Hvad er det dog, der foregår i Storbritannien? En forklaring til resten af verden

Denne artikel blev oprindeligt udgivet af VICE UK

Hvis man ikke kommer fra Storbritannien, kender man nok bedst landet som stedet, hvor en 90-årig kvinde, som aldrig er blevet valgt, sidder på en trone i skiftende paladser, fulgt af en flok små hunde. Og man tænker: Hvad fanden er det, der foregår derovre?

For lidt over en uge siden besluttede befolkningen med et snævert flertal at forlade EU, hvilket er en beslutning, der har gjort briternes liv til en intens nyhedskanal, der kører i døgndrift på en stressende cocktail af frygt, afmagt, glæde, sladder, patriotisme, fremmedfrygt og gennemført forvirring.

Ingen – ikke engang de politikere, der har stået bag dette spring ud i intetheden – ved, hvad der kommer til at ske. I årtier havde EU ikke en særlig fremtrædende plads i den politiske debat. Men samtidig var det en konstant kilde til intern konflikt hos de Konservative, så premierminister David Cameron lovede at afholde denne folkeafstemning, fordi han, som de fleste andre, gik ud fra, at de ville vinde, lukke munden på dem, der var anti-EU, og at han så kunne begynde at opbygge sin politiske arv.

I stedet åbnede han Pandoras æske, og ud fløj tre årtiers vrede. Vrede mod et politisk system, der har ignoreret og hånet store dele af dets vælgere, vrede over, at globalisering har hjulpet nogen, men skadet andre, vrede over den skiftende sociale og økonomiske struktur i landet, og ja, vrede i visse områder over den del af befolkningen, man ikke mener, er britisk.

David Cameron vil blive husket. Husket for at være et betitlet og ledende medlem af den herskende klasse, der udsatte sit folk for en række brutale økonomiske reformer, spillede hasard med landets medlemskab af EU – og tabte – og dermed førte landet ud i årevis med usikkerhed og sandsynligheden for et opbrud af unionen mellem England, Wales, Skotland og Nordirland.

Da vælgerne skulle stemme om EU-medlemskabet, var der mange, der også så deres stemme som et spark i nosserne på premierministeren. Hvorfor gjorde de det? Det er de arbejdsløse briter, gammeldags konservative, de ældre og isolationisterne, der har tegnet afstemningen om Brexit. I sidste ende vandt deres bekymringer over det politiske og økonomiske etablissements interesser, over de unge, de sorte og de etniske minoriteter og over den del af befolkningen, der bor i de store byer. Gennem hele processen har pressens forkærligheden for provokerende løgne fodret en mudderkastende kampagne, som har udsat en arrig, forvirret befolkning for kaskader af frygt fra begge sider.

Landet er nu tydeligt opdelt i regioner. Skotland, Nordirland og London stemte for at blive. Resten af landet stemte for at forlade EU. Det Skotske Nationalparti vil bruge Brexit som en undskyldning for at gennemføre endnu en folkeafstemning om skotsk uafhængighed. Deres leder Nicola Sturgeon – som er den slags intelligente kvinde, en midaldrende amerikaner ville blive forelsket i i en Hollywoodfilm om en mand, hvis midtvejskrise har ført ham til Skotland på jagt efter Loch Ness-uhyret (men hvad han i stedet fandt, var kærlighed) – fremstår nu meget statslig. I Nordirland var EU et af stridspunkterne i konflikten mellem irske republikanere og Ulster-tilhængere. Det hele ser ret usikkert ud deroppe lige nu.

Den multikulturelle metropol London er nu, mere end nogensinde før, en anden verden. Den står i stærk kontrast til de dele af Storbritannien, Margaret Thatcher erklærede krig mod i 1980'erne, og som aldrig har fået et formål med deres eksistens. I store dele af det nordlige England, dele af Wales og langs den engelske østkyst er arbejdsløsheden høj. Der er mangel på udlært arbejdskraft. Den smule penge, der kommer til disse områder, kommer fra EU, men der er en udbredt følelse blandt mange af beboerne af, at det er immigration, der har presset lønningerne i bund, og at hvis man forlader EU, vil det være en metode til at "tage landet tilbage" eller "tage kontrollen" – et slogan brugt af den side, der ville forlade EU. Nedskæringer på velfærden har ramt folk hårdt. Uligheden vokser: Som det er i resten af det kapitalistiske vesten, så har arbejderne ikke fået så lille en bid af Storbritanniens økonomiske vækst siden Anden Verdenskrig.

Analyser af afstemningen om Brexit afslører en interessant alliance mellem arbejderklassen i tidligere storslåede industriområder og velhavende konservative fra landdistrikterne. Arbejderne, der stemte for at forlade EU, ville give det økonomiske etablissement fingeren. Velstående folk, der stemte det samme, ville give fingeren til det kulturelle etablissement.

Selvom 63 procent af Labours vælgere stemte for at forblive i EU, er en stor skare af partiets politikere nu i færd med at omstyrte formand Jeremy Corbyn, som de ser som en inkompetent, sandalbærende, socialistisk fantast. På den anden side ser Corbyns støtter dem, som forsøger at kuppe ham, som en flok karrieremindede, barnlige robotter med alt for omfattende medietræning, som er ude af stand til at acceptere, at deres leder nyder stor opbakning blandt partiets græsrødder.

De Konservative har gang i noget lignende, hvor knive bliver stukket i ryggen på hinanden på daglig basis. Boris Johnson plejede at være Londons klovneagtige borgmester, men nu i valgkampen har han fremstået mere skummel, fordi hans støtte til kampagnen for at forlade EU virkede som en del af et kup, hvor han ville overtage magten i partiet. Det endte med, at han fik ødelagt sin vej mod formandsposten af sin tidligere allierede Michael Gove, en mærkelig form for hånddukke, der arbejder i skyggerne, og som overraskende nok virker til at være den mest machiavelliske politiker i Storbritannien lige nu.

Der går knap et minut, før nyhederne rapporterer om nyt bedrageri eller endnu en opsigelse. Nigel Farage, lederen af det højrenationalistiske UK Independence Party, som til dels skal have æren for at få gennemført afstemningen, trådte tilbage for få dage siden. Nåh ja, og vi har slet ikke nævnt, at premierminister David Cameron også trådte tilbage – nyhederne har været så eksplosive, at det virker som en fodnote. Alle dem, som har været bagmænd bag afstemningen, virker til at ville skride nu. Hvert minut bliver der lavet tusindvis af jokes på de sociale medier om, at britisk politik er ligesom Game of Thrones.

Det hele ville være alt for meget, hvis ikke det var, fordi det alt sammen er så seriøst. Fremmedfrygten vokser, og det yderste højre får mod på mere. Der er ingen plan for fremtiden, og lige nu er Storbritannien faktisk stadig i EU. De har altid været en øgruppe, der var stolte af at være anderledes, men de har taget det karaktertræk og vendt det indad i en forestilling om, at deres særegenhed er under angreb fra alle ude fra. Nu hvor Storbritannien ikke længere er et imperium, længes landet efter en fortid, der var langt frygteligere, end det selv kan huske. Landet er styret af postkolonial melankoli med en stor del af befolkningen, der ikke har meget at håbe og tro på og derfor forestiller sig, at fjenden ligger og venter lige ovre på den anden side af kanalen. Men fjenden er, som altid, i deres egen midte.

Læs mere om Brexit på VICE:

Sandheden om Brexit findes på Facebook og Twitter

Brexit er virkelighed og du skal være bange

I en vanvittig valgkamp om Brexit har briterne glemt kvinderne