​Sådan rejser du hele Europa rundt uden at bruge en krone

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE UK

I 2007 satte Kris Mole sig for at nå rundt til samtlige hovedstæder i Europa uden at bruge penge på noget tidspunkt. Det tog ham lidt under seks måneder at rejse 15.712 kilometer. Han tiggede og snød sig på tværs af Europas grænser på eventyret, hvor han næsten sultede ihjel, gav en spontan tale på vegne af AIESEC, spiste en pastaret mens en mand onanerede ved siden af ham og samlede nogle penge ind til bekæmpelsen af kræft.

Han er selvfølgelig ikke den første unge lurendrejer, der har backpacket gennem Europa, men i en tid hvor dit Facebook-feed er fyldt med tusindvis af hotdog-ben ved stranden, er det forfriskende, at nogen gider begive sig ud på en benhård tur i stedet. Før var det Sunny Beach og Ibiza, i dag er det destinationer som Ayia Napa og Phuket, der udgør scenen for de horder af letsindige Paradise Hotel-afviste unge, der strømmer til for at "skubbe til taget" i deres Cuba Caramel-plettede G-Star Raw-uniform og se, hvor hurtigt de kan smide deres opsparing væk på henna-tatoveringer og colibakterier forklædt som street food.

Det er dog meget langt fra den rejseoplevelse Kris havde. Jeg opsøgte ham for nyligt for at høre mere.

VICE: Hej Kris. Hvorfor tog du på den her rejse?
Kris Mole: Egentlig bare fordi jeg gerne ville rejse, men ikke havde nogen penge. Og så lidt på grund af den gode, gamle britiske tradition for at gøre noget helt sindssygt for at [få sponsorpenge]. En aften havde jeg i fuldskab fortalt en ven, at jeg ville gøre det, og en uge senere havde jeg så flybilletten til Sverige, hvor jeg startede min rejse. Jeg planlagde det på ingen måde så meget, som jeg burde have gjort.

Det var selvfølgelig ikke meningen, at din tur skulle være let, men hvad var dine største problemer?
At finde et varmt sted at sove, naturligvis, og så det, at jeg ikke kunne købe noget mad. Da jeg sad i flyet gik det pludselig op for mig, at jeg ikke en gang kunne købe en dåse Cola, for slet ikke at tale om en togbillet fra lufthavnen til Stockholm, hvor jeg havde aftalt at mødes med en CouchSurfing-vært. Og efter Stockholm skulle jeg videre til 26 andre hovedstæder. Det var første gang jeg tænkte, 'øøh, hvad har jeg rodet mig ud i?'

Men ikke sidste gang?
Jeg tænkte det hver dag efter det, men min frygt for at tabe ansigt og stolthed holdte mig kørende. Selv mine venner og familie sagde: "Du er tilbage inden for en uge, allerhøjest ti dage." Jeg kan helt ærligt sige, at jeg hellere ville være faldet død om på en eller anden motorvej et sted, end at skulle vende hjem og fortælle folk, at jeg havde fejlet.

Så gennem seks måneder var det det eneste, der holdt dig kørende?
Ja stort set, men det er underligt hvor normalt det hele endte med at føles. Jeg vågnede om morgenen i Berlin og vidste, at jeg den dag på en eller anden måde skulle nå til Polen, ligesom man normalt ville vågne og vide, at man skulle købe brød og støvsuge i stuen. Det var næsten som et arbejde. Men der var dage, hvor det var virkeligt svært, som for eksempel da jeg prøvede at komme fra Warszawa til Vilnius i Litauen.

Jeg havde taget den første del af Østeuropa i en kæmpe jakke og været mere eller mindre forberedt på den barske kulde. Men så tog jeg vestpå gennem Frankrig, Spanien og Portugal, hvor det stadig føltes som forår – sådan rigtigt t-shirt vejr – og var så dum at efterlade min jakke og alt mit varme tøj, fordi jeg regnede med at kunne gennemføre resten af turen i solskin. Da jeg ankom til Polen var det lidt køligere, men solen skinnede stadig. Da jeg vågnede næste dag lå der omkring en meter sne. Det var et ret stort problem.

Jeg endte med at tomle mig gennem en ægte snestorm. Jeg var så sulten, træt og frøs så meget, at jeg i et sindssygt øjeblik besluttede mig for at gå 298 kilometer. Så blev jeg endelig samlet op af en fyr, som satte mig af på en øde skovvej midt om natten - stadig i snestorm. Det var en kæmpe flersporet motorvej, men uden nogen lys nogen steder. Bilerne farede forbi, og jeg havde mørkt tøj på. Jeg blev ved med at falde i sneen, fordi mine sko på det tidspunkt simpelthen bare var fyldt op. Der var et par lignende situationer, men det var der, jeg var mest sikker på, at jeg skulle dø.

Hvor mange gratis togturer snød du dig til?
Jeg har ikke et præcist tal på det, men helt sikkert over 30.

Hvad gjorde du med alle bøderne?
Det gik op for mig, da jeg først blev bedt om at vise mit pas, at der ikke stod nogen adresse i, så jeg skrev den eneste anden adresse jeg kunne huske i hovedet, hvilket var Tottenham Hotspurs adresse i London. Jeg tror den eneste bøde, der fandt frem til min rigtige adresse var fra et tysk togfirma, og den ankom omkring halvandet år efter jeg var kommet hjem.

Hvor ofte drak du på din tur?
Alkohol hjalp en hel del. Det er et virkeligt effektivt redskab til at få nye venner. Hver gang jeg ankom hos en ny vært, blev jeg tilbudt noget at drikke næsten uden undtagelse. Nogle gange havde jeg måske ikke spist i et par dage, men jeg var 24 og havde ikke tænkt mig at takke nej til noget som helst, der involverede gratis alkohol.

Så gæstfriheden lever i beste velgående. Boede du hos nogle mærkelige typer?
Den mærkeligste var en fyr i Luxembourg, en franskmand. Han var min CouchSurfing-vært, og han onanerede over mig. Eller, ikke bogstaveligt talt over mig, men han begyndte at spille den af i lommen, mens jeg spiste noget pasta, som han havde lavet til mig. Det var en smule ubehageligt.

Spiste du pastaen færdig?
Ja, jeg spiste det hele. Jeg var sulten.

I forhold til de millioner af mennesker, der flygter fra vold og rædsomheder i deres hjemlande, hvordan har du det så med at kunne rejse Europa rundt så let som du gjorde?
Ja, når jeg ser hvad der sker nu, kan jeg selvfølgelig godt se det ironiske i det. Det får en til at indse, hvor fucked up verden er. Jeg kunne gøre det jeg gjorde på grund af det sted jeg er født, og det pas jeg har. Folk i Østeuropa var næsten bange for at behandle mig dårligt på grund af de mulige konsekvenser. Jeg ved godt det er en kliché, men privilegiet af at være en hvid europæer hjalp mig virkelig meget. Men det er, hvad det er.

Du har skrevet en bog om turen. Hvordan er den blevet modtaget?
Yahoo var søde – jeg fik en email fra en journalist, der sagde, at de havde set historien og gerne ville dække den i forbindelse med Yahoo Travel, hvilket jeg synes lød som en fremragende ide i forhold til at få noget omtale. Men det der skete var, at journalisten undlod at fortælle, at turen faktisk samlede penge ind til velgørenhed, så jeg blev egentlig bare skildret som en bums, der nassede mig gennem Europa.

Men i sidste ende viste det sig, at dem, der læser Yahoo Travel, er de samme typer der ser FOX News. Hver anden kommentar handlede om, at jeg var en "beskidt flygtning fra Syrien" eller "en beskidt afghansk flygtning". Det blev endda foreslået, at jeg var IS-terrorist.

Ja, i forhold til de reaktioner, jeg har set, lader det til, at det lidt er blevet en racebetonet ting.
Ja, det var det allerede, da jeg lavede udfordringen. Der var flere gange, hvor folk i første omgang ikke troede på mit britiske pas. Der var altid meget ekstra efterforskning. Folk spurgte mig hvor jeg var fra, jeg svarede "England", hvortil de gentog, "nej, hvor er du fra?", for eksempel da jeg var på grænsen mellem Frankrig og Spanien i Hendaye, hvor de har problemer med nogle baskiske seperatister. Om morgenen havde jeg set en plakat med billeder af en masse baskiske terrorister. De lignede mig alle sammen. De kunne ligeså godt have været min bror. Jeg sad bare på togstationen og passede mig selv. Pludselig kom der fire bevæbnede betjente hen til mig og tog mit pas i omkring ti minutter. De troede ikke på, at jeg var britisk. De scannede mit pas og sendte det tilbage til hovedkontoret for at tjekke grundigere efter. De lod mig gå i sidste ende, men de troede stadig ikke på, at jeg var den, jeg sagde jeg var.

Kan du give nogen råd til andre folk der prøver at rejse gratis?
Brug CouchSurfing eller lignende hjemmesider som Hospitality Club. Prøv at finde ligesindede folk, der er villige til at være vært for dig. Men vær sikker på, at du er klar på alt, hvad det indebærer – det er ikke bare at bruge de her steder som hoteller, det er en kulturel udveksling. Og det er også godt at tomle. Det kan jeg sige nu; jeg gjorde det ikke så meget på turen, fordi jeg ikke var så vandt til det, men siden da har jeg gjort det meget. Men lav din research, det er vigtigt: tjek Hitchwiki, og så kan du se, hvad tusindvis af andre har sagt om samme rute. Hvis du satser på at snyde dig til nogle togturer, så vær selvsikker, hav en løgn klar og vær ikke bange for at bruge den. Jeg så bare på det som om, at jeg stjal fra et stort jernbaneselskab, der ikke mistede noget på, at der var en fyr, der kørte gratis med. Men du kan heller ikke bare nægte at betale – jeg blev smidt af masser af tog selvom jeg havde en god undskyldning, så det virker ikke bare at være et røvhul.

Har din rejse på nogen måde ændret dit livssyn?
Da jeg tog afsted troede jeg, at det meste af verden var lort, og at folk bare satte sig selv først. Men jeg kom tilbage som lidt af en hippie og tænkte, 'wow, nej, alle er fantastiske.' Nu har jeg fundet balancen igen og kan se, at der findes masser af rare mennesker, men også mange fordærvede, korrupte typer.

Har du den næste udfordring klar?
Ja, jeg har et par stykker. Jeg går nok på den næste inden for et år, men med et budget den her gang. Jeg ville aldrig gentage de ting, jeg gjorde på den her tur nogle andre steder i verden. Det var det sværeste, jeg nogensinde har været igennem. Jeg tabte mig omkring 12 kilo, og jeg er ikke en særlig stor fyr. I forhold til moral var jeg fuldstændig overladt til fremmede menneskers nåde; hvis folk ikke hjalp mig, kunne jeg ikke hjælpe mig selv. Næste gang tror jeg gerne, jeg vil være den, der hjælper.

Kris har skrevet et bog om sin oplevelse, Gatecrashing Europe, som du kan købe her.

Mere fra VICE:

Vi besøgte københavns værste turistattraktioner

Billeder af livet på en af de mest isolerede islandske øer

Rockere og røde pølser på booze cruise mellem Danmark og Sverige