Når man er veninder i 20’erne, er alting under forandring

Venskaber er alt andet end statiske. De vokser i takt med menneskerne i dem, og derfor er der noget dybt fascinerende over venindegrupper, der holder sammen gennem hele livet. Du læser første artikel i Broadlys serie om venskabets livscyklus – fra den første kæreste og det første barn til den første skilsmisse og det første dødsfald.

Allerede i 2. klasse var pigernes forældre blevet vant til at svare: "Hun er sammen med firkløveren", når folk spurgte, hvor deres respektive døtre befandt sig. Men det var ikke alle, der mente, at pigernes sammenhold var en god ting.

Mathilde: Vores klasselærer syntes, at vi snakkede for meget sammen. Alle skulle være venner, og derfor skulle vi ikke være så gode venner.

Derfor blev de kaldt til møde med klasselæreren og de andre piger i klassen for at diskutere, hvordan firkløveren kunne blive mere inkluderende.

Lotte: Men det var jo ikke bare dengang, de prøvede at splitte os ad. De har jo prøvet på det gennem hele folkeskolen. Lige fra vi mødtes første gang til vi gik ud af folkeskolen, har lærerne forsøgt at… få os på bedre tanker.

Det lykkedes ikke. I dag sidder de 28-årige kvinder i June Kleis Rasmussens 30 kvadratmeter store lejlighed i Aarhus og gennemgår alt, hvad der er sket siden de sidst så hinanden på Smukfest. Planen er at finde noget take away, så snart det holder op med at regne. På Junes køleskab hænger billeder af de selvsamme kvinder – dog i lidt yngre versioner – som dem, der nu sidder i hendes sofa og minutiøst gennemgår begivenhederne ved en fælles bekendts bryllup.

Dengang de begyndte i fritidsklub, var de strategisk blevet fordelt på hver sin stue for at dæmme op for det, lærerne opfattede som klikedannelse. Men da de gik i 7. klasse skete der noget, der endegyldigt umuliggjorde ethvert forsøg på at løsne de tætte bånd i firkløveren.

Lotte: Jeg mistede min far, da vi var 13 år gamle. Der er ingen tvivl om, at hvis det ikke havde været for de her tre piger – åh, nu begynder jeg at tude – så ved jeg ikke hvor jeg havde været i dag. De er helt klart grunden til, at jeg kommet så stærkt gennem det, som jeg er. Jeg har aldrig set en psykolog, så de har været mine psykologer.
June: Jeg kan huske, da vi skulle se dig første gang, efter det var sket, og vi havde købt den der åndsvage kung fu-dansehamster til dig.
Lotte: Haha – ja, den har jeg stadigvæk.
Nanna: Vi skulle jo gøre dig glad, og den, vidste vi, ville gøre dig glad. Den passede lige til din humor.
June: Jeg var så nervøs. Hvad siger man til sin bedste ven, der har mistet sin far? Vi var jo bare 13-årige piger, der var sådan 'wow'! Men du var så sej og stærk.
Lotte: Det var der, jeg vidste, at I ville være en del af mit liv resten af min tilværelse. Og derfor, at jeg har jer tatoveret på min ryg.

Når June, Lotte, Nanna og Mathilde ikke var sammen i skolen, var de til fodbold, kor eller i øvelokalet med deres fælles band Crazy Girls – et band med så alsidigt et repertoire at de både optrådte med S.O.A.P og Blink-182. Til spørgsmålet om, hvordan de tror, at de blev opfattet af deres skolekammerater i folkeskolen, svarer de enstemmigt: "Bitches!"

Det var dem, der drak Bacardi Breezers på legepladsen og gik til koncert med Nik & Jay. Og dem, der sad og hang med drengene på gangen i frikvarteret.

Mathilde: Vi har siden fået at vide, at der var nogen, der ikke syntes, det var så sjovt, at skulle gå forbi os på gangen. Fordi der var nogle af drengene, som råbte lidt af folk.
June: Jeg har også sidenhen snakket med nogle af dem fra de andre klasser, som åbenbart har haft den opfattelse, at vi gik og snakkede om dem. Men sandheden var jo, at vi var totalt optaget af os selv og af drengene og overhovedet ikke interesserede i alle de andre.
Nanna: Men vi har nok virket enormt selvsikre, fordi vi altid har vidst, hvor vi havde hinanden.

Men intet varer evigt. Ikke engang folkeskolen. Nanna havde valgt at tage 9. klasse på efterskole, og den sidste dag, inden hun skulle af sted, tilbragte hun sammen med June, Lotte og Mathilde på Smukfest.

Lotte: Vi sad og tudede en hel dag nede på campingpladsen, mens vi fortalte, hvor meget vi betød for hinanden.
Nanna: Ja, og da jeg kom ud på efterskolen, klistrede jeg hele mit værelse til med billeder af jer, og min roomie turde ikke spørge ind til det. Jeg græd, hver gang jeg kiggede på dem.
June: Det var meget dramatisk, men når man er teenager og har været vant til at se hinanden hver dag og hver weekend, så tænker man jo: 'Shit, kommer vi overhovedet til at snakke sammen herefter?'

Men det gjorde de. Tiden gik; June tog på efterskole, Nanna flyttede til Aarhus, Lotte tog på højskole, og Mathilde flyttede til Kolding for at læse. Men fælles for dem var, at de prioriterede hinanden. Næsten hver weekend tog de hjem fra efterskolen, højskolen eller studiebyen for at ses. Selvom de holdte af deres nye venner og godt kunne føle sig splittede, var det aldrig for alvor et svært valg.

Mathilde: Vi har haft vores udfordringer, mens jeg har boet i Kolding. Jeg havde det svært med, at I var sammen her i Aarhus og tanken om, at vores venskab ændrer sig. Jeg tænkte, at I var sammen hele tiden, og jeg følte ikke helt, jeg var med, når vi var samlet. På et tidspunkt blev det lidt for meget, og så havde vi nogle dumme oplevelser.
June: Altid med alkohol.
Mathilde: Men så fik vi taget den og ligesom vendt det hele.
Lotte: Man skal ikke tage fejl. Det kræver energi at holde venskabet i live, og man skal prioriteter det.
June: Vi ændrer os hele tiden, og nu er vi mega forskellige. Tøjsmag, mænd, værdier, livsplaner, prioriteter, interesser… alt.
Mathilde: Ja, nu er vores venskab først og fremmest bygget på vores fælles interesse i hinanden. Det er nemt at snakke med jer, når man har et problem, for I kender alle de små elementer i ens liv og historie, så I kan altid forstå.

June arbejder i dag som projektmedarbejder hos BoConcept i Herning, Lotte er sygeplejerske på Aarhus Universitetshospital, Mathilde er jobsøgende designleder, og Nanna studerer Kultur & Formidling i Odense. De holder sig opdateret på hinandens liv i deres private Facebookgruppe Firkløveren, hvor de også planlægger årlige begivenheder som sommerhustur og julefrokost. De ses så ofte, det er muligt, men for hvert år der går, bliver der længere mellem de spontane aftaler.

June: Man bliver jo ældre, og der kommer alle mulige kedelige ting i vejen. Hverdagen slår ind. Vi har jo skullet aftale en dato fire måneder i forvejen for at komme til Odense og besøge Nanna, fordi… life happens.
Nanna: Ja, der bliver mindre og mindre tid til at dyrke vores venskab.
Lotte: Alting ændrer sig, og det går bare så stærkt. Folk køber hus, flytter ud af byen og popper unger ud.
June: Jeg hader det. Jeg har følelsen af at ville være teenager igen, mens alle bare vil være voksne. Det, synes de, er fed. Nej, det var fed, da vi gik i folkeren! Vi var sammen hver dag, der var ikke noget ansvar, og vi kunne bare sidde og spise pizza nede i byparken.
Nanna: Haha!

En morgen i april stod June i sin lejlighed og var ved at gøre sig klar til arbejde, da telefonen ringende. Det var Nanna, som fortalte, at hun var gravid i første måned. June begyndte at græde.

June: Det er jo mega stort og mærkeligt. Når jeg ser Nanna, ser jeg selvfølgelig en skøn kvinde, der skal have sit første barn, men jeg ser også bare 10-årige pige med pandehår. Det er syret.

Nanna er nu fem måneder henne, og hendes hånd kører konstant rundt på hendes lille mave. June kigger ned på den.

June: Det bliver jo godt. Men anderledes.
Nanna: Ja, og vi skal finde ud af en ny måde at være sammen på, men det er jeg slet ikke i tvivl om, vi kan. Det har fyldt meget for mig, hvordan det bliver med den her baby. Men jeg er nået frem til, at jeg føler mig tryg i det. I er jo mit bagland. Så snart jeg havde fortalt min kæreste, at jeg var gravid, ringede jeg til jer. Og derefter mine forældre.
Lotte: Det bliver stort. Det er jo vores første barn!