FYI.

This story is over 5 years old.

Stuff

​Jeg prøvede alle de stoffer, der stadig kan købes lovligt

Og endte med at bruge min eftermiddag på at sniffe medicin mod halsbetændelse.
December 2, 2016, 6:00am

Alle billeder af Jake Lewis

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE UK. Udvalget af stoffer, der forhandles lovligt i Storbrittannien, og som derfor omtales i artiklen, kan adskille sig fra det danske marked.

DISCLAIMER: Selvom følgende produkter er helt lovlige, anbefaler vi ikke, at du prøver nogle af dem - af årsager, som du vil forstå, når du læser videre.

Mange af os har haft det svært i 2016, men gem lidt af din julemedlidenhed til de stakkels medarbejdere i den engang-stolte industri for lovlig narkotika og deres familier. Der kommer ikke til at være nogen gaver at finde under deres juletræer i år – ikke siden Roflcopter-fabrikkerne blev lukket ned, og der blev sat skodder for alle Meow Meow laboratorierne. Verden har bare ikke været den samme siden 26. maj i år, da Psychoactive Substances Act trådte i kraft, og gjorde salget af lovlige stoffer ulovligt i Storbritannien.

Advertisement

Da loven blev introduceret, var der flere politichefer, der meldte ud, at den ville være umulig at håndhæve. Og det så umiddelbart ud til, at de havde ret. I dag kan du stadig gå på internettet og finde produkter til salg, der minder ekstremt meget om alle de forskellige former for partypulver, der ikke længere er lovlige at sælge i Storbritannien. Det første, jeg tænker er, at de må være lovlige, for at de kan blive solgt, hvilket altså også betyder, at de ikke har nogen form for "psykoaktiv virkning" på hjernen, da den nye lov ellers ville gøre dem ulovlige.

Der var kun en måde at finde frem til sandheden på: at købe en røvfuld af dem og anmelde dem en af gangen. Derfor satte jeg kursen mod Camden, det spirituelle hjem for den britiske headshop, for at finde ud af, hvad der var sluppet udenom forbuddet.

"Det er ikke noget, vi sælger længere – det er alt sammen forbudt nu," er der en butiksindehaver på hovedgaden, der fortæller mig. "Stop med at tage det lort!" er der en anden, der råber, hvilket var ret spøjst, eftersom omkring 90 procent af hans butik bestod af bonger. Jeg tror, at de troede, jeg var en politistikker, og det er også forståeligt, eftersom politiet ransagede netop de butikker, mens forbuddet var ved at blive implementeret.

Det sidste sted, der fortsat kalder sig et "one stop shop for all your party needs" på den her side af dark net, er ICE headshoppens online portal, der stadig tilbyder at levere "research chemicals" hjem til din hoveddør. Jeg bestilte hele svineriet.

Advertisement

Hvad jeg bestilte

Snow Blow (1g)
Blowout (1g)
Smiley Face (0,5g)
POW (1g)
Bosh (2 piller)
Jester (2 piller)

Hvad de lovede

Snow Blow, Blowout og Smiley Face pulver skilter alle sammen tydeligt med, at de er baseret på det, de betegner som "verdens mest indtagede psykoaktive stof". Og så er der POW. Sådan her bliver det beskrevet på hjemmesiden: "Psychoactive Substances-loven var en kæmpe nedtur, men her hos ICE har vi knoklet hårdt for at kunne forsyne jer med et nyt sortiment af research chemicals, så du på ingen tid kan komme ovenpå igen. Her er den spritnye POW – det første ægte research chemical siden forbuddet!"

Hvad der var i dem

Hovedingrediensen i de her produkter er noget, der hedder "1,3,7-trimethylxanthine". Hvad har de kløgtige, små narkonisser i laboratoriet nu fundet på for at slippe udenom Storbritanniens strikse, nye, anti-mærkelige-stoffer-fra-internettet lov? Lad os spørge Google:

En nærmere undersøgelse afslører, at "verdens mest indtagede psykoaktive stof" faktisk er koffein. Smiley Face er helt rent. Snow Blow og Blowout er blandet op med taurin og B-vitamin, hvilket næsten med garanti ikke var det, din mor mente, da hun sagde, at du skulle spise flere vitaminer. POW er en kombination af koffein, sort peber-ekstraktet bioperin og en ukendt kemisk forbindelse, der umiddelbart minder meget om det, man normalt ville finde i betændelsesbekæmpende lægemidler.

Bosh og Jester består begge to af koffein, guarana og kolanød, blandet sammen i store, røde kapsler. Festligt.

Advertisement

Hvordan det føles at tage en streg

Der er lidt af en placeboeffekt, når man hakker en streg hvidt pulver, hvor ens hjerne i et kort øjeblik tænker: 'Nu bliver jeg fucked up.' Først er der lidt af en desinfektionssmag, og efter Blow Out får man en Red Bull-agtig smag i munden, nok på grund af taurinen. Der er helt klart en umiddelbar rus, når koffeinen rammer blodet, men bare en halv time senere har jeg ikke længere munddiarré.

Svarer tilnærmelsesvist til:

– at drikke en stærk kop kaffe som det første om morgenen, før du har spist noget.
– sådan som din fordøjelse har det efter 3 Red Bull.
– at spurte op af trapperne til fjerde sal i et lidt hurtigere tempo, end du normalt havde syntes var behageligt.
– at falde.

Hvordan du måske forestiller dig, det føles at tage noget, der hedder en 'Bosh'-pille

Du er på en mark, din ven læner sig ind til dig og siger, over musikken: "Kan du mærke noget endnu?" og du ryster på hovedet, men begynder at kunne mærke det i benene og – har du det måske lidt for varmt? – og nu smiler du, vent engang, du elsker den her sang – og dine venner smiler også, og, er alle her bare virkelig, virkelig lækre? Nej, nu er det ikke for sjov, men det her er muligvis den bedste sang, der nogensinde er lavet – og det er vanvittigt, at du ikke har fundet ud af det før nu, men holy shit det føles fantastisk at strække armene.

Hvordan det i virkeligheden føles at tage noget, der hedder en 'Bosh'-pille

Som at tage en ibuprofen.

Situationer, som de her produkter kunne bidrage til

– Du kan placeres i det formentligt meget begrænsede Venn-diagram over folk, der a) har lyst til at holde en fest med Narcos tema, men b) ikke er så glade for stoffer.
– Du er nervøs over at komme til at nyse, når du er midt i at tage en streg til en fest ligesom Woody Allen i Annie Hall, og gerne vil øve dig derhjemme. En slags "Min Første Streg" fra Fisher Price.
– Du terper inden en eksamen. Du kan ikke længere klare smagen eller lugten af det, de fylder i de der discount-energidrikke, men har brug for et par ekstra vågne timer for virkelig at få ordentligt styr på fotosyntesen.
– Du er instruktør for en billig genindspilning af Blow.

Situationer, som de her produkter ikke kan bidrage til

Hvis der er nogen, der stiller dig spørgsmålet, "Har du nogle stoffer?"

Advertisement

Andre måder du kan indtage store mængder koffein uden at fucke din næse op

Global kapitalisme har allerede sørget for, at du har tonsvis og atter tonsvis af alternativer:

– Venti kaffe fra Starbucks: 400mg
– Grande kaffe fra Starbucks: 320mg
– Tall kaffe fra Starbucks: 240mg
– En dåse Monster Energy: 160mg
– Espresso fra Starbucks: 150mg
– En dåse Red Bull: 80mg
– Sort te: 30-80mg
– En Pro Plus-tablet: 50mg
– En dåse Cola Light: 47mg
– En dåse almindelig Coca-Cola: 35mg
– Häagen-Dazs Kaffe Is: 29mg

Med andre ord, ville du være nødt til at sniffe næsten et halvt gram Smiley Face for at få lige så stort et kick som en million kontorarbejdere får over disken hver evig, eneste dag i deres fornuftige liv.

Hvad jeg har lært

Stoffer er noget lort. Det husker vi alle sammen at have fået at vide i skoletiden, men billige pseudostoffer er det værste, man kan udsætte sig selv for. Som en vis mand engang sagde til mig: "Bare hold dig til klassikerne."

Mere om lovlige stoffer fra VICE:

Hvad jeg lærte af at kakaotrippe i Søndermarken

Jeg trippede kun ved hjælp af min vejrtrækning

Jeg byggede en drømmemaskine og trippede på lys