Sådan er det at drive en natklub midt i en krigszone

Denne artikel blev oprindeligt udgivet af VICE USA

At drive en natklub er i sig selv stressende, men prøv så at gøre det i en krigszone, hvor alkohol endda er forbudt. Mellem 2004 og 2008 drev Marc Victor Kabuls mest berygtede natklub, L'Atmosphere, der havde restaurant og pool på tagterrassen og altid var fyldt til bristepunktet med journalister, hjælpearbejdere, diplomater, spioner og lejesoldater. Det var – som en VICE-journalist beskrev det – "virkelighedens svar på den der natklub fra Star Wars".

Da Vesten i løbet af 2008 i stigende grad blev ofre for terrorangreb og attentater, solgte Marc L'Atmosphere og tog tilbage til Paris. Han besluttede sig for at skrive om sit eventyr, hvilket resulterede i tv-serien Kabul Kitchen – en komedie baseret på hans oplevelser som ejer af L'Atmosphere.

Jeg møder Marc i en baggård uden for hans lejlighed i Paris. Her er fredfyldt. Lejligheden har blege, grønne skodder for vinduerne og planter i blomsterkasser – det ligner et postkort. Indenfor er der totalt spartansk. I soveværelset er der en seng og i stuen en sofa. Ingen billeder, ingen nipsgenstande, intet tingeltangel. Han giver mig et krus vand. "Det er svært at finde et stille sted i Paris" siger han. Mens vi diskuterer hans liv, står det klart for mig, hvorfor Marc søger stilheden.

VICE: Hvordan fik du idéen til at starte en natklub i Kabul?
Marc Victor: Det var heller ikke meningen. Jeg var journalist. Jeg startede som kunstanmelder og tog senere til Cambodja i seks år for at arbejde for den franske radiostation RFI. Da jeg kom tilbage til Paris, kedede jeg mig. Så i 2002, da Talibanstyret faldt, besluttede jeg mig for at tage til Afghanistan og arbejde for en NGO, som trænede afghanske journalister i at genopbygge medierne dernede. Da det projekt så sluttede efter et par år, ville jeg gerne blive. Mine venner blev ved med at sige til mig, at der ikke var nogen gode gå-i-byen steder i Kabul. Så jeg åbnede L'Atmosphere.

Var der et marked for det dengang?
Der var mange unge udlændinge i Kabul – de fleste var singler og i 20'erne eller 30'erne. Det var ligesom et universitetscampus. De unge mennesker arbejdede hårdt, havde stressende jobs og de manglede et fristed. Før jeg åbnede, var der fester i NGO-hovedkvartererne – for eksempel i UNICEF. Nogle gange holdt den amerikanske ambassade også nogle vilde fester, især når der var entreprenører i byen. Da jeg så åbnede L'Atmosphere begyndte de at komme der. Torsdag var den helt store festdag, fordi alle havde fri om fredagen.

Nogle gange havde man vel også brug for at koble af, når man opholdt sig så farligt et sted.
Præcis. Det var derfor vi byggede en swimming pool. I virkeligheden tog det noget tid at bygge. Ingen entreprenører i Kabul havde nogensinde set en pool før, så da jeg første gang prøvede at bygge den, lavede de helt bogstaveligt et hul i jorden og hældte vand i. De havde ikke helt forstået, at jeg ville lave en oase.

I TV-serien bliver der drukket, knaldet og taget stoffer, som om hver dag var den sidste. Var det rent faktisk sådan, det var?
Når et ungt par ankom til Kabul væddede vi om, hvor lang tid der ville gå, før de slog op. 99% af dem holdt ikke. Der er en konstant underliggende anspændthed, når man bor i en krigszone. Man ved aldrig, hvad der sker. Det er virkelig noget, som tærer på et forhold. Alle NGO-arbejderne knaldede med hinanden på kryds og tværs, hvilket blot gjorde det endnu mere kompliceret, fordi de alle sammen boede tæt på hinanden. At finde et sted at knalde var nærmest endnu mere kompliceret. De arbejdede sammen, boede sammen, festede sammen og dyrkede sex med hinanden. Det var intenst – de havde brug for frirummet.

Hvordan driver man en natklub et sted, hvor alkohol er forbudt?
Mit liv blev en konstant kamp for at skaffe alkohol. Det er nemmere at finde stoffer end alkohol i Afghanistan. Da jeg ankom, var der butikker, som solgte alkohol til udlændinge. Da de lukkede, var jeg nødt til at købe alkohol af militærbaserne. Da de så løb tør, måtte jeg finde det på det sorte marked, hvor alkohol kunne koste en formue samtidig med, at du ikke rigtig vidste, hvad du købte. Så skulle jeg transportere alkoholen til klubben uden at blive nappet af politiet. Hvis de fangede mig, tog de mig med til politistationen, hvor jeg bestak dem med penge eller sprut. Det var en konstant kamp. Folk kunne ikke forlade min klub fulde uden at blive anholdt. Og hvis en afghaner drak i min klub og blev fanget, så ville de lukke biksen uden at tøve.

Hvordan undgik du, at folk forlod din natklub fulde?
Det var svært. Fyren, som jeg solgte restauranten til i 2008, kom faktisk i fængsel. Nogle gange var der perioder, hvor det afghanske politi optrappede patruljeringen, bare for at vise, at det var dem, der bestemte. De brød ind i restauranten, konfiskerede alkoholen og smed ham i fængsel i nogle dage. Kazai (den afghanske præsident, red.) spillede med musklerne og ville vise, at det var ham, der styrede showet – ikke udlændingene.

Var det derfor du solgte restauranten?
Jeg blev udmattet af at være seks år i Kabul. Indtil 2006 var Kabul ikke et skidt sted for udlændinge og civile – indtil da havde alle kampe været mellem militæret og Taliban. Men så begyndte kidnapningerne og selvmordsbomberne. I 2008 var der et angreb på Serena Hotel. En terrorist gik ind i lobbyen med et selvmordsbælte om livet og dræbte seks mennesker. Det var et klokkeklart angreb på udlændingene i byen. Jeg lukkede restauranten en måned og var klar over, at jeg måtte forlade Kabul.

Det må have været svært for dig at beskytte dine kunder?
I begyndelsen var det okay. Men som årene gik, og situationen forværredes, blev stemningen mellem afghanere og vesterlændinge også mere anspændt. Jeg skulle hele tiden have et større sikkerhedsopbud. Til sidst havde vi seks bevæbnede vagter ansat, og vi barrikaderede med sandsække, metaldøre og metaldetektorer. Det var umuligt at føle sig tryg. Og så kom vendepunktet til det værre: En gruppe unge, berusede, amerikanske soldater, kørte et militært køretøj ind i en trafikprop. Det var en kæmpe ulykke. Soldaterne reagerede ved at skyde mod befolkningen. Der var et kæmpe oprør – et oprør, som havde til formål at dræbe alle udlændinge i byen. På det tidspunkt var jeg i min bil på vej til at købe sprut til klubben. Jeg blev stoppet af politiet med bilen fuld af alkohol. Jeg ringede til restauranten. Alle udlændinge i byen var allerede flygtet. Det var kaos. Alle vestlige liv var i fare. Det var vores naboer, som reddede vores kunder. De havde lagt en stige over husmuren og gemt dem i deres hus.

Hvordan blev der set på din restaurant og natklub i lokalområdet?
Ligesom alle andre, der driver en natklub, skulle jeg have et godt forhold til mine naboer. Derfor ansatte jeg en masse af dem og deres familie. Jeg puttede et hegn op om poolen, så folk ikke kunne kigge ind. Naboens børn lavede dog huller i hegnet, så de kunne kigge lidt på damerne i bikini.

Har du haft nogle moralske skrupler over at tjene penge på krigen?
Da jeg ankom i 2002 var Afghanistan ikke et land i krig. Taliban var kollapset og Bin Laden var flygtet. Lande er nødt til at leve igen efter en konflikt. 90 procent af de penge jeg tjente blev i Afghanistan. Nogle af NGO-typerne sagde til mig, at det var forkert at åbne en natklub. "Vi er her for at hjælpe, ikke for at drikke og feste," sagde de. Men deres holdning ændrede sig hurtigt, og de fleste af dem endte med at komme hos mig, fordi de kedede sig.

Er natklubben stadig åben?
Nej. Den forblev åben et stykke tid, men det var umuligt at holde forretningen kørende. Til sidst blev den mejet ned af en bulldozer og blev til en parkeringsplads.

Er du glad for at være tilbage i Paris?
Altså, nu med al terroren føles det jo hjemligt. Ej, helt seriøst, så er jeg glad. Det er okay. Indtil videre i hvert fald.

Det lyder som om du keder dig?
En smule. Men du ved, sådan er det. Livet er okay.

Mere fra VICE:

Mød den afghanske producer, der vil bringe EDM til Kabul

Billeder af folk, der ikke kom ind på Sunday

Billeder fra Muharrem, hvor unge afghanere pisker sig selv til blods med kvive