"Jeg havde slet ikke forestillet mig, at de ville rive huset ned, og der brød min verden sammen"

Årene op til havde været fulde af demonstrationer og aktioner, af vold og brand – men også af fester, koncerter, vegansk folkekøkken, piratradio og sammenhold.

Vi har mødt fem brugere af Ungdomshuset og bedt dem fortælle os, hvordan de oplevede rydningen, hvorfor huset på Jagtvej var noget helt specielt, og hvordan kampen for det har påvirket deres liv – og stadig gør det i dag, ti år senere.

Det her er Jeppes, Fies, Rasmus', Eriks og Hëdis fortællinger som fortalt til Lene Munk. Alle billeder af Daniel Hjorth. 

Jeg var med til at stifte Socialistisk Ungdomsfront (SUF), da jeg var 18, og jeg var også med til at starte en afdeling på Mors, hvor jeg boede på det tidspunkt. Jeg sad i SUFs landsledelse, da jeg flyttede herover, så jeg brugte rigtig meget tid på politik. Men det var en lidt anden slags politik, end den mere anarkistiske tilgang, der var blandt mange af Ungeren-folkene.

I sommeren 2006 besatte vi Københavns rådhustårn, vi var otte eller sådan noget. Vi var på en rundvisning på rådhuset, og da rundvisningen sluttede oppe i tårnet, sagde vi til vagten, at nu havde vi altså tænkt os at blive deroppe og besætte tårnet, og han måtte selv bestemme, om han ville ned eller være med. Vi barrikaderede os og hængte banneret ud, men så gik rådhusbetjentene helt amok, og det endte med, at en af mine kammerater blev snittet ret voldsomt i sin hånd, og det sprøjtede med blod, og vi var sådan; Arg! Vi overgiver os, slap af! Vi havde taget slik med til dem og havde planlagt at køre det helt stille og roligt, vi var heller ikke maskerede, så det var en helt syret overreaktion, og vi var enormt lettede, da politiet kom.

Vi lavede en del af sådan nogle symbolske besættelser, og det blev lidt fast procedure, at man kom med ned på stationen, så måtte de holde på en i 24 timer, og så blev man løsladt igen og fik en bøde på 500 kroner eller sådan noget.

Den 16. december 2006 var der en ret legendarisk demonstration. Rydningstruslen var virkelig tæt på, og man kunne mærke i hele miljøet, at der var kommet en anden alvor. Jeg stod i festsalen i Ungdomshuset, som var helt fyldt, og så var der en maskeret fyr, der gik op og tog mikrofonen og holdt den sindssygeste brandtale om, at hvis de tog det her hus, så tog vi hele byen. En virkelig god tale, men også en tale, der gav folk lyst til at gå ud og smadre noget. Vi nåede ikke ret langt ned af Jagtvej, før nogle nærmest professionelle ballademagere med styrthjelme, der gik forrest, angreb politiet med kanonslag og malerbomber.

Jeg syntes, at det var meget voldsomt. Politiet sagde flere gange, at nu var demonstrationen opløst, og nu skulle vi gå, men jeg havde lyst til at blive for at se, hvad der skete. Den dag gjorde jeg ikke andet end bare at være der, og på den måde gav jeg måske en indirekte opbakning til dem, der gik amok, og jeg endte med at blive anholdt. Jeg blev løsladt efter de der 24 timer, men fik en sigtelse, som kunne give fængsel i over et år, og den havde jeg hængende over hovedet, indtil lang tid efter huset blev ryddet. Sagen endte med at blive annulleret, fordi jeg fik en anden dom, som de mente var så hård, at de alligevel ikke kunne give mig mere straf oveni.

Jeg boede ovre i Struensegade på Nørrebro i et lille kollektiv, og pludselig en morgen, var der alarm. Jeg kan huske den alvor, der var, fra jeg slog øjnene op og kunne høre helikopteren hjemmefra. Så var det bare op og af sted. Jeg havde en knude i maven, for jeg vidste bare, at nu skulle jeg ud på noget, der ikke var særlig fedt, men det var ligesom uundgåeligt – det var en uundgåelig konsekvens af et eller andet spil. Der var ikke nogen vej tilbage, nu måtte vi gå ud og kæmpe for det hus.

Jeg tog et t-shirtærme om halsen, som jeg kunne bruge som maskering, hvis det blev nødvendigt. Og så min læderjakke. Jeg havde også en fløjte. Vi var fire, der fulgtes ad, og selvom der ikke er særlig langt derhen, nåede vi at blive kropsvisiterede af tre forskellige betjente på vej til Jagtvej 69, i løbet af syv minutters gang eller sådan noget.

Politiet stod i en stor ring omkring huset. Der var en underlig stemning, der kom flere og flere mennesker til, og der blev mere og mere uro, og på et tidspunkt blev der væltet en stor container ude midt på Nørrebrogade, og så startede det. Der blev sat ind til ting rundt omkring, og i løbet af den eftermiddag opstod der så småt kampe, og så gik det jo ellers bare amok i flere dage. Jeg blev ikke anholdt i de dage, men jeg var aktiv, og det var vi eddermame mange, der var.

Jeg fik en dom for at have kastet en flaske efter en hollændervogn på halvårsdagen for rydningen, hvor jeg kom direkte ind og sidde i Vestre Fængsel – på min 25-års fødselsdag. Jeg var låst inde i min celle bortset fra tre kvarter om dagen, hvor jeg kom på gårdtur, og der kom jeg ud til en flok virkelig hårdkogte forbrydere; bankrøvere, mordere, den slags. Jeg var pissebange i starten. Men stille og roligt fandt jeg ud af, at det ikke var så farligt endda, jeg læste socialvidenskab dengang og valgte at se det som en slags feltstudie. Jeg sad inde i syv uger først, så kom jeg ud i tre uger, og så skulle jeg sidde de sidste tre ugers tid i et åbent fængsel i Sønder Omme, og det var sgu ligesom at komme på højskole i forhold til at sidde i Vestre Fængsel.

Jeg er stadig bitter over, at kommunen lod det her ske. Miljøet omkring huset var en smeltedigel af folk, der kom fra en virkelig belastet baggrund, til overklasseunge og alt muligt andet, og som alle sammen fandt ud af tingene sammen.

Den måde, det så ud på, var et dejligt frisk pust i forhold til glasfacader, juicebarer og alt muligt andet, vi har på Nørrebro, som jeg ærligt talt ikke bryder mig om. Jeg kan sagtens leve med, at der er ting i min bydel, som jeg ikke synes er helt vildt smukke, så jeg har det lidt stramt med, at andre ikke kan leve med, at der er et ungdomshus.

I dag arbejder jeg hos Enhedslisten i vores organisationsteam på landskontoret, hvor vi lige nu sidder og forbereder os på kommunalvalget her i efteråret. Jeg har aldrig rigtig brugt det nye hus, jeg har kun været der et par gange til koncerter.

Da jeg begyndte at komme i huset, var min mor meget bekymret, så hun tog derned en fredag for at se, hvad det var for nogle mennesker, der var der. Jeg tror, hun var af den overbevisning, at man ikke kunne være fordomsfuld, bare fordi det var Ungdomshuset. Så hun tog derhen og drak en øl, og efter det syntes hun, det var fint nok, at jeg kom der.

Vi var en vennegruppe, som lavede politiske ting, og vi brugte huset meget til at være i, vi kom på mandagsmøderne, til festerne, vi malede bannere, og vi var på den måde en stor del af huset, og huset var en stor del af mit liv.

Om torsdagen blev jeg ringet op af en af mine veninder, der er sad i pressegruppen i Ungdomshuset, som sagde, at nu var de i gang med at rydde det, men jeg troede ikke rigtig på det. Så jeg tændte for piratradioen, for det havde længe været sådan, at hvis man følte sig usikker, så kunne man tænde for piratradioen, som sendte 24/7 op til rydningen. Men der var ikke nogen, der sendte den morgen, og der blev det virkeligt for mig.

En af mine venner kom hjem til mig, og så cyklede vi ned til Nørrebro sammen, hvor der nærmest var undtagelsestilstand. Vi kunne slet ikke komme i nærheden af huset. Det var en mærkelig tom følelse.

Fredag var der en demonstration, der startede på Sankt Hans Torv, hvor det gik fuldstændig galt, folk smed molotovcocktails efter politiet, og det eskalerede virkelig.

Jeg blev anholdt fredag aften, og der tænkte jeg, at det her godt kunne få nogle alvorlige konsekvenser. Vi var en gruppe på 21, der blev anholdt og sigtet for overtrædelse af en eller anden paragraf. Vi var ikke i gang med noget ulovligt, og det var det, der var så fucked. Jeg sad varetægtsfængslet i 14 dage, og så blev jeg løsladt. Da retssagen kørte cirka halvandet år senere, blev vi alle sammen frikendt og tildelt erstatning.

Der værste var mandagen – jeg havde slet ikke forestillet mig, at det var en mulighed, at de ville rive huset ned – og der brød min verden sammen. Jeg havde så mange følelser involveret i det hus. Det kunne jeg slet ikke håndtere. At de ryddede huset, ok, det vidste vi nok ville ske, men jeg havde en forhåbning om, at så længe huset stadig stod der, havde vi en chance for at få det tilbage.

Kort tid efter flyttede jeg til Stockholm, og det var en befrielse, for så kunne jeg lade det ligge. At blive varetægtsfængslet, når man ved, man ikke har gjort noget, er vildt frustrerende, og det har også nogle psykiske konsekvenser. Mange af de andre sad varetægtsfængslet sammen, men jeg sad mutters alene på en ungdomsinstitution med nogle virkelig kriminelle, unge knægte. Jeg fik en følelse af, at det så var sådan, samfundet så mig; som en eller anden sindssygt kriminel person, men jeg kæmpede jo bare for et sted, hvor alle kunne være.

Jeg går stadig ikke forbi dernede, hvis jeg kan undgå det. Jeg bliver så ked af at tænke på; hvad er der nu? Var det virkelig det værd? Var det virkelig det, I ville? Nu er der en tom grund, der er ingenting, og så mange mennesker har fået flere år af deres liv ødelagt.

Jeg har kun været i det nye hus to gange. Det blev på en eller anden måde et cut for mig, at det gamle hus blev ryddet. Det var mit ungdomshus. Jeg synes også, det er mærkeligt, når folk kalder huset på Dortheavej for Ungeren, i mit hoved er det ikke Ungeren. På mange måder var det en ny generation, der overtog det hus, og mange af dem, der er aktive derude, har slet ikke været aktive i ungdomshuset på Jagtvej.

At have været en del af den bevægelse har gjort mig åben overfor andre mennesker, uanset hvordan de ser ud, og hvor de kommer fra. Der var virkelig en tro på, at vi kunne ændre noget, og det tror jeg også, at vi gjorde. Og så har det givet mig nogle kritiske øjne på samfundet – politikerne, pressen, systemet, overfor hvordan historier bliver fortalt. For jeg føler, at jeg blev røvrendt dengang.

Jeg synes, pressen var elendig. Der blev tegnet et billede af, at vi bare ville have. Vi ville bare have et hus. Der var slet ikke fokus på alt det frivillige arbejde, al den energi og kræfter, som folk lagde i huset – der var folkekøkken, der var koncerter, og det blev arrangeret helt frivilligt. Der blev ikke givet plads til de gode historier, de kom der først i årene efter, dengang var det bare "voldspsykopaterne fra Jagtvej 69".

Jeg kan godt forstå, at folk kastede med ting efter politiet dengang. Jeg gjorde det ikke selv, men jeg kan godt forstå det, og jeg har intet behov for at tage afstand fra det. Jeg har stadig på ingen måde tillid til politiet. På ingen måde.

I dag er jeg jordemoder på og bor på Frederiksberg, hvor jeg også er vokset op. Jeg er ikke politisk aktiv længere, men de holdninger, jeg havde dengang, har jeg stadig. Og jeg ville kæmpe for det hus den dag i dag. Jeg tror stadig på, at man kan ændre tingene og ikke bare skal rette ind og finde sig i at blive behandlet dårligt. Hvorfor skal vi nødvendigvis tilpasse os samfundet? Hvorfor skal samfundet ikke tilpasse sig os?

Jeg kan godt lide, at det var et sted, der gik efter at gøre tingene så rigtigt, som man nu kunne. Når man var imod det industrialiserede landbrug og den måde, de behandler dyrene på, klarede man sig uden dyreprodukter i Ungdomshuset. Eller hvis man syntes, at det var for dårligt, at Cocacola ikke betaler skat i Danmark, så lod man være med at sælge det lort. Det synes jeg, er meget inspirerende.

At komme i Ungdomshuset fik betydning for mig på flere måder. Det, der nok fylder mest for mig i dag, er, at det var en vigtig brik for mig i forhold til at komme i gang med at lave min egen musik. Der var nogle ting i hiphoppens måde at gøre tingene på, som holdt mig tilbage, men når jeg så, hvordan man gjorde det i punk og i den her DIY-kultur, fik jeg de sidste brikker til, hvordan jeg kunne få mine egne ting til at ske. Det handlede blandt andet om, at det ikke behøver at være perfekt – det er vigtigere, at noget sker, end at det er perfekt.

Det her med, at vi var genstand for en åbenlys uretfærdighed, tiltrak meget energi. At de tog et hus fra os, som vi fik foræret i 1982, et hus, vi ejede og brugte efter aftalerne, gjorde os vrede. Og det gjorde, at der var meget at lave som DJ, som jeg primært var på det her tidspunkt. Jeg DJ'ede til rigtig mange demonstrationer. Og den her demonstrations-DJ-rolle var meget udviklende for mig. Jeg var vant til, at en DJ var en, der underholder og nogle gange skal få folk til at danse, men i Ungdomshus-miljøet handlede det mere om at få folk til at føle noget, det skulle passe til en bestemt situation.

I tiden op til rydningen kunne man godt mærke, at der var en eller anden kulmination i vente, og det gjorde stemningen meget intens. Populært sagt, så levede vi hver dag, som om den var den sidste for os. Så der var smæk på arrangementerne og gang i følelserne. Vi grinede og græd og gav krammere. Der var meget liv i det hus.

Jeg var forholdsvis involveret i Piratradioen. Der blev faktisk sendt noget megafed radio på den kanal, og den var med til at gøre husets brugerskare større. Jeg levede af at lave radio på det tidspunkt, men tog fri nogle måneder for at være på piratradioen i stedet. Det var også spændende, fordi det var med til at sætte vores principper i huset i spil; når der 24 timer i døgnet er nogen, der spiller musik eller ævler ud i æteren, så – hvis det hele skal repræsentere huset – kan der hurtigt blive spillet en plade eller blive sagt nogle ting i mikrofonen, der kan komme til debat om mandagen. Det var også historisk, for det var den længst kørende piratradio i Danmark siden Radio Mercur i starten af 60'erne.

Jeg boede ret tæt på, og om torsdagen blev jeg vækket af den her telefonkæde, som sagde, at nu var det nu, og så cyklede jeg ned og stod og kiggede, snakkede med folk, krammede og græd lidt.

Det føltes ligesom, da Donald Trump blev valgt som præsident. Jeg tænkte; det kan simpelthen ikke passe, det her. Sker det her virkelig? For det er så dumt.

Det var så utroligt dumt, at man fra kommunens side valgte at lukke et populært tilbud til en stor gruppe mennesker, der ikke havde andre steder at gå hen – og som kostede dem stort set nul kroner – for at en menneskefjendtlig sekt af abortmodstandere og islammodstandere skulle lave en eller anden manifestation på Nørrebro, hvor de virkelig ikke har nogen tilknytning. De ville ikke den mangfoldighed, som er en del af Nørrebro.

Det var især dumt, at man gik med til at rive den her historiske bygning ned. Så mange historiske ting er sket i det hus, kvindernes internationale kampdag er grundlagt derinde, arkitektonisk var det en perle, det havde meget stærk lokal forandring, og mange mennesker følte et stærkt tilknytningsforhold til det hus – ikke bare i Danmark, men i hele den internationale bevægelse, der brugte det.

Jeg har altid været lidt skeptisk overfor autoriteter og politikere, og jo ældre man bliver, jo flere gange ser man, at det ikke er en smutter, når der bliver løjet – det er en systematisk måde, man driver politik på, det er en del af spillet, at man lyver. Måske havde jeg følt anderledes, hvis jeg ikke havde været en del af en bevægelse, der blev behandlet så dårligt, som vi blev dengang.

Jeg var 18, da jeg startede på Det frie Gymnasium. Den der utilpashed, som jeg havde, den her følelse af ikke at passe ind, den fulgte med til København, og jeg kunne ikke finde ud af at gebærde mig særligt godt til mandagsmøderne i Ungdomshuset, hvor der også var regler og normer, som man skulle lære. Jeg blev aldrig rigtig en fast del af Ungdomshuset eller på mandagsmøderne, jeg kom der mest til fester og koncerter, men jeg begyndte at gå til en masse demonstrationer, og jeg blev med tiden bedre til ikke at pisse mine medaktivister af.

I sommeren 2006 var jeg til et kampagnemøde i Ungdomshuset, hvor vi snakkede om, at vi var temmelig sikre på, at vi ville tabe den kommende retssag, og at nu var det indenfor det næste halve års tid, at der skulle ske en del ting. Vi snakkede om, at vi skulle kæmpe på alle fronter, og generelt var uro en god ting. Jo mere ballade, der var, jo mere ville det blive en politisk sag, man talte om.

Jeg var lige startet i praktik som pædagog, og jeg havde ikke en mobiltelefon, så jeg fik ikke kæde-sms'en. Jeg nåede at komme på arbejde, hvor alle sad og så tv, fordi rydningen var i gang, og jeg gik ind til min chef og meldte mig syg og drønede ind til Runddelen.

Da jeg kom ind til Runddelen ved ni-tiden, var der ret mange mennesker. Nogle politibiler møvede sig gennem mængden, og der var nogen, der blev forsøgt anholdt, men vi fik dem hevet fri igen.

Jeg løb rundt og gjorde, hvad jeg kunne for at gøre situationen så kaotisk som muligt for politiet og for at sprede uroen og balladen. Ideen var, at hvis vi kunne få dem til at tabe kontrollen, så var der større chance for, at nogen kunne komme ind og tage huset tilbage.

Biler er temmelig lette at flytte ved at vippe dem, vip, vip, vip, vip, vip, og så kan du få dem på tværs af vejen. Så vi spærrede trafikken med parkerede biler rundt om i byen, og så deltog vi i spontane demonstrationer. Generelt var det en dag, hvor vi byggede barrikader og sloges med politiet, basically.

Jeg havde den her følelse af, at det var historisk. Huset var ryddet, og det betød, at vi skulle vælge, hvordan vi ville dø, hvordan den her bevægelse skulle dø. Jeg havde en fornemmelse af, at det her var enden, og der var ikke noget håb om, at der ville komme et nyt hus. At nu blev vi nødt til at slås, for der var ikke andet, og det var så det, vi gjorde. Og så tænkte jeg, at det var fedt, at vi i det mindste lavede noget Danmarkshistorie samtidig, at huset ikke fik lov at dø i stilhed.

Jeg blev anholdt en uges tid efter rydningen på vej hjem fra en demonstration. Det var den 8. marts, hvor der var den første torsdagsdemo. De sagde, at de havde to politifolk, som uafhængigt af hinanden havde set mig kaste med ting og være med til at bygge barrikader og nogle andre ting. Det var ikke alt det, de sagde, som jeg rent faktisk havde gjort, men det var nok til at de kunne varetægtsfængsle mig. Jeg endte med at sidde derinde i to måneder, inden jeg blev løsladt, og så gik der et års tid, før jeg kom i byretten og blev idømt to måneders fængsel, som jeg så allerede havde afsonet i varetægten.

Jeg begyndte på kandidaten på DPU og blev kandidat i pædagogisk psykologi og fandt ud af, at jeg, af en eller anden grund, er ret god til teenagere og unge mennesker.

Jeg kom i fængsel igen i 2011, hvor jeg slog ud efter en politibetjent ved en anti nazi-demonstration. Jeg ramte ham desværre også, dog ikke voldsomt. Det skete på et tidspunkt, hvor alting bare gik for stærkt til, at jeg kunne følge med. Jeg tilstod, men blev alligevel varetægtsfængslet i tre måneder, og da jeg så fik den rigtige dom, var den på seks måneder. Heldigvis endte jeg med kun at skulle afsone 20 dage udover de tre måneder, og dem afsonede jeg i en sommerferie.

Nu har jeg nogle fornuftige regler for mig selv. Jeg er stadig med til demonstrationer, men jeg er aldrig i situationer, hvor jeg løber en risiko. Jeg er dog ikke sikker på, at jeg altid opfører mig helt fornuftigt, for balladen ligger ret dybt i mig. Jeg har to halve job nu, men min straffeattest er stadig et problem, den gør det svært for mig at få pædagogjob.

Torsdag vågnede jeg og fik at vide, at Ungdomshuset var ved at blive ryddet, og jeg havde det sådan; jeg kan ikke tage i skole. Der var ligesom en fast aftale alle imellem om, at når det skete, så havde vi en aftale på Nørrebro. Så jeg pakkede en rygsæk med ekstra strømper og et æble og tog af sted.

Jeg var i sorg og i chok og brugte noget tid på at håndtere det og forstå, hvad det var, der egentlig skete. Og så var jeg med i den demo, der gik fra Blågårdsplads op ad Nørrebrogade, og som endte i den her knibtangsmanøvre midt på Nørrebrogade ved Assistenskirkegården, hvor politiet kom fra hver side og lukkede en del af demonstrationen af og begyndte at klemme os sammen for at få anholdt så mange som muligt.

Folk begyndte at løbe ned ad sidegaderne. Jeg vidste, at jeg ikke kunne blive ståede, politiet var rigtig tæt på, men det tog mig næsten for lang tid at flytte mig, for det var svært for mig at få det her ideal fuldstændig nedbrudt. Jeg var jo bare til demonstration, og det måtte jeg gerne, og jeg havde ikke gjort noget, så selvfølgelig ville de heller ikke gøre mig noget? Jeg endte med at være 10 centimeter fra at blive ramt af en hollændervogn og havde en betjent lige i hælene, som tydeligvis ikke var ude på at lade mig udøve min demokratiske ret til at gå på gaden og ytre mine holdninger og min forsamlingsret.

Det føltes så ude af proportioner. Mine yndlingssko på det tidspunkt var de der sutsko, man kan købe i Irma. Og jeg kan stadig se det for mig; den her 15-årige pige i sutsko, der løber af sted med en voksen mand – med et slagvåben og et skydevåben indenfor rækkevidde – lige i hælene. Jeg slap fra ham ved at gemme mig inde i en gård.

Det her med, at politiet er nogen, der passer på dig og mig, og som beskytter os – det blev enormt tydeligt for mig, at det passer ikke, hvis du er uenig med dem, der sidder på magten. De endte jo nærmest med at være lejehær for den her mærkelige kristne sekt. Og medmindre man var enig med dem, der gav politiet deres ordrer, så var man faktisk i fare. I de dage mistede jeg noget optimisme og tillid til samfundet generelt.

Jeg har stadig helt vildt svært ved at se optagelserne af den der kran, der begynder at grave ind i huset. Det var pissehårdt i dagene efter rydningen, så det var som at blive sparket til, når man lå ned.

Jeg har brugt det nye hus meget og på en anden måde, end jeg brugte det gamle hus. Til demonstrationerne, piratfesterne og aktionerne efter rydningen fik jeg en masse erfaring i at organisere og lave politik, og jeg fik en masse viden, som jeg så kunne bruge som aktivist i det nye ungdomshus. Jeg har været med til at lave queer-politik og arrangere fester og selvforsvar for queers, og så har jeg gået til yoga og fester og været med venner oppe at øve… jeg har brugt det til alt muligt.

Når det nye Ungdomshus ikke har en ligeså bred tilknytning som det gamle, tror jeg, det skyldes, at det ikke har en lige så lang historie. Der findes ikke de mennesker, der engang for tyve år siden har været der til en punkkoncert, og på den måde har det virkelig svært ved at måle sig med det gamle hus.

Jeg har sporadisk taget nogle hf-fag, som fik samlet sig sammen til en hel studenterhue for nogle år siden, og den brugte jeg til at komme på arkitektskolen, hvor jeg går nu. Så det er først indenfor de seneste år, at mit studie er begyndt at fylde meget. Ellers har det været Ungdomshuset, jeg har brugt det meste af min tid på.

Jeg passer ikke særlig godt ind på studiet, og jeg er igen endt i sådan en rolle, hvor meget af min energi kommer af modstand og trods. Det at indtage den rolle og at have lyst til at tage kampen op med et sted, hvor man ved, at der er nogle andre idealer end dem, man selv har, og det tror jeg helt klart er noget, der bunder i, at jeg har prøvet at være i modvind på den måde før.