Hvorfor er sexlegetøj til mænd så deprimerende?

Denne artikel er oprindeligt publiceret på Motherboard.

Igennem de sidste 20 år har sexlegetøj til kvinder udviklet sig på dramatisk vis. Afslappede holdninger til seksualitet, genopladelige batterier, crowdfunding og 3D-printere har alle været med til at skabe en overflod af funktionsdygtige og veludformede produkter, der lever et bredt udvalg af tilfredsstillende oplever til verdens klitorisser.

Modsat består sexlegetøj for mænd stadig stort set bare af de samme lommefisser, der har været på markedet siden orgasmen blev opfundet. I en verden hvor PornHub, voksen Tumblrs, og røv-celebs på Instagram (næsten) alle er acceptable samtaleemner med mormor, er det mærkeligt, at onaniværktøjer for herrer er fanget i stenalderen. Hvorfor er Fleshlights og alle dens beslægtede gør-det-selv skeder så utroligt nederen, i hvad der burde være et klimaks af innovation i dildoens historie?

Crowdfunding-kampagner tilbyder kvinder alt fra håndfri vibration til bioniske strap-ons, hvorimod toppen af poppen for penisorienterede crowdfunding-kampagner til dags dato er Autoblow 2, en "blowjob simulator" som både er upraktisk, larmer og er umådeligt grim.

Nu er manden bag Autoblow, Brian Sloan, tilbage med et nyt projekt: 3Fap. 3Fap er i bund og grund et par plastik toiletruller med tre kneppelige åbninger. Alt ved 3Fap ser forfædeligt ud. Det er bogstaveligt talt bare tre Fleshlights limet sammen. Jeg forestiller mig, at muligheden for at skifte indgang nok vil appellere til nogen, men det er svært at slippe udenom det monstrøse design, der er ikke ligefrem er ergonomisk. (Derudover reklameres der for produktet med denne jingle, såå… ja.)

Så hvad er det egentlig, der holder nydelsesapparater for penisser tilbage? Det bør pointeres, at der hersker nogen irriterende og udfordrende logistiske begrænsninger for penis-fokuseret sexlegetøj. Dildoer kan fås i et bredt udvalg af typer og størrelser; de kan være store eller små og beregnet til penetration eller udelukkende til eksternt brug. Derimod er deres mandlige (eller kvindelige..?) modstykker designede til at kunne opsluge et hårdt lem fuldstændigt – en besværlig og uhåndterbar opgave til at begynde med, der ikke ligefrem gør det nemmere at udbygge apparatet med tekniske finurligheder. Der er en grund til, at så mange sexprodukter til mænd, som Tenga FlipHop, den famøse Fleshlight eller Autoblow, er endt med at minde om hinanden. Formkravene efterlader i sidste ende bare ikke så meget plads til innovation.

Men kulturelle normer er også indblandet. Selvom det lyder mærkeligt, er dildoens udvikling faktisk blevet hjulpet på vej af samfundets antagelser omkring kvinders sippethed.

Langt de fleste dildodesignere arbejder ud fra to forudindtagede præmisser:

1) At kvinder hellere vil have vibration end penetration.

2) At kvinder synes pikke er klamme og derfor foretrækker et legetøj med en æstetik, der minder mere om et moderne, minimalistisk kunstværk end en pornostjernes diller.

Med det som udgangspunkt behøver dildofabrikanter ikke at emulere den fysiske sex-oplevelse og er derfor fritstillede til at skabe et smukt og behageligt produkt helt fra bunden.

Omvendt har designere som Sloan ikke lige så frie hænder. Hvor sexlegetøj til kvinder ofte er tænkt som supplement til oplevelsen med en partner, er sexlegetøj til mænd næsten altid designet som erstatning. Tissemænd elsker trods alt tissekoner og derfor antages det, at mænd kun tager sexlegetøj i brug, når en vagina (eller en mund, eller anus) ikke lige er inden for rækkevidde. Som følge af det forsøger sexlegetøjsfabrikanter ikke at skabe det bedst mulige produkt til at tilfredsstille penis, men derimod at komme så tæt på at imitere en ægte menneskekrop som muligt, hvilket er en mere eller mindre umulig mission.

Og når man samtidig antager, at mænd er en flok grove, ufølsomme stoddere, der er villige til at stikke pikken i hvad som helst, ja, så får man kampagner som 3Fap. Hvor dildoer glorificeres i "føl dig så sexet som den her smukke model"-agtige reklamekampagner, markedsføres mandligt sexlegetøj mere som et produkt til den gennemsnitlige 'bro' eller 'dude' (som for eksempel Brian Sloan, der selv er den største og mest aggressive fortaler for sit eget produkt).

Kate Moss bliver måske spottet med en JimmyJane Little Something, men Idris Elba ville aldrig promovere den Fleshlight han måske eller måske ikke har under sin seng. Dette hænger uden tvivl sammen med den besynderlige følelse af skam, mange mænd stadig føler omkring sexlegetøj. I forhold til hvor åbne vi er blevet omkring vores pornoforbrug og onanivaner, er det mærkeligt, at mænds selvtilfredsstillelse stadig behandles med samme foragt.

Man kan spørge sig selv om, hvordan der stadig kan være et marked for produkter som 3Fap med alle deres fejl og mangler. Det skyldes sandsynligvis, at der ikke er så meget konkurrence på markedet. Indtil Tenga ankom fra Japan for et par år siden, var der ikke rigtigt noget legitimt alternativ til Fleshlighten. Selvom den er umådeligt ringe, har Autoblow stadig strengt taget masturberingsmonopol på automatiserede blowjobs.

Derfor er det svært at bebrejde de kunder, der vælger at bruge deres hårdt tjente penge på at holde disse lommefissemagnater oven vande. Sloan er, trods sit produkts åbenlyse skavanker, i det mindste kløgtig nok til at have fået øjnene op for en underserviceret efterspørgsel og imødekomme den. Hans produkts succes vil forhåbentlig lokke nogle mere begavede konkurrenter ind på markedet.

Det japanske firma Tenga har allerede gjort indhug på det amerikanske marked med overraskende flotte produkter som 3D-serien og en række produkter med Keith Haring-tema. Man kan kun håbe på, at fremtiden vil byde på flere Tenga'er og færre Sloans. Hvis mænd er villige til at punge ud for en 3Fap, må man vel også antage, at de også er villige til at betale for noget med et bedre design, ikke?

Mere fra VICE:

De homoseksuelle mænd, der har sex med kvinder

Derfor kan MDMA være mere dødeligt for piger

Cam Girls hacker dildoer for at få sex til at føles mere ægte