Alle de ting 'Love Actually' kan lære os om de tidlige 00'ere

I aften er det lillejuleaften, og det betyder, at der kommer Love Actually i TV – ligesom sidste år. Og året før det, og året før – helt tilbage til 2003, hvor filmen havde premiere. 2003! Gad vide hvilken forhistorisk periode, det årstal tilhører? Er det mon kridttiden eller den tidlige juraperiode, hvor kontinenterne stadig hang sammen?

Heldigvis har vi Love Actually som et perfekt præserveret vidnesbyrd om en svunden tid.

Her er ni ting, vi kan lære af denne kronjuvel i verdens kulturarv:

Filmen er en vigtig påmindelse om, at Portugal først for nylig har opnået økonomisk velstand. Tidligere var indbyggernes eneste mulighed for at slippe væk derfra at sælge sig selv som slaver til britiske krimiforfattere og håbe på at blive friet til. Hvis altså deres far giver dem lov. Hvor gammeldags, tænker du. Ja, men det var jo også helt tilbage i 2003.

Er du også træt af, at kalenderen i din telefon er overfyldt med aftaler, påmindelser om aftaler og påmindelser om at lave påmindelser om aftaler? Så ville du have elsket 2003.

Filmens afdankede popikon, Billy Mack, satser på vinde den eftertragtede Christmas Number One på den britiske hitliste (som åbenbart var en ting) ved at indspille mesterværket "Christmas is all around us" blot fem uger før jul. Piece of cake. I 2003 kunne man åbenbart slippe for over-ivrige "managere" på 22, som har travlt med at udvikle koncepter og styre musikernes instagramprofiler. Ak, dengang handlede musikbranchen åbenbart stadig om musik.

Og hvilken fornøjelse det må have været at planlægge en julefest i 2003. Vi har ikke nogen location, og der er tre uger til jul? Intet problem! Professor Snapes sekretær har en ven, som ejer et galleri midt i London, selvom han aldrig arbejder. Livet var fedt før finanskrisen.

Apropos aldrig at arbejde – hvad laver sekretæren Mia egentlig, når hun ikke planlægger en julefest?

Sekræterer er konstant og hele tiden på totalt umotiveret pikjagt, fordi 2003. Dengang var kvinderne tilsyneladende ikke så optaget af hverken six-, eight-, eller twelvepacks på maverne af det modsatte køn. Og man slap for al det moderne hysteri om, at en mand skal have humor eller "personlighed" for at være tiltrækkende. Han er en mand – hvad mere vil du have, kvinde? Det fattede de i 2003.

I 2016 er vi blevet så forvante med at "spille spillet" og læse folks blandede signaler, at vi simpelthen ikke kan afkode rendyrket flirteri, når vi ser det:

Åh, at leve i et simplere tid. Hvis alle nutidige mænd fik mulighed for at rejse tilbage til 2003, kunne de opleve en svunden storhedstid, før de blev tvunget til at navigere uden om beskyldninger om at være priviligerede, hvide, heteroseksuelle mænd, der opretholder et undertrykkende og privilegieblindt patriarkat.

Tag den her charmør for eksempel. Han maler med ord:

Så nuttet, ing?

Eller filmens mest creepy ikoniske scene, hvor den her fyr møder op og erklærer sin kærlighed til sin bedste vens kone jule-fucking-aften efter gentagende gange at have været et verdensklasserøvhul over for hende. Og så endda med håndskrevne skilte. Ak, mænd forstod sig virkelig på ægte romantik i 2003 – i dag ville han bare have printet et A4-ark med teksten "send nudes" og en thumbs up-emoji.

Nok har vi masser at vælge imellem i dag, når vi vil se noget hud, der bliver skubbet op i noget andet hud – men det var bare bedre i 2003. I dag fyrer du den bare af til dårligt belyst puleri filmet på en iPhone, som du tilmed ser på din egen iPhone. Love Actually minder os om den grandiositet, der var over voksenfilmkunsten dengang, hvor man turde løbe en kreativ risiko og virkelig investere i et kvalitetsprodukt. Man længes.

En scenografs våde drøm:

Jo, man satte en ære i at lave porno, der berørte folk på flere måder. Hvor er personinstruktionen på pornofilmsettene i dag? Dengang var verden fyldt med ærefulde hverv til humanistiske pseudo-kunstneriske hipstere. I dag står de bare på diverse kaffebarer og sætter en ære i at opretholde verdens laveste serviceniveau.

Honorable mention til duden, der står og stirrer på loftet uden nogen klar motivation.

I begyndelsen af Love Actually fortæller Hugh Grant (som åbenbart var en troværdig premierminister tilbage i 2003), at han altid tager ud i Heathrow Lufthavn, når han bliver nedtrykt over verdens tilstand. Lufthavnen er nemlig sådan et romantisk sted, hvor kærligheden lurer over alt.

Flyrejser må have været fantastiske. Forestil dig en virkelighed uden kø til security, fumlen med bagagetags, du selv skal klistre på eller midaldrende par, der bevæger sig i sneglefart mod gaten, fordi de vejes ned af 150 TaxFree-poser.

Og du behøvede ikke at afklæde dig jakke, trøje, bælte, sko, briller, bukser og værdighed for at komme ud at flyve. Gør i stedet som Jojen Reed fra Game of Thrones i miniudgave, da han skal fortælle Joanna, at han elsker hende. Løb som vinden, Jojen! For han er slet ikke i invaliderende sorg over at have mistet sin mor, som døde for bare tre uger siden. Nej, han er bare forelsket i en amerikaner. Hvem der bare var 12 år i 2003.

Det kan være svært at genkalde sig, men der var en gang før Brexit og Trump, hvor USA og Storbritannien virkelig forstod at lede. Hugh Grant var en storslået premierminister i 2003. Love Actually vidner om en hårdtarbejdende politiker, der er mere bekymret for, hvordan han vinker end at fucke forholdet op til USA på grund af en kvinde. Fordi han kan. #jesuishugh

Og hey, USA havde også lige valgt et kvindeforagtende røvhul til præsident i 2003:

Grab 'em by the pussy, Bad Santa!

Ud af filmens ni (!) hovedplots om kærligheden i alle tænkelige afstøbninger – den unge, den gamle, den nye, den trætte, den ugengældte, den seksuelle, den venskabelige og den familiære – så skildres kærligheden mellem to personer af samme køn sådan her i Love Actually:

…

…

…

Homoseksualitet må simpelthen være opstået efter 2003. Interessant.

Til deres kæreste: 
(efter hun er blevet seksuelt overfaldet af USA's præsident, voksenmobbet på jobbet for at være for tyk *selvom hun ikke er det* og til sidst fyret forflyttet, fordi hendes chef er blevet forelsket i hende.)

Til deres døtre:

Til deres ven, hvis kone vitterligt lige er død af kræft:

Og til deres kæreste hvis bror, de er ham utro med:

I 2003 havde folk bare en lille smule mere selvironi.

Take me back!