Limp Bizkit var engang så mægtige, at de næsten fik Slayers guitarist Kerry King til at droppe musik

"Jeg kunne ikke forstå, hvorfor Limp Bizkit var så store. Det påvirkede mig."​
October 25, 2017, 7:08am

Denne artikel er oprindeligt udgivet af Noisey Canada

I 1999 havde Limp Bizkit alt. Hits, kendis-cameos og magten til at anstifte alle tænkelige former for idioti til Woodstock '99. The Biz var så almægtige, at Fred Durst engang gik på scenen, alene, fuckede en guitarsolo op og derefter råbte "SHAG MY FRIENDS TONIGHT!", hvilket fik tordnende applaus, som om han på en eller anden måde ikke bare var en mand, der lige havde fået en virkelig elendig score i Guitar Hero foran titusindvis af mennesker. Her er det betydningsfulde øjeblik, foreviget for fremtidige generationer.

Det, Fred ikke var klar over midt i sit shredderi, var, at de foregående shred-konger, Slayer, blev dybt påvirket af bandets popularitet. I et interview med UDiscoverMusic – i forbindelse med mediets historiske gennemgang af thrashmetal – lufter Slayers guitarist Kerry King den vrede og fortvivlelse, der ætsede ham op under Limp Bizkits storhedstid.

Der var en periode sidst i 90'erne, hvor jeg virkelig var træt af det hele. Jeg kunne ikke forstå, hvorfor Limp Bizkit var så store. Det påvirkede mig – jeg havde ikke lyst til at spille musik. Hvis det er den her retning, musik er på vej i, tænkte jeg, så f**k det, jeg hader det.

Kings skuffelse blev årsagen til, at han næsten trak sig helt tilbage fra produktionen af Slayers 1998-album Diabolus in Musica – en plade, hvor bandet gjorde en tydelig indsats for at imødekomme nu-metal fans med Korn-inspireret stemmeforvrængelse og ved at give deres guitarer samme Drop C-standardtuning, som Limp Bizkit brugte i deres musik. Selv om han fremstod forholdsvis optimistisk i det her nylige interview, reflekterer King nu over rap-metal-retningen som værende "too funky". Om sit eget bands musik sagde Fred Durst engang, "I know y'all be loving this shit right here," og det gjorde folket også, i den grad. De elskede så sandelig det shit. Lad os alle sammen finde vores caps frem, vende dem baglæns og mindes de gode, gamle dage.