Sådan fik jeg det af at ligge i seng i 70 dage for NASA

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE USA.

I november publicerede vi en artikel om et NASA-forsøg, der ville indbringe Andrew Iwanicki $18.000 (123.658 kroner) for at ligge i en seng i tre måneder. Her er fortællingen om, hvordan det gik.

Videos by VICE

Jeg vågnede 2. december og rejste mig op for første gang i 70 dage. Eller jeg prøvede i hvert fald. Sygeplejerskerne kørte mig hen til en hospitalseng, der var justeret til at hælde lodret. Jeg havde blodtryksmålere om min arm og finger og en ultralydmaskine peget mod mit hjerte. Så bad de mig om at prøve på at stå op i et kvarter med det samme opmuntrende incitament i stemmen, som man ville bruge på lille barn, der var ved at lære at gå.

Så snart sengen blev vippet lodret, føltes mine ben tungere end nogensinde før. Mit hjerte begyndte at slå med 150 slag i minuttet. Min hud begyndte at klø; jeg svedte over det hele. Blodet strømmede ud i mine ben og udvidede mine blodårer, der var blevet ekstremt elastiske i løbet af de sidste par statiske måneder i sengen. Det føltes som om, at jeg var ved at besvime. Fra første øjeblik kæmpede jeg for at forblive stående, og det blev kun sværere. Efter cirka otte minutter faldt min puls fra 150 til 70. Min krop var ved at bryde sammen. Idet det begyndte at sortne for mine øjne, så personalet mine tal dykke på maskinerne og lagde mig omgående i vandret stilling igen. Først bagefter fortalte de mig, at der ikke var nogle af de andre NASA-forsøgspersoner, der havde kunne holde til det fulde kvarter.

Min krops reaktion kom selvfølgelig ikke som den store overraskelse. Efter at have ligget vippet nedad med en hældning på seks grader i 70 dage havde jeg mistet cirka 20 procent af det totale blodindhold i min krop. Ståtesten simulerede de effekter, astronauters hjertekarsystemer vil blive udsat for under tilbagevending til atmosfæren til Jorden eller Mars. Men alt det var det ret nemt at glemme, fordi langt størstedelen af min NASA sengeundersøgelse mod forventning havde været ret kedelig.

Det var den sidste oprigtige personlige kontakt, jeg havde i to måneder.

Da jeg sidst skrev om mine oplevelser med undersøgelsen, var jeg stadig i ‘honeymoonfasen’. Ja, der var en skov af forskere, der prikkede og pillede ved mig, men det var også en af de mest afslappende perioder i mit voksenliv. I årevis havde jeg konstant haft fart på: fra stressende eksamenslæsning på universitet til at holde mig på forkant på arbejdet til at opfylde alle de sociale forpligtelser, jeg kunne, når jeg ind imellem kunne finde tid til det. Alt det var pludselig væk. Udover at følge programmets retningslinjer havde jeg ikke rigtig noget ansvar. Jeg kunne gøre, hvad der passede mig – så længe jeg ikke rejste mig fra sengen. Nogle dage læste jeg fra morgen til aften. Andre dage brugte jeg flere timer på at tale i telefon med venner eller familie. Jeg brugte vanvittigt lang tid på at pille ved mine Fantasy Football-hold og spille StarCraft 2. Nogle gange lå jeg bare fredeligt og reflekterede over fortiden, planlagde fremtiden eller funderede over livet. Jeg var virkelig taknemmelig for de muligheder, som min isolation gav mig. Men i sidste ende mistede det sin charme.

De efterfølgende otte uger i sengen var en drastisk afvigelse fra den indledende periode. Dagene var indrettet efter regelmæssige måltider, motion, aflæsning af måleudstyret og sporadiske prøver, men størstedelen af min tid var indholdsløs. Selv prøverne blev mere og mere ensformige: jeg blev ofte bedt om at ligge helt stille, mens dataen blev indsamlet. En MR-skanner målte nedbrydningen af mit muskelvæv. Min knogledensitet blev målt med røntgenfotografering. En plastikbobbel målte min ilttilførsel. Jeg blev efterladt alene i lange perioder med kun mine tanker og udsigten til de hvide plader i loftet.

Allerede i fjerde uge kunne jeg føle et betydeligt psykologisk skift. Jeg blev vandt til min isolerede, antisociale tilstand. Jeg skrev færre emails til venner. Mine udvekslinger med personalet blev kortere og mere praktiske. Jeg ringede ikke så meget til familie. Ofte følte jeg, at jeg ikke havde noget nyt at dele.

“Hey Drew! Hvad går du og laver?”

“Ikke så meget. Ligger stadig i sengen…”

Det var ikke fordi, jeg levede lykkeligt. Jeg sked trods alt stadig i et bækken. Jeg oplevede stadig øjeblikke med frygt og angst. Jeg var sikker på, at jeg var én dårlig dag væk fra et nervøst sammenbrud – hvordan skulle jeg nogensinde klare bare at drive ti uger væk i sengen?

Den mest intense angst i den periode stammede faktisk fra min kærestes kommende besøg. Jeg var meget bevidst om min sære mentale tilstand, og ret sikker på, at jeg så ret gyselig ud, selvom jeg ikke havde set mig i spejlet i over en måned. Hvordan ville vores besøg være, når jeg ikke engang kunne rejse mig ordentligt op for at hilse på hende? Havde jeg overhovedet kapacitet til at føre en længere samtale efter så lang tid alene? Hvordan ville hun reagere på at se mig sådan her – isoleret, sårbar og afhængig af andre? Tårer var uundgåelige, og jeg ville ikke engang kunne trøste hende, som jeg burde.

Lige så snart hun var kommet ind på hospitalet, hoppede hun op på sengen for at kramme og kysse mig. Den euforiske lykkerus blev omgående afbrudt, da en sygeplejerske stormede ind og fortalte hende, at hun på intet tidspunkt måtte være på sengen. Hun måtte faktisk ikke engang røre ved sengen “af sikkerhedsmæssige årsager.” Vi havde ventet i over to måneder på at se hinanden, men sådan her var det nødt til at være.

Jeg slæbte fødderne hen ad jorden og sparkede mig selv i anklerne. Jeg manglede al den finmotorik, som jeg ikke havde brugt i månedsvis.

Hun sad i en stol ved siden af mig, mens vi snakkede i tre dage. Fysisk kontakt var begrænset. Vi kunne ikke gå på opdagelse i byen sammen. Vi kunne ikke engang nyde et måltid sammen, eftersom gæster ikke måtte medbringe mad udefra. Da lysene blev slukket, kørte hun tilbage til sit hotel for at sove alene. Det var hjerteløst pirrende, og huskede os på, hvad vi gik glip af. Det rystede mig ud af min meditative tilstand, og vakte min lyst til at vende tilbage til mit liv udenfor hospitalets vægge til live igen. Det var den sidste oprigtige personlige kontakt, jeg havde i to måneder.

Et standardmåltid på forskningshospitalet.

Der skete ikke meget bemærkelsesværdigt over de næste par uger. Dagene flød sammen. Jeg forsøgte at undgå at nedtælle mine resterende dage. I stedet målte jeg mit ophold i, hvor meget de små hverdagsirritationer i stigende grad gik mig på. Hvorfor skulle jeg drikke vand ud af et åbent glas, når vinklen, jeg lå i, når jeg drak, uundgåeligt gjorde, at jeg spildte ud over mit bord og mig selv? Hvorfor serverede de suppe i en dyb tallerken i stedet for en skål? Hvorfor serverede de overhovedet suppe for folk, der lå i sengen? Havde personalet den fjerneste idé om, hvordan det var at være fanget i sengen?

Efter jeg havde spist fugtig fiskefileter fra mikrobølgeovnen for femte gang, spurgte jeg endelig, om ikke jeg måtte få serveret noget andet – hvad som helst. Til infomøderne havde personalet forsikret os om, at de ville gøre alt for at tilgodese de enkeltes behov. Alligevel var diætistens eneste tilbagemelding på min anmodning en venlig undskyldning og forklaring om, at de var nødt til at holde alle testpersonernes diæter ens. Jeg spurgte, om jeg kunne få tør mælkemorgenmad i stedet for den havregrød, vi så ofte fik til morgenmad. Igen var svaret nej. Min største sejr var tilføjelsen af en pakke sort peber til hvert måltid.

Omkring den syvende uge blev de to andre deltagere i CFT 70 færdige med deres del af undersøgelsen. Jeg gratulerede dem på deres vej ud, men jeg lagde dårligt nok mærke til, at de var væk. Uden dem var jeg den sidste liggende mand, og den eneste patient i den fløj af hospitalet.

I den sidste del af min tid på hospitalet tvang jeg mig selv til at tænke på alt det, jeg havde fået ud af de sidste 70 dage. Jeg havde læst hundredevis af sider. Jeg mediterede med jævne mellemrum. Jeg var ved at få min passion for videospil tilbage, og sparkede røv i Fantasy Football. Og så satte jeg en god sjat penge i banken – næsten $18.000 (123.658 kroner).

Så jeg følte mig egentlig glad og sund, efter de ti uger var omme – indtil den sidste dag, hvor de justerede mig op i lodret position og bad mig om at rejse mig op.

Jeg blev liggende vandret indtil den næste dag. Den morgen blev jeg spændt fast til en båre og sat om bag i en varevogn med kurs mod Johnson Space Center til de første maraton tests. Da jeg blev rullet gennem hospitalets glidende glasdøre, strejfede sollyset min hud for første gang i to måneder. Det var første gang, jeg kastede et blik på noget, der ikke var hospitalets nøgterne, hvide vægge, og jeg kunne slet ikke lade være med at smile. Mit afsavn havde givet mig en fornyet påskønnelse for verdens simple glæder.

Jeg gennemførte de samme tests, jeg havde været igennem før mine uger i sengen: løb gennem labyrinter, sprang ned fra platforme, stod på trykplader, fik testet min hånd-øje koordination, min balanceevne og min styrke i arme og ben. Og ja, benspjæt-testen a.k.a. send-et-massivt-fucking-stød-gennem-dit-ben testen. Men den angst, jeg havde følt, da jeg blev testet før undersøgelsens sengefase, var blevet erstattet med forventning. Jeg kunne se målstregen, og med hvert stød kom jeg et skridt nærmere min frihed. Jeg var små to uger fra at have gennemført mit 108-dags ophold.

Forfatteren tager glædeligt afsked med at skulle urinere i en “piskande” frem for på toilettet.

Mens jeg blev kørt ind på testinstitutionen, blev jeg mødt med både kendte og ukendte ansigter. Meget af forskningsholdet havde besluttet sig for at komme og se den sidste deltager i CFT 70 projektet tage sine første skridt. Jeg var helt klart begejstret, men jeg kunne forestille mig, at der var mange af dem, der var endnu mere begejstrede, end jeg var. Selvom projektet havde fyldt hele mit liv gennem de sidste tre måneder, så havde det været det primære fokus i deres arbejde i fire år. Det var et vigtigt øjeblik for os alle sammen.

Med en medarbejder på hver side og et publikum foran mig, satte jeg mig op på båren og trådte ned på gulvet. Det prikkede i mine fødder, som om de sov. Mine ben føltes stærke, men min balance var svag. Mine første skridt var langsomme og korte. Jeg slæbte fødderne hen ad jorden og sparkede mig selv i anklerne. Jeg manglede al den finmotorik, som jeg ikke havde brugt i månedsvis. Jeg følte en bidende smerte i mine ankler og fødder, mens jeg kantede mig gennem forhindringsbanen, og jeg kunne på ingen måde gå i en lige linje. Men jeg gennemførte alle prøverne uden de store problemer.

Efter et par dage med spadsereture og formelle genoptræningsøvelser fik jeg min balance og min udholdenhed tilbage. Efter de to uger, der var afsat til genoptræning, følte jeg mig 95 procent fysisk normal. Jeg var klar.

På den 108. dag pakkede jeg mine tasker og fantaserede om alt, hvad der ventede mig uden for hospitalets vægge: på vej til lufthavnen ville jeg spise en morgenmadsburrito, måske endda med en bloody mary til. Jeg var få øjeblikke fra lækker mad, baljer af sprut, solen og min kæreste.

Jeg tog en afskedsrunde og takkede personalet. Trods mine diverse klager var det et hold af godhjertede mennesker, der havde designet et bemærkelsesværdigt videnskabeligt arbejde. Jeg var oprigtigt glad for deres fokus, dedikation og støtte.

Med $18.000 (123.658 kroner) ekstra på kontoen, en tom kalender og en voldsom frihedsfølelse havde jeg det bedre, end jeg havde haft det i årevis. Jeg fortrød intet. Og mens jeg sad i lufthavnen og slubrede en urimeligt dyr bloody mary i mig, fik jeg pludselig lyst til at gå på jagt efter nye mulighed for forsøgspersoner. Der var et eksperiment, hvor deltagere blev inficeret med en ny form for influenza, der gav $4.000 (27.479 kroner) for ti dage… Hvem siger, at jeg ikke ville gøre det hele forfra?

Læs mere fra VICE her:

Vi spurgte Danmarks første astronaut, om der er liv i rummet

Vi snakkede med verdens første cyborg om danske bynavne, Adolf Hitlers stemme og lyden af farver

Kapløbet om at begrave mennesker på Månen