​Brutale billeder af bandelivet i Brooklyn

FYI.

This story is over 5 years old.

Fotografi

​Brutale billeder af bandelivet i Brooklyn

Fotografen kendt som Boogie har dokumenteret gadelivet, bandevold og kriminalitet i New York gennem to årtier.

Alle fotos af Boogie fra 'It's All Good,' udgivet af powerHouse Books.

Fotografen, der er kendt som Boogie, har en ekstremt mangfoldig karriere. Han er kendt for at fotografere atleter som den olympiske hurtigløber Usain Bolt og fodboldstjernen Mario Balotelli for milliardvirksomheder som Puma og Nike – men han har også udgivet seks monografier, der skildrer den barske gadekultur i byer som São Paulo og Beograd.

Boogie er selv født og opvokset i Beograd, og han er vokset op med kameraer omkring sig; hans far og bedstefar var begge to amatørfotografer. Han blev ikke for alvor interesseret i kunstformen, indtil krig og kaos splittede hans land ad i 90erne. På det tidspunkt hjalp fotokunsten ham med at distancere sig selv fra det levende helvede omkring ham. Boogie peger på den tumult, han oplevede i Serbien, som katalysatoren, der sporede ham ind på de temaer, som han har udforsket gennem resten af sin karriere. En karriere, der for alvor fik momentum, da han begyndte at fotografere i Brooklyn.

Advertisement

Bushwick, Brooklyn, 2004

I 1998 vandt Boogie Green Card-lotteriet og flyttede til New York. Han lavede alt muligt forefaldende arbejde, mens han tog billeder ved siden af. Et tilfældigt møde førte til, at nogle bandemedlemmer i Bed-Stuy bad ham om at fotografere dem med skydevåben, hvilket førte ham ind i en kriminel underverden. Resultatet blev hans første monografi, It's All Good, som han udgav i 2006. Bogen skildrer medlemmer af Latin Kings og andre bander, såvel som pushere, stofbrugere og marginaliserede mennesker plaget af fattigdom og håbløshed. Men i modsætning til overfladiske gadefotografer, der knipser løs uden at lære de mennesker, de tager billeder af, at kende, er Boogie en dokumentarist, der engagerer sig i sine cases, opbygger et tillidsforhold og bliver inviteret med ind i deres hjem, deres tilflugtssteder og deres besatte ejendomme.

"Folk siger altid, at der er visse grænser, man ikke skal træde ind over, men jo dybere ind du kommer, desto bedre billeder får du - og ingen kan fortælle dig, hvor de grænser går." fortæller han os. "Men så er du pludselig lige midt i al vanviddet, og så bliver det meget interessant."

I anledning af bogens ti-års jubilæum udgiver powerHouse Books en særlig udgave af It's All Good med en håndfuld billeder, der ikke blev inkluderet i den oprindelige udgave. VICE tog en snak med Boogie om hans arbejde, og fik ham til at kommentere på nogle af de mere provokerende billeder fra den opdaterede udgave.

Advertisement

Bedford-Stuyvesant, Brooklyn, 2004

Den her shotgun har kælenavnet "The Terminator" og udstilles her med Bloods-bandemedlemmers bandanaer i et eller andet socialt boligbyggeri. Jeg føler, at mine billeder viser, at der ikke er noget glamourøst over noget af det lort. Selv i film prøver de at glamourisere hele ideen om bandelivet. Jeg synes, at det er barskt, det er hårdt, og usselt, at folk dør på grund af småpenge.

Bedford-Stuyvesant, Brooklyn, 2006

Efter den første udgave af It's All Good udkom, viste jeg den til de gangsters, jeg havde skudt til bogen, og de elskede den. De tog mig med til et eller andet safe house og viste mig alt muligt andet shit. Da jeg sagde, "Dudes, det her havde jeg brug for til min bog, what the fuck, hvorfor viser I mig det nu?" hvortil de svarede, "Hey mand, du kunne have sendt os alle sammen i fængsel, mand. Nu må du se det hele." Jeg begyndte at tage billederne omkring 2003, og færdiggjorde It's All Good omkring 2006, så nogle af de her billeder er fra den opdaterede jubilæumsudgave.

Da jeg var færdig med It's All Good, blev jeg ved med at komme i de sociale boligbyggerier og opsøgte de her bandemedlemmer for at give dem bogen. De var virkelig glade for den, men jeg kunne se, at der ikke var noget, der ændrede sig, og det virker som om, at tingene aldrig vil ændre sig.

Bedford-Stuyvesant, Brooklyn, 2003

Jeg kan huske første gang, jeg var i Bed-Stuy og bare gik rundt - en hvid fyr med et kamera og min kamerataske. De her gutter på den anden side af gaden sagde hey mand, kom lige herover, og så begyndte vi at snakke. Det må have været min accent – jeg lyder ikke som nogen, de hader – og ti dage senere sagde de Boogie, kunne du tænke dig at tage nogle billeder af os med våben? Det eneste, jeg kunne tænke på, var: Det her sker bare ikke, mand. What the fuck? Det var ret vildt.

Advertisement

Bushwick, Brooklyn, 2005

Det her er en advarsel fra Latin Kings til en stikker. Jeg hørte senere, at de slog fyren ihjel. Når man dengang besøgte de her nabolag, gik det op for en, at nok mindst 50 procent af de mennesker, der boede der, havde noget med stoffer at gøre i et eller andet omfang. De var enten pushere eller misbrugere eller eks-pushere og misbrugere i afvænning. Mange tidligere indsatte.

Forladt p-plads, Bedford-Stuyvesant, Brooklyn, 2003

Jeg elsker pitbullterriere, men en af de værste ting, jeg så, mens jeg tog de billeder, der endte i It's All Good, var en pitbull, der dræbte en kat. Selv når jeg tænker på det nu, får jeg lidt kvalme. Der gik flere år, hvor jeg ikke kunne ikke få det ud af hovedet. Jeg ved egentlig ikke hvorfor, men jeg fotograferer mange hunde.

Bedford-Stuyvesant, 2006

Våben, kontanter og narko – og masser af dem. Man kan ikke rigtig planlægge de her ting. Nu tager jeg til den her ghetto og fotograferer folk med våben. Det sker bare ikke. Det er umuligt. En ting, der overraskede mig, var, hvor lidt folk faktisk tjente. De ville nok tjene bedre på at arbejde på McDonald's end på at sælge crack på gaden. Det er kun de øverste i fødekæden, der tjener de store summer. De her knægte slår hinanden ihjel over $20.

Bedford-Stuyvesant, Brooklyn, 2003

Det her var første gang, bandemedlemmer inviterede mig til at tage billeder af dem med våben. Det var for sindssygt. Vi løb rundt på gangene med våben, skarpladte våben, som de pegede på mit ansigt. Jeg kunne ikke sove den nat, men dagen efter tog jeg tilbage for at skyde mere. Det tager tid at opbygge tilliden. For eksempel har jeg billeder med ansigtet og våbnet i samme skud, men dem brugte jeg ikke til bogen. Jeg var ikke ude på at stikke eller skabe problemer for nogen. Det kunne jeg aldrig finde på.

Advertisement

Bushwick, Brooklyn, 2004

Jeg passede babyen, mens moren var henne og købe narko. I dag er de blevet plejebørn. De her stofbrugere overlever på bistandshjælp, og børnene får ingenting at spise. De stjæler, de røver butikker, de sælger ting, og så køber de stoffer. Det er sindssygt, og jeg er ret sikker på, at det ikke er blevet bedre i dag. Hvis man begynder at tænke for meget, så mister man skuddet. Jeg reagerer bare, og knipser. Det er som regel det første skud, der er det bedste.

Bushwick, Brooklyn, 2005

Hun er 23. Første gang, jeg tog billeder af den her pige, der fixede, tænkte jeg: Hvad fuck skal jeg med det her i mit liv? Jeg stod i badekarret, mens hun fixede. Det var fint, da jeg tog billeder. Der kan jeg distancere mig. Det hele er fint, indtil senere, hvor det rammer mig, og jeg tænker, Wow, what the fuck? Men jeg tog tilbage igen og blev ved med at tage billeder. Gudskelov blev den her bog en realitet.

Se flere billeder fra jubilæumsudgaven af It's All Good nedenfor, og forudbestil bogen gennem powerHouse, her. Følg Boogie på Instagram.

Bushwick, Brooklyn 2005

Broadway mellem Williamsburg og Bushwick, Brooklyn, 2003.

Bushwick, Brooklyn, 2004