En dansk legende holder hovedet højt

FYI.

This story is over 5 years old.

Travel

En dansk legende holder hovedet højt

Du kender nok Rune Glifberg, men lang tid før ham var en anden dansker på den absolutte top af den internationale skatescene. Se de fantastiske billeder af Nicky Guerrero.
July 11, 2016, 5:00am

Nicky Guerrero er én af de bedste skatere, du måske aldrig har hørt om. Han var den første danske skater, der slog igennem i udlandet, og alligevel er der mange, der ikke kender ham – også her i landet. Han var stor i skatingens guldalder, hvor han rullede rundt sammen med legender som Tony Hawk og Rodney Mullen. I dag nærmer han sig de 50 år og kører stadig for fuld damp, enten på ramper og spots rundt om i København eller til forskellige Masters-konkurrencer, som er en liga for skatere over 40.

Advertisement

Nicky Guerrero designede sit første board som 18-årig i 1987, da han skrev kontrakt med Gordon & Smith. Fordi han voksede op halvt i Danmark og halvt i USA, kunne han nogle gange blive forvirret over sproget. Oprindeligt ville han nemlig opkalde sit design efter de små lakridser Spunk, men det var amerikanerne ikke nede med (Spunk betyder sperm på engelsk).

I 1989 blev han øjeblikkeligt et ikon og en del af den absolutte elite, da han droppede sin aftale med Gordon & Smith og i stedet skrev kontrakt med Powell Peralta's Bones Brigade sammen med holdkammerater som Tony Hawk, Steve Caballero, Mike McGill, Lance Mountain og Rodney Mullen. Bones Brigade var det vildeste man kunne være en del af den gang, og Nicky skrev autografer til alle og fik tusindvis af venner. Desværre varede hans tid som rockstjerne kun fire år. Nicky gik fra at være en pioner, der banede vejen for alle fremtidige europæiske skatere til ikke at have noget at leve af. Det skete mere eller mindre fra den ene dag til den anden, da street-skatingens øgede popularitet gjorde, at vert i 1993 ikke længere kunne trække den samme interesse fra publikum. George Powell, medejer af Powell Peralta, sagde til ham: "Jeg tror ikke, man kan leve af at vert-skater længere. Du kommer nok til at tjene mindre, end hvis du arbejdede på McDonald's."

Powell tog som bekendt fejl, men Nicky var tvunget til at stoppe, så han besluttede sig for at gøre noget andet med sit liv. I dag arbejder han i en børnehave og har en søn. Men selvfølgelig skater han stadig. Han er stadig sponsoreret og deltager jævnligt i konkurrencer over hele verden. For et par år siden vandt han for eksempel en konkurrence i Australien foran sin gamle holdkammerat Steve Caballero.

Advertisement

Forholdet mellem familieliv, arbejde og skating fungerer faktisk rigtig fint for Nicky. Når han bliver spurgt, hvor han ser sig selv om ti år, svarer han: "Måske har jeg købt et hus på landet med en bowl i baghaven. Så kan jeg have skatere på besøg. Eller måske er min søn begyndt at køre internationale konkurrencer, så vi tager til Tyskland sammen. Så kan vi begge stille op. Jeg ved det egentlig ikke. Det er alt sammen små drømme."

Nicky virker ikke til at ville smide håndklædet i ringen lige med det samme. Hans gamle holdkammerat Tony Hawk lagde vægt på Nickys ihærdighed: "For nogle skatere er det ultimative mål at blive professionel, og det ender tit med, at de mister motivation, når først de har opnået det. Men Nicky er blevet ved med at udfordre sig selv, og det har kun gjort ham bedre. Jeg synes, hans skate-stil er lækker, flydende og teknisk. Han får de svære tricks til at se nemme ud. Vi er samme alder, og vi er aldrig stoppet med at skate. Det er i vores DNA – vi kan ikke stoppe."

Hvis man spørger Nicky selv, har han det stadig skide skægt.

"Jeg er glad for, hvordan det hele er endt, fordi jeg har bevaret glæden ved at skate på en anden måde. Jeg har prøvet at skate pro, og jeg har skatet for sjov. På en måde er jeg glad for, at jeg ikke har fået den samme opmærksomhed som Tony Hawk," siger han.

"Den glæde, jeg får ud af at skate, overgår helt sikkert andres mening om mig."

Denne artikel blev oprindeligt udgivet i 2014

Nickys søn Axel

Nicky med sin familie