Søren Malling vil helst spille skurk, og så ryger han stadig smøger
Entertainment

Søren Malling vil helst spille skurk, og så ryger han stadig smøger

Vi mødte skuespilleren til en snak om, hvordan man spiller en vellidt tyran, og hvornår det hele bliver lidt for politisk korrekt.
September 25, 2017, 9:52am

På en villavej i 80'ernes Risskov bor Gud og hans familie. Her ryges og drikkes der ufortrødent under parcelhusets flade tag, mens radioen truer med atomkrig. I Henrik Ruben Genz' nye film, Gud taler ud, der er baseret på Jens Blendstrups roman af samme navn, spiller Søren Malling hovedrollen som den altoverskyggende patriark, der – iført morgenkåbe og ved hjælp af bitter sarkasme – opdrager sine tre sønner.

Det er mandag morgen, og solen skinner på et morgenkoldt Nørrebro. Jeg hilser hurtigt, inden Søren Malling farer afsted for at flytte sin bil, der holder ulovligt parkeret. Oven på strabadserne tænder han en smøg, og så er han klar til at snakke.

Søren Malling var selv ung i 80'erne og voksede op på en villavej i den midtjyske by Kjellerup – og han kan godt huske den type familie, som han selv er med til at portrættere i filmen.
"Dengang var der flere tosser og flere typer. Der var alkohol i lange baner. Folk drak som fucking svin," siger han og nævner, at han savner den frigjorthed, der også prægede 80'erne, og som i dag er blevet erstattet med en stræben efter det perfekte liv. "Jeg synes, hele vores tilgang til livet er blevet meget politisk korrekt. Vi skal alle sammen løbe maraton fire gange om året. Vi må ikke veje for meget, og hvis vi kører mere end fire kilometer i timen for stærkt, er det lige før, vi kommer i fængsel."

Søren Malling får talt sig varm.
"I dag er der så lavt til loftet, at vi næsten ikke kan bevæge os. Jeg synes godt, man må få lov til at lave en skævert. Det tror jeg, vi alle sammen har brug for engang imellem," siger han og læner sig endnu længere tilbage.
Det er måske også derfor, at Søren Malling, uden at tøve, svarer "skurk!", da jeg spørger ham, om han bedst kan lide at spille helten eller skurken. "Helten er nemlig røvkedelig," som han siger.
Skurken repræsenterer det forbudte, og Søren Malling foretrækker at skule olmt frem for at redde dagen og svinge med håret.
Han synes, skurken er mere spændende, fordi rollen har et dybere lag, hvor man finder alt det, man ikke må ikke må.
"Man må jo ikke slå en skid inde i en elevator, men det synes jeg kun, gør det mere interessant at arbejde med," siger han.
"Uden skurken er helten blot en lalleglad type. Og så kan det godt være, at han ser godt ud og spiser æbler, men det er fandme kedeligt at se på."

Søren Mallings rolle i Gud taler ud er hverken helt eller skurk, for nok er Gud hamrende egoistisk, men det er svært ikke at holde en smule med en mand, der ryger vandpibe, når han er bange, og kalder øl for grøntsager.

"Hvis min opgave var bare at fremstille en mand, som var usympatisk hele vejen igennem, ville jeg ikke have lyst til at gøre det."

Han forklarer, at han i stedet søger efter en sprække ind til noget menneskelighed og noget sårbarhed. Han prøver at finde ind til den følsomme sjæl, "som jeg et eller andet sted tror, at alle indeholder," siger Søren Malling og fortsætter: "Hvis man skulle være i selskab med en mand, hvor man efter de første ti minutter tænker - hold da kæft en spade. Det gider ingen at kigge på - og så har jeg jo tabt."

Jeg må indrømme, at jeg synes, Søren Malling er en lille smule skræmmende. Lidt på samme måde som en håndboldtræner eller skolepedel kan være det. Og jeg er ikke i tvivl om, at han er virkelig god til at spille endnu mere intimiderende roller. Så hvordan finder han en balance, hvor hans karakter stadig er til at holde af?

"Der er ingen grund til at lægge skjul på, at Gud er patriark, egoistisk og utroligt selvoptaget. Så i stedet for at være bange for det, så accepterer jeg det og tager den endnu længere, end man måske ellers ville gøre."

"Det handler om at anskueliggøre, at der på den ene side er en affaldssæk fuld af lort, men der kan også godt gemme sig nogle smukke blomster nede i sækken," siger han og understreger, at man skal omfavne begge dele. Han har selv brugt filmen som et spejl, der reflekterer, hvor han egentlig kommer fra, hvad han selv er en del af, og hvad han ikke kan løbe fra.

På den måde bliver filmen et billede på en svunden tid, der både rummede godt og skidt. Søren Malling håber derfor, at publikum vil gå ud af biografmørket med en påmindelse om, hvordan samfundet så ud for få årtier siden. "Filmen handler om en familie, der helt klart er dysfunktionel, men der ligger også en charme og en kærlighed i det."