FYI.

This story is over 5 years old.

Entertainment

Sådan byggede holdet bag 'Stranger Things' monsteret

Uhyret fra Stranger Things er en skræmmende type. Kom med bag scenerne og hør, hvordan manden inden i monsteret gav det liv.
August 16, 2016, 5:00am

Billede af Michael Ezell. Med tilladelse fra Mark Steger

ADVARSEL: Denne artikel indeholder spoilere.

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE US

Netflixs retro-uhyggelige serie Stranger Things er en kærlighedserklæring til de tidlige 80'eres overnaturlige eventyrfilm – film hvor de unge hovedpersoner går i fløjlsbukser og har grydefrisure. Men den er også en hyldest til Dødens Gab. En film om voksne mennesker på en båd er måske ikke den tydeligste reference i Stranger Things, som på mange måder lægger sig mere op ad Steven Spielbergs børn-i-skoven-med-lommelygter-æstetik. Men Spielbergs film fra 1975 om en dræberhaj er vel nok det mest kendte filmeksempel på 'vent så længe, du kan med at vise monsteret'-princippet, som de fulgte så religiøst i Cloverfield, at man nærmest aldrig så noget som helst (kritikere af Game of Thrones er kommet med den samme anklage af seriens drager, som også lod vente på sig).

Advertisement

Monsteret i Stranger Things måtte man så sandelig også vente på.

I løbet af otte afsnit bliver det hele mere og mere mystisk - lige indtil det sidste afsnit, hvor vi endelig får lov til at se det mest mystiske af det hele: Demogorgonen aka "monsteret". Når først det er der, har vi brugt så lang tid på at frygte monsterets evne til at skade vores helte, at det knap skal bevæge en lille flig af sit underlige ansigt lavet af blomsterblade, før vi er skræmt fra vid og sans. Og det her monster gør en del mere end bare bevæge en flig.

Den erfarne skuespiller, performancekunstner og koreograf Mark Steger, som er inde i monsteret, ville heldigvis gerne tage en snak med os om, hvordan de dog fik skabt det væsen. Det viser sig, at der er en tydeligere forbindelse til Dødens Gab end bare timingen for monsterets fremkomst - eller som Steger siger: hendes fremkomst.

'Stranger Things' screenshot via Netflix

VICE: Hvad sker med blomsterbladene? Er det et plantemonster?
Mark Steger: Det kunne man godt forestille sig. Jeg tænker, at monsteret måske er en svamp, som er et sted mellem en plante og et dyr. Svampe-DNA minder mere om dyrs DNA end om planter, men monsteret er noget andet. Han bløder – eller måske bløder de. Eller hun bløder. Jeg ved ikke, hvilket stedord jeg skal bruge. Men det føles, som om den er lidt af begge dele.

I de øjeblik hvor vi kun får et glimt af monsteret i starten af serien, er det så dig?
Jeg har hele tiden hele kostumet på. Der var tidspunkter, hvor de sagde, at jeg kunne tage stylterne af, så jeg bedre kunne bevæge mig. Når man er ude i skoven, er der grene og sten og alt muligt, så det kan være lidt svært at holde balancen. Men det er mig.

Advertisement

Skulle du igennem en hel vanvittig makeup-process, der tog hele dagen?
Processen med at tage dragten på var faktisk ikke så slem. Det tog mellem en halv time og 40 minutter - alt efter om vi brugte hele robotdelen og det animatroniske hoved eller stunthovedet. Jeg blev lidt over 20 centimeter højere med metalstylterne på. Der er dukkedele, robotdele, små motorer og batterier. Det er meget kompliceret.

Jeg har læst, at monsteret stort set blev lavet uden computereffekter. Hvilke dele er lavet på computer?
Der er nogle ting, der er digitalt forædlede. Når hovedet åbner, kunne man se mine øjne, så dem redigerede de væk, og så erstattede de dem med en robotmund, der blev bygget af special effects-firmaet Spectral Motion.

Seger blærer sig. Billede af Aaron Sims. Med tilladelse fra Mark Steger

Så man kan kun se dig når "blomsten" åbner sig?
Ja, jeg kan også bedre se noget, når den åbner sig. Når den var lukket, var der kun to små hulle - men de var ikke altid det samme sted.

Er hænderne lavet på computer? Det ser ud som om, at dine arme skulle være sygt lange, hvis det er dine egne hænder.
Hænderne er også robotter. Jeg styrer armene ligesom en hånddukke. Mine arme var dækket af digitale, grønne ærmer, der blev redigeret væk. Man kan sige, at jeg nærmest var inde i en hånddukke. Jeg var halvt maskine, halvt menneske.

Var det svært at arbejde uden at kunne se noget?
Det larmede faktisk virkelig meget derinde. Selv når motorerne ikke var tændt, var der er et virkelig højt, skærende hvin. Der var 26 motorer alene i hovedet, og når vi filmede, kunne jeg ikke høre, hvad nogen sagde. De måtte råbe så højt, de kunne, og så kunne jeg måske høre dem. Jeg tror selve dragten vejede omkring 15 kilo, og jeg var helt pakket ind. Det var som at have en våddragt på, der dækkede hele min krop.

De omstændigheder der opstod, når jeg skulle ind i dragten, hjalp mig virkelig med at forestille mig, at jeg var inde i monsteret.

Brød du nogensinde sammen, fordi det var så hårdt?
Det er en del af jobbet at være udholdende. Jeg går og snacker chips og drikker energidrik hele dagen for at holde den kørende. Man kan ikke spise et stort måltid og så klemme sig ned i dragten. For det første er dragten stram. Men man skal også regulere sit blodsukker, når man er derinde. Jeg er meget tynd og forbrænder kalorier superhurtigt, så det er lidt af en udfordring.

Hvad var det sværeste ved det?
Hele scenen hvor jeg kæmper med børnene i huset: Skuespillerne er der, Joe Keery, Charlie Heaton og Natalia Dyer, og jeg dukker op, bliver skudt og tæsket med et bat med søm i, træder i en bjørnefælde, og der bliver sat ild til mig. Så var der hele koreografien omkring kampen. Selvfølgelig filmede vi det i bidder, men der var visse dele, som vi mere eller mindre tog ud i én køre. Det var nok det mest udfordrende.

Advertisement

Hvordan spiller du skuespil, når du har alt det tekniske at bekymre dig om?
Jeg skulle bogstaveligt have dragten på som et korset - og alligevel få det til at se levende ud, så jeg skulle overdrive bevægelserne en del. Og samtidig er der alle børnene, der forsøger at slå dig ihjel, mens du forsøger at æde dem. Alt det besværlige omkring dragten gjorde virkelig, at jeg begyndte at tænke som et monster.

Jeg tænkte bare: Jeg er ligesom en haj. Jeg er perfekt til det, jeg er bygget til.

I den scene hvor monsteret spiser rådyret, er vi nok tættest på at se væsenet leve sit almindelige liv. Hvordan skabte I den scene?
Animatronics-designeren Mark Setrakian arbejdede sammen med mig det meste af tiden, og vi sparrede en del. Han rullede blomsterbladene ud, og jeg lænede mig lidt tilbage, som om jeg tog en bid, og så åbnede han bladene og lukkede dem igen, når jeg tog hovedet ned. Det var en interessant, interaktiv proces. Der var rigtig meget ventetid, hvor jeg sad udenfor. Det var virkelig koldt, og jeg var helt stiv - og så skulle jeg gøre det hele rigtigt og virkelig være karakteren.

Hvad sagde instruktøren om karakterens motivation?
De helt simple instrukser Duffer gav mig, var: 'Du er som en haj, som hajen fra Dødens Gab, og du rejser mellem forskellige verdener for at æde'. Så det var mit mål med karakteren.

Og hvordan formidlede du det på skærmen?
Jeg tænkte bare: Jeger en haj. Jeg er perfekt til det, jeg er bygget til. Hajer har ikke udviklet sig i 200 millioner år – eller hvor lang tid, der nu er gået. Så det var det, jeg tænkte: Det her er mit formål – det er det her, jeg kan. Jeg er den bedste til det. Jeg er bedre end alle andre. Det var ret gode instrukser. De var gode til meget tydeligt at sige, hvad de ville have, og det var virkelig forfriskende. De kommunikerede det godt, og det var en sjov proces. Det var meget hårdt arbejde, og selvfølgelig var det stressende, men det føltes som en leg.

Læs mere om dine yndlingsserier fra VICE:

Dustin fra 'Stranger Things' fortæller om Pokémon og livet med en kronisk sygdom

Derfor bliver 'The Get Down' din nye foretrukne Netflix-serie

Brutale scener fra 'Game of Thrones' som søde GIFs