FYI.

This story is over 5 years old.

Drugs

Syntetisk hash er livsfarligt og svært at lovgive mod

Stoffet er uforudsigeligt og kan medføre nedsat blodtilførsel til hjertet og direkte psykose, som det var tilfældet med 19-årige Henrik, der stadig døjer med psykiske mén syv uger efter, han prøvede stoffet.
August 24, 2015, 12:58pm

Forskellige typer syntetisk hash. Foto via hempbeach.com

Syntetisk fremstillet hash har kun været på markedet i en håndfuld år, og hverken forbud eller en række relaterede dødsfald og psykoser har formået at sætte en stopper for produktet. Og selvom de mange uheldige sager har lagt en generel dæmper på udbredelsen i Danmark, er det fortsat nemt at opdrive.

Myndighederne har for længst fået forbudt de første varianter af syntetisk hash, der kom på markedet, men bagmændene er hele tiden et skridt foran. Producenterne skal nemligt blot ændre en smule på stoffets kemiske sammensætning, før at der - i juridisk sammenhæng - er tale om et nyt stof, som dermed pludselig ikke er ulovligt.

Advertisement

Af samme årsag er det særligt populært med syntetisk hash i landets fængsler, hvor de indsatte ikke kan blive straffet for at være i besiddelse af stoffet.

"Men uanset stoffets lovlighed kan vi ikke advare nok imod det," siger Kim Dahlhoff, som er overlæge på Giftlinjen på Bispebjerg Hospital. Trods slægtskabet med almindelig hash er syntetiske produkter som "Spice" og "K2" nemlig langt mere skadelige for legemet.

"Det er nærliggende at tro, at syntetisk cannabis har spillet en rolle i nogle af de sager, vi har set, hvor unge er blevet indlagt med akutte psykoser. Syntetisk hash er langt mere potent end almindelig hash, og virkningen er umulig at forudsige, da det ikke er til at vide, hvor potent stoffet er. Vi har desuden set tilfælde, hvor folk, som har røget syntetisk hash, er blevet indlagt med nedsat blodtilførsel til hjertet - hvilket kan være livsfarligt," siger Kim Dahlhoff.

Det er svært at sætte tal på, hvor mange unge i Danmark, der er kommet galt afsted med syntetisk hash, da stoffet tit tages i kombination med andre rusmidler, hvilket ifølge Kim Dahlhoff gør det sværere at stille en klar diagnose. Dog hersker der ingen tvivl om, at syntetisk hash nemt kan vise sig at være den fatale ingrediens i cocktailen.

"Spice"-induceret Roskildemareridt
Netop sådan gik det for 19-årige Henrik, for hvem sommerens Roskilde Festival fik en brat afslutning. Han var ellers godt i gang med at bekæmpe tømmermænd med dåsebajere i lejren, da han også besluttede sig for at ryge en joint af syntetisk hash.

Advertisement

Kort efter blev han så psykotisk, at det endte med, at lægerne lagde ham i respirator og kunstigt koma på Roskilde Sygehus. Undersøgelserne viste også, at han havde MDMA i blodet, hvilket han dog ikke selv kan huske at have indtaget.

24-årige Marie de Molade boede i samme lejr som Henrik og var en af de første til at reagere, da hun så sin ven "gå fuldstændig fra forstanden", som hun siger.

"Efter at han har røget, rejser han sig og forlader lejren. Da han kommer tilbage et kvarter senere, har han et vildt blik i øjnene, og han går hvileløst omkring i lejren, mens fråden står ud af munden på ham. Vi prøver at tale ham ned, men han virker rasende og bliver mere og mere ubehagelig over for os. Han taler i tunger, og hans øjne flakker fuldstændigt."

Vennegruppen får hurtigt tilkaldt hjælp, men da samaritterne forsøger at få ham lagt ned, går det for alvor galt: Henrik flår sine øreringe ud af ørene, bider sig selv i tungen og banker hovedet gentagne gange ned i jorden, mens han skriger af fulde lungers kraft. Maria kan ikke gøre andet end at se rædselsslagent til, mens samaritterne kæmper med at få Henrik pacificeret.

"Det er en oplevelse, jeg aldrig glemmer", konstaterer Maria, som sammen med de øvrige makkere fra lejren tog hjem før tid, da det var umuligt at feste videre i skyggen af den voldsomme episode.

Syv uger senere, døjer Henrik stadig med psykiske problemer i kølvandet på aftenen, og han har ikke lyst til hverken at tale om det eller tænke på, hvad der egentlig skete.

Advertisement

"Jeg husker meget lidt af det. Jeg vågnede bare op på hospitalet og havde det virkeligt, virkeligt dårligt. Jeg har det stadig skidt og døjer med både fysiske og psykiske skavanker," siger han lavmælt og tilføjer, at han er stoppet med at ryge hash.

Mere om stoffer på VICE:

Nyt livsfarlig psykedelisk stof på fremmarch i Danmark

Vi spurgte tre læger om, hvordan stoffer påvirker din sæd

Jeg stoppede med at ryge efter et LSD-trip