Min første gang i Ungdomshuset

Følgende er et uddrag fra bogen "Sort Brand", som er et personligt essay om rydningen af Ungdomshuset. Bogen er udgivet under pseudonym, men redaktionen er bekendt med forfatterens rigtige identitet.

Billedet står skarpt og tydeligt frem som et kerneminde, der ikke lader sig kue af sløvsind eller tankemylder. Faktisk kan jeg ikke huske, hvad jeg lavede i løbet af aftenen, men jeg kan huske de første minutter fuldkommen tydeligt. Selvom jeg havde hørt så meget om stedet, var chokket stadig stort nok til at mejsle de første indtryk ind i min hjerne. Jeg havde siddet og drukket øl med nogle kammerater fra Operation Dagsværk efter et bestyrelsesmøde. Der var vist også kommet lidt Gammel Dansk indenbords. De andre, som boede i København, foreslog, at vi tog i Ungdomshuset, og jeg var selvfølgelig frisk. Jeg ville så gerne være en del af alt det farlige. Det boblede inde i mig, da vi stod på stentrappen, der ledte op til indgangen, og en dæmpet lyd af vild musik sneg sig ud af alle sprækkerne i huset. Dørmanden var en pige, og hun talte pænt og virkede ikke til at være på nippet til at nikke mig en skalle, som jeg kendte det fra Næstved. Da jeg kom tæt på, kunne jeg se, at jeg endda havde set hende før til stormøde i selv samme organisation, som vi alle sad i bestyrelsen hos. Jeg havde aldrig set noget lignende. Jeg havde læst om feminisme, men tydeligvis ikke forstået det.

Indgangen var oplyst af stearinlys, og en sortklædt pige med flere piercinger i ansigtet, end jeg kunne tælle, gav mig byttepenge tilbage for en halvtredser og et selvlysende stempel på håndledet. Det skulle være den venstre hånd. Trods lysene var der meget dunkelt, og det føltes, som om man kom ned i en gammel kælder. Mange af væggene stod bare frem med sortmalede mursten, som kradsede mod min arm. Lige da jeg kom ind i gangen, var jeg ved at blive væltet af en teenagetøs med en flaske Jägermeister i hånden, som faldt ind i mig uden at ænse det, og grinende blev ført videre af sin veninde. De var kommet ned ad trappegangen som på min venstre side fortsatte op gennem de mange etager. Musikken var blevet højere og mere skarp i lyden, og med en dyb indånding trådte jeg gennem døren til baren.

Der var vild aktivitet overalt. Eller også følte jeg det bare sådan på grund af de mange indtryk. Rummet var sort som resten af huset. Der var mennesker over det hele med læderjakker og hanekamme i alle farver. Det var til gengæld de eneste farver i huset udover etiketterne på guldøllerne. Alle gik i sort. I baren sad en kæmpestor fyr med en slidt læderjakke og så olm ud. Han havde Doc Martens militærstøvler på, den ene hang og dinglede, mens den anden var lænet mod barstolen ved siden af ham. Han havde en række tomme øl på disken og fik sat en ny flaske foran sig, idet jeg kom ind. I hans hånd havde han en stor, fed joint, hvis dovne røg steg modvilligt til vejrs, som om den næsten var for tyk til at kunne stige opad. Jeg kan huske jointen som noget af det tydeligste – jeg havde aldrig været et sted, hvor folk røg pinde indenfor, og så helt åbenlyst. Da jeg fik set mig om, lagde jeg mærke til, at han bestemt ikke var den eneste. Jeg må have stået i døren længe, for manden i baren blev ved med at stirre på mig med et hårdt blik.

"Skal du have en Høker?" spurgte én af de andre og hev mig tilbage til virkeligheden. Jeg fik mumlet noget uforståeligt, for jeg vidste ikke, hvad det var, men ville ikke sige det. Det hele var nyt, og jeg var desperat efter at ligne én, som var kommet i huset i årevis.

"Du kan også få en Thy, hvis du hellere vil, men Høkeren er den bedste," fortsatte han, og det var ledetråd nok til, at jeg kunne regne ud, at der var tale om øl. Med kendermine sagde jeg, at jeg selvfølgelig også helst ville have Høker. Jeg syntes, den smagte dårligt.

Vi fandt et hjørne af et bord/bænkesæt, den slags af træ, som altid står ved kommunale institutioner, og slog os ned. De andre ved bordet var punkere på min egen alder, og de virkede til, at det ikke gjorde dem det mindste at dele bordet med os. Alle råbte til hinanden, og ingen så ud til at bekymre sig om, hvorvidt de trådte nogen over tæerne. Fyren ved siden af mig hev en flaske slavevodka op af tasken og hældte helt åbenlyst op i en beskidt kop, og en anden ved bordet tog en øl fra sin jakke. Ingen prøvede at skjule det. Efter at have taget en tår af sin vodka bøvsede fyren højt og grinede. Der var ingen reaktion, og samtalen fortsatte i alle retninger. I det ene hjørne af rummet stod et vakkelvornt bordfodboldbord, som hældede faretruende, hver gang spillerne hev lidt for energisk i stængerne. Et skub fra en fuld punker ville få hele bordet til at kæntre. Overalt væltede folk rundt, og lige meget hvor jeg så hen, blev jeg mødt af overdreven make-up, næseringe så tykke som blyanter og malingpletter på slidte denimjakker. Jeg havde set dem før, på gaden og til fester rundt omkring, men aldrig så mange på et sted. Jeg kom fra et sted, hvor folk så skævt til mig, fordi jeg havde langt hår og en piercing i læben. Her følte jeg mig mondæn, pæn i tøjet, farverig, udenfor. Og mere end noget andet ønskede jeg at være med i klubben. Det var kun den passivt-aggressive starut ved baren, der sendte dårlige vibes. Alle andre passede sig selv og gav plads til andre. Ikke ud af forsigtighed, men nærmere en slags ubestemmelig respekt for, at når først man var herinde, var man en del af fællesskabet. På den anden side skubbede folk til hinanden hele tiden, og en fyr råbte mig ind i hovedet, så spyttet fløj. Det havde tilsyneladende intet med mig at gøre, for før jeg nåede at reagere, var han stavret videre og stod og prøvede at score en pige, som tydeligvis hverken var interesseret i ham eller mænd generelt. Det hele var så grimt og så bramfrit og så levende, og jeg havde ikke lyst til at tage hjem. Nogensinde.

Den første tid i Ungeren var alt, hvad jeg havde spillet pik til i min romantisering af punken. Alt sitrede. Der var ny musik, der var så høj, at mine ører brændte, og så larmende, at akkorder og harmonier var afløst af en væg af dundrende, bedøvende lyd. Der var en fræk, lille punkertøs ved navn Alberte, som kun gik mig til brystet, og som turde sige 'fuck dig' og mene det, hvis man sagde noget, hun var uenig i. Hun spyttede på jorden og drak guldøl, hun åbnede med tænderne, og talte med den sødeste, rå københavneraccent, når hun fortalte om, hvordan hun havde fået en blodtud, da hun dansede pogo til Guddommelig Galskab. Vi sad i et hjørne af den store sal med den smukke, ornamenterede balkon under de sidste timer af en fest. Salen var tom på nær os i det fjerneste hjørne og en DJ, der frigjort af folkets forventninger spillede Vi er dem de andre ikke må lege med, mens Alberte og jeg, som det eneste publikum, røg skunk på hendes lille pibe og snavede, så jeg kunne mærke hendes piercing mod min tungespids og var fyldt af vanvittig, slumromantisk lyst.

Der er releasefest for Sort Brand d. 25. september. Få information om eventet her.

Mere om alternativ ungdomskultur i Danmark:

Da punken mistede sin uskyld i København

De danske slumstormere, der vil udfordre BZ-bevægelsen

Sådan har syv år med hjemmelavede tatoveringer formet mig og mine venner