Sådan blev en brydeklub mit nye hjem, da jeg flygtede fra Syrien
Nye naboer

Sådan blev en brydeklub mit nye hjem, da jeg flygtede fra Syrien

Selvom mine holdkammerater og jeg ikke taler samme sprog, så er vi på samme hold.
May 29, 2017, 7:00am

Artiklen er en del af vores Nye Naboer-temauge, hvor unge flygtninge i hele Europa er gæsteredaktører på VICE.com. Læs lederen her.

–––

Mustafa Alabsullah er 22 år og fra Damascus i Syrien. Han ankom til Berlin for et år siden, hvor han nu bor på en sovesal for flygtninge.

Jeg begyndte at gå til brydning for fire måneder siden. Jeg havde ikke prøvet det før, selvom jeg selvfølgelig indimellem var oppe at slås med min bror, mine fætre eller mine venner – uden regler eller taktik. Men ven Abdul bor på den samme sovesal i Berlin som mig, og han tog mig med til sin brydeklub en dag. Vi træner hernede tre gange om ugen. Jeg kommer godt ud af det med de andre, selvom vi ikke taler samme sprog – der er russiske, arabiske, polske og tyske fyre hernede. Vi taler ikke så meget, men man kan sige, at vi kommunikerer med bevægelser og er blevet bedste venner gennem det. Min ven Saleh, som taler bedre tysk, end jeg gør, har oversat min historie fra arabisk til tysk.

Advertisement

Jeg elskede brydning lige fra den første time. Nogle gange bliver jeg frustreret, hvis jeg føler, jeg er for svag eller ikke kan udføre et greb. Men når det sker, demonstrerer min træner grebet igen og siger, jeg skal prøve igen lidt langsommere. Han motiverer og støtter mig, når jeg møder udfordring. Brydning kræver meget energi. Jeg er vant til udholdenhedstræning, fordi jeg spiller fodbold, men efter den første træningstime var jeg fuldstændig udmattet. Det er hårdest at bryde med andre, men opvarmningsøvelserne opbruger også meget af min energi. Men jeg elsker sporten, fordi den gør mig stærkere og modigere end nogen anden sport. Fodbold er blevet mere en social ting end en sport for mig.

Min dag begynder klokken ni om morgenen. Jeg har timer indtil klokken et om eftermiddagen og integrationkursus til klokken to. I det kursus lærer jeg om tysk kultur og etik. Vi har også allerede været på to udflugter – en til et miljøbeskyttelsescenter og en anden til et egyptisk museum. Og så går jeg i moske en gang om ugen. Ellers kommer jeg ikke så meget ud, men tager i stedet hjem på sovesalen efter min undervisning for at lave mad til mig selv. På de dage, hvor jeg har brydning, laver jeg en masse mad – primært kartofler og kylling. Jeg lærte at lave arabiske retter i skolen i Syrien, og jeg synes, jeg er blevet ret god til det.

Træningen varer fra klokken 20 til 21.30. Når jeg kommer hjem, er jeg helt udmattet, men jeg er som regel vågen og taler i telefon indtil klokken et om natten. Jeg taler med mine søskende på Facebook og WhatsApp. Mine forældre døde i Syrien, men mine søskende bor der stadig.

Advertisement

Jeg prøver at finde et job, men jeg vil ikke have det skal ødelægge min træning. Jeg vil gerne blive bedre og deltage i så mange konkurrencer som muligt – og gerne, lige så snart jeg er klar til det. Jeg ved, at jeg har langt igen – min træner siger, jeg måske er klar til min første venskabsturnering i maj.

Indtil da skal jeg bare træne videre. Jeg kommer altid til tiden, giver hånd til alle og taler lidt med mine holdkammerater, inden vi begynder. Klubben betyder rigtig meget for mig, og jeg er meget taknemmelig for at være her.

Mustafa (til højre) og hans ven Saleh (33) til træning.

Billeder af Nicolas Schwaiger, som har fulgt bryderne i Weddinger Löwen.

Underskriv FN's Flygtningehøjkommisariat, UNHCR's opfordring til alle regeringer om at sikre en tryg fremtid for alle flygtninge her. Hvis du ønsker at støtte lokalt, kan du tage kontakt til Mustafas brydeklub, som hedder The Weddinger Löwen.