Danmarks mest hemmelige tv-stjerne taler ud om 25 år som publikumsopvarmer

Det er menneske-energier, jeg jonglerer med. Jeg står med en skrøbelig energi, som jeg skal prøve at gøre stor og vild, men kunsten er at holde den i live. Da jeg skulle varme op for Peter Schmeichel på quizprogrammet "1 mod 100", kom Peter direkte fra sportens verden med sin fodboldjargon, hvor man har det med at pille hinanden ned. Jeg kunne stå og opvarme en halv time og få publikum i rigtig godt humør, og det første, Peter så sagde til publikum, når han kom ind i studiet, var: "Synes I virkelig, han var sjov?" Og så kunne han ikke forstå, hvorfor stemningen forsvandt.

Jeg tog det med et smil og forsøgte at forklare ham hvorfor, men på den sjette udsendelse havde jeg fået nok. Jeg gik om bag ved scenen og stillede mig i et hjørne og afreagerede: "Hold kæft, hvor er han en idiot, hvor er det latterligt". Da jeg kiggede op igen, lød det med et grin fra en kvinde lige ved siden af mig: "Så skulle du prøve at være gift med ham". Det var så Peters daværende kone. Jeg rødmer stadig, når jeg tænker på det i dag.

Det vildeste, jeg har prøvet, var i Parken til X-Factor-finalen i 2011, hvor der var 42.000 publikummer. Jeg fik en time til at opvarme. Det var først bagefter, det gik op for mig, hvor vildt det var. Jeg startede med at bede publikum om, at når værtinden sagde "Velkommen til", så skulle de råbe "X-Factor". Vi prøvede det af et par gange. Da showet startede, og jeg stod og snakkede med mine kollegaer bag ved scenen, sagde Lise Rønne "Velkommen til" og så brølede hele Parken "X-factor". Min ben begyndte at skælve under mig, det var først dér, det gik op for mig, at jeg netop havde fået 42.000 mennesker til at være med på den. Dagen efter stod jeg og lavede "Bingo Banko" med 200 publikummer.

Jeg har et underligt job. Jeg havde engang en bankrådgiver, som spurgte mig, hvad jeg lavede. Så forklarede jeg, at jeg var publikumsopvarmer. Efterfølgende spurgte hun, hvornår skal du så så have et rigtigt job? Og dér sagde jeg, søde skat, du skal ikke være min bankrådgiver. Min rolle kan beskrives sådan her: Hvis du kommer til en fest som den første, så er det kedeligt, men kommer du snigende ind, når den er i gang, er det fedt. Mit job er at sørge for, at tv-seerne kommer ind i festen som den sidste gæst i et lokale af folk, der er oppe og køre.

I tv-studiet er jeg publikums ven og vært, der byder dem velkommen. Hvis noget går galt, kigger publikum på mig. Der gik engang ild i noget julepynt i studiet under en nytårsudsendelse, og der kiggede de alle på mig, og jeg lod bare, som om det var meningen, imens en mand kom farende med en brandslukker.

Jeg har været heldig, for det er min personlighed fanget i et job. Det, du ser, det er det, jeg er. Selvfølgelig er jeg mere oppe og ringe, når jeg optræder, men det er ægte, og jeg tror selv på det. Jeg går også til folk engang imellem, jeg ignorerer ikke, hvis der er en idiot i publikum, der råber upassende ting. Det er jo en, der har brug for opmærksomhed, så jeg involverer ham og spørger, hvad er det, du vil deroppe?

Der var engang, at Thomas Skov Gaardsvig, praktikanten fra "Det Nye Talkshow" med Anders Lund Madsen, fik sneget sig ind til en "Vild med Dans"-optagelse med en fjernstyret bil. Jeg opdagede ham inden starten af optagelserne og tænkte, det er fandeme underligt, jeg må hellere lige gå over og sige hej til ham. Han spurgte mig, hvad sker der, hvis jeg kører den her ind bil ind på gulvet under optagelserne?. Jeg svarede, så slår jeg dig ihjel, det skal du ikke gøre. OK, svarede han. Efterfølgende fortalte han i Anders Lund Madsens talkshow, hvad jeg havde sagt, og så lød det måske lidt voldsomt.

Jeg var klassens klovn i skolen. Min matematiklærer spurgte mig engang imellem, hvad fanden jeg lavede. Jeg rakte altid hånden op, for så vidste jeg, at jeg ville få et lille øjebliks opmærksomhed. Så gik jeg op ved tavlen og tegnede, uden at vide hvad jeg egentlig lavede. Min matematiklærer forstod ikke så meget af det, men han tænkte, at jeg var skidegod til matematik, fordi jeg syntes, det var så nemt og kedeligt, at jeg bare gik op og tegnede i stedet for.

Jeg har altid drømt om enten at blive skuespiller eller filminstruktør. Som ung fik jeg efter mange forsøg en fod indenfor hos Nordisk Film. Jeg tænkte, at de bare skulle få øjnene op for mig, og så ville alt gå let. Jeg startede to år som rekvisitørassistent, hvor jeg rendte rundt og løftede køleskabe og andre hårde hvidevarer ind i "Lykkehjulet"-studiet. Derefter blev jeg forfremmet til caster. Efter et stykke tid spurgte jeg produceren, om jeg ikke kunne prøve at opvarme publikum en dag. Han sagde nej, det kræver erfaring med skuespil og stand-up. Jeg havde prøvet begge dele, men han turde ikke give mig chancen. En måned efter blev en af vores faste opvarmere, Theis, pludseligt dårlig tilpas og måtte tage hjem. Vi kunne ikke skaffe nogen anden opvarmer med så kort varsel, så jeg spurgte, er det ikke nu, jeg skal prøve? Nej, var svaret. Vi gik ind mod studiet, og jeg har heldigvis lange ben, så jeg gik foran produceren og tænkte, at hvis jeg stiller mig ind foran publikum og siger, jeg er opvarmeren, så vil det virkelig være uprofessionelt af ham at gå ind og smide mig væk.

Så det gjorde jeg. Publikum begyndte at grine med det samme, fordi de troede, det var en joke, da jeg erklærede, at jeg aldrig havde prøvet det før, jeg ikke anede, hvad der skulle ske og jeg faktisk slet ikke måtte stå her. Produceren stod ude i siden og kiggede på mig med dræberøjne, men det gik skidegodt.

Det var jo uhørt og grotesk. Men jeg tænkte bare, det er nu eller aldrig.

Mit job har krævet nogle personlige ofre. Min kære mor siger hele tiden, du skal have børn, du skal have børn. Hun har givet mig et link til en side, der hedder jegvilhaveetbarn.nu. Men jeg går ikke efter børn, jeg går efter en familie. Og jeg har også fire niecer. Jeg er ikke i panik.

Problemet er, at jeg er på arbejde på det tidspunkt, hvor alle andre har fri. Om formiddagen lader jeg op, og næsten hver aften er jeg på. Når jeg en sjælden gang imellem har fri en lørdag aften, har jeg lyst til at være hjemme, men jeg har endnu ikke fundet en kæreste, der bare gerne vil sidde med mig og kigge ind i en væg.

Min sidste kæreste sagde, du er her, men du er her ikke. Jeg forsvinder mentalt i løbet af dagen, fordi jeg begynder at forberede mig oppe i hovedet. Jeg hører, hvad hun siger, men min hjerne er i gang med noget andet.

I dag tænker jeg f.eks. på "X-Factor"-finalen i aften. Familierne sidder lige ved indgangen til studiet, dem kan jeg regne med, men nede i den anden ende af studiet sidder nogle mennesker, som har en oplevelse af, at de ikke rigtig er med i optagelserne, til trods for at de spiller en vigtig rolle, så dem skal jeg ned og snakke med. Oppe i hovedet er jeg ved at bryde det ned, og det har jeg brugt hele natten på.

Når jeg har meget at se til, får jeg mit stressmareridt. I drømmen står jeg foran et publikum, der ikke vil reagere. De sidder bare og kigger på mig med tomme blikke og ingen respons, uanset hvad jeg siger. Nu er der så kommet en ny del af min drøm, og det er, at når jeg lige er ved at få fanget publikum, så bliver jeg afbrudt. Jeg er begyndt at vågne op af drømmen, fordi jeg godt ved, det er en drøm, men i begyndelsen lå jeg og kæmpede hele natten og vågnede udmattet op efter at have brugt en hel nat på at opvarme et publikum, der ikke engang fandtes.

Jeg går og leger med tanken om at prøve teater af på et tidspunkt. Jeg elsker at være på scenen, men det er at bruge min hjerne på en helt anden måde, end jeg plejer. Jeg er vant til at reagere på publikum, men som skuespiller skal du jo reagere på replikker fra dine medspillere og ignorere publikum fuldstændig.

Rollen som publikumsopvarmer var egentlig et side track, som jeg så har kørt ud af ud af i 25 år. Jeg er desværre nok lidt låst i opvarmerrollen. Hvis du siger Henrik Abel, så tænker folk, hvem fanden er det? Men siger du opvarmer-Abel, så ved alle folk i underholdningsbranchen, præcis hvem du taler om. Det er også svært for mig nu at give slip på noget, jeg elsker, for at prøve skuespil, som jeg ikke ved, om jeg elsker. Jeg har mange skuespilkollegaer, og alle fortæller mig, hvor frygteligt det er at være skuespiller. Det er også hårdt at være opvarmer, men det ved jeg, at jeg kan. Og jeg brænder stadig for at opvarme, kan jeg mærke. Så meget, at hvis det ikke lykkes at få hele publikum i god stemning, så kan jeg gå hjem og være indebrændt i flere timer, af og til hele natten. Det tager jeg meget personligt, men man skal også tage det personligt, for det er jo den gåde, jeg er hyret ind til at løse. Mit job i dag er også på sin vis at spille skuespil og instruere mennesker, som så er publikum. Så det er måske i virkeligheden, hvad jeg gerne ville. Jeg har bare fundet et job, som ikke fandtes.