Folk fortæller historierne bag deres ar

Denne artikel blev oprindeligt udgivet af VICE Tyskland

Martin Rost havde planlagt at afslutte sit fotoprojekt Narben ("ar") på 40 dage, men han kunne ikke klare sin egen deadline. "Jeg regnede bare forkert," siger han. "På dag 39 gik det op for mig, at det i virkeligheden var dag 43." I stedet færdiggjorde han projektet på præcis 100 dage.

Martin skater, så han har selv en del ar. "Jeg plejede altid at ville høre historien bag, når jeg så et ar, men når en person fortæller, at hun har fået 29 operationer i løbet af hendes liv, bliver det meget mere end bare en interessant historie," siger han.

Martins projekt handler om at fortælle historien bag arret, om det så er fra en slåskamp, på en bar eller fra en operation, der reddede ens liv. Herunder er nogle af billederne fra projektet efterfulgt af redigerede oversættelser af historierne bag arene.

"I den by, jeg voksede op i, var der en kortvarig trend – eller måske egentlig ikke så kortvarig – nemlig at købe ice spray på apoteket, fylde en pose med det og inhalere dampene fra posen. Man blev så fucking høj af at indånde dampene, at man ikke anede, hvad man lavede. Jeg var så fucked, at jeg stillede mig på et skateboard og kørte en halv meter, inden jeg væltede og smadrede tænderne ned i boardet."

"Om torsdagen tog jeg tilbage til lægen sammen med min ekskæreste, som heldigvis havde tid til at tage med, fordi han ikke skulle på arbejde. Da lægen kom ind, satte han sig ned, og jeg glemmer det aldrig. Læger bliver simpelthen nødt til at øve sig i at kommunikere med deres patienter. Han satte sig ned, lagde sine papirer på bordet, og sagde: "Så, ja, du har kræft, så…" Han sagde intet før eller efter. Bare helt tørt lige til kernen: "Du har kræft."

"Lægen undersøgte mit bryst igen. Jeg forsøger altid at gøre svære situationer lidt lettere at forholde sig til med en smule sort humor, så mens han rørte ved mit bryst – og uden tvivl tænkte på, hvor han skulle lægge snittet – jokede jeg med, at det ville være praktisk, hvis knuden var lige ved min brystvorte, så han lettere kunne komme til den og ikke behøvede at skære så dybt. Så ville man heller ikke kunne se det lige så tydeligt bagefter.

"Han så fuldkommen forvirret på mig, som om jeg var en idiot, og sagde: "Jaa, nej. Brystvorten skal væk." Han fortæller sikkert kvinder, at de har kræft, og at noget skal skæres væk 20 gange om dagen, men alligevel, han kunne godt have sagt noget andet end "brystvorten skal væk". Jeg var kun 39 dengang."

Fra Martins noter: Slåskamp. Foran en klub. Forsvarede ex-kæreste. Fyren havde et stort hoved.

Fra Martins noter: Modkørende bil drejede om hjørnet. Forsøgte at undslippe, men det lykkedes ikke. Kollision.

"Nogle mennesker betaler for at blive brændemærket, jeg brændte bare mig selv da jeg stegte kartofler."

"Det begyndte som mavesmerter da jeg var ret ung. Der var ikke nogen, der vidste, hvad der forårsagede det, så da jeg var 13, fik en jeg en mindre operation for at se, hvad der var galt. De opdagede, at jeg havde små gevækster, der må have været der, siden jeg blev født; de svulster fik mine indvolde og alt mulig andet til at klistre sammen. Det var det, der forårsagede smerterne, men jeg fik det ikke bedre, det blev værre og værre. Så fik jeg flere operationer, da jeg var 14 eller 15, og da jeg blev 16, kom de frem til, at jeg havde endometriose.

"Endometriose er som en vild omgang væv udenpå livmoderen, der opfører sig ligesom indersiden. Da jeg var 16, for 28 år siden, havde de lige opdaget sygdommen. I hvert fald udvikler vævet sig, ligesom rigtigt væv inde i livmoderen gør under en cyklus, så når man får menstruation, kommer blodet ikke bare ud af livmoderen, men også ud af alt vævet rundt om. Så jeg begynder altså at bløde fra alle steder, vævet har spredt sig til – mine indvolde, blære, urinrør. Dengang forsøgte de at stoppe det med hormoner, der fik kroppen til at tro, at den var gravid."

Fra Martins noter: Har ikke lyst til at tale om det.

Benjamin: Jeg kan spørge dig om det samme, som jeg gjorde tidligere: Om du vil høre røverhistorien, eller den sande historie.

Martin: Den sande historie.

Benjamin: D. 6. april 2014 fik jeg et epileptisk anfald derhjemme, så jeg kom på hospitalet. Der fik jeg endnu et epileptisk anfald. De tog røntgenbilleder og opdagede, at jeg havde en svulst på størrelse med en tennisbold i hjernen. Ti dage senere kom jeg under kniven og hev svulsten ud af mit hoved. Nu skal jeg tjekkes hver tredje måned for at blive scannet og snakke med en neurolog. Jeg dør nok af det på et tidspunkt.

Martin: Wow, det er sgu en hård omgang. Hvad er prognosen?

Benjamin: Det ser ikke alt for godt ud. Der er svulster, der vokser hurtigt, andre der vokser langsomt, nogen der er godartede, og andre der ikke er. Jeg ligger lige midt i mellem.

Martin: Hvordan forholder du dig til det?

Benjamin: Sådan noget lort kan ske for hvem som helst. Jeg kan gå over gaden og blive ramt af en bil. Det er ikke det samme, som at jeg burde gemme mig indenfor. Skæbnen er nederen. Jeg tro,r jeg er én af dem, der tackler det rimelig fint. Det er ikke noget, der går mig helt vildt på. Det afholder mig ikke fra at gøre noget. Jeg skal til ergoterapi bagefter, så jeg bedre kan mærke ting. Jeg er glad for, at det skete for mig og ikke en eller anden spasser, som ville give røntgenstrålerne skylden.

Martin: Så de kan ikke skære den ud igen?

Benjamin: Problemet er, at de ikke ved, om den har spredt sig. Jeg kunne have fået kemoterapi, men min onkolog sagde, at jeg er så ung, at mit immunforsvar måske kan tage sig af det helt af sig selv. Jeg tog til Göttingen for at høre en anden læges mening, og de ville have givet mig kemo lige med det samme. Så jeg læste lidt op på det og fandt ud af, at hvis de giver mig stråler, er der chance for, at de dræber vævet rundt om også, og det er tæt på mit talecenter. Så det er lidt for risky.

Martin: Det er imponerende, at du er så positiv omkring det.

Benjamin: Selvfølgelig! Hvis jeg kun så negativt på det, ville jeg ødelægge mit eget liv. Det ville ikke hjælpe en skid. Så jeg lever mit liv, som om intet er hændt. Hvorfor skulle jeg ikke møde en pige og få børn? Der er 10% chance for, at jeg kan overleve det her lort – hvorfor skulle jeg ikke være en del af de 10%?

"Jeg havde en punkteret lunge, da jeg blev født og blev næsten kvalt. De stak nogle rør ind, så jeg kunne trække vejret."

Martin: Jeg er ved at lave en bog om ar, og jeg vil gerne vide, hvordan du fik dine.

Grandma: Jamen, dem fik jeg på grund af mine hjerteklapper. To nye hjerteklapper – jeg fik en aneurisme. Og så har jeg noget hernede på mit ben.

Mig: Var det en del af den samme operation?

Grandma: Jeg tror ikke, det foregik på den samme dag, for jeg opdagede det først, da din mor kom for at besøge mig på hospitalet – det var der, jeg opdagede, at jeg havde et ar. Jeg tror, de har været nødt til at komme ind igen senere. Hvis du gerne vil vide det, skulle jeg først sluge en sonde, som et gastroskop, men det her kom bare ned til hjertet. Den skulle jeg sluge, og så opdagede de aneurismen, som havde vokset – den var næsten 5 centimeter. Lægen sagde, at den næsten var sprængt, og det hele havde været slut, hvis det var sket. Jeg opdagede ikke engang, at jeg blev opereret, men de gav mig bedøvelse, og jeg kom til mig selv tre eller fire uger senere.

Fra Martins noter: Shotgun en øl… head-banging.

Mere fra VICE:

Fem danskere fortæller om kærestetatoveringer de fortryder

Vi fik nogle unge danskere til at vise os deres køleskabe

Billeder der hylder den nøgne kvinde