bliver for at danse lidt mere. Hun introducerer mig for dørmændene med navn, og fortæller, at jeg skal sige til, hvis jeg har brug for noget.

Det sekund, hun er gået, kommer en akavet fyr op til mig. Jeg er vant til det og er cool med det. Der er altid et par stykker på en klub, som bare ikke rigtig virker til at passe ind. Men der gik lang tid, før jeg lærte, at der er to slags kiksede fyre, der ikke passer ind: De ondartede og de godartede.

Den ondartede slags nærmest kryber hen til mig. Der er noget slikket over dem, som de mere erfarne piger bare ville grine af. Andre (den decideret onde slags) fylder deres øjne med medfølende bekymring når de ser på mig. Jeg kan spotte den slags fyre på kilometers afstand.

Den her fyr er til gengæld sød. Han er stille. Han står langs kanten af lokalet, medmindre hans ven er ved at introducere ham til nogen. Han har ikke det der blik i øjnene, som man har, når man er ude på noget. Han siger, at han går på West Point militærakademi. Det tvivler jeg ikke på. Jeg kunne have taget ham med hjem, og så ville én af to ting være sket:

1) Han ville være mindre akavet, end jeg havde forventet. Sexen ville være mellem en 4'er og en 7'er ud af 10. Det ville være hyggeligt nok, indtil én af os, formentlig ham, ville holde op med at ringe tilbage.

2) Han ville være præcis lige så akavet, som han ser ud. I det tilfælde ville han blive hooked på mig. Hvis han var en vred, akavet fyr, så ville vores sex være fucking fantastisk. Hvis han var mere til den sørgmodige side, så ville den ikke være det.

Han smalltalker lidt og prøver at være smart. Det er lidt sødt, men jeg gør ikke noget ved det. Da jeg kommer hjem og kaster mig på sengen med min telefon, føler jeg, at jeg rent faktisk har fået, hvad jeg ønskede: Felicity har skrevet til mig. Hun ville være sikker på, at jeg var kommet godt hjem. Jeg smiler gennem min vodkabuzz.

"Alt er godt!" skriver jeg tilbage. "Jeg har haft en fed aften!"

Selvom 'fed' føles mere som 'acceptabel' for mig, så føles det som om, at jeg har fået flyttet en grænse. Det er ikke altid objektivt set sjovt. Objektiv sjov er, at spille Dr. Mario med min ven fra støttegruppen, imens han forklarer de seksuelle intriger i Star Wars.

Felicity og jeg planlægger at ses igen, men så forestiller jeg mig alt det mærkelige lort, jeg har sagt i mit liv, og hvordan det overdynger hende på én gang. Før eller siden kommer hun til at se mig for den særling, jeg er, og det gider hun ikke at tage sig af. Jeg ved godt, at der ikke er nogen grund til at være paranoid. Jeg er ret tålmodig over for folk, og især det er der mange, der har kunnet lide mig for, men jeg kan stadig ikke overbevise mig selv om, at hun rent faktisk ville have lyst til at holde kontakten med mig.

Jeg har lyst til at skrive til hende igen, så jeg tager ud på en bar. Jeg sætter mig ned og bestiller en pærecider. Jeg overspringshandler og leger med nogle af mine apps, før jeg åbner en ny besked, men jeg ved ikke, hvad jeg skal skrive.

Jeg føler, at den 'rigtige' måde at være ung på, er ved at gå ud og involvere mig med folk, som kan lære mig noget om, hvordan verden fungerer. Jeg læser på nettet om, hvad folk på min alder laver, men det afspejler overhovedet ikke min oplevelse.

Og jeg vil så gerne bare vide, hvad det er, jeg går glip af.

MERE FRA VICE:

Kunst fra sindssygehospitalet i Roskilde

Når selv hverdagsting bliver psykedeliske - mit liv med synæstesi

'Motelscape' er et syret, neonfyldt opgør med kedelige kunstudstillinger