FYI.

This story is over 5 years old.

stoffer

Aarhus svømmer i luksuskokain

Kokainen er blevet renere i hele Danmark, men i Smilets By er smilet størst.
Arkivfoto via

Københavnske cokehoveder har grund til at misunde deres aarhusianske narkobrødre. Tal fra Sundhedsstyrelsen viser, at renhedsraden af kokain i Aarhus lige nu er helt oppe på 70 procent – det er det højeste tal i 20 år. Det skriver TV2 Østjylland. På landsplan er den gennemsnitlige renhed af kokain steget fra 20 procent til nu næsten at være tredoblet til rekordhøje 55 procent.

"Jeg har arbejdet på retskemisk afdeling i 12 år med narkotikaanalyse. Og jeg har ikke set en renhed af kokainen så høj som den, vi ser i øjeblikket," siger Christian Lindholst, leder af Institut for Retsmedicin, der analyserer ulovlige stoffer, som politiet har konfiskeret.

Advertisement

"Der må være meget kokain tilgængeligt på markedet i øjeblikket. Udbud og efterspørgsel følges ad på det her marked." - Christian Lindholst.

Christian Lindholst forklarer, at der i mange år været været et stabilt niveau af renheden i kokainen, men siden 2014 har hans analyser vist, at renheden er steget markant. "Det siger mig, at der må være meget kokain tilgængeligt på markedet i øjeblikket. Udbud og efterspørgsel følges ad på det her marked," siger han til TV2 Østjylland. Mediet citerer en ekspert for, at stærkere kokain øger risikoen for "ballade og psykoser", men man kunne også vende den om og sige, at et renere produkt nedbringer risikoen for at svine sin krop til med giftige tilsætningsstoffer. Under alle omstændigheder så pas på dig selv. Og ellers holder ordensmagten måske et vågent øje med dig.

Østjyllands Politi oplyser til TV2 Østjylland, at det gennem flere år har beslaglagt en stigende mængde kokain, fordi det i samarbejde med restaurationsbranchen er blevet bedre til at spotte gæster, som er påvirkede af stoffer.

"Vi fortsætter ufortrødent vores indsats på gadeplan. Derudover har vi også efterforskning kørende, men det kan jeg ikke komme nærmere ind på," siger politiinspektør ved Østjyllands Politi, René Raffo.